Ny chef for Karkirurgi på Kolding Sygehus

0
Trine Maria Mejnert Jørgensen, Cheflæge Karkirurgi, Kolding Sygehus. FOTO: Tobias Nørgaard PedersenSygehus Lillebælt

Trine Maria Mejnert Jørgensen er pr. 1. juni 2024 ansat som ny cheflæge på Karkirurgi på Kolding Sygehus. Hun afløser Kim Houlind, der er ny institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet.

Den 45-årige cheflæge kender allerede afdelingen indgående, da hun været ansat på Karkirurgi siden 2010. Først i en introstilling og som en del af sin hoveduddannelse – og siden som afdelingslæge, overlæge og altså nu cheflæge.

– Jeg synes, det er så fedt, at jeg har fået dette job. Jeg er glad og stolt over det, og jeg har kun mødt opbakning, så det er positivt, siger hun.

Trine Maria Mejnert Jørgensen er Cand. Med. fra Syddansk Universitet og har tillige en ph.d.-grad fra samme universitet, ligesom hun har en uddannelse som laborant fra Teknisk Akademi Syd i Sønderborg. Hun har samtidig et cv bestående af en lang række forskningspublikationer- og artikler.

– Det her er en fantastisk afdeling, som jeg kender rigtig godt, og som jeg gerne vil være med til at føre videre frem. Vi er jo på mange måder rigtig dygtige her, men vi kan godt blive endnu dygtigere, og det skal jeg hjælpe med, siger hun.

Hun fortæller, at hun som leder især ønsker at styrke arbejdet med at nedsætte komplikationerne efter de karkirurgiske operationer, som ofte bliver foretaget på særligt skrøbelige patienter. Og så betoner hun vigtigheden af, at afdelingen altid opererer patienterne til tiden – og fortsat har et stærkt hold af forskere.

Trine Maria Mejnert Jørgensen bor i Kolding med sin kæreste og bruger gerne fritiden på parrets Beauceron-hunde, som hun træner i en politihundeforening. Derudover går hun blandt andet til koncerter og i teatret eller bruger tid i haven og i naturen – og læser mange bøger.

Donation til Krisecenter for mænd i Fredericia

0
Krisecenter for mænd (Arkivfoto)

Krisecentret gør et rigtig stort stykke socialt arbejde for mænd, som har ondt i livet på den ene eller anden måde. De hjælper brugerne med kontakt til forskellige offentlige instanser, og den daglige leder deltager som ledsager til diverse møder. Lederen er socialrådgiver, og han er derfor godt inde i den sociale lovgivning, og han kan hjælpe brugerne med at få diverse sociale ydelser, som de har krav på.

Krisecentret ligger i Prinsessegade, hvor de har 5 værelse – alle med tv og køleskab, og der er adgang til 2 fælles køkkener og bad. Desuden har de en dejlig lukket gårdhave, som en af de frivillige passer med stor passion.

Krisecentret er NGO organisation.

Klienterne betaler 120 kr. i døgnet, og de sørger selv for kost. Der en nultolerance overfor alkohol og stoffer.
På centrets hjemmeside kan man læse, at i 2020 havde de i løbet af året 18 beboere, som havde 1334 overnatninger. (Tallet er lidt lavere end normalt pga. covid.

Lions Fredericia har valgt denne donation, da den ligger indenfor vores overordnede mål for hjælpearbejde – nemlig Fredericia hjælper Fredericia. Pengene, som vi donerer, indsamler vi via vores aktiviteter Fredericia Julelotteri i december og vores Anderæs, som afvikles Sankt Hansaften i Madsby Legepark, skriver Lions Fredericia.

Hver tiende gravide kvinde bruger rusmidler

0

Nyt landsdækkende projekt fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har kortlagt omfanget af gravide kvinders brug af rusmidler.

I et nyt landsdækkende anonymt studie fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har forskerne undersøgt omfanget af rusmiddelbrug blandt cirka 2000 gravide kvinder i Danmark. Det er sket ved analyser af urinprøver og selvrapportering, hvor den gravide udfyldte et spørgeskema.

Det viste sig, at hver tiende gravide kvinde bruger et eller flere rusmidler.

– Det positive ved vores resultater er, at vi ikke genfandt det mørketal, som vores pilotstudium indikerede, og at den metode, der anvendes til at opspore rusmiddelbrug i dag blandt gravide kvinder, nemlig selvrapporteringen, lader til at være tilstrækkelig bortset fra ved alkoholindtag og cannabis-brug. At nikotin udgjorde langt det meste blandt de positive urinprøver, var ikke overraskende, men stadig bekymrende, fortæller Nete Lundager Rausgaard, læge og ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet.

Opsporing og hjælp i svangreomsorgen

Brug af rusmidler under graviditeten medfører ikke kun risiko for den gravide kvinde, men også fostret. Man risikerer blandt andet misdannelser, abort, for tidlig fødsel eller kognitive udfordringer for barnet. Risikoen afhænger af rusmiddeltypen, hvornår i graviditeten, hvor stort bruget er, og hvor længe det har stået på.

Det er altså væsentligt at opspore gravide kvinder med rusmiddelbrug for at tilbyde dem hjælp og støtte, – og vigtige medspillere i dette er kvindens egen læge og jordemoderen, som har hyppige kontakter til den gravide, og som rutinemæssigt spørger til rusmiddelbrug inklusive alkohol og nikotin.

I Danmark kan gravide kvinder med problematisk rusmiddelbrug blive tilknyttet det regionale Familieambulatorium, hvor tværfagligt sundhedspersonale tilbyder det, der hedder ’udvidet svangreomsorg’ med fokus på både den gravide, partneren og det kommende barn.

– Vi kan ikke afvise, at de gravide kvinder, som deltog i projektet, svarede anderledes om deres rusmiddelbrug, end de gjorde til deres sundhedspersonale. Og da projektet var anonymt, havde vi ingen mulighed for at tilbyde støtte til dem, der havde positive urinprøver, eller som selvrapporterede et rusmiddelbrug, fortæller Nete Lundager Rausgaard.

Er opsporingsmetoderne gode nok?

De gravide kvinder blev tilbudt at være med i projektet i forbindelse med rutinemæssige scanninger. 88 % takkede ja til at være med. De har besvaret et spørgeskema (selvrapportering) og afgivet en urinprøve, som blev undersøgt med en såkaldt urinstix og efterfølgende bekræftende analyse på laboratorium.

Studiet fandt, at cirka 11% af de gravide kvinder havde bekræftet positive urinprøver for rusmiddelbrug, hvoraf nikotin udgjorde langt det meste.

Forskerne har sammenholdt resultaterne fra urinprøverne med selvrapporteringen. De fandt en høj grad af sammenhæng mellem, hvad de gravide selv oplyste om rusmiddelbrug og det, der blev fundet bekræftet positivt i deres urinprøver.

– Mange gravide kvinder fortæller os altså, når de bruger et af de rusmidler, vi har undersøgt for, især nikotin, siger Nete Lundager Rausgaard.

Forskerne kunne se, at alkoholindtag og cannabisbrug ikke blev selvrapporteret i samme grad. De ved ikke hvorfor, men har overvejet, om det skyldes, at gravide kvinder opfatter et lavt alkoholindtag som uproblematisk.

– Omvendt selvrapporterede nogle kvinder et nyligt alkoholindtag, som vi ikke kunne opspore med urinstixene, formentligt fordi alkoholindtaget har været under grænseværdien. Det betyder, at vi bør være mere opmærksomme på at spørge grundigt ind til alkoholindtag blandt gravide kvinder, fortæller Nete Lundager Rausgaard.

Falsk-positive svar med urinstixen

Forskerne blev overraskede over graden af falsk-positive svar ved urinstixen. Det vil sige, den slår ud, som om der er anvendt rusmidler, mens den bekræftende analyse afslører, at det ikke er tilfældet.

– Vi kunne se, at kun 44% af de positive resultater fra urinstixen blev bekræftet ved analyser på laboratoriet, forklarer Nete Lundager Rausgaard.

Det er altså nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved brugen af disse urinstix og altid sende urinprøver, som viser sig positive ved urinstix-analyse til en bekræftende analyse.

Projektet har givet resultater, som bruges i klinisk sammenhæng i dag. Blandt andet har det allerede medført lokale ændringer i valg af analysemetode.

Hvad testede forskerne for?

Forskerne undersøgte urinprøverne for forskellige rusmidler inklusive afhængighedsskabende lægemidler:

Nikotin
Alkohol
Stærk smertestillende medicin som for eksempel morfin og fentanyl
Kokain
Amfetamin og metamfetamin
Cannabis
Benzodiazepiner
Methylphenidat – lægemiddel til behandling af ADHD
Pregabalin – lægemiddel til behandling af fx nervesmerter og epilepsi
Om studiet
Studiet er en gentagelse af et pilotstudium i Region Syddanmark fra 2013. I det pilotstudium tydede resultaterne på, at der var flere gravide kvinder med et rusmiddelbrug, end man i sundhedsvæsenet kendte til. Her blev kun testet for syv rusmidler, og hverken for alkohol eller nikotin. Det nye studie er landsdækkende og tester for flere rusmidler. Samtidig undersøgte forskerne, om metoderne til at opspore, er gode nok.

Studiet er finansieret af Trygfonden, Danske Regioner, Helsefonden, A.P. Møller og Chastine Mc-Kinney Møller Fonden og Odense Universitetshospitals ph.d.-pulje.

Så mange udrykninger havde TrekantBrand i 2023

0

TrekantBrand har lavet en årsberetning, der er udkommet i 125 eksemplarer. I beretningen kan man blandt andet læse, hvor mange udrykninger der har været i 2023.

I beretningen kan man blandt andet læse formanden for Beredskabskommissionen, Knud Erik Langhoffs, beretning om 2023. I den står der blandt andet:

Knud Erik Langhoff. Foto: AVISEN

– Januar var den vådeste nogensinde. De tidlige sommermåneder var så varme og tørre, at det udviklede sig til en reel tørke, og med tørken fulgte et afbrændingsforbud til Sankthans. Og så vendte regnen stærkt tilbage og gjorde juli til den vådeste nogensinde målt. Og sådan fortsatte ekstremerne, som blandt andet også bød på en 100-årshændelse i form af en stormflod i oktober. Det var med til at give en masse arbejde til TrekantBrands folk, står der i Knud Erik Langhoffs beretning.

I alt har TrekantBrand været ude til 1.877 opgaver. Det fordeler sig over følgende punkter:

  • Bygningsbrande inkl. ABA (automatisk brandalarm): 1.051 hændelser
  • Brand andet: 208 hændelser
  • Naturbrand: 78 hændelser
  • Gaslugt / udslip mv.: 20 hændelser
  • Forureninger: 253 hændelser
  • Færdselsuheld: 56 hændelser
  • Personredning: 56 hændelser
  • Fly standby-/ulykke: 3 hændelser
  • Andre hændelser: 138 hændelser

FHK-direktør afventende omkring Champions League

0

Fredericia håndboldklubs administrerende direktør, Thomas Renneberg-Larsen, er stolt over at se FHK’s logo i det fine selskab, men han tager det med ro i forhold til, om klubben får et wild card.

FHK har søgt om en plads i det fine selskab, og torsdag er det blevet officielt, hvem de duellerer med om syv wild card. Der er 12 hold, og når man kigger på det udefra, er der flere af ansøgerne, som man kan forvente får et wild card. Eksempelvis Nantes, PICK Szeged, Kielce og Zagreb. Tilbage er der tre pladser, hvor den ene formentlig vil gå til rumænske Bucuresti. Det giver to pladser at duellere om for Irun, Elverum, Porto, FHK, Eurofarm Pelister, Kadetten Schaffhausen og Tatran Presov.

– Jeg tror ikke mere på det nu, end jeg gjorde før listen blev offentliggjort, konstaterer FHK’s administrerende direktør, Thomas Renneberg-Larsen.

Han hæfter sig i stedet ved, at FHK uanset udfaldet er sikret at spille europæisk til næste sæson via andenpladsen i grundspillet.

– Vi er stolte over, at vi skal ud at spille europæisk til næste sæson ligegyldigt hvad. Det var vores mål fra starten, og så må vi se, om vi er heldige og kommer med i Champions League, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Forude er der blot at afvente situationen for FHK, der ikke kan stille noget op nu efter ansøgningen er afleveret.

– Vi må se, hvad der sker, og vente på, at det bliver den 21. juni, slutter Thomas Renneberg-Larsen med henvisning til, at det er der, FHK’s Champions League-skæbne afgøres.

Disse hold er allerede kvalificeret til Champions League i næste sæson:

  • Aalborg Håndbold (Danmark)
  • Barcelona (Spanien)
  • Füchse Berlin (Tyskland)
  • Kolstad Håndball (Norge)
  • Orlen Wisla Plock (Polen)
  • Paris Saint-Germain Handball (Frankrig)
  • SC Magdeburg (Tyskland)
  • Sporting CP (Portugal)
  • Veszprém HC (Ungarn)

    Udover de ovenstående hold skal der udvælges syv af de ansøgerne om Champions League, der kommer til at udgøre feltet af næste sæsons Champions League-hold

EM-fest på Urbania trods begrænsninger

0

Urbania Street Food i Fredericia kommer til at vise to af Danmarks indledende gruppekampe ved EM. Dog bliver det med en begrænsning på 180 siddende gæster indenfor.

Pubber, barer, restauranter og lignende har fået en begrænsning på at vise EM-fodbold på storskærm. Der må ikke åbnes op for over 200 gæster eksempelvis, og vil man have rettighederne til at vise kampene på TV 2, så skal man købe rettighederne hos TV 2’s samarbejdspartner Viaplay Group. Det har Urbania Street Food ikke valgt at gøre.

– Vi fik indhentet et tilbud på det, og det kunne ikke svare sig, siger medejer af Urbania, Brian Løkkegaard.

Det betyder, at Urbania ikke kommer til at vise Danmarks kamp mod England i gruppespillet, men til gengæld vises de to øvrige mod Slovenien og Serbien, der transmitteres på DR.

– Vi kommer til at sætte en storskærm op indenfor, hvor vi har plads til 180 gæster. Vi vil ikke kunne administrere det ude i gården, men nu kan jeg også se på vejrudsigten, at den ikke ser alt for god ud på søndag, så vi er i tørvejr hos os, når vi møder Slovenien, siger Løkkegaard.

Selvom Urbania Street Food er begrænset, og der ikke kan blive samme scener som til EM-slutrunden i 2021, hvor der var storskærm i gården, ser Brian Løkkegaard frem til EM.

– Det bliver en fest, men nu med tag over hovedet, og det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan åbne gården op. Nu får vi det bedste ud af det indenfor, hvor man kan købe mad og drikke, forklarer Brian Løkkegaard.

Når Urbania viser de danske kampe, kan man se frem til, at der er mulighed for både at varme op til kampen og blive hængende efterfølgende.

– Vi starter ud i god tid, så man får det hele med, og vi har naturligvis også åbent efter kampen, slutter Brian Løkkegaard.

H.M. Dronning Margrethe deltager i fejring af 175-års jubilæet

0

Fredericia byder på en ganske særlig fejring i år. Byens faste tradition med at markere sin historiske rolle som fæstningsby under Fæstningsdagene i juli får i 2024 en ekstra stjerne. Det er nemlig 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849, og denne betydningsfulde anledning fejres med deltagelse af H.M. Dronning Margrethe.

– Det er med stor ære og glæde, at vi ser frem til H.M. Dronning Margrethes besøg den 6. juli i år. Det er en helt enestående tradition, der fortsætter. Siden 1949 har H.M. Dronning Margrethe deltaget i 100-års jubilæet, 125-års jubilæet, 150-års jubilæet og nu i 175-års jubilæet for udfaldet fra Fredericia i 1849. Det er vi dybt taknemmelige for, udtaler formanden for 6. juli Komiteen, Erik Schwensen.

Fejringen vil starte med, at H.M. Dronning Margrethe deltager i mindegudstjenesten i Sct. Michaelis Kirke. Efter gudstjenesten vil hun overvære den traditionsrige procession, der går fra Meldahls Rådhus gennem byens historiske gader.

– Et jubilæumsår er en særlig anledning, og derfor glæder det mig også, at H.M. Dronning Margrethe deltager i fejringen af vores garnisonsby. Historisk er Fredericia knyttet til Kongehuset helt tilbage til 1650, hvor Kong Frederik den 3. grundlagde Fredericia som kongelig fæstningsby. Vi glæder os hver gang repræsentanter fra Kongehuset besøger vores by, siger borgmester Christian Bro.

Hele byen står klar til at tage imod dronningen og fejre denne særlige dag med manér. Det bliver en mindeværdig begivenhed, hvor fortid og nutid smelter sammen i en højtidelig hyldest til Fredericias stolte historie og Kongehusets vedvarende støtte til byen.

Disse hold skal FHK kæmpe med om Champions League-plads

0

Det europæiske håndboldforbund (EHF) har offentliggjort listen over de hold, der har søgt om wildcard til Champions League. Fredericia Håndboldklub kæmper med 11 andre ansøgere.

På forhånd er Barcelona, Aalborg, Paris, Magdeburg, Füchse Berlin, Veszprem, Kolstad, Wisla Plock og Sporting sikret en plads i det fine selskab. Spørgsmålet er nu, hvem der er med i bowlen, når der trækkes lod til Champions League-gruppespillet den 27. juni i Wien.

EHF har offentliggjort listen over 12 ansøgere om et wildcard, som kæmper om i alt syv pladser.

Listen ser ud som følger:

  • Bidasoa Irun (Spanien)
  • Dinamo Bucuresti (Rumænien)
  • Elverum Håndball (Norge)
  • FC Porto (Portugal)
  • Fredericia Håndboldklub (Danmark)
  • HBC Nantes (Frankrig)
  • HC Eurofarm Pelister (Nordmakedonien)
  • HC Zagreb (Kroatien)
  • Industria Kielce (Polen)
  • Kadetten Schaffhausen (Schweiz)
  • OTP Bank – PICK Szeged (Ungarn)
  • Tatran Presov (Slovakiet)

Dermed er FHK oppe mod nogle store kanoner, som man allerede på forhånd kan forvente bliver tildelt et wildcard. Her er der tale om Nantes, Zagreb, Kielce og PICK Szeged. Dertil kan det forventes, at flere af de øvrige hold, som har erfaring fra den europæiske scene, vil være i spil.

På forhånd kan det forventes, at hverken Irun, Tatran Presov, Kadetten Schaffhausen og Elverum er i spil. Med seks hold, der skal sorteres fra i feltet, er der dermed kamp til stregen for FHK, som vil komme til at duellere med FC Porto, Eurofarm Pelister og Dinamo Bucuresti om de sidste pladser, som er i spil.

Pelister var med i denne nu afsluttede udgave af Champions League, og pr. tradition er Nordmakedonien blevet tildelt et wildcard, men det nordmakedonske mesterhold viste sig ikke ligefrem godt frem i turneringen. I 14 kampe blev det til et rundt nul på pointtavlen og en minusmålscore på 88.

Porto blev ikke portugisisk mester, og derfor blev Sporting tildelt en direkte plads i Champions League. Pr. tradition har Portugal ikke haft to klubber med i Champions League, og det kan derfor tale til FHK’s fordel, da Danmark på den anden side har haft tradition for at have to klubber med i det fine selskab.

Til gengæld vil det virke utopi hvis ikke Dinamo Bucuresti bliver tildelt et wildcard. I flere sæsoner har de oprustet kraftigt, og i den nu afsluttede sæson kom de i European Leagues Final4.

Hvordan EHF vælger at tildele pladserne står hen i det uvisse, men de går blandt andet op i holdenes fanbaser, tilskueropbakning, kommercielle hensyn, om der er en hal, der lever op til EHF’s krav, og så er der også et kriterium omkring europæisk erfaring. Det er netop det sidste krav, der er uvisheden for FHK, om hvor højt det vægtes, da de øvrige punkter opfyldes.

Beslutningen om, hvem der får de syv wildcards, vil blive evalueret på et møde onsdag den 19. juni, hvorefter beslutningen endeligt offentliggøres i forbindelse med, at EHF’s executive komité mødes den 21. juni i Oslo.

Ny aftale sikrer støtte til sårbare gravide og familier de næste otte år

0

Region Syddanmark og Mødrehjælpen indgår ny partnerskabsaftale, så flere sårbare familier kan få vigtig støtte og rådgivning i et svært, nyt familieliv. Parterne har allerede gode erfaringer med at samarbejde og har startet knap 500 forløb op siden 2022.

Det er hårdt for de fleste at blive forældre og stå over for nye udfordringer, men for nogle kræver det særlig, ekstra støtte. Det kan f.eks. være gravide kvinder, der er ramt af depression, diabetes, eller som tidligere har mistet et barn.

Region Syddanmark og Mødrehjælpen har netop underskrevet en ny partnerskabsaftale, der skal sikre rådgivning og specialiseret støtte til sårbare familier fra 1. september 2024 og foreløbigt frem til 2032. Et tilbud, der primært er målrettet syddanske gravide og familier, der er udfordret af fysiske eller psykiske sygdomme, eller som står med økonomiske, familiære og sociale udfordringer.

Et nytænkende samarbejde på tværs

Region Syddanmark og Mødrehjælpen indgik den første partnerskabsaftale tilbage i 2022, men da den nuværende aftale udløber til august, har opgaven været sendt i udbud.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) glæder sig over, at samarbejdet med Mødrehjælpen kan fortsætte og fremhæver det som et godt eksempel på, hvordan sundhedsvæsen og civilsamfund kan løfte hinanden:

– Det er et forbilledligt eksempel på, hvordan en privat, social organisation og et offentligt sundhedsvæsen kan gå sammen om at hjælpe udsatte familier, når de har allermest brug for det. Mødrehjælpen har opbygget en enorm erfaring og ekspertise på området over mange år, og vores fødesteder har været meget tilfredse med samarbejdet. Sammen sikrer vi, at vi griber familierne i tide – både på den sociale og sundhedsfaglige bane.

Den nye aftale vækker også stor glæde hos Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen:

– Vi vil gerne anerkende Region Syddanmark for modet til at nytænke, hvordan vi løser opgaver på tværs af sektorer. Det skaber stor værdi for rigtig mange gravide og børnefamilier i sårbare situationer, når vi arbejder sammen på tværs. Vi ser meget frem at fortsætte vores stærke partnerskab og sammen mindske den sociale ulighed i sundhed, siger hun.

Konkret betyder aftalen, at familierne bl.a. kan få rådgivning hos socialrådgivere eller deltage i gruppeforløb, der kan støtte dem under graviditeten, forberede dem på fødslen og opstarten på familielivet.

Som noget nyt vil den nye aftale give bedre mulighed for at lave rådgivning tættere på de sårbare familiers bopæl og mulighed for telefoniske og virtuelle rådgivningsforløb.

Hundredvis af familier har allerede fået hjælp

Region Syddanmark og Mødrehjælpen bygger videre på gode erfaringer med at samarbejde fra den tidligere partnerskabsaftale. I alt blev der startet 496 rådgivningsforløb fra september 2022 til maj 2024. Familierne har primært fået hjælp til bekymringer om graviditet, fødsel, barsel, økonomi og udfordringer i forhold til netværk og parforhold.

Formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Mette With Hagensen (S), glæder sig over, at den nye aftale sikrer en mere langsigtet indsats flere år frem:

– Vi har set, hvordan samarbejdet har gjort en helt afgørende forskel for hundredvis af kommende familier. Det har været med til at skabe mere trygge rammer og et mere stabilt fundament i en usikker tid med store omvæltninger. Nu kan vi tilbyde endnu flere familier den mulighed de næste mange år.

Det vil være muligt for parterne forlænge kontrakten op til to gange, hver gang med op til 12 måneder.

Faktaboks

– Opgaven med sårbare familier har været i udbud, hvor to aktører bød på at indgå partnerskabsaftalen med regionen. Mødrehjælpen vandt udbuddet.

– Den nye partnerskabsaftale træder i kraft d. 1. september 2024 og løber frem til august 2032.

– Indsatsen består af tre dele:

  • Individuelle rådgivningsforløb
  • Gruppeforløb
  • Tilbud om støtte via eksisterende tilbud i civilsamfundet

– Familierne kan selv henvende sig telefonisk eller i den åbne rådgivning eller få tilbuddet via en jordemoder.

– Aftalen koster ca. 2,5 mio. kr. om året og er et supplement til regionens fødeplan.

Målrettet indsats fører til fund af gaspistol og signalpistol

0

Sydøstjyllands Politi fandt på baggrund af en målrettet indsats og ransagning af flere adresser i Vejle en gaspistol og en signalpistol. En 34-årig mand er i den forbindelse blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven.

På baggrund af en anmeldelse søndag aften, hvor Sydøstjyllands Politi var synligt til stede i Finlandsparken i Vejle, samt efterfølgende efterforskning ransagede Sydøstjyllands Politi onsdag aften tre adresser samt en båd i Vejle.

Ved ransagningerne blev der fundet henholdsvis en gaspistol og en signalpistol, og efterfølgende blev en 34-årig mand anholdt.

Den 34-årige mand, der er fra Vejle, blev løsladt efter afhøring. Han er fortsat sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Danmarks bedste skatere indtager Bastionen

Danmarks bedste skatere indtager Bastionen

0
Skateboardentusiaster i Fredericia kan se frem til en særlig oplevelse, når Danmarks Skateboardlandshold gør holdt i byen som led i deres Danmarkstour. Søndag den...