Hundepatrulje snuste sig frem til indbrudstyve i går – nu er de dømt

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

To udenlandske mænd blev mandag den 10. juni anholdt i forbindelse med et indbrudsforsøg. Tirsdag den 11. juni blev de begge idømt straksdomme ved Retten i Kolding.

Mandag den 10. juni omkring kl. 15.00 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et igangværende indbrud på en adresse i Jelling.

Anmelder, der bor på adressen, var ikke selv hjemme, men kunne via sin mobiltelefon se en person på den videoovervågning, som vedkommende har installeret i sit hjem.

Sydøstjyllands Politi sendte en patrulje og en hundepatrulje til stedet med det samme. Her fik politihunden hurtigt færten og fandt to mænd på en kornmark i nærheden. Kl. 15.20 kunne politiet anholde to udenlandske mænd på henholdsvis 48 år og 33 år.

De to mænd blev fremstillet i grundlovsforhør tidligere i dag ved Retten i Kolding, hvor de var sigtet for indbrudsforsøg. Begge mænd erkendte forholdet og modtog en straksdom på 30 dages ubetinget fængsel samt udvisning fra Danmark med indrejseforbud i fire år. Både den 48-årige og den 33-årige modtog dommen.

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte anklagerfuldmægtig Michelle Jønsson.

Cykeldrengene kåret til årets fredericianere

0

Med begrundelsen, at de har sat Fredericia på verdenskortet, blev “Cykeldrengene”, Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen, kåret til årets fredericianere tirsdag klokken 11:11.

Traditionen tro skulle årets fredericianer kåres, og som sædvanligt havde der været et hemmelighedskræmmeri op til, hvor Frederik den IIIs Laug ikke ville komme ind på, hvem det var, og det var derfor med spænding, at kåringen skulle finde sted på Rådhuspladsen i Fredericia.

Der var dog nogle, der vidste det, blev det hurtigt klart. Familie var troppet op, og hurtigt blev det klart, hvem der var tale om, nemlig barndomsvennerne Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen, der har været venner i over 20 år, på trods af, at de begge er årgang 1997.

De gik begge på Skjoldborgvejens Skole og spillede fodbold sammen i Fredericia fF, og til dagligt var de allerede dengang sammen så tit som muligt, og siden har de udviklet et venskab, der er blevet deres levevej. I dag er de kendt som Cykeldrengene efter, at de har cyklet jorden rundt, vundet TV-programmet Alene i Vildmarken og været på cykel over indlandsisen. Imellem ekspeditionerne og deres eventyr har Nicklas og Emil holdt utallige foredrag, men nu kan de skrive mere på cv’et.

De er nemlig blevet kåret til årets fæstningsdrenge, efter at Frederik den III Laug havde valgt dem, og det offentliggjorde de traditionen tro den 11. juni klokken 11:11, hvor lauget marcherede fra Frederik den IIIs Plads og ind til Rådhuspladsen, hvor spændingen blev forløst ved “den selvbestaltede formand” Michael Kristensen.

Har gjort Fredericia kendt i hele verden

Kristensen spejdede rundt efter Cykeldrengene, som ikke var synligt til stede på Rådhuspladsen. Frederik den IIIs Laug konstaterede højlydt, at Nicklas og Emil nok var ude at cykle, og ganske rigtigt. Det var de. Cykeldrengene kom cyklende ind på Rådhuspladsen, satte cyklerne ved deres familie og fik derefter ord med på vejen af Michael Kristensen.

– I år har I med jeres ufattelige lyst til at opleve og udleve gjort Fredericia kendt i hele verden. Man kan i flæng nævne jorden rundt på cykel, polarekspeditionen, Alene i Vildmarken og på cykel over indlandsisen. Det er med stor glæde, at vi i Frederik den III Laug kårer jer til årets fæstningsdrenge, sagde Kristensen blandt andet.

Til applaus fra den fremmødte familie og andre interesserede fredericianere blev Nicklas og Emil tildelt medaljer og et billede i ramme som symbol på, at de er “årets Frederik,” samt en stor kage.

Dermed går Cykeldrengene i fodsporet på blandt andet Anders Østergaard, Bent Jensen og Melvin Kakooza, der tidligere har fået titlen som “Årets Fæstningsdreng.”

Se her alle vinderne af titlen:

  • 1989: Vagn R. Hansen & J. B. Nielsen – Erhvervsrådet/Årets By
  • 1990: Børge Larsen – Byen for Alle
  • 1991: Henning Møberg – Grøn Kommune
  • 1992: Dan Dorshel – Spillestedet Det Bruunske Pakhus
  • 1993: Mogens Jeppesen – FHK
  • 1994: Mogens Ussing – Byrenovering
  • 1995: Bent Oxbøll – Fredericia lidt grønnere
  • 1996: Fredericias borgere – Årets By
  • 1997: Ole Nikolajsen – Triathlon
  • 1998: Henning Høngsmark – Fredericia Volds Bevarelse
  • 1999: Peter Fløe – Byggeri til nye virksomheder
  • 2000: Kaj Petersen – FHK
  • 2001: Helge Reinhardt – Kulturengagement
  • 2002: Mogens Zarling – Ambulancelæge
  • 2003: Jesper Larsen – Ungdommens Hus
  • 2004: Jordånden – Kunst
  • 2005: Kent Jensen – Jazzklubben Pakhuset
  • 2006: Team Jiyo – Showgruppe
  • 2007: Torben Vendt – Bjørn Nørgaard projektet
  • 2008: Carsten Bøttern – MC arrangement 2008
  • 2009: Mette og Rainer Gassner – gastronomi i topklasse
  • 2010: Olaf Helios – Ældresagen
  • 2011: Peter Mejer Mortensen – Fredericia Sommerrock
  • 2012: Uffe Steiner Jensen – Tidl. Borgmester Fredericia
  • 2013: Messe C, byens store messe- og konferencecenter.
  • 2014: Søren Møller – Fredericia Teater/Fredericia Musicalakademi
  • 2015: Anders Østergaard – Monjasa
  • 2016: Bent Jensen – t.hansen.dk
  • 2017: Bridgewalking Lillebælt – repræsenteret af Lone Skjoldaa
  • 2018: Event C
  • 2019: Madsby Legepark
  • 2020: Grundet corona ingen prismodtagere
  • 2021: Melvin Kakooza
  • 2022: 7.Regiments Musikkorps i Fredericia.
  • 2023: Kristian Bendix Drejer – Business Fredericia
  • 2024: Cykeldrengene, Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen

Sune Nørgaard har ambitioner om byrådet

0
Foto: AVISEN

Sune Nørgaard Jakobsen var opstillet til Europa-Parlamentsvalget for Dansk Folkeparti. Spidskandidat Anders Vistisen kom ind for partiet, men det stopper ikke Nørgaards engagement i politik.

Sune Nørgaard fik i alt 644 stemmer og kunne notere sig, at Dansk Folkeparti i Fredericia, hvor han kommer fra, blev det femtestørste parti i byen med i alt 1.702 stemmer. Blandt andet overgår DF Liberal Alliance, Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten.

Nu kan Sune Nørgaard se tilbage på en hektisk periode, hvor han har skullet balancere sit daglige arbejde med valgkampen, hvor han har været på gader og stræder, deltaget i paneldebatter og stået til rådighed for pressen.

– Det har været en spændende proces. Jeg er blevet sat godt og grundigt ind i geopolitik og har lært en masse mennesker at kende i partiet. Vi gik tilbage og beholdt vores mandat, og det er vi rigtig glade for. Vi har sonderet terrænet for at gøre højrefløjen stærkere i Europa. Internt har det været godt. Der har været en god stemning blandt kandidatholdet, og baglandet har støttet op. Det har skabt et fællesskab, som jeg værdsætter, siger Sune Nørgaard.

Han medgiver, at det har været hårdt, men det er samtidig en døråbner for at ville mere politisk på sigt.

– Det har været intenst. Jeg er glad for, at det er slut, men jeg er også sulten på mere, forklarer Nørgaard.

Hvad er mere?

– Nu skal jeg trække vejret, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Der kommer et folketingsvalg på et tidspunkt og et kommunalvalg, men hvordan jeg griber det an, har jeg ikke taget stilling til endnu. Da jeg gik ind i politik, var det for at komme i byrådet, og det ønsker jeg stadig, siger Sune Nørgaard.

En valgkamp kan være hård, men det er ikke noget, der har sat et negativt præg på Sune Nørgaard.

– Valgkampen har ikke skræmt mig overhovedet. Tværtimod har jeg fået mod på mere og fået bredere kendskab og er bedre klædt på til politik. Partiet har gjort det godt, og der har været god stemning. Vi har lært hinanden at kende, og det har skabt et tæt forhold, hvilket gør det nemmere i fremtiden, siger Sune Nørgaard og uddyber, hvordan han vil bruge de erfaringer, han har gjort sig:

– Jeg vil bruge de kort, jeg har. Vi vil beholde vores to mandater i Fredericia til kommunalvalget og gerne have flere. Vi er i en tid, hvor tilliden til regeringen er lav, og det kommer også til at smitte af lokalt, og det skal vi udnytte, siger Sune Nørgaard.

Der er halvandet års tid til kommunalvalget i 2025, og mærkesagerne er klar for DF’eren.

– Jeg kommer til at slå ned på socialpolitikken, ældreområdet og skoleområdet. Det er mit kendetegn, som jeg vil kæmpe for, slutter Sune Nørgaard.

Regionsrådsformand er åben for ændringer

0
Bo Libergren. Arkivfoto: AVISEN

Tirsdag 11. juni kl. 13.00 løftede Sundhedsstrukturkommissionen sløret for den længe ventede rapport med anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen. En rapport, som giver tre forslag til, hvordan sundhedsvæsenet fremover kan skrues sammen for at imødekomme og løse de udfordringer, der er på sundhedsområdet i dag.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) kvitterer for rapporten:

– Vi ser frem til at nærlæse rapporten og er spændte på at se, hvilke modeller for fremtidens sundhedsvæsen kommissionen er nået frem til. Det er vores oplevelse, at kommissionen har gjort et godt og solidt stykke arbejde, og det glæder os, at de har brugt tid på at komme ud på sygehuse, plejehjem mv. for at få input og blive inspireret af alle de gode indsatser, der allerede er i gang.

– Vi oplever at stå et godt sted her i Region Syddanmark, både når det gælder behandlingen på vores sygehuse, men også i vores samarbejde med kommuner og almen praksis. Men dermed ikke sagt, at tingene ikke kan blive bedre – så vi er naturligvis åbne over for forandringer, hvis de kan føre til en bedre måde at drive sundhedsvæsenet på.

Regionsrådet forventes at godkende regionens høringssvar på et ekstraordinært møde 5 august 2024.

Se Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.

Sundhedsstrukturkommissionens rapport kræver vigtige politiske drøftelser

0
(Foto: AVISEN)

KL ser frem til at nærlæse Sundhedsstrukturkommissionens rapport, som nu endelig er landet. Der er gode takter i de tværgående anbefalinger, men der bliver brug for en grundig politisk drøftelse af, hvordan vi som samfund vil løse de udfordringer, vi står over for, når der kommer endnu flere ældre og kronikere.

De næste 10 år forventes der at komme over 150.000 flere ældre over 80 år. 1,4 mio. danskere har en kronisk sygdom, og hvert år konstateres i omegnen af 160.000 nye tilfælde. Det er dét, en sundhedsreform skal geare vores sundhedsvæsen til at kunne håndtere.

– Når vi hører kommissionen fremlægge rapporten, lyder det som om, der er mange gode tanker om at styrke det nære sundhedsvæsen. Men vi bliver bekymrede, når vi ser nogle af modellerne, hvor vi har svært ved at se, at de bidrager til at løse problemerne, siger Sisse Marie Welling, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet.

Kommissionen peger på 3 modeller for fremtidens sundhedsvæsen, som alle kredser om yderligere centralisering frem for at have fokus på at styrke de lokale sundhedstilbud tæt på borgerne – og til gavn for borgerne.

– Nu skal vi have nærlæst rapporten og anbefalingerne, men det virker som om, at Sundhedsstrukturkommissionens to første modeller har mere fokus på, hvordan vi sikrer, at sygehusene ikke braser sammen, end på hvordan borgerne får nogle gode, stærke og trygge sundhedstilbud tæt på der, hvor de bor. Det er en kommunalreform ad bagvejen, og dét er ikke den opgave, som kommissionen har fået stillet, siger Sisse Marie Welling og fortsætter:

– Hovedopgaven er at tænke klogt på det samlede sundhedsvæsens vegne, så behovet for sundhedsindsatser bliver så lille som muligt. Det er også det, danskerne har brug for. Der er ikke nogen mennesker, der kan lide at være syge. Men alle modeller i kommissionens færdige arbejde peger, som vi læser det, på mere centralisering, og bliver set gennem sygehusbriller. Vi savner et større fokus på, hvad der skal til for at styrke det nære sundhedsvæsen, så man ikke er afhængig af hospitalerne.

Ingen omstilling i sigte

Foruden de 3 modeller peger kommissionen også på 6 tværgående anbefalinger, som er uafhængige af, hvilken model man vælger. Ifølge Sisse Marie Welling er der positive takter blandt forslagene.

– Vi er nødt til i langt højere grad at sikre, at der er læger til danskerne i hele landet. Det kommer kommissionen med nogle fornuftige forslag til. Og det er også nødvendigt, at social- og sundhedsmedarbejderen og den kommunale sygeplejerske i højere grad kan trække på viden og hjælp fra specialistkompetencer fra sygehusene, når der er behov for det. Men det er langt fra nok, siger KL-udvalgsformanden og fortsætter:

– Vi savner en model eller anbefaling, der handler om at omstille den nuværende tankegang og flytte opgaver til det nære sundhedsvæsen. I kommunerne vil vi ikke drive sygehuse, men hvis vi skal sikre, at borgerne ikke skal den lange vej til sygehuset, er det nødvendigt at opbygge en kapacitet tæt på borgernes hjem, der kan tage sig af kontroller, blodprøver, sårbehandling osv. Så vi reelt får omstillet vores sundhedsvæsen, så det er gearet til den kolossale udfordring, vi kigger lige direkte ind i.

Forspild ikke chancen

Sisse Marie Welling er glad for, at Sundhedsstrukturkommissionens arbejde nu er fremlagt, og ser frem til de politiske drøftelser, der nu går i gang. Det er vigtigt, at en reform reelt omstiller vores sundhedsvæsen.

– Først og fremmest skal det nære sundhedsvæsen styrkes markant – både økonomisk og kapacitetsmæssigt. Dernæst bør et nationalt myndighedsniveau stå for at sikre, at alle danskere i hele landet har en læge. Så skal vi have få, robuste regioner, som holder sig til deres kerneopgave – at levere ensartet behandling af høj kvalitet på landets sygehuse i hele landet. Og endelig skal vi have skabt en samarbejdsstruktur omkring almen praksis, kommuner og regioner, hvor der samarbejdes tæt og træffes forpligtende beslutninger.

– Vi har lige nu en historisk chance for at investere og prioritere det nære, og vi vil på det kraftigste opfordre Christiansborg til ikke at centralisere yderligere. Det vil være på bekostning af borgerne og patienternes hverdag. Og det vil kun skabe et større pres på vores samlede sundhedsvæsen.

Kræftens Bekæmpelse opfordrer til politisk mod og handlekraft

0

Der er lagt op til store forandringer i sundhedsvæsenet med de anbefalinger og forslag, som Sundhedsstrukturkommissionen i dag har præsenteret sammen med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Kræftens Bekæmpelse roser kommissionens arbejde, og formand i foreningen, Helen Bernt Andersen, håber på politisk mod på Christiansborg:

– Med kommissionens anbefalinger har politikerne fået en unik mulighed for at gå nye veje og fremtidssikre sundhedsvæsenet, så det i højere grad indrettes efter patienternes forløb og behov. Det er så vigtigt, at de griber den, siger hun.

Sundhedsstrukturkommissionen foreslår tre hovedmodeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet. Set fra en kræftpatients perspektiv har alle modellerne både fordele og ulemper:

-Kr Øget centralisering kan være et godt greb, når det handler om at reducere ulighed i sundhed og sikre, at alle patienter får den rette behandling, uanset postnummer. Men der er også fordele ved at decentralisere, hvis det betyder, at systemet rykker tættere på den enkelte borger, siger Helen Bernt Andersen. 

Tre modeller
Sundhedsstrukturkommissionen lancerer desuden seks tværgående anbefalinger, som politikerne ifølge kommissionen bør handle på uanset, hvilken model, man kan blive enig om politisk.

De seks anbefalinger er den helt rigtige vej at gå for at skabe mere sammenhæng og reducere ulighed i sundhed, vurderer Helen Bernt Andersen efter første gennemlæsning af kommissionens rapport.  

– Som helt almindelig borger kan man måske godt få en opfattelse af, at den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet ikke har den store betydning. Men det har den. Ikke mindst for det stigende antal mennesker i Danmark, som vil få og leve med kræft, siger Helen Bernt Andersen. 

– En ambition fra kommissionen er at sikre, at alle i befolkningen har en praktiserende læge at gå til. Det kan vi kun bakke op om. I Danmark er den praktiserende læge ofte indgangen til sygehusvæsenet, og det vil i mange tilfælde være i almen praksis, at mistanken om kræft opstår. De praktiserende læger spiller derfor en helt central rolle i den tidlige opsporing af kræft, og de kan i langt højere grad end i dag være tovholder for patienterne gennem hele kræftforløbet, siger hun.

Hun roser Sundhedsstrukturkommissionen for at give bud på, hvordan der kan sikres privatpraktiserende speciallæger i udkantsområderne. I det hele taget har kommissionen gode forslag til, hvordan borgere i alle dele af landet kan få adgang til sundhedstilbud.

Forslaget om at ændre på organiseringen af psykiatriområdet, så somatik og psykiatri tænkes tættere sammen, giver ligeledes genklang i Kræftens Bekæmpelse. For det vil gavne borgere, der kæmper med både kræft og alvorlig psykisk sygdom.

Forebyggelse mangler
Der er dog også ris til kommissionen: Forebyggelse fylder for lidt.

– Fire ud af 10 kræfttilfælde kan forebygges, men det kræver et helt andet fokus og en ambitiøs, national indsats med at sikre en sundere befolkning, hvor der f.eks. er færre rygere. Desværre lægger kommissionen slet ikke nok vægt på den vigtige del af sundhedsindsatsen i sine anbefalinger, siger Helen Bernt Andersen.

Fyns Politi efterlyser vidner til sag om forladte hundehvalpe

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Fire hundehvalpe blev den 10. juni 2024 omkring klokken 13.00 fundet døde i en papkasse ved Rema 1000 på Svenstrupvej i Skt. Klemens i det sydlige Odense.

I den forbindelse vil Fyns Politi gerne høre fra vidner, der må have set nogen placere en åben papkasse omkring Rema 1000 den 10. juni i løbet af morgenen og frem til tidlig eftermiddag.

Kassen med hundehvalpene blev fundet på en gennemgang til parkeringspladsen ved Rema 1000.

Foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om næsten nyfødte labradorlignende hvalpe.

Fyns Politi kan ikke afvise, at der er tale om hvalpe, der er døde af naturlige årsager. Men vi hører gerne fra folk, der må have set noget.

Fyns Politi kan kontaktes på 114.

Håndbold og tal er tæt forbundet med fødselar

0

Rødderne er på Vestfyn, men Per Hunniche og Fredericia, ikke mindst Fredericia HK, hænger uløseligtsammen. Mandag den 17. juni fylder investeringsrådgiveren i Middelfart Sparekasse 60 år.

Hvis du en dag havner til en fest, hvor Per Hunniche er med, så overvej lige din deltagelse i konkurrencen: Hvem kan nævne flest primtal.

Du taber givetvis stort.

Investeringsrådgiveren fra Middelfart Sparekasse har nemlig noget med tal – en talnørd i den bedste forståelse – og derfor er han selvfølgelig også bevidst om, at han fylder 60 år mandag den 17. juni.

– Det har jeg det fint med, til gengæld tænkte jeg lidt over det, da jeg fyldte 50 år, for to gange 50 giver et tal med tre cifre og ikke kun to cifre, siger Per Hunniche, der har sin base i investeringsafdelingen i Vejle.

Optimismen var stor

Han lever dog fint med sin alder, og han holder sig vedvarende i form.

– Jeg holder mig i gang på en bund af gode værdier, og så omgiver jeg mig med mennesker, jeg holder af, fortæller han.

Han indledte sit arbejde med investeringer tilbage i 1988, og siden har tal og økonomi været omdrejningspunktet i et arbejdsliv som blandt andet bragte ham til forskellige pengeinstitutter og i en periode også til Fredericia Kommune, hvor han passede kommunens investeringer.

– Jeg begyndte på bagkant af børskrakket i 1987, og det gav optimisme samt stor tro på egne evner som investeringsrådgiver, siger han smilende og tilføjer hurtigt:

– Men det fandt nu hurtigt et mere naturligt leje.

Markedets op- og nedture har givet enorm læring til fødselaren samt en sund respekt.

De første år arbejdede han som aktiehandler med handel for professionelle investorer, men siden 1999 har han været en mere bred investeringsmand, der både rådgiver og på mandater passer kunders formuer inden for alle former for investeringer.

– Det er lidt som i sportens verden – god forberedelse er vigtig. Det bruger jeg i mit daglige arbejde, når jeg på kundernes vegne investerer, for chancerne for et fornuftigt resultat er alt andet lige større, hvis man forbereder sig godt. 

Stoltheden vinder

Hvis man siger Per Hunniche, siger man automatisk også håndbold.

I mange år var han en fast del af bagkæden på det bedste hold i Fredericia HK, og man skulle ikke tage fejl af den ellers så pæne og høflige mand – på håndboldbanengjorde det ofte ondt at møde Per Hunniche.

– Fredericia HK betyder rigtig meget for mig, konstaterer han om den klub, han har været, og stadig er i, en stor og vigtig del af på både bestyrelsesniveau og som økonomichef.

Han var blandt andet med i genrejsningen af klubben efter konkursen i 2012, og godt 12 år senere var FHK-mandskabet for nylig marginaler fra at snuppe DM-titlen for snuden af storfavoritterne fra Aalborg.

– Det var ærgerligt, men det er også kæmpestort for os, at Fredericia igen er en del af toppen i dansk håndbold. Det skaber stolthed, lyder det fra fødselaren.

Lev op til jeres medarbejdergrundlag, Fredericia kommune

0

“Vi gør det ordentligt” og “Vi gør det i fællesskab” er to af de tre pejlemærker, som Fredericia kommunes ledelses- og medarbejdergrundlag baserer sig på. Det lyder pivgodt, men praktiseres det i virkeligheden? Det er desværre ikke, hvad vi har oplevet på det seneste. To gange har vi måtte læse om vores arbejdsplads, klubben på Damvej, i medierne i stedet for at blive orienteret først. Forrige uge kom der referat fra byrådsmødet – dagplejen skal rykke fra Stjernehuset og ind på Damvej 1. Det undrer os, da det unægteligt vil have en indvirkning på vores vilkår og vores børns hverdag. Hvorfor er vi medarbejdere ikke blevet hørt? Hvis vi ikke er hørt, så går vi ud fra dagplejerne heller ikke er. Hvad med forældrene til dagplejebørnene? Det virker som en tegnebrætsløsning, som ikke kan føres ud i livet uden alvorlige kompromiser for begge børnegrupper. Mon forældrene har noget at sige? Det kan vel heller ikke være i politikernes interesse at man ødelægger to tilbud, men får de det fulde billede, når de spørger ind til det? Vi har stor tiltro til dagplejens ledelse, men vi kan være i tvivl om de bliver lyttet til, når cheferne og direktørerne har besluttet sig. Det er i hvert fald meget lidt “ordentlighed” og meget lidt “fællesskab”, når tingene trækkes ned over hovedet på de ansatte uden at lade dem komme til orde.

Anden gang, vi læste om min arbejdsplads, var da udvalgsformand Ole Steen Hansen valgte at kaste vores tilbud for 4.- 6. klasse under bussen og lade det være op til diskussion til næste budgetforhandling. Det er så 3. år i træk, at vi skal føle os lukningstruet. Noget som rammer ansatte, men i høj grad også forældre og børn. Har de og vi en fremtid?

Der er ikke meget medarbejderinddragelse i Fredericia kommune, og der er noget hamrende galt i “systemet”, når man sjufter vores input til fordel for en “mig alene vide” politik på toppen af ledelsesgangene. Så kan man skrive nok så fine ting i diverse grundlag, men når realiteten er en anden, er det ikke mere værd, end det papir det står skrevet på!

Andreas Bjerring Tobiassen
Marsvænget 24
7000 Fredericia

Jakob Thorkild Voss
Nøddevænget 17
5500 Middelfart

En dyb forbindelse og en ærefuld pris

0

En særlig forbindelse til Fredericia, sådan betegner Anders Østergaard Frederik den III’s Laug og sin egen kærlighed til fæstningsbyen. I anledning af Frederik den III’s Laugs 35-års jubilæum har vi haft fornøjelsen af at interviewe Anders Østergaard, CEO for bunkervirksomheden Monjasa. Østergaard, som i 2015 blev kåret som Årets Frederik/Fæstningsdreng af lauget, deler sine tanker om Fredericia og betydningen af denne hæder.

– Fredericia har altid betydet utroligt meget for mig, og det vil det også gøre i fremtiden, siger Anders Østergaard med tydelig stolthed. Byen, med dens rige historie og stærke fællesskab, har haft en stor indflydelse på ham både personligt og professionelt. Østergaard understreger, hvordan byens unikke karakter og dens beboeres engagement har bidraget til hans udvikling og succes.

En ærefuld pris og varige minder

At modtage prisen som Årets Frederik/Fæstningsdreng i 2015 var en stor ære for Østergaard.

– Prisen bragte selvfølgelig kæmpe glæde og en masse positive følelser med sig. Og det er stadig tilfældet den dag i dag. Også takket være alle de mennesker, som deltog og gjorde det til en fantastisk traditionsrig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme og altid værdsætte, fortæller han. Østergaard mindes tydeligt den varme modtagelse og den festlige atmosfære, der gjorde dagen uforglemmelig.

En smuk tradition i Frederik den III’s Laug

Østergaard er fuld af ros til Frederik den III’s Laug og de traditioner, de har skabt gennem årene.

– Jeg synes, det er en på alle måder givende og smuk tradition. Og det kan jeg ikke takke lauget og alle involverede parter nok for, siger han. Han understreger, hvordan lauget formår at bevare og styrke byens kulturelle arv gennem deres engagement og vedholdende indsats.

Fællesskab og lokal forankring

Frederik den III’s Laug har en særlig plads i Anders Østergaards hjerte. Hans ord vidner om den dybe taknemmelighed og respekt, han har for lauget og de traditioner, de opretholder. Som en markant figur i erhvervslivet er hans anerkendelse og deltagelse i disse lokale traditioner et stærkt signal om betydningen af fællesskab og lokal forankring. Traditioner og lokale fællesskaber kan skabe varige bånd og positive forandringer, ikke kun for enkeltpersoner, men for hele byer. Frederik den III’s Laugs vedvarende indsats for at fremme byens kultur og sammenhold er et lysende eksempel på dette.

Danmarks bedste skatere indtager Bastionen

Danmarks bedste skatere indtager Bastionen

0
Skateboardentusiaster i Fredericia kan se frem til en særlig oplevelse, når Danmarks Skateboardlandshold gør holdt i byen som led i deres Danmarkstour. Søndag den...