Livsvarig udvisning til fire hollandske mænd i stor narkosag

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Fire hollandske mænd er i dag idømt lange fængselsstraffe og udvist af Danmark for bestandigt for at smugle narkotika ind over grænsen, mens to andre hollandske mænd, der også var tiltalt i sagen, blev frifundet.

I dag faldt der dom i en større narkotikasag ved Retten i Sønderborg. Sagen drejer sig om indsmugling af ikke under 130 kg amfetamin ind over den dansk-tyske grænse.

Seks hollandske mandlige statsborgere var tiltalt i sagen. Personerne kørte den 14. januar 2023 ind over den dansk-tyske grænse i flere biler, hvoraf den ene indeholdt amfetamin.

To af de tiltalte blev efterfølgende anholdt i Tyskland og blev udleveret til strafforfølgning i Danmark. De øvrige blev anholdt i Danmark.

I retten blev fire af de seks tiltalte kendt skyldige, mens to på henholdsvis 22 år og 31 år blev frikendt.

Tre af de tiltalte blev idømt 12 års fængsel og blev udvist af landet med indrejseforbud for bestandigt. Det drejer sig om de tiltalte på henholdsvis 34, 71 og 49 år.

En 54-årig tiltalt blev idømt 14 års fængsel, og han blev ligeledes udvist af landet for bestandigt.

Det var anklagemyndighedens påstand, at den 54-årige havde haft en koordinerende rolle i indsmuglingen. Anklagemyndigheden nedlagde derfor påstand om en højere straf til denne tiltalte. Retten var på dette punkt enig med anklagemyndigheden og lagde ved straffastsættelsen vægt på, at den 54-årige havde haft en central, styrende og koordinerende rolle.

De to mænd, som blev frifundet, forklarede i retten, at de troede, de blot var på en tur og ikke kendte til det egentlige formål eller vidste, at der var gemt narkotika i et af køretøjerne, hvorimod det var anklagemyndighedens påstand, at de kendte turens formål og dermed var med til at smugle narkotika ind over grænsen. Retten har dog ikke fundet det tilstrækkeligt bevist, at de to mænd kendte til turens formål, hvorfor de blev frifundet.

”Det var anklagemyndighedens vurdering, at der var tilstrækkelige beviser i sagen mod alle de tiltalte. Derfor rejste vi tiltale mod alle seks mænd. Det var retten efter bevisførelsen ikke enig med os i for så vidt angår to af de tiltalte”, siger advokaturchef Jannie Nøhr fra anklagemyndigheden ved Syd-og Sønderjyllands Politi.

”Jeg er tilfreds med, at de øvrige fire blev fundet skyldige, og dommen viser endnu engang, at indsmugling af narkotika straffes ganske hårdt”, forstsætter Jannie Nøhr.

To af de fire dømte har anket dommen, mens de to andre udbad sig betænkningstid.

Alle fire er fængslet efter dom.

Det er nu op til Statsadvokaten i Viborg at beslutte, om anklagemyndigheden anker sagen for så vidt angår de to frifundne.

Yderligere en person har været sigtet i sagen, men afgik ved døden indenfor kortere tid efter, at han var blevet varetægtsfængslet.

Nyt storskala brintanlæg skal forbinde Danmark og Tyskland

0

I en tid, hvor verden desperat søger bæredygtige energiløsninger, tager danske Everfuel A/S føringen med et ambitiøst projekt, der kan revolutionere brintindustrien. Med planer om at udvikle en imponerende 2 GW grøn brintproduktionskapacitet ved Revsing Energi Park, positionerer Everfuel sig som en nøglespiller i den grønne omstilling.

Everfuel indsender projektforslag til stort H2-produktionsprojekt, unikt positioneret til den kommende dansk-tyske H2-rørledning. Everfuel A/S er glade for at kunne meddele, at de har indsendt et projektforslag til den fasede udvikling af op til 2 GW grøn brintproduktionskapacitet ved Revsing Energi Park, som er under udvikling af Vejen Kommune, Danmark. Projektet, kaldet Frigg, hvis det bliver inkluderet af kommunen, er sat til at blive Everfuels første storskala produktionsanlæg dedikeret til brintforsyning via rørledning til industrikunder i Tyskland.

Everfuel har sikret jord til udbygningen af Frigg og fortsætter nu udviklings- og feasibility-arbejdet for at sikre adgang til den tilgængelige infrastruktur for det unikt positionerede projekt. Frigg er placeret tæt på Revsing transformatorstation og inden for området af brintbackbone. Frigg er planlagt til at kunne udvides op til 2 GW elektrolysekapacitet med potentiel direkte forbindelse til lokal grøn energiproduktion fra sol og vind udviklet af Everfuel eller partnere, samt integration med lokal fjernvarme. I maj annoncerede Everfuel en hensigtserklæring med en ikke-oplyst tysk industrikunde om indledende levering af op til 10.000 tons grøn brint om året. Projekt Frigg er den planlagte forsyningskilde for den tyske kunde og for andre fremtidige industrielle aftagere.

– Vi er begejstrede for at gå videre med Frigg-projektet, som repræsenterer en betydelig udvidelse af udviklingen af Danmarks brintproduktionsinfrastruktur. Det vil støtte lokal beskæftigelse og skabe andre positive ringvirkninger i regionen, samtidig med at det reducerer CO2-udledningen i Europa. Frigg er en nøgleaktør i vores kommercielle drøftelser med vores LoI-partner og andre industrikunder i Tyskland. Projektet er også et vigtigt element i dialogen med de danske myndigheder vedrørende Everfuels indikerede rørledningskapacitetsreservationer, sagde Jacob Krogsgaard, grundlægger og CEO af Everfuel.

Frigg er placeret på “Lower T”, specifikt i krydset mellem den nord-syd og øst-vestgående brintbackbone, som forventes at være den første sektion, der bygges og er operationel i 2028, som annonceret af den danske TSO, Energinet. Frigg er positioneret til hurtigt at skalere efter markedets efterspørgsel. Derudover forventes HySynergy også at blive forbundet til Lower T-rørledningen, hvilket muliggør kritiske balancerings- og redundansforsyningsfunktioner mellem de to faciliteter.

HySynergy, Sif og Friggs planlagte kapacitet forventes at være tilstrækkelig til at udføre Everfuels opdaterede strategiske ambition, som kommunikeret i Q1 2024-rapporten. De tre projekter er placeret i DK1 strømsone i Jylland, Danmark, og er placeret til at udnytte Danmarks unikke position inden for vedvarende energi. Den konkurrencemæssige fordel ved grøn brintproduktion i DK1 er dokumenteret i en analyse udført af Aurora Energy Research på vegne af Hy24 og Everfuel. Se venligst ledelsesresuméet fra Aurora-rapporten vedhæftet denne pressemeddelelse.

Everfuel er forpligtet til at fremme Frigg-projektet og vil holde relevante interessenter informeret om væsentlige udviklinger, efterhånden som de opstår. Realiseringen af Frigg er underlagt vellykket fortsat udvikling og inklusion af projektet af Vejen Kommune.

Føringsstøtteregimentet: Fremtid og 175-års fejring

0
Oberst Henrik Graven Nielsen
Oberst Henrik Graven Nielsen

Oberst Henrik Graven Nielsen har siden februar 2020 været chef for Føringsstøtteregimentet og garnisonskommandant i Fredericia. I dette interview diskuterer obersten blandt andet Forsvarets nuværende situation, Forsvarets ledelsesgrundlag, Føringsstøtteregimentets rolle i fremtidens forsvar og regimentets deltagelse i dette års 175-års jubilæum for udfaldet fra Fredericia d. 6. juli 1849.

Dansk forsvar netop nu

På spørgsmålet om hvilken situation Forsvaret står i i dag, og hvordan obersten vurderer situationen, siger obersten:

– Forsvaret står i en utrolig spændende situation lige nu; krigene er desværre kommet tættere på, og den sikkerhedspolitiske situation er mere usikker. Det har stor betydning for, hvordan forsvaret skal bygges op, og hvordan vi skal løse vores opgaver. Og som man kan sige med et smil på læben, men alvorligt ment, så er det også på tide, at vi kommer i gang med at udmønte de store rammer for forsvarsforliget, der blev vedtaget sidste år. Politikkerne har her for nylig indgået de første to delaftaler, som sætter en retning for Forsvarets udvikling. Det handler blandt andet om styrkelse af 1. Brigade, en ny værnepligt samt flere HR-initiativer.

– Hvad betyder det så for regimentet og Fredericia Garnison. Ja, en styrkelse af 1. Brigade betyder også styrkelse af enheder på kasernen, tilsvarende for de andre initiativer. Vi kommer fra et svært udgangspunkt med mange års nedbygning og fokus på andre ting end forsvar, og skal derfor have stor fokus på genopbygning og være klar til at løse de nye opgaver. Grunden til, at det betyder noget for mig, er selvfølgelig, at det handler om udviklingen af regimentet og garnisonen.

(Foto: AVISEN)

Føringsstøtteregimentet i Fremtidens Forsvar

Føringsstøtteregimentets mission er “at opstille, uddanne og indsætte effektive og højteknologiske føringsstøttekapaciteter til Forsvarets internationale og nationale operationer, øvelser og aktiviteter”. Visionen er blandt andet “fortsat at være forsvarets værnsfælles videns- og kompetencecenter for føringsstøtte”.

Obersten tilføjer:

– Føringsstøtteregimentet leverer kommunikation, IT, hovedkvartersstøtte og mobile hovedkvarterer til nogle af Forsvarets operative enheder. Det er værnsfælles på tværs af Forsvarskommandoens operative område, at vi løser vores opgaver. Teknologien udvikler sig hele tiden, og vi skal anvende den teknologi, der er klar til at blive bragt i felten, altså klar til at blive gjort operativ. Vi skal følge med den udvikling – ikke nødvendigvis med den allernyeste teknologi, der lige er opfundet i laboratoriet, men teknologien skridtet efter, som er klar til at blive sat i felten. Et eksempel er 5G-teknologien, som vi skal tage fat på, når vi kigger på deployerbare og mobile IT- og signalforbindelser.Som værnsfælles regiment skal vi fortsat understøtte den operative værnsfælles udvikling, som forsvarsforliget også peger i retning af. Det gælder både de traditionelle VHF-, UHF- og HF-radiosystemer og de mere moderne kommando- og kontrolsystemer, f.eks. vores Battle Management System (BMS), helt ned på kompagni-, delings- og gruppeniveau, så man både kan se og opdage fjenden, men også så man ved, hvor egne enheder er, hvilket muliggør hurtigere og mere effektiv føring af enhederne i felten. Det skal vi fortsat kunne levere til de operative enheder, der har det behov.

Forsvarets ledelsesgrundlag

Forsvarets ledelsesgrundlag blev opdateret for cirka et år siden i april 2023. På spørgsmålet om, hvordan obersten integrerer dette ledelsesgrundlag i sin ledelse, svarer han:

– Jeg synes, at Forsvarets nye opdaterede ledelsesgrundlag på en rigtig god måde beskriver balancen imellem de tre hoveddiscipliner: “Ledelse”, ”Gode Kollegaer” og ”Høj Trivsel”. Det er endnu ikke fuldstændigt rammesat, men vi er i gang med at modernisere vores grundlag med baggrund i det grundlag, som Forsvarets ledelse har udgivet. Nogle af de begreber, som Forsvarets værdigrundlag sætter fokus på, er blandt andet: troværdighed, selvstændighed, ansvarlighed og åbenhed. Vores ledelsesprincipper skal ses som supplement til Forsvarets ledelsesgrundlag.

– Vi bevæger os indenfor tre discipliner som militær myndighed, officer og medarbejder: FØRING, LEDERSKAB og STYRING. Discipliner som jeg bekender mig til 100%, fordi jeg har været i det og er i det. Jeg føler, at det er et godt afsæt for at lave Føringsstøtteregimentets ledelsesgrundlag. Det står også over vores værdier, som vi har lavet her ved regimentet, og som blandt andet omhandler teamwork, ordentlighed og den gode arbejdsplads. I vores ledelsesgrundlag finder vi nogle ord for, hvordan vi vil være som ledere og chefer, og hvordan vi gerne vil behandle vores medarbejdere. Det grundlag, som er skabt med Forsvarets ledelsesgrundlag, synes jeg er rigtig godt, og derfor bekender jeg mig fuldstændig til det.

– Vi er i gang med at udvikle noget, vi kalder Føringsstøtteregimentets ledelsestrekant. Vi sætter ”de gode opgaver” ind i midten af ledelsestrekanten. Rundt om ”de gode opgaver” har vi ”god ledelse”. Vi supplerer det med blandt andet: teamwork, følgeskab og empowerment, hvor vi bliver mere konkrete som både ledere og medarbejdere. Det betyder også meget for mig, at vi som arbejdsplads tager stilling til, hvordan vi ønsker at arbejde, og hvordan vi ønsker at være som arbejdsplads. Vi har brug for at synliggøre, at vi er en god og positiv arbejdsplads, som man kan vælge til. Det er ikke sikkert, at de værnepligtige skal være her, indtil de skal pensioneres, men de skal være her for en periode og vide, at de bliver behandlet ordentligt i den periode, de er her, og tilsvarende for andre personalegrupper. At vi er en god og åben arbejdsplads med et godt sæt værdier og gode ledelsesprincipper, som man kan se sig selv i, og som man ved, at ledelsen står på mål for.

– Den store konkurrence om arbejdskraften, som vi ser i dag, betyder også, at de forskellige generationer af unge – om det er X, Y eller Z-generationen – skal kunne se sig selv i den arbejdsplads, vi har, og det sæt værdier og de ledelsesprincipper, som vi arbejder ud fra. Så også på den måde synes jeg, at det er vigtigt.

Henrik Graven ved 6. juli 2021. Foto: AVISEN

175-året for Det Sejrrige Udfald fra Fredericia d. 6. juli 1849

Afslutningsvis diskuterer vi Føringsstøtteregimentets rolle som væsentlig medarrangør og bidragyder til hver års 6. juli-dage, og obersten deler sine tanker om jubilæumsåret 2024:

– Jeg synes, at 6. juli er en fantastisk festlig begivenhed, som jeg er glad for, at vi kan være en del af. I år er det et jubilæumsår, og det ser vi frem til at deltage i. Som garnison i en by som Fredericia, hvor man festligholder nogle af de store slag i historien, er det en helt naturlig forpligtelse for os at deltage i, støtte op om og festligholde både sejre og nederlag.

Baggrundsinfo: Forfatteren af denne artikel har i knap 40 år været ansat i Forsvaret, blandt andet som regimentschef i Fredericia Garnison fra 2011-2013.

Succestræner forlænger med FHK

0

Den islandske FHK-træner, Gudmundur Gudmundsson, har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2027.

Det har været én stor succes, siden Gudmundsson kom til FHK. Islændingen har taget den fredericianske klub med storm, og allerede nu har han forlænget aftalen frem til sommeren 2027.

Den oprindelige kontrakt løb frem til sommeren 2025, men FHK har været tidligt ude og lave en forlængelse af aftalen med Gudmundur Gudmundsson, som også kunne være aktuel for andre klubber med de bedrifter, han har leveret i FHK på to sæsoner. I den første sæson blev det til DM-bronze, og i denne sæson blev det til en deltagelse i Santander Final4 og DM-sølv, hvilket har skabt stor opsigt.

– Det er med enorm stolthed og glæde, at vi kan annoncere forlængelsen af Gudmundur Gudmundssons kontrakt. Han har været en afgørende figur i vores rejse mod toppen af dansk håndbold, og vi er utroligt glade for, at han har valgt at fortsætte sit arbejde hos os. Da vi i sin tid ansatte Gudmundur, var vi ikke i tvivl om, at han var den rette til at bygge videre på det stærke fundament, som Jesper Houmark havde skabt. Gudmundur har siden sin tiltræden løftet holdet og klubben til nye højder, siger administrerende direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen.

Gudmundur Gudmundsson med sølvmedaljen om halsen til fejringen i baggården ved Urbania Street Food i Fredericia. Foto: AVISEN

Hovedpersonen selv er glad for at have sat sin signatur på en ny aftale. Gudmundsson har bosat sig i fæstningsbyen og siden nydt stor succes.

– Jeg er meget glad for at have forlænget min aftale med Fredericia Håndboldklub. Det har været en fantastisk rejse indtil nu, og jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med spillerne, trænerteamet og hele den stab, der står bag os hver eneste dag. Vi har fået en god aftale på plads, og klubbens ambitioner matcher mine egne. De første to år er gået virkelig godt, og holdet har udviklet sig markant. Der er store muligheder for yderligere fremgang. Det bliver spændende at spille i Europa og sammen med holdet rykke klubben yderligere. FHK har potentiale for at blive et fast top-4 hold i Danmark, fortæller Gudmundur Gudmundsson.

Tidligere i karrieren har Gudmundsson stået i spidsen for det islandske landshold af flere omgange, ligesom han har været dansk landstræner samt været klubtræner i blandt andet GOG, Rhein-Neckar Löwen og MT Melsungen.

Højlydt eksamensfejring fik politiet tilkaldt

0

I Fredericia fejrede nogle unge mennesker en eksamen torsdag. Det fik nogle til at kontakte politiet, da de spillede høj musik.

Anmeldelsen kom torsdag klokken 20:10, hvor politiet fik at vide, at der var musik, som var generende i Kongensstræde i Fredericia.

Patruljen kom ned og kunne konstatere, at der var nogle mennesker forsamlet på adressen, og at hoveddøren stod åben. De unge mennesker oplyste, at der var tale om en eksamensfejring, og blev bedt om at lukke døren og skrue lidt ned for musikken.

Danmark stod stærkest i det skandinaviske bilsalg i maj

0

Danmark oplevede vækst i personbilssalget og i andelen af elbiler i maj 2024, på trods af at det skandinaviske bilmarked var præget af tilbagegang.

Bilsalget i Skandinavien i maj måned pegede ikke i nogen fælles retning. Mens personbilssalget faldt i både Norge med 23,2 procent og i Sverige med 11,2 procent steg salget i Danmark med 4 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

– Vi er meget positive over at se, at det danske bilmarkedet er så stærkt. Vi formår at holde fast i væksten, selvom det er svært i vores nabolande, og det tegner til, at vi i Danmark, får et godt bilår igen i 2024, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Danmark (tidl. De Danske Bilimportører).

Andelen af elbiler bliver stadig større og større i Danmark. Siden 2020 er andelen af nyregistrerede elbiler steget stødt år for år og i maj 2024 udgjorde elbilerne 49,7 procent af de nye danske personbiler. Norge er fortsat det land med den største elandel på 77 procent, men den er faldet sammenlignet med maj 2023, hvor elandelen udgjorde 80,7 procent af bilsalget. Elbilernes andel er også faldet i Sverige. I maj 2023 udgjorde elbilerne 41,5 procent af det svenske marked, mens de i maj 2024 kun udgjorde 30,8 procent.

– Vores nabolande er gode eksempler på, at incitamenterne til at vælge grønne biler er vigtige for, hvordan markedet udvikler sig. Det er vigtigt, at vi fortsat holder afgifterne i ro i Danmark og styrker danskernes muligheder for at vælge elbilerne til. Det er afgørende for, at vi kan lykkes med den grønne omstilling, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Danmark (tidl. De Danske Bilimportører).

Kasper Holmstrøm Alexandersen er ansat som erhvervskonsulent i Sparekassen Kronjylland

0

Kasper Holmstrøm Alexandersen er ansat som erhvervskonsulent i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Kolding. Han har i en årrække arbejdet som erhvervsmægler i trekantområdet og har dermed en solid erfaring med det lokale marked for erhvervsejendomme og et stort netværk i det lokale erhvervsliv. Kasper er ved at færdiggøre uddannelsen som erhvervsrådgiver og er begyndt på de opsøgende besøg hos potentielle kunder i Fredericia og Kolding.

Privat bor Kasper i Fredericia, med sin hustru Camilla og deres to børn. Børnene spiller fodbold i EGIF Erritsø, hvor Camilla er holdleder. Kasper er en ivrig padelspiller og -træner i EGIF Tennis & Padel.

Historisk kunstværk afsløres i Fredericia

0

Den 6. juli 1849 blev der udkæmpet et stort slag foran Fredericias volde. Danmark var i borgerkrig med hertugdømmerne Slesvig-Holsten, og Slaget ved Fredericia er siden da blevet markeret med 6. julidagene, hvor byen mindes den danske sejr. Til 175-års jubilæet for slaget er der nu skabt et 40 meter langt kunstværk, som viser hele optakten og slaget på én gang.

Museum Fredericia har, takket være en flot støtte fra Google og Fredericia Kommune, skabt det nye spektakulære kunstværk, der fremviser Slaget ved Fredericia som en lang billedfortælling. Maleriet er 40 meter langt og 1 meter højt, skabt af den unge kunstner Qnud Caos, og opsættes på muren foran Tøjhuset i Gothersgade.

Maleriet afsløres torsdag den 27. juni kl. 12 i Gothersgade 34, 7000 Fredericia. Museumsdirektør Karsten Merrald Sørensen og kunstneren Qnud Caos vil fortælle om tankerne bag det meget lange maleri, som indeholder et væld af detaljer og fortællinger. Repræsentanter fra Google og Fredericia Kommune vil fortælle om deres støtte til værket om Slaget ved Fredericia.

Kunstner Qnud Caos. Foto: AVISEN

Der vil være repræsentanter fra Museum Fredericia, Google og Fredericia Kommune til stede sammen med andre af Fredericias aktører, som er aktive deltagere i festligholdelsen af Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849. Alle er meget velkomne til at komme forbi, høre om maleriet og tale om den lange fortælling.

Flere end 57.000 danskere har været udsat for vold inden for det seneste år

0
Foto: AVISEN

En ny offerundersøgelse fra Justitsministeriet viser, at mellem 57.000 og 75.000 danskere i alderen 16 til 79 år har været udsat for vold inden for det seneste år. Mere end en tredjedel af respondenterne er ’meget bekymret’ eller ’en del bekymret’ for vold og anden kriminalitet i samfundet.

Slag, spark og hårde skub. Titusindvis af danskere oplever årligt at blive udsat for vold. I 2023 svarede 1,4 procent af de adspurgte i Justitsministeriets årlige offerundersøgelse, at de har været udsat for vold inden for det seneste år. Det svarer til mellem 57.000 og 75.000 personer i alderen 16 til 79 år, hvilket er på niveau med andelen i 2022 og de seneste ti år samlet set.

– Vold er en af de mest ødelæggende forbrydelser og det rene gift for sammenhængskraften i vores samfund. Vold skaber utryghed i de berørte lokalsamfund, og voldsmændenes afstumpede handlinger sætter ofte dybe spor i de enkelte ofre, der måske aldrig bliver sig selv igen. Derfor ser vi fra regeringens side med stor alvor på, at titusindvis af danskere fortsat bliver udsat for vold hvert eneste år. Det er alt for mange – det skal vi som samfund ikke acceptere, siger Justitsminister Peter Hummelgaard.

Justitsministeren fortsætter:

– Regeringen vil derfor gennemføre en strafreform, der blandt andet sætter hårdere og mere konsekvent ind over for alvorlig personfarlig kriminalitet såsom vold og voldtægt. For det er afgørende for både det enkelte offer og for samfundet som helhed, at retsvæsnet reagerer med den fornødne alvor og hurtighed på alvorlig personfarlig kriminalitet. Vi skal som samfund tage tydeligt afstand fra voldsmanden og vise vores støtte til ofrene.

Den nye offerundersøgelse viser desuden, at 53 procent af voldsofrene i 2023 har anmeldt volden til politiet, eller at politiet har fået kendskab til hændelsen på anden vis. Det er den højeste andel, der er målt i de 19 år, hvor undersøgelsen er gennemført. Herudover ses, at andelen, der angiver, at de er ”meget bekymret” eller ”en del bekymret” for vold og anden kriminalitet i samfundet, er faldet over årene, men det er dog fortsat mere end en tredjedel, som angiver dette.

Undersøgelsen belyser befolkningens udsathed for forskellige former for kriminalitet. Blandt andet tyveri og indbrud, hvor undersøgelsen indikerer, at befolkningens udsathed er faldet over de seneste 10 år samlet set. Derudover undersøges udsathed for hærværk og vold, herunder partnervold, psykisk vold, voldtægt, øvrige seksuelle krænkelser samt kriminalitet begået på internettet og anmeldelsestilbøjeligheden for de forskellige kriminalitetsformer.

Fakta

Justitsministeriet udarbejder hvert år offerundersøgelsen ”Udsathed for vold og andre former for kriminalitet”. I den seneste rapport for 2023 bliver resultaterne for de seneste 19 års undersøgelser opsummeret.

Det skal understreges, at det er befolkningens oplevelser, der måles, og at disse oplevelser ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med den juridiske afgrænsning af kriminalitet.

Offerundersøgelsen er udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med Københavns Universitet og støttet af Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitiet.

Julie Gjern bekæmper ADHD med innovativ gyngestol

0

Overgaard Wood har annonceret lanceringen af “Rest for the Restless,” en innovativ gyngestol designet af Julie Gjern, den nyeste tilføjelse til teamet. Samtidig fejrer virksomheden samarbejdet med Studio Pneuma og deres elegante møbel, “Curvy Stool”.

“Rest for the Restless” – En gyngestol til aktive sind

Julie Gjern har udviklet gyngestolen “Rest for the Restless” med inspiration fra sine egne oplevelser med ADHD. Hendes mål har været at skabe en stol, der ikke kun tilbyder komfort, men også tillader bevægelse og aktivering af kroppen.

– Jeg har svært ved at sidde stille og koncentrere mig i længere tid ad gangen. Gyngestolen giver mig en stor ro ved at kunne gynge, forklarer Julie. Resultatet er en gyngestol, der tilpasser sig forskellige siddestillinger og giver brugeren frihed til bevægelse.

Gyngestolen er designet med alsidighed i tankerne. Dens ergonomiske polstring sikrer maksimal komfort, og under sædet findes en skjult skuffe, der kan trækkes ud som en skrive- eller tegnepult. Dette tillader brugeren at være kreativ og produktiv, mens de gynger.

Samarbejdet med Studio Pneuma – “Curvy Stool”

Overgaard Wood er også underleverandør til Studio Pneuma’s nye produkt, “Curvy Stool”. Denne alsidige møbelgenstand, fremstillet af solid Dinesen-eg, fungerer både som en stol og et sidebord. Dens skulpturelle design gør den til et visuelt højdepunkt. Studio Pneuma’s design fremhæver organiske former og bæredygtige materialer, og deres brug af restmaterialer fra Dinesen afspejler Overgaard Wood’s værdier om ansvarlighed og respekt for naturen.

Deltagelse i 3DaysofDesign

Under 3DaysofDesign vil begge møbler blive præsenteret. Julie Gjerns “Rest for the Restless” kan opleves i samarbejde med Københavns Snedkerlaug, mens Studio Pneuma’s “Curvy Stool” vil blive fremvist i Dinesens Showroom. Arrangementet finder sted fredag den 14. juni mellem kl. 9 og 14.

Som en virksomhed fra Fredericia er Overgaard Wood stolt af at være præsenteret på to forskellige steder under 3DaysofDesign i København. Dette arrangement tiltrækker mange udenlandske interessenter, der ønsker at opleve det ypperste indenfor dansk møbeldesign.

Danmarks bedste skatere indtager Bastionen

Danmarks bedste skatere indtager Bastionen

0
Skateboardentusiaster i Fredericia kan se frem til en særlig oplevelse, når Danmarks Skateboardlandshold gør holdt i byen som led i deres Danmarkstour. Søndag den...