Den teknologiske udvikling tyder på, at vi i de kommende år står foran en markant ændring af arbejdsmarkedet i den vestlige verden. Årsagen er primært udviklingen af kunstig intelligens kombineret med ny robotteknologi. Der er tale om en forandring, der kan omdefinere, hvad arbejde overhovedet er.

Gennem første halvdel af det 20. århundrede var Danmark et udpræget landbrugsland. Store dele af befolkningen arbejdede på landet, men det fik en ende, da det mekaniserede landbrug med traktorer og tungt maskineri gjorde arbejdskraften overflødig. Folk søgte derfor ind mod byerne, hvor industrisamfundet overtog arbejdskraften i stor stil. På fabrikkerne kunne mange få et arbejde ved samlebåndet, ofte uden nogen særlig baggrund. Det handlede dybest set om at kunne tage fat og stemple ind. Velfærden blev skabt under dette industriboom. Ikke mindst i 1960’erne fik det stor betydning for levevilkår og den sociale udvikling. Få kunne forestille sig en verden, hvor computere ville komme til at overtage den økonomiske udvikling.

Men det skete allerede i løbet af 1990’erne, hvor både computerteknologien og internettet begyndte at erstatte tv som husalteret. Allerede i slutningen af 00’erne slog smartphones for alvor igennem og transformerede kommunikationsgrundlaget mellem mennesker på en markant og afgørende måde. Og allerede nu i midten af 2020’erne er vi klar til den næste store transformation, der med al sandsynlighed vil ændre på selve definitionen af arbejde. Det er en udvikling, der endnu er svær at beskrive, da den går så stærkt, at dagens beskrivelse kan være forældet i overmorgen. I centrum af udviklingen står supercomputere og superchips, der gør det muligt at skabe intelligente systemer, hvis løsningsmodeller ofte overgår fantasien. Disse intelligente systemer er snart klar til at indtage virksomheder og private hjem.

Det vil få afgørende betydning for menneskets selvforståelse. Allerede nu vænner vi os på kort tid til, at de intelligente systemer aflaster os i arbejdsrutiner, logiske opgaver og kreative funktioner. Og når først systemerne begynder at blive solgt som en del af robotter og forskellige maskinelle løsninger, vil mange dagligdagsopgaver forsvinde som dug for solen.

For så vidt er det en drøm, der går i opfyldelse. Der er fantaseret om den i science fiction-romaner og artikler. Men nu ser det ud til at blive science fact. Det vil forandre arbejdsmarkedet, og forandringen er allerede i fuld gang. Mange virksomheder begynder at se på, hvordan de kan bruge AI til at spare tid. For hver arbejdsgang, man erstatter, er der behov for færre mennesker på arbejdsmarkedet. Sært nok fortsætter mange politikere med at definere manglen på arbejdskraft som et stort problem i fremtiden. Det lader til at være svært for mange at indse, at vi er få år fra, at disse intelligente systemer er overalt. Det bliver således svært at opretholde illusionen om, at alle mennesker skal arbejde mindst 37 timer om ugen. Produktionssamfundets gamle normer og idealer er et levn fra fortiden.

Kort sagt kommer systemerne til at spare en masse tid.

I første omgang vil det nok dreje sig om mange trivielle opgaver. Allerede nu køber folk robotstøvsugere eller robotgræsslåmaskiner. Om lidt vil det måske være robotter, der kan lægge fliser, rive vægge ned, mure op eller gå en tur med din hund. Men det er langt fra kun den maskinelle del af opgaverne, der arbejdes på at finde intelligente systemer til. De kreative systemer skyder frem med ultrahurtige skridt. AI løser komplekse opgaver, skriver tekster, læser og lærer, finder oplysninger og maler billeder eller laver film. Om lidt vil mennesker kunne kommunikere i realtid med disse systemer. Vi vil kunne tale med dem, de vil kunne forstå os, og de vil kunne agere sammen med os.

Derfor er det meningsløst at planlægge “fremtidens arbejdsmarked” uden at indtænke den nye orden, der snart vil være en realitet, uanset hvad politikerne måtte mene. Det er nødvendigt, at vi begynder at realisere den virkelighed på en sådan måde, at vi også ser på hele uddannelsessystemet. Men også samfundets elementære opfattelse af, hvad et menneskes liv skal være. Hvor samfundets top for 50 år siden forsøgte at flaske arbejderbier op til industrisamfundet eller sortere efter begavelse og færdigheder til akademiske funktioner, vil det måske blive særdeles vanskeligt at opretholde et samfund, hvor alle skal være i beskæftigelse, som om det er det eneste formål med livet. For hvor meget arbejde har vi egentlig brug for i dette moderne samfund, der kommer? Eller rettere sagt: Hvor stort vil omfanget være for det enkelte menneske?

Der er få, der har nogle fornuftige svar på disse spørgsmål. Dertil er den teknologiske udvikling alt for hurtig, og vi er alt for langsomme til at forstå, hvor stort et paradigmeskifte, der er tale om.

Måske skal vi til at arbejde mere med værdier, livsvilkår og menneskelighed. Mere end med skemaer, produktionsmål og antal timer. Vi kan sagtens tilføje de sociale elementer i det at have et arbejdsliv som et fornuftigt og nødvendigt gode ved arbejde. Men sandheden er, at alt for mange lider af stress og har svært ved at nå det, de skal. Det vil kun gavne folkesundheden og menneskers generelle trivsel, hvis der kommer mere tid til det enkelte menneske. Derfor kan den teknologiske udvikling af intelligente systemer og kunstig intelligens også være en chance for at komme tættere på et mere sammenhængende samfund, hvor der er plads til individuelle behov.

Vi så med udviklingen af de sociale medier og smartphones, faktisk allerede med udbredelsen af internettet i 1990’erne, at politikere og embedsfolk er håbløst dårlige til at tilpasse sig udviklingen. De var og er håbløst bagud. Lovgivningen har haltet efter, og ofte er den egnet til gamle papirgange og fastnettelefoner eller faxmaskiner. Mange medier trykker sågar endnu papiraviser, selvom det er et håbløst forældet koncept for daglige nyheder. Omstilling er tilsyneladende svært. Men om lidt vil robotterne være til salg i detailhandlen. Derfor bør vi begynde at tale om, hvordan vi kan bruge teknologien på en god og konstruktiv måde. AI vil måske anbefale politikerne at reducere de enorme bunker af lovtekster, så regelsættet i samfundet bliver mere målrettet og knap så polemisk. Eller måske vil AI anbefale, at man begynder at uddanne folk på andre måder og til andre funktioner. Kun fantasien sætter grænser lige nu. Og netop derfor bør vi starte en politisk proces med at definere fremtidens arbejdsmarked ud fra disse forudsætninger, fremfor at skrige efter manglen på arbejdskraft.