Forskere: Her kan landbruget reducere udledningen af drivhusgasser

0

I forlængelse af den grønne treparts anbefalinger om en CO2 afgift på landbruget, udgiver Aarhus Universitet årets Klimavirkemiddelkatalog. Det sætter tal på effekten af forskellige tiltag, der kan reducere landbrugets udledning af drivhusgasser.

Det startede egentlig som en beskeden tabel i 2018, hvor forskere fra Aarhus Universitet samlede tilgængeligt data over potentielle tiltag, der kunne reducere udledningen af drivhusgasser fra landbruget.

Men fra 2023 har Aarhus Universitets Klimavirkemiddelkatalog været en moppedreng af en udgivelse, der indeholder en lang række udførlige beregninger af, hvor store reduktioner af drivhusgasudledninger, landbruget kan opnå med forskellige virkemidler.

Det betyder, at politikere, landbrugere, rådgivere og det omgivende samfund har et katalog til rådighed, som oplister de mest relevante og effektive virkemidler til en grøn omstilling af dansk landbrug.

Nogle af virkemidlerne er teknisk så langt fremme, at de er klar til at tage i brug. Andre har længere udsigter. Det forklarer Niels Halberg, direktør i DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

”Fælles for dem er, at forskere med stor ekspertise på hvert sit felt videnskabeligt har beregnet den mest sandsynlige effekt af tiltagene – både på den enkelte bedrift og på nationalt niveau. Og det gør klimavirkemiddelkataloget til et meget anvendeligt dokument”, siger han.

Samtidigt synliggør kataloget også mulige bivirkninger ved en række af virkemidlerne.

Stort potentiale i gyllehåndtering

At trække hovedkonklusioner ud af et katalog med 35 vidt forskellige tiltag er en kompliceret affære. Men et af de interessante resultater i årets Klimavirkemiddelkatalog er ifølge en af hovedforfatterne, Anders Peter Adamsen, at udledningen af metan fra gylletanke fylder mere, end man regnede med for bare et par år siden

”Det betyder, at potentialet i virkemidlerne forsuring af gylle, biogas samt overdækning af gylletanke med opsamling af gyllegas og afbrænding er større end tidligere antaget”, siger Anders Peter Adamsen, der er seniorforsker på Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet.

Samtidigt er det nogle teknologier, som man er ret langt med, og en del af initiativerne er allerede ved at blive implementeret.

”Vi ved, at hyppig udslusning af gylle fra stald til lager er noget, som allerede er ved at blive indført i praksis. Mange kører allerede gyllen til et biogasanlæg eller forsurer med svovlsyre. Det er nogle af de lavthængende frugter og noget, vi kan gøre med det samme”, siger han.

Bilen er prøvekørt
Der er ingen nemme konklusioner, når det kommer til at reducere udledningen af drivhusgasser fra dansk landbrug.

Derfor er der også i virkemiddelkataloget for 2024 en række forbehold. Det kan ved første øjekast se ud som om, forskerne underminerer deres egne konklusioner, men sådan skal det ikke forstås, forklarer Anders Peter Adamsen:

”Der er en stor sikkerhed for effekten af de her tiltag. Ellers var de slet ikke med i kataloget”, siger Anders Peter Adamsen.

Når der fx står, at virkemidler ”mangler dokumenteret effekt”, betyder det, at man mangler undersøgelser i fuldskala og over en længere periode, før effekterne kan medregnes i de nationale emissionsopgørelser.

”Man kan sige, at vi har prøvekørt bilen, men vi har ikke testet den overen længere periode”, forklarer forskeren.

Og det er nødvendigt ifølge principperne angivet af FN’s Klimapanel, som DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet anvender til de officielle opgørelser af Danmarks udledninger.

Når de oplistede effekter alligevel er realistiske, skyldes det, at forskerne arbejder ud fra et forsigtighedsprincip, som betyder, at de er meget påpasselige med at konkludere for meget.

”Det betyder ikke, at der ikke kan komme nye informationer. Vi forsker hele tiden i de her ting. Men det er de absolut bedste og mest gennemarbejdede data, vi har til rådighed på nuværende tidspunkt”, siger Anders Peter Adamsen.

Niels Halberg, direktør i DCA – Nationalt Center for Fødevarer og jordbrug, supplerer:

”Når omstændighederne er til det, kan de her virkemidler tages i brug i tryg forvisning om, at de bygger på den nyeste internationale viden og kan bidrage til at udledningen af klimagasser,” siger Niels Halberg.

Ved nogle af tallene vil der være et variationsspænd i, hvor stor effekten af et virkemiddel vil være i de officielle beregninger af Danmarks udledninger. Det skyldes blandt andet, at man ikke kan vide, hvor mange landbrug der vil implementere et givet virkemiddel, forklarer Niels Halberg og afslutter:

”Alt videnskab er behæftet med usikkerhed. Det er afgørende, at det perfekte ikke står i vejen for det gode, når det handler om noget så vigtigt som at udvikle dansk landbrug i en grønnere retning”.

Se hele rapporten Virkemidler til reduktion af klimagasser i landbruget – 2024 her.

Respons til Dennis Nielsen

0

Kære Dennis ”jeg er bare en simpel smed ” denne påstand er forkert. 

Uanset om det er i nutid eller fortid så kræver de 4 årige håndværker uddannelser udholdenhed og beslutsomhed, praktiske færdigheder, løsningsorienteret tilgang, tålmodighed, ansvarlighed, samarbejdsevner, selvtillid og stolthed, vedholdenhed samt ikke mindst evnen til at sige en papirnusser som mig direkte imod, det er der intet simpelt i.

Du mangler nogle innovative løsningsforslag fra LA. Det er der mange andre der også gør. Men når de øvrige partier får sig gjort klar til valgkampen, kommer Liberal Alliance gerne med vores forbedringsforslag i de debatter vi inviteres til eller selv indbyder til. 

Når Jeg går direkte efter din borgmester i skarpe vendinger så er det med baggrund i hans politiske CV og resultaterne der i min verden ikke er prangende efter alle de år, jeg uddyber gerne når den socialdemokratiske propaganda maskine går i gang. Den er jo god til i kulisserne at tale mig ned, men mon ikke Søren Larsen og Jeg snart løber panderne sammen i en debat? Hvis han da tør?

I Liberal Alliance har vi naturligvis en anden tilgang til den kommunale ledelse og hvordan en kommunalbestyrelse bør agere, end den nuværende sammensætning. Skulle LA i et kommende byråd få afgørende magt, ved vi også at der ikke kan ændres på noget fra dag til dag. Vi er selvfølgelig åbent for samarbejde til alle sider, alt efter hvordan valgnatten falder ud, før valgnatten er der ingen grund til at planlægge noget, som mange andre gør pt. Liberal alliance er ikke til salg for udvalgsposter og de store økonomiske fordele der ligger i disse, vi går efter politisk indflydelse.

Du nævner ”Det må jo alt andet lige være oplysninger du har på anden hånd, idet LA ikke sidder i byrådet.” Du bør vide at de politiske vandrør er utætte som en si, de er ikke lavet af en  blikkenslager med 4 års læretid i bagagen. 

Uanset vore politiske uenigheder er moralen i min verden. I Danmark afgøres politiske uenighederne med et kryds og ikke en Kalashnikov, efterfølgende drikkes en bajer sammen uanset om man ærgre sig eller jubler. Det er demokrati når det er bedst. Så må man vente til næste valgperiode, hvis man er utilfreds.

Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance og KV25 kandidat.

Usportslige portugisere stoppede FC Fredericias kamp

0

FC Fredericia spillede tirsdag eftermiddag en træningskamp mod den portugisiske klub CD Mafra, der har samme ejer som FC Midtjylland. Kampens dommer endte med at fløjte kampen af før tid, da han fik nok af portugisernes usportslige optræden.

FC Fredericia er i fuld gang med at forberede sig frem mod sæsonpremieren mod AC Horsens den 21. juli. I lørdags tog holdet hul på rækken af træningskampe, da det blev til et nederlag mod Vejle i en kamp, der varede tre halvlege. Vejlenserne scorede kampens tre mål i den sidste halvleg, hvor FC Fredericia gav debut til U19-keeperen Viggo Pørtner.

Tirsdag gik det løs igen. På træningsbanen bag Monjasa Park skulle FC Fredericia folde sig ud. Det var med kun fire gengangere fra sidste sæsons hold i startopstillingen. Mattias Lamhauge vogtede målet, mens Anders Dahl og Jakob Jessen tog sig af backsene, og Gustav Marcussen indtog en rolle som offensiv midtbanespiller.

Det var ikke til at vide, hvad der ventede mod portugiserne, der er ejet af HEARTLAND, som ligeledes ejer FC Midtjylland. Bag HEARTLAND står rigmanden Anders Holch Povlsen, som ejer blandt andet modekoncernen Bestseller. I den forbindelse er CF Mafra for nuværende på træningslejr i Ikast, og på den måde kom træningskampen mod FC Fredericia i stand. I sidste sæson havde FC Midtjylland lejet en del spillere ud til holdet, hvor de mest prominente navne var Victor Bak og Elias Olafsson. Nu er begge nævnte spillere dog retur i den midtjyske klub, som tidligere har lejet Olafsson ud til FC Fredericia.

Nu ser det til gengæld ud til, at Mafra får to keepere fra FC Midtjylland. Til kampen mod FC Fredericia vogtede østrigske Martin Fraisl målet i første halvleg, og i anden halvleg tog Mark Ugboh over, men det var ikke dét, som stjal billedet i kampen.

Hvor første halvleg var ganske udramatisk, men hvor man kunne se tegningerne til noget i FC Fredericias spil med bolden og enkelte lige-ved-og-næsten aktioner på kanten af feltet, så ændrede billedet sig i anden halvleg.

Begge hold skiftede en del ud. Ind for FC Fredericia kom blandt andet Patrick Egelund, Eskild Dall, Jeppe Brinch og Jesper Juelsgård, men i første omgang var det Jakob Jessen, der fortsatte på banen, som kom i fokus. Han bragede FC Fredericia i front i anden halvleg.

Og så begyndte Mafra-spillerne ellers at blive frustrerede. De gik til makronerne, hvor man tænkte: Slap af, det er en træningskamp. Samme opfattelse havde dommeren, der på et tidspunkt fik nok og stangede en Mafra-spiller det røde kort, som i dette tilfælde betød, at han måtte forlade banen til fordel for en holdkammerat på bænken.

Den var Mafra-spilleren ikke helt med på. En fra Mafras stab måtte ind og forklare den iltre spiller, at han altså skulle se resten af kampen fra sidelinjen og ikke skulle spille videre, og ej heller diskutere mere med dommeren.

Alt imens det portugisiske mandskab fortsatte med at gå til vaflerne i sådan en grad, at FC Fredericias keeper, Mattias Lamhauge, forsøgte at henstille til, at der altså ikke skulle komme nogen til skade, så kunne man se FC Fredericia spille en fornuftig omgang tekniskbetonet fodbold.

Stærkt i billedet stod blandt andet nytilkomne William Madsen, der gør sig centralt på midtbanen. Madsen ligner en spiller, som er udset en væsentlig rolle på, hvad man godt kan betegne som det nye FC Fredericia-hold.

FC Fredericia stod for langt størstedelen af boldbesiddelsen, og det var også tæt på, at føringen blev fordoblet. I medvinden forsøgte Jesper Juelsgård sig direkte med et frispark, men det blev akkurat reddet af Ugboh, der fik pareret forsøget.

Det hårde spil fortsatte fra portugiserne. Dommeren fik stanget endnu et rødt kort ud, og helt galt gik det med et par minutter igen, da dommeren simpelthen fik nok. Han gad ikke se på, at dels Mafra gik meget hårdt til den, og dels at en stor del af Mafras hold konstant brokkede sig højlydt til ham i en aggressiv tone.

Derfor blev kampen fløjtet af ved stillingen 1-0, og FC Fredericia vandt derfor træningskampen CD Mafra, der spiller igen på torsdag mod Kolding IF.

Næste gang FC Fredericia spiller er på lørdag, hvor de spiller deres sidste træningskamp. Det sker på udebane mod divisionskonkurrenterne Esbjerg.

NG Recycling åbner nyt anlæg i Kolding Havn

0

NG Recycling er stolt over at kunne annoncere åbningen af sit nye anlæg i Kolding Havn og hermed tilbyde genanvendelsestjenester inden for jern og metaller i Danmark.

De nye faciliteter i Kolding vil fungere som et centrum for eksport af sekundære råvarer til stålværker i hele Europa. Med moderne teknologi og effektive processer vil NG Recycling modtage jern og metaller fra kommuner og industri og omdanne disse til nye råvarer. NG Recycling har åbnet en afdeling, som tager imod varerne til handel og eksport over hele Europa.

– Reaktionen har været meget positiv, og der gik ikke længe, før spændende aktører kontaktede os. Sammen med kunder og samarbejdspartnere tror vi på at vende udfordringer til muligheder. Vi opfordrer alle til at kontakte os på Kolding Havn for at udforske mulighederne inden for bl.a. jern, metaller og elektronik, siger Martin Reinert, Chief Executive Officer i NG Recycling.

NG Recycling har etableret et strategisk partnerskab med Kolding Havn og Svane Shipping, som sikrer en robust og effektiv logistisk partner og sørger for, at de genanvendte råvarer når deres destinationer på en sikker og effektiv måde.

Om NG Recycling: NG Recycling er NG Metalls nye satsning i Danmark. NG Metall, en del af NG Group, er en førende aktør inden for genanvendelse af jern, metaller og elektronik, med et stærkt fokus på at udvikle innovative og cirkulære løsninger. NG Metall har anlæg og medarbejdere i Norge, Sverige og nu Danmark.

Få dine naboer til at snyde tyven, mens du er på ferie

0

Sommerferien nærmer sig, og det er højsæson for indbrud. Hvis naboer holder øje med dit hjem, mens du er væk, er der mindre risiko for at få besøg af ubudne gæster. Derfor er det nu tid til at aftale feriehjælp. Nabosamarbejde øger tilmed livskvaliteten og følelsen af tryghed hos den enkelte, viser en ny stor undersøgelse.

Pakke kuffert, købe solcreme og aflevere husdyret til pasning. Har du også en lang liste med ting, du skal nå, inden du tager hul på sommerferien? Nabohjælp opfordrer til, at ’aftaler om feriehjælp’ får en fast plads på listen.

Opmærksomme naboer kan nemlig være den afgørende faktor, når det handler om at forebygge indbrud. Når du rejser væk i ferien, så husk at lave aftaler med betroede naboer om at holde øje med dit hjem: Med vakse øjne og enkle tricks kan de på effektiv vis være med til at skræmme tyven væk.

Nabohjælp øger følelsen af tryghed hos den enkelte

Det er gængs viden, at Nabohjælp er et effektivt middel mod indbrud. Men naboer, der samarbejder og tager ansvar for at passe på hinandens hjem i nabolaget, har også indflydelse på den enkelte borgers tryghed og livskvalitet.

Det viser en ny, stor undersøgelse af utryghed, som Roskilde Universitet har foretaget for Det Kriminalpræventive Råd og Bo trygt. Her har man kigget på, hvilke forebyggelsesinitiativer borgere tager i forhold til indbrud, og hvad de betyder for borgernes følelse af tryghed og livskvalitet.

Undersøgelsen viser, at hver anden borger er involveret i indbrudsforebyggende nabofællesskaber som fx Nabohjælp, og at den form for indbrudsforebyggelse skaber mere tryghed og livskvalitet end fx alarmer, overvågningskameraer og peberspray.

– Vi ved, at Nabohjælp forebygger op mod hvert 4. indbrud. Derudover er Nabohjælp med til at styrke naborelationer, så man får et større fællesskab i nabolaget. De fleste foretrækker at bo i et nabolag, hvor man trives godt med sine naboer, siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

Stærkt nabosammenhold er vigtigt, når indbruddet rammer

Undersøgelsen viser også, at Nabohjælp kan være med til at genskabe tilliden, hvis man har været udsat for indbrud og er utryg for at skulle opleve det igen.

Det oplevede Anny fra Brønderslev, der for to år siden blev udsat for indbrud en lørdag aften, mens hun og hendes mand befandt sig langt væk hjemmefra. Parret handlede resolut og kontaktede deres naboer, der også er Nabohjælpere, som gik over og vurderede situationen, indtil parret kom hjem nogle timer senere.

– De gæve hjælpere havde medbragt en termokande med kaffe og stod og holdt vagt ude foran huset, til vi kom hjem, siger Anny og tilføjer, at episoden havde en stor betydning for, hvordan nabolaget i dag holder øje med hinandens hjem i ferieperioder.

– Det var selvfølgelig en ærgerlig oplevelse, men det har helt klart forstærket vores ’pas-på-hinanden-gen’ i nabolaget. Når vi er væk, er der dagligt kontrol fra seks Nabohjælper-par. Det er trygt og godt. Man bliver lidt tyndhudet efter et indbrud, så vi er vældig taknemmelige for at have nogen til at holde øje med vores hus, når vi ikke er hjemme.

Brug Nabohjælps app til at aftale feriehjælp

Feriehjælp er enkelt og kan både aftales over hækken, til jeres årlige vejfest, eller når I passerer hinanden i nabolaget. Du kan også bruge Nabohjælps app, hvor du kan invitere dine mest betroede naboer til at passe på dit hus, mens du er på ferie.

– På den måde får dine feriehjælpere løbende gode råd og påmindelser om at få huset til at se beboet ud; fx ved at parkere en bil i indkørslen, tømme postkassen eller flytte rundt på ting. Påmindelserne i appen gør, at feriehjælpen bliver mindre tilfældig, og det er netop systematikken, der snyder tyven, siger Julie Kofoed.

Gode råd: Sådan kan din nabo snyde tyven i ferien:

– Smid lidt skrald i skraldespanden udenfor og kør den på plads, hvis den står og flagrer.
– Tøm postkassen eller skub posten helt ind.
– Parkér din cykel eller bil i indkørslen.
– Hvis du kan, så gå en runde om huset for at se, om alt er ok.
– Send Alt-ok-beskeder til naboen via appen, så han eller hun trygt kan holde ferie.

Hent Nabohjælps app  

Næsten 270.000 danskere bruger Nabohjælps app. I appen får du mulighed for at:

– Danne netværk med alle nabolagets nabohjælpere 
– Skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag
– Arrangere feriehjælp    
– Koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget.

Fakta om den nye undersøgelse:

Rapporten ‘Utryghed for indbrud. En undersøgelse af utryghed for indbrud, livskvalitet og præventiv adfærd’ fra 2024 er udarbejdet af Roskilde Universitet for Bo trygt og Det Kriminalpræventive Råd.

Udvalgte pointer fra ny undersøgelse:

– Indbrudsforebyggelse sammen med naboer og installation af sikkerhedsudstyr som fx overvågningskameraer og sikrede døre og vinduer øger trygheden og livskvaliteten.
– Langt de fleste gør en indsats for at undgå indbrud. Flest gemmer værdigenstande, når de tager på ferie eller har aftaler med naboen om at holde øje med hinandens boliger. Kun cirka 16 % tager ingen særlige forholdsregler.
– Det er ikke alle forebyggende tiltag, der er tryghedsskabende: Selvbevæbning som fx brug af peberspray og slagvåben og det at undgå bestemte aktiviteter har en negativ indflydelse på både trygheden og livskvaliteten.

Færdselsuheld på parkeringsplads: Bilist overså vigepligt

0
Foto: Thomas Tolstrup

Mandag omkring klokken 16.00 skete der et færdselsuheld på en parkeringsplads på Montagevej i Kolding.

Ifølge vagtchef Martin Frandsen fra Sydøstjyllands Politi er der optaget sag på hændelsen, da en 58-årig bilist formodentlig ikke har overholdt sin vigepligt og derved forårsaget et sammenstød med en anden bil ført af en 51-årig mand fra Kolding. Heldigvis var der ingen personskader ved færdselsuheldet.

16-årig dreng kørte galt

0

På Skovvangen i Kolding foran Kolding Gymnasium kom en 16-årig dreng til skade, da han mandag omkring klokken 21.00 forulykkede på sin knallert.

Drengen havde mistet herredømmet over knallerten. En ambulance ankom til stedet for at tjekke ham, og vagtchef Martin Frandsen fortæller, at drengen pådrog sig flere mindre forstuvninger, men at der ellers ikke var tale om alvorlige personskader.

35-årig kvinde anholdt og sigtet for spirituskørsel

0
Foto: Rådet for sikker trafik

I krydset mellem Ydre Ringvej og Egeskovvej i Fredericia blev en 35-årig kvinde fra Fredericia tirsdag aften anholdt og sigtet.

Hun havde kørt sin personbil under alkoholpåvirkning med en promille over det tilladte. Efter anholdelsen blev hun sigtet og skulle med på stationen for at få taget en blodprøve, fortæller vagtchef Martin Frandsen.

Campingvogn tabte hjul på motorvejen

0
Foto: Rådet for Sikker Trafik

Mandag omkring klokken 09.15 skete der et færdselsuheld i vestgående retning på Taulovmotorvejen nær afkørsel 60A i Fredericia, da en campingvogn mistede sit ene hjul.

En personbil med en campingvogn påmonteret, ført af en 42-årig mand, mistede det venstre hjul fra campingvognen. Hjulet rullede over i en anden vognbane og ramte en bil ført af en 54-årig kvinde fra Slagelse. Uheldet resulterede i mindre skader på kvindens bil, men ingen personer kom til skade, fortæller vagtchef Martin Frandsen

Bor du i Kolding bliver dit affald hentet i el-skraldebiler

0

Skraldebilerne kommer til at køre på el, og alle borgere skal have tømt 10 forskellige typer affald hjemme ved husstanden. Det er nogle af punkterne i en ny kontrakt mellem Kolding Kommune og Meldgaard Miljø.

Du kender dem allerede, Meldgaards skraldebiler. For det er dem, skraldemændene kører rundt i i dag, når de tømmer din skraldespand. Det fortsætter de med, når den nuværende kontrakt udløber ved udgangen af september 2025.

Det står klart, efter at opgaven har været i udbud. Fire selskaber bød på renovationsopgaven, som løber fra 1. oktober 2025 og otte år frem. I udbuddet var der lagt lige stor vægt på pris og kvalitet, og i sidste ende faldt valget på Meldgaard Miljø.

I kontrakten står der blandt andet, at mindst 60 % af indsamlingen kommer til at foregå med nul-emissions-lastbiler. I praksis betyder det, at størstedelen af lastbilerne kommer til at køre på el.

Godt nyt for miljøet

”Tømning af affald skal bare fungere. Så vi er rigtig glade for og ser frem til at fortsætte samarbejdet med Meldgaard. Samtidig er det rigtig godt for miljøet, at skraldebilerne fremover kommer til at køre på el,” siger Jakob Ville, formand for Plan- og Teknikudvalget i Kolding Kommune.

Den nye kontrakt omfatter indsamlingen af 10 fraktioner. Altså at du får tømt både din nuværende skraldespand til mad- og restaffald samt to nye beholdere til genanvendeligt affald. Det er for tidligt at sige noget om, hvilken type skraldespande der er tale om, og hvilken størrelse de har. Det arbejde fortsætter nu. Til gengæld står det klart, at hver husstand skal have tre beholdere i alt. Ved etageboliger skal du fortsat aflevere dit affald i fælles skraldespande – blot med beholdere til flere typer affald end i dag.

Hvornår du modtager dine nye beholdere, datoer for tømning, og hvilke typer affald der skal i hver beholder, kommer der meget mere information om, når vi kommer længere frem i forløbet. Vi forventer, at de nye beholdere bliver kørt ud i slutningen af 2025 og begyndelsen af 2026.

Hvorfor tager det så lang tid?

Der er intet vi hellere ville end at speede processen op, men det tager tid, fordi vi er nødt til at være grundige.

Først og fremmest tager det lang tid at få leveret og indrettet de nye el-skraldebiler. I øjeblikket er leveringstiden på knapt halvandet år. Derudover skal der bestilles og produceres nye beholdere, planlægges nye ruter, indgås aftaler med bolig- og grundejerforeninger, laves infomateriale og meget andet.

Gode erfaringer

Til gengæld betaler tålmodigheden sig. For undersøgelser, erfaringer fra andre kommuner og vores forsøg i Vester Nebel viser, at der bliver samlet mere genanvendeligt affald ind, når beholderne står hjemme på egen matrikel.

Forsøget i Vester Nebel, som siden marts 2023 har testet en ny affaldsløsning, har samtidig givet gode erfaringer, som er taget med i de rammer, som Meldgaard skal arbejde indenfor. Der er også hentet inspiration fra andre kommuner, som allerede er i gang med indsamling af 10 fraktioner.

Frontalt sammenstød i Svendborg og stribevis af indbrud i Odense: Travl dag for Fyns Politi

Frontalt sammenstød i Svendborg og stribevis af indbrud i Odense: Travl...

0
KRIMI. En varebil og en lastbil stødte tirsdag morgen frontalt sammen på Kogtvedvej i Svendborg. Varebilen, der kom kørende i østlig retning, trak over...