6.6 C
Copenhagen
mandag 27. januar 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Ugens Kurt: Ole Nikolajsen

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Ole Nikolajsen er et rigtig kendt ansigt i Fredericia. Han er blandt andet manden bag mange triathlonstævner i byen, manden der i en overgang stod i spidsen for Fredericia Håndboldklub, men nu driver han firmaet ProPrint. Ole er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han tager os med på sin rejse.

Ole og jeg har aftalt at mødes klokken 11:00. Jeg er i god tid, og sætter mig ved et ledigt bord klokken 10:45 og forbereder mig lidt på snakken med Ole, der ankommer 10:58 og lige hilser på lidt folk udenfor, inden tur går ind i varmen.

Til at starte med siger Ole med et smil: ”Patrick, du kender jo det meste af min historie.” Jeg griner lidt og nikker, og beder Ole starte med fortællingen helt fra sin barndom. Ole fortæller, at han er født og opvokset i det gamle Snoghøj.

”Jeg husker det som en ekstrem tryg og god barndom. Jeg er så privilegeret, at mine forældre ikke er skilt, så jeg har kun oplevet trygge rammer,” siger Ole, der startede på Erritsø Centralskole, men flyttede til Samsø fra 3. klasse og frem til 8., da hans far fik job på øen:

”Jeg skulle rykke teltpælene op, og jeg husker, at jeg synes, at det var spændende. På det tidspunkt var jeg udadvendt, og fik derfor hurtigt nye venner særligt gennem sporten. Allerede efter en uge var jeg meldt ind i både fodbold- og håndboldklubben. De seks år på Samsø er vel seks af de bedste år i mit liv. Vi har siden haft sommerhus derovre, og jeg kommer der stadig, og jeg arrangerer også et marthonløb derovre.”

Hvad skete der efter skoletiden?

”Det var meningen, at jeg skulle i lære som smed, men de havde ikke noget at lave, så jeg skulle i 10. klasse. Jeg havde en kæreste, hvis far var chef i Føtex, hvor der var en ledig læreplads, som jeg søgte, men godt nok ikke fik, Jeg fik dog mod på det og blev uddannet butiksslagter i Brugsen på Nymarksvej. Jeg var glad for faget, og fik 56 ud af 60 mulige point til eksamen, hvilket betød, at jeg fik mange jobtilbud,” forklarer Ole og fortsætter:

“Jeg skulle i militæret og aftjene min værnepligt, og jeg fik muligheden for at blive frømand, da de manglede dykkere. Problemet var, at man skulle tegne en kontrakt på fem år, men det ville jeg ikke. I stedet blev jeg slagtermester i Brugsen i Nr. Aaby som meget ung, og der var jeg i et halvt år.”

Efterfølgende tog Ole Nikolajsens erhvervskarriere en drejning. En bytur medførte, at han ville være Falck-vagt.

“Jeg mødte op 20 år gammel og ville søge stillingen som Falck-vagt, men man skulle være 21 år og have stort kørekort. Den 31. oktober på min fødselsdag afleverede jeg ansøgningen, og jeg fik jobbet d. 1. december, og var der i fire år, inden jeg blev fyret pga. nedskæringer. Jeg startede på Shell, efter min tid hos Falck, og der var jeg i otte år. Jeg var chauffør hos dem et par år, men det var ikke mig og så blev jeg kørselsleder i stedet,” siger Ole.

Sportseventyret

Ole Nikolajsen har altid været bidt af sport, og i en årrække levede han også af det.

“I 1999 blev jeg købt fri til at arrangere triathlonstævnerne. Jeg levede af sporten, kombineret med, at jeg dyrkede min egen karriere. Jeg havde tre år, hvor jeg slet ikke lavede ande end triathlon og det var virkelig fantastisk. Jeg blev så arrangementchef i byen, og mens jeg var det, så skulle triathlonforbundet have ansat en sportschef på fuldtid, og den stilling blev jeg opfordret til at søge. I min tid som sportschef fik jeg oplevet to olympiader helt inde fra, som det vi kalder coach,” siger Ole, der efterfølgende fortsatte i sportsbranchen:

“Jeg blev kontaktet af den daværende forretningsfører i FHK , Klaus Bernhardt, der ville have mig som ny leder af håndboldklubben. Det tog Klaus et halvt år om at overbevise mig, da jeg ikke var helt hook på ideen til at starte med. Jeg kunne godt mærke på familien, at det var hårdt for dem, når jeg tit var væk. Jeg tænkte derfor, at det kunne være interessant, da jeg selv har set håndbold siden de glade 70’er dage med Europa Cup-kampe, og FHK er mit hold. Mik Hagenbo var træner på det tidspunkt, og jeg kunne godt lide hans stil med det offensive forsvar, som er jugoslavisk inspireret. Jeg tænkte, at jeg som jyde kunne samarbejde med københavnseren Hagenbo,” forklarer Ole og fortsætter:

“Hele historien om håndboldklubben og mig er jo næsten et kapitel for sig selv. Jeg fik at vide, inden jeg startede, at der manglede 200.000 kroner i kassen, og de skulle findes, men inden revisoreren og jeg var færdige med at åbne skuffen, manglede der to millioner kroner. Jeg fik heldigvis lavet en aftale med Compass, og vi fik hurtigt etableret et aktieselskab til at drive klubben. For at overleve skulle vi rejse 2,5 millioner kroner, ellers lukkede klubben. Det lykkes lige før deadline at finde pengene, da værftet kom til. Det betød, at jeg blev ansat i FHK, men jeg fandt hurtigt ud af, at direktørstillingen ikke var noget for mig. Jeg var fejlplaceret, og kom væk fra det, som jeg synes var sjovt. Jeg ville være omkring spillerne, ligesom jeg var omkring triathlerne. Efter et halvt år som direktør blev min stilling lavet om til at være teamchef og sælger. Stillingen var kun deltid, og det gjorde, at jeg samtidig startede ProPrint,” siger Ole og fortsætter:

“Vi fik på et tidspunkt René Hamann-Boeriths som træner, og ham havde jeg det virkelig godt med. Sammen tog vi ud og scoutede spillere, og jeg begyndte på håndboldagentuddannelsen, men jeg fandt ud af, at jeg det ikke var mig at se U16 og U18 hver weekend. Assistenttræner Bo Roy, René og jeg havde et godt samarbejde, og var klar til en ny sæson. Det var det år, hvor vi hentede Kasper Larsen, Jakob Thoustrup, Jesper Ahle og Henrik Sloth. Alt var for engangs skyld klar før sæsonen startede. Vi havde ansat Tine Hvalkof som direktør, og min kontrakt udløb d. 1. juni. Jeg ville gerne fortsætte, og fik et møde med Tina, som hun kom 23 minutter for sent til. Hun kom ind og sagde, vi havde syv minutter, men at der ikke var særlig meget at snak om, da jeg ikke ville blive forlænget. Jeg havde det sådan, at så ville jeg ikke være her mere, og klokken 16:00 lagde jeg nøglen og meddelte spillerne og René, at jeg stopper. Et par dage efter ringede en journalist, om jeg ikke havde glemt at fortælle noget. Han ville have mig til at sige, at jeg var skuffet og bitter, men jeg sagde, at det var jeg ikke. Jeg sagde, at jeg kendte til vilkårerne med en kontrakt, og hvis man ikke kan tåle det, skal man ikke arbejde i en elitesportsbranche.”

Selvom Ole Nikolajsens stop i FHK gjorde ondt, kommer han dog stadig i klubben den dag i dag.

“Jeg ser en del af FHKs kampe på hjemmebane, og jeg bærer ikke nag over noget, der er sket dengang. Klubben og jeg har haft hinanden lidt på afstand, og det har været sundt, men vi har snakket tingene godt igennem, og jeg har en god dialog med klubben,” siger Ole Nikolajsen, der generelt stadig involverer sig i lokalsporten:

“Jeg hjælper gerne til i triathlonklubben, hvor jeg er med i sponsorudvalget og hjælper lidt med nogle stævner. Jeg engagerer mig også i FC Fredericia, hvor jeg er på Monjasa Park og se dem spille en god omgang fodbold,” fortæller han.

ProPrint-eventyret

Det, at Ole Nikolajsen ikke fortsatte i FHK var samtidig startskuddet til, at ProPrint fik 100 % fokus.

“Jeg startede fuldtid med ProPrint, hvor jeg har været lige siden. Det var en kæmpe omvæltning at stå på egne ben, og det gjorde også, at jeg skulle være seriøs og stramme mig an. Med to børn, en kone osv. skulle der kæmpes for pengene. Det var sundt for forretningen at være tvunget til at få penge i kassen,” siger Ole og fortsætter:

“Jeg bankede ProPrint op til, at vi blev seks ansatte. Det gik godt, men inden for et år mistede vi to store kunder af forskellige årsager. Det var ikke fordi, at de var utilfredse, men fordi, at den ene ansatte en internt inden for tryk og den anden ansatte en grafiker i stedet for at hyre os. Det betød, at vi mistede næsten to millioner kroner i omsætning. Jeg kune samtidig mærke, at det ikke var fedt at være alt for administrativ, og tog beslutningen om, at vi ikke skulle være mere end 3-4 ansatte. Vi har nu en god nicheforretning, hvor vi rammer et segment, der har brug for hurtig levering i små oplag,” siger Ole, der i november sidste år påbegyndte et nyt projekt:

“Jeg følte så stort overskud, at jeg købte en pølsevogn I 20 år har jeg med jævne mellemrum tænkt på det, blandt andet har jeg været tæt på at købe den på Treldevej. Jeg endte med at købe en pølsevogn med hjul på, som skal bruges til events, fester og alt sådan noget, vi kalder den for pølsekutteren. Det er et far og søn-projekt, som jeg har sammen med Magnus,” forklarer Ole, der også har andre fritidsinteresser end pølsevognen – han er også glødende Liverpool-fan og tager gerne turen derover en gang om året.

Livet som aktiv

I rigtig mange år har Ole Nikolajsen dyrket sport. Han har gået til fodbold og håndbold, men det var inden for triathlon, at han for alvor fandt noget, som han er god til.

“Det var Hans Jørgen Hansen og Visti Pedersen fik trukket mig ind i det. Jeg kan tydeligt huske, da vi var noget til noget i Rødekro i 1989, og så på vej hjem spurgte de, om jeg kunne finde på at tage en Ironman. Jeg sagde, at det var for vanvittigt og jeg aldrig kunne finde på det. I 1991 var jeg begyndt at træne lidt med Hans Jørgen og Visti, og jeg kunne se, at jeg havde et talent inden for cykling. En hverdagsaften spurgte Visti, om jeg ville med til Aarhus for at se et kvindeløb, og vi skulle cykle derop. Jeg tænkte, at det var sindssygt, men Visti sagde, at det var god træning. Jeg endte med at tage med fordi, når sådan en som Visti mente, at jeg kunne, var der noget om det,” siger Ole Nikolajsen og fortsætter:

“Jeg kom igennem de 210 km, og der tænkte jeg efterfølgende, at jeg også kunne tage en Ironman. Holdningen var, at det var en once in a lifetime-oplevelse, men henover vinteren fik jeg en ambition om at komme til Hawaii og at komme på landsholdet. Begge ting lykkedes. Jeg kom til Hawaii i 2001, og i 1999 kom jeg med til EM for landsholdet, godt nok efter sindssygt mange afbud og nok fordi, at jeg var eliteansvarlig i forbundet. Derfor mente landstræneren, at jeg var den næste i rækken, efter mange afbud. Jeg endte med at lave personlig rekord til EM, og jeg har stadig landsholdsdragten derhjemme, men jeg ved godt, at hvis man skærer ind til benet, at jeg ikke var god nok. Omstændighederne gav mig dog chancen.”

Ole Nikolajsen og Team Rynkeby

Ole Nikolajsen har igennem seks år været engageret i Team Rynkeby, der støtter børnecancerfonden og børnelungefonden, og det er der en særlig grund til. Ole og hans kone, Susanne, mistede deres datter Laura til kræften, da hun var tre år.

“Jeg endte med at køre for Team Rynkeby i seks år, og de fem af årerne var som kaptajn for trekantsområdet. Det gav rigtig god mening for mig at være med, særligt, da det var det, der kostede Laura livet. Jeg kom fra en verden, hvor det var “mig, mig, mig” til at være en del af Rynkeby-projektet, hvor det var “os”, og at der ikke er nogen stærkere end det svageste led i kæden. Min opgave var, at at alle skulle cykle til Paris og komme igennem. For mig var det ikke et problem at cykle til Paris, da jeg var vant til at cykle. Men det at se de andre, træne dem, vejlede og alt det der, og så at de gennemførte. Det var en rejse, der var rigtig stor at være en del af. Igennem projektet har jeg fået venner for livet, som jeg aldrig kommer til at miste, fordi vi har haft så stærke oplevelser sammen,” siger Ole og fortsætter:

“Jeg stoppede med at være en del af Team Rynkeby efter seks år, da det tog meget af min tid, og jeg skyldte min familie at bruge tid med dem, og mere tid på min virksomhed. Jeg udelukker ikke at vende tilbage som almindelig rytter og nyde turen,” forklarer Ole, der på sin foreløbig sidste tur havde sønnen Magnus med:

“Magnus var med på cyklen i 2017, hvor min datter Line var med i servicebilen. Magnus er den yngste rytter nogensinde, da han fik dispensation, da han var 17 år og man skulle være 18 år. Han fik dispensationen, da jeg var med på turen som hans far, og derfor endte han med at få lov, og det var rigtig fedt at få den oplevelse sammen med ham,” udtaler Ole Nikolajsen.

Ole og jeg skal begge videre i programmet, og kaffen er også drukket færdig, og vi går derfor hver til sit igen.

Fakta Ole Nikolajsen:
Er 53 år
Født på Sct. Joseph
Gift med Susanne på 28. år
Har børnene Line på 27 år og Magnus på 19 år

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere

Ugens Kurt: Henrik Petersen

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Indehaver af Fredericia Vinhandel, Henrik Petersen, er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Henrik fortæller blandt andet om sin erhvervsmæssige baggrund, der ikke er inden for vinbranchen, og kommer ind på, hvordan det var at overtage Fredericia Vinhandel tilbage i 2014.

Henrik er en travl mand, og skal møde ind i vinhandlen allerede klokken 09:00. Vi aftalte derfor at mødes på Kurt’s Kaffebar klokken 08:00, hvor Henrik allerede har taget plads, da jeg kommer. Henrik er i gang med at skimte dagens avis, men da han får øje på mig lægger han avisen til side.

Når man kommer ind i Fredericia Vinhandel, og møder Henrik, kan man høre hans klingende fynske accent, og den lyver ikke. Henrik kommer oprindeligt fra Svendborg, og er uddannet eksportchauffør.

Derfra til så at blive selvstændig vinhandler er noget et af spring, men interessen for vin har Henrik altid haft.

“Interessen blev større og større, da jeg kørte eksport. Jeg har set mange vinkældre inde fra, og når jeg har holdt og skulle vente på et læs, eller nogle paller, var det spændende at gå i vinkælderen og sludre med lagerfolk. Der fik jeg en helt anden snak og viden, som mange ikke har.”

“Det bliver endnu værre,” udbryder Henrik med et grin og hentyder til hans tidligere jobs. Jeg spørger derfor: “Hvad så da?”

“Mit sidste job, inden jeg fik vinhandlen, var som slamsuger i 5,5 år. Der er penge i lortet, som man siger. Det er et job som så mange andre,” konstaterer Henrik.

Vineventyret

Henriks svigerforældre, der bor i Maribo, har i en årrække haft en vinhandel, og der har Henrik hjulpet til.

“Da jeg var hjemme i perioden, hjalp jeg til. På den måde kom interessen til, at vi gerne ville have en vinhandel. Vi snakkede om at ville købe forretningen af dem, men fire år inden, havde de indgået en aftale om at sælge den, og en aftale var en aftale,” siger Henrik og fortsætter:

“Vi startede et garagesalg i Kværndrup. Vi havde efterhånden bygget et godt netværk op i form af mine kontakter i erhvervslivet, og også min kones netværk, og vi var lidt kede af, at mine svigerforældre lukkede forretningen i november 2013. En dag kom der en vinsælger forbi vores garagesalg, og han ville sælge lidt til os, men han fortalte, at Fredericia Vinhandel var til salg, og om vi ikke skulle over at se den. Vi tænkte egentlig nej, og hvad vi skulle med en butik i Fredericia. Sælgeren sagde, at det ikke kostede mere end en omgang diesel at køre over at kigge, og vi endte med at gøre det. Vi snakkede med ejerne Ejvind og Kirsten i en halv times tid, og faldt pladask for den eventyrlige butik. Der var en utrolig stemning og sjæl, som vi faldt for. Vi nåede ikke længere end til Lillebæltsbroen, og så ringede en af dem til os, og sagde, at hvis vi ville købe vinhandlen, var den vores. Vi endte med at sige ja.”

“Vi var der 5. og 6. juli 2014, og så hvordan byen summede af liv i de dage. D. 15. juli startede jeg i butikken, hvor jeg hjalp Kirsten, da Ejvind var blevet syg, desværre. Jeg hjalp til, og så kom vi mere og mere ind i det. D. 1. august var det meste på plads, og d. 23. august overtog vi Fredericia Vinhandel helt officielt.”

Hvordan reagerede kunderne på, at I overtog forretningen?

“Der kom mange kunder, der ikke værdigede os et blik, og de gik selv rundt og ledte, efter det de skulle bruge. De tjekkede om vi havde lavet noget om, og da det ikke var tilfældet, så kunne de sige hej og hilse. Kunderne tænkte, at de to tossede fynboer ikke skulle lave noget om i den fine butik. Nu har vi en fantastisk butik, hvor 70-80 % af de kunder, der kommer her dagligt, er nogen jeg kan snakke med om alt muligt,” siger Henrik

Hvordan tog familien imod, at I købte Fredericia Vinhandel?

“De tog godt imod det, men de mente at sige en fuldtidsstilling op som slamsuger var lidt risikofyldt, og min kone tog orlov fra sit job som hun specialpædagog. Da de fire måneder var ovre, så tog hun et års selvbetalt orlov, og så blev vi enige om, at det godt kunne gå, så hun trak stikket helt, og blev fuldtid i butikken også. Mine svigerforældre havde godt set, hvad branchen gemte på, selvom det var et stort spring, så de vidste, at det kunne lade sig gøre.” forklarer Henrik.

I de første to år tog Henrik og Julie turen fra hjemmet i Kværndrup, men med tiden blev turen frem og tilbage for meget.

“I 2008 havde vi bygget et nyt helt nyt hus i Kværndrup. Vi havde to helt små i vuggestue og børnehave, og jeg havde min datter i Svendborg. Så vi kunne sagtens pendle til at starte med, men efter et par blev vi trætte af det. Vi var afsted fem og seks dage i ugen i to biler,” udtaler Henrik, der ikke overvejede at sælge Fredericia Vinhandel:

“Det var slet ikke i overvejelserne, så vi skulle bare flytte til Fredericia. Vi vidste, at vi ville herover og endte med at købe et hus i Erritsø. Det var faktisk en kunde, der der sagde til os, at der ville komme et hus til salg derude. Jeg tog kontakt til ægteparre før vi havde solgt vores ejet hus. De blev overraskede over, at jeg ringede. Jeg forklarede dem situationen, og vi endte med at se huset, som godt kunne lide. Vi aftalte, at over de næste par måneder skulle have solgt vores eget hus, og så tage den udefra. Efter tre fremvisninger fik vi solgt vores hus, og købte huset i Erritsø, som vi er rigtig glade for.”

I Erritsø er Henrik og familien faldet godt til, og nyder godt af lokalsamfundet.

“Begge vores unger går til fodbold derude. Der er et fantastisk netværk og liv i Erritsø. Man kan godt mærke, at vi er kommet til en større by end Kværndrup, og man er tæt på alting og der er flere muligheder.”

Interessen for håndbold

En af Henriks helt store interesser, udover vin, er håndbold. Han er sponsor i FHK og ser alle klubbens hjemmekampe, og interessen stammer lang tid tilbage.

“Det startede i tidernes morgen i Svendborg, hvor jeg var flaskedreng i en lille butik. I butikken var der mange GOG-drenge, blandt andet er landstræner Nikolaj Jacobsen udlært der. Der blev snakket håndbold i alle pauserne, og var der den mindste mulighed, blev der spillet håndbold i flaskerummet. På daværende tidspunkt havde vi 3-4 GOG-knægte, og man skulle altid lige stå på mål for dem eller andet. .Vi snakkede rigtig meget, og når man er født og opvokset på Sydfyn, har man altid fulgt med i GOG. Min kone har også været trænet og spillet på forholdsvis højt niveau i Maribo, så den vej rundt er vi begge rigtig håndboldinteresserede,” forklarer Henrik.

Som nævnt er Henrik sponsor i FHK, hvor han også har engageret sig ekstra ved at lave en FHK-vin, og det at være en del lokalsamfundet på den måde med Fredericia Vinhandel betyder noget for ham.

“Vi får så meget af de lokale, så vi skal give noget igen. Vi er rigtig glade for at være en del af blandt andet FHK, og resten af lokalmiljøet i eksempelvis også vores børns fodboldklub. Vi hjælper, når vi kan, men jeg har ikke selv taget noget fast, da butikken taget rigtig meget tid. Min kone springer til, hvis der mangler lidt, men som det ser ud nu, har vi ikke så meget tid at gøre med, men når tiden er til, det vil vi engagere os endnu mere. Det ligger os på sinde at hjælpe Fredericia lige så meget, som de hjælper også.

Udviklingen i Fredericia

Siden Henrik og konen Julie overtog Fredericia Vinhandel i 2014 er der sket meget i Fredericia, og det er også noget Henrik har bidt mærke i.

“Det er fanatisk udvikling. Der bliver virkelig arbejdet for byen, og kæmpet for byen. Jeg ved godt, at det er et samlet Byråd, der kæmper udover alle de lokale kræfter, men jeg synes virkelig, at Borgmester Jacob Bjerregaard gør det rigtig godt. Erhvervslivet støtter op om byen, og der er mange af de helt store virksomheder, der bidrager til udviklingen.

En anden ting, der også har udviklet sig, er centrum i Fredericia, der for alvor er blomstret op over de senere år.

“Man kan godt mærke, at der er kommet mere og mere liv, og folk vil mere og mere Fredericia. Folk vil gerne støtte lokalt, og tager ikke længere turen i Kolding Storcenter. Hvis det regner, så venter man til en anden dag, i stedet for at tage turen i storcentret.”

Samarbejde med de andre vinhandlere

I Fredericia er der fire vinbutikker, og alle er placeret inden for forholdsvis kort afstand i centrum, men det ser Henrik ikke som noget problem.

“Der er god konkurrence, men vi har et godt samarbejde, som mange oplevede til portvinsfestivalen. Jeg ser dem som kollegaer, og vi guider hinandens kunder rundt, hvis det er en varer, som vi ikke selv har,” siger Henrik.

Mødes I nogle gange?

“Vi mødes nogle gange, men det er ikke faste tidsintervaller, sidste år mødtes vi tre gange. Vi er også også begyndt på de her festivaler, som vi laver to af i løbet af 2019. Går vi forbi hinandens butik, så stikker man lige holdet ind og siger hej. Der var en, der manglede noget Nytårsaften, og han ringede klokken 17:15. Jeg kørte noget i butikken og hentede det til ham, så vi hjælper hinanden med det vi kan,” forklarer Henrik og kommer ind på, hvad der kommer af festivaller i 2019:

“Der kommer en roséfestival den 5. maj og portvinsfestivallen tilbage til efteråret. Det giver hype omring butikkerne, og det er fedt, at vi kan samarbejde på den her måde, og ikke ser hinanden som konkurrenter, der bare nedkæmper hinanden. Vi er konkurrenter i bund og grund, men vi er her, og skal have et godt samarbejde,” siger Henrik.

Vil være vinhandler resten af livet

Henrik skal snart videre for at åbne butikken, og vi slutter derfor snakken af med at spørge lidt ind til fremtiden, og hvor Fredericia Vinhandel er om ti år.

“Den ligger nok stadig i Danmarksgade, den er i hvert fald i Fredericia, vil jeg gerne garanterer. Hvis der ikke er noget, så er det også er det også med Julie og jeg med roret. Det er det rigtige erhvervsmæssigt, som vi har gjort med den her butik,” siger Henrik og fortsætter:

“Det er mit sidste job, hvis der ikke kommer noget i vejen. Der er vel små 25 år endnu, og der vil jeg gerne fortsætte med at stå her.”

Lige på falderebet spørger jeg Henrik, hvordan han kan videreudvikle Fredericia Vinhandel.

“Vi udvikler dagligt på butikken, men selve grundånden med Fredericia Vinhandel med gamle dyder kommer altid til at være der. Butikken kommer nok ikke til at se ud, som den gør nu forevigt, men den vil fortsat holde den hyggelige facon,” lyder det fra Henrik.

Fakta Henrik Petersen

Er 42 år
Født og opvokset i Svendborg
Gift med Julie
Har tre børn, hvoraf to af dem er med Julie
Flyttede til Erritsø i 2016
Uddannet eksportchauffør


Må først køre i Uge 2
Annonce

Ugens Kurt: Mette Bjeld

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Mette Bjeld har i over et år skrevet ugentlige klummer om en række forskellige emner, og nu er det hendes tur til at komme i den varme stol som Ugens Kurt på Fredericia AVISEN.

Mange læsere kender nok Mette Bjeld fra bybilledet eller fra hendes klummer her på Fredericia AVISEN. I klummerne deler hun ud af livserfaringer – og ofte har der også sneget sig et træningstip eller to ind.

Vi havde aftalt at mødes klokken tolv på den populære kaffebar i Jyllandsgade, og vi ankom samtidig lige lidt før tolv. En Café Latte til Mette, “selvom det er ekstra kalorier” og en sort kaffe til undertegnede, man skulle jo nødigt blive sat til at lave burpees på en solrig fredag.

Erritsø, skoleskift og sekretærjob

Vi starter samtalen med at spole tiden tilbage til Mettes barndom i Erritsø.

“Det startede her i Fredericia, jeg har boet her hele mit liv med undtagelse af tre år i Malmø. Samme hus, samme forældre hele tiden. Meget almindeligt – eller det er jo nok lidt specielt i de her moderne tider”, siger Mette med et grin.

“Jeg startede på Bakkeskolen, men måtte skifte på grund af en dårlig lærer. Da jeg startede på Erritsø Centralskole opdagede jeg hurtigt, at jeg ikke havde lært så meget. Jeg var ret langt bagud. Men jeg fik en rigtig hønemor af en lærer, Fru Pihl, hun fik mig med igen. Jeg havde så også en matematiklærer der fortalte mig, at jeg aldrig ville blive til noget, men altså her er jeg nu”, fortsætter hun.

“Derfra tog jeg på handelsskolen. Jeg var festudvalgsformand, det var mega godt, for så fik man et par fritimer. Motion var ikke noget vi gjorde os i, vi festede bare. Jeg fik da heller ikke det bedste resultat, men jeg bestod”, fortæller Mette og fortsætter:

“Derfra gik jeg i lære som sekretær hos Elsam Projekt, men efter at være faldet i søvn bag computeren flere gange fandt jeg ud af, at det ikke var det her jeg ville. Jeg var der i min læretid og tre måneder efter, og så sagde jeg stop. Både min søster og min mor er sekretærer, så jeg tror egentlig det var grunden til mit valg”.

Spillehal, optikforretning og børn

“Derfra fik jeg job i en spillehal, Front Point hed den. Jeg anede simpelthen ikke hvad jeg ville. Jeg endte hos NetOptik, en optiker hernede i byen. Jeg blev butikschef og fik ansat to rigtig gode optikere. Det var virkelig et godt job”, forklarer hun.

“Vi havde det virkelig godt sammen. Vi kendte hinanden, vidste hvornår hinanden skulle bruge hjælp uden at sige noget. Vi supplerede hinanden virkelig godt. Vi sprøjtede briller ud af døren på grund af vores gode samarbejde”, siger Mette og tager en tår af sin kaffe.

“Men vi fik en ny chef, og han var meget chef-agtig. Det er ikke rigtig mig. Oveni det var der udfordringer da jeg ventede mit andet barn, Rasmus. Jeg blødte, og da jeg endnu engang blødte måtte jeg til lægen, der bad mig om at sygemelde mig. Det tog chefen ikke særlig godt, og kaldte mig en masse grimme ting. Så i stedet for at fortælle hvornår jeg var tilbage igen afleverede jeg min opsigelse”, fortæller hun.

Nu er der kommet børn ind – hvornår kom din mand ind i billedet?

“Han kom før børnene”, siger Mette med et grin og fortsætter: “Vi mødte hinanden i et fitnesscenter. Han stod faktisk med en anden, men jeg gik hen til ham og sagde, at han skulle altså følge mig hjem. Det gjorde han så, utroligt nok”, fortæller hun og fortsætter:

“Og ja så er det holdt ved. Han lærte mig hurtigt at kende, allerede da vi skulle spise rundstykker fik han skældud for at krumme for meget. Han ville heller ikke gå hjem, og jeg sagde til ham, at han da gerne måtte blive at sove, men at han skulle holde sig i sin egen side af sengen. Det var anderledes end han var vant til, tror jeg”.

“Så fik vi Mads i 1999 og lidt over to år senere i 2002 fik vi så Rasmus. Vi købte hus på Sandbakken i Erritsø lige før Mads blev født, og har siden boet i Malmø og nu på Øster Voldgade” lyder det videre.

Springet som selvstændig med to små børn

“Efter at have afleveret min opsigelse begyndte jeg at læse til massør hver lørdag under min barsel. Det passede med at Martin kunne passe drengene imens jeg var i skole. Og så når der var middagslur lavede jeg lektier”, fortæller Mette.

“Faktisk havde jeg også kunder under barslen, det kan være lidt svært med en lille nyfødt. Det er ikke altid hans middagslur var så lang som håbet, så det var næsten foden på vuggen imens jeg masserede kunder”, siger hun med et stort grin.

Hvordan var springet til at blive selvstændig?

“Da jeg fandt ud af, at det ikke var hos optikeren jeg ville være begyndte jeg at regne på hvad det ville koste mig at gå selvstændigt. Det ville kun være 700 kroner i forhold til at være på dagpenge, det kunne jeg sgu godt klare tænkte jeg. Så havde Martin et job som ingeniør, så han tjente lidt flere penge. Vi havde en opsparing der kunne dække det første halve år, så vi ikke skulle gå fra hus og hjem”, forklarer Mette og fortsætter:

“Men allerede efter tre måneder tjente jeg næsten det dobbelte, og der var plus på kontoen. Det var her jeg virkelig mærkede, at det var det her jeg gerne ville”.

Flere lag blev lagt på

“Efterfølgende har jeg taget en række uddannelser. Som massør arbejder man ofte fra 7-18, og det er altså et djævlehårdt arbejde. Så jeg ville supplere så jeg ikke ødelagde mig selv”, fortæller hun og fortsætter:

“Så udover at være massør er jeg Columna terapeut, idrætsskadeterapeut, kranio sakral terapeut og akupunktør. Det var egentlig også fordi, at jeg var træt af at sende folk til kiropraktor hele tiden. Og selvfølgelig også for at hjælpe mine kunder endnu bedre”.

Nyt kapitel, ny sport

“Vi flyttede til Malmø i 2012, fordi Martin blev headhuntet til et job deroppe. Jeg tror faktisk det var godt for mig. På det tidspunkt var Zumba på sit højeste – og jeg underviste meget i det, så jeg var nærmest ikke hjemme. Oveni det var der tre ugers ventetid i klinikken, så det gjorde det ikke bedre. Med børn på 10 og 13 år hang det ikke sammen, så det var godt for mig at trække stikket”, fortæller Mette.

“Og indenfor kort tid i Sverige begyndte jeg på triatlon, for jeg duer ikke til at sidde stille. Jeg fandt ud af, at det der triatlon faktisk er meget sjovt, og noget jeg egentlig er rimelig god til. Så siden har jeg udviklet mig stille og roligt, selvom der er et godt stykke vej endnu”, fortsætter hun.

Hvad er målet for fremtiden?

“Jeg har en drøm om, at tage til Hawaii i 2020 for at lave en Ironman. Men hjelmen skal spændes lidt mere, feltet bliver bedre år for år”, fortæller Mette.

Hvad er det der driver dig ud på de lange distancer?

“Det er faktisk det at give hi-fives til tilskuerne ude på ruten der holder mig i gang. Mine fedtede fingre fra gels skal allerhelst klappe så mange børn i hånden som muligt på ruten”, siger hun og fortsætter:

“Jeg tilmelder mig heller ikke løb hvor der ikke er tilskuere, det kan jeg ikke. Jeg tilmelder mig kun løb hvor jeg ved at der er tilskuere, fordi det for mig handler om at have en fest med tilskuerne, og det er det der trækker mig i gennem”.

Alle har dårlige dage

Når man følger Mette Bjeld, så kan man ofte tænke at hun er et stort overskudsmenneske, der aldrig er sur – men sådan er det ikke helt i virkeligheden.

“Jeg har også dage hvor jeg tænker, at jeg hellere må gå i seng fordi verden ikke er tjent med mig og mit humør. Men ofte kan man altså beslutte sig for at være positiv i stedet for at finde de trælse ting frem”, lyder det fra Mette.

“Det har jeg måske lidt lettere ved end andre, det ved jeg ikke. Jeg prøver også selv at søge folk der giver god energi, for det giver noget til mig”, fortsætter hun.

“Hvis jeg er rigtig træt af situationen, så tænker jeg på folk i kørestol. Jeg kan stadig en masse ting selvom jeg har ondt i baglåret. Det er ikke pædagogisk pænt for dem der sidder i kørestol, men det hjælper altså mig rigtig meget”, slutter Mette.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia
Annonce

Ugens Kurt: Finn Muus

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Direktør i Boligkontoret Fredericia, Finn Muus, er en glad mand for tiden, da Korskærparken for nylig kom af ghettolisten. Muus har været i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor vi har snakket om både ghettolisten, Muus’ erhvervskarriere, privatpersonen Finn Muus og meget mere.

Det er tirsdag middag, og Finn Muus og jeg har aftalt at mødes klokken 12:00 på Kurt’s Kaffebar. Jeg er selv lidt sent på den, da jeg har haft andre ærinder ude i byen, men til min lettelse er Finn endnu ikke kommet.

Lige præcis, da klokken bliver 12:00 ser jeg Muus igennem vinduet, og han sender hånden i vejret for at vinke, og går ind ad døren. Vi bestiller to kopper sort kaffe, og sætter os til bords.

Jeg kender ikke selv til Finn Muus’ baggrund, udover at han er direktør i Boligforeningen Fredericia, så vi starter med at snakke om den. Finn Muus er født i Kolding i 1956, og flyttede til Esbjerg i 1981 da hans hustru læste til sygeplejerske i Esbjerg.

“Da jeg flyttede til Esbjerg blev jeg ansat i Snedker og Tømrernes andelsselskab hvor jeg kort tid efter min ansætte blev valgt af medarbejderne som fællestillidsrepræsentant og medarbejdernes repræsentant i bestyrelsen. Jeg arbejde i virksomheden ind til 1985, hvor jeg søgte og blev ansat som kursussekretær på Esbjerg Højskole. Fra 1985 og frem poppede der mange nye lokale tv- og radiostationer op i det ganske land, og på den baggrund etablerede man på højskolen en medieskole. 1987 blev jeg spurgt, om jeg ville undervise der, samtidig med at man ville sikre mig en uddannelse via Danmarks Radio og en professionel teknikker der var ansat på Mediecenteret. I 1988 blev jeg leder af mediehøjskolen, et 20 ugers højskole forløb, for unge mennesker, der gerne ville være journalister eller teknikere. Vi brugte på højskole opholdet journalister fra Danmarks Radio til at tage den journalistiske del af uddannelsen, hvor jeg så tog den tekniske del,” sammen med en kollega forklarer Finn og fortsætter:

“Jeg havde ansvaret for mediehøjskolen i to år, hvorefter jeg så stoppede da man i de  to årlige højskole forløb stort set ikke er hjemme så længe opholdt varer. Min hustru og jeg havde i mellemtiden får to børn så jobbet det passe ikke rigtig mere ind i vores liv. Jeg fik lov til at komme tilbage til mit tidligere job som kursussekretær, og blev kort efter valgt som fællestillidsrepræsentant og kom i højskolens bestyrelse. Der var problemer med skolens økonomi, et problem som jeg i flere omgange havde gjort opmærksom på og jeg fik på den baggrund fik en plads i skolens forretningsudvalg.”

“En kollega til mig på højskolen sad i bestyrelsen i en boligorganisation i Varde og han opfordrede mig til at søge en stillingsom forretningsfører i Kongsgaards Andelsboligforening, hvor der var problemer. Jeg fik jobbet. Det var en lille boligorganisation med en meget lille egenkapital som betød at vi skulle klare langt flere opgaver selv hvis vi skulle styrke boligorganisationen. Vi fik sat gang i nogle store renoveringer og byggerier som løftede kvaliteten og udbuddet af boliger i byen. Da vi fik godt styr på organisationen blev jeg udpeget til Boligselskabernes Landsforenings Administrations udvalg og Kursusudvalg. Det førte det med sig at jeg begyndte at undervise på BL’s kurser og i den forbindelse at komme med oplæg på forvaltningskonferencer. Jeg fik min uddannelse i sektoren med en Bygherre- og direktør uddannelse som begge havde et to årigt forløb. 

Eventyret med Boligkontoret Fredericia

Finn Muus havde jobbet som forretningsfører i Kongsgaards Andelsboligforening fra 1995 og frem til 2007, hvor han skiftede bopælen i Tjæreborg ud med Thorsvej i Fredericia, da Finn fra februar 2007 blev ansat som direktør hos Boligkontoret Fredericia, og bosatte sig på Thorsvej senere samme år.

“Jeg var meget fokuseret på opgaven. Jeg blev direktør for en kendt organisation, hvor opgaven var at se på, hvordan vi på sigt kunne sammenlægge boligorganisationerne til én stor. Jeg blev kontaktet af bestyrelsesformand og næstformand, og var til tre samtaler i forhold til at få os talt ind på, hvad opgaven gik ud på. Jeg havde tidligere sammenlagt toboligorganisationer i Varde, og det var med baggrund og den erfaring at man i bestyrelsen i Boligkontoret Fredericia pegede på mig som direktør,” siger Finn og fortsætter:

“Man skal være fokuseret på, at nok er der meget praktik i at smelte organisationer sammen på den måde, men der er også følelser i det som man skal tage alvorligt. Man skal se processen som et hele, men det endte med at lykkes. Det var fantastisk, at det kunne lade sig gøre. Vi havde ingen modstand i forbindelse med sammenlægningen, fordi tror jeg, tog alle alvorlig. Fra 2011-15 sammensatte vi en bestyrelse med bestyrelsesmedlemmer fra alle de  4 forskellige boligorganisationer. Der var 21 bestyrelsesmedlemmer, som efter aftale i 2015 blev reduceret til ni.

Hvordan var det at komme til Boligkontoret Fredericia som direktør?

“Det var en kæmpeopgave, som vi havde på daværende tidspunkt med 72 afdelinger, som man skulle sætte sig ind i budget- og regnskabsmæssig, men også at få et overblik og lære afdelingsbestyrelserne at kende,” forklarer Finn Muus.

Forvandlingen i Korskær- og Sønderparken

I Finn Muus’ tid har flere af de helt store “slag” stået i Korskær- og Sønderparken, som er blevet kraftigt renoveret og moderniseret.

“Vi havde afdelinger, der trængte til at blive renoveret. Der var sociale problemer, og der var problemer med afbrændinger af biler, miljøstationer og alt muligt tilbage i 2008, som jo var på bagkanten af ”Muhamed krisen”. I Korskærparken blev der kastet med brosten og væltet campingvogne og der var derfor et stort behov for en indsats,” fortæller Finn Muus og kommer ind på, hvordan man forsøgte at løse problemerne:

“Kommunen støttede op med deres medarbejdere, og i det tale taget lykkedes det kun at stoppe de problemer der var med unge mennesker pga. samarbejde med blandt andet kommunen, og politiet. Med en fælles indsats fik vi gjort noget ved problemerne. Politiet øgede patruljeringen i området hvor de fik mødetider i Medborgerhuset, hvor beboerne kunne komme og tale med dem. Politiet cyklede rundt, og det sammen med en indsats fra os og kommunen var med til at skabe tryghed.”

Det er dog ikke kun indsatsen med kommunens medarbejdere og politiet, der ændrede billedet i Korskær- og Sønderparken.

“Det, der har skabt de store forandringer i begge områder, er renoveringerne, hvor vi sammen med vore kollegaer i boli.nufik højnet kvaliteten i begge områder. Det har gjort, at menigmand kunne se sig selv bo i områderne. Det handler om kvalitet, og det handler om ordentlige boliger. Vi har fået tiltrukket folk fra parcelhuskvartererne, og det er en stor sejr,” siger Finn og kommer ind på, hvad det betyder, at Fredericia nu er helt ghettofri.

“Det betyder rigtig meget. Det har vi allesammen ydet en fælles indsats for. Kort sagt var målet at komme af listen, og vi skulle udvikle områderne til at kunne tiltrække flere  ressourcestærke beboere. Det betyder meget for os boligorganisationer og kommune, at vi nu er kommet af, og ikke har en trussel hængende om, at der skal rives boliger ned. Vi fortsætter samarbejdet med kommunen, ikke mindst i forhold til en udviklingsplanen, der skal sikre at vi ikke kommer på Ghettolisten igen.

Boligkontoret Fredericia fem år ud i fremtiden

Et af Finns, Boligkontoret Fredericia og kollegaerne fra boli.nu’s helt store mål har hele tiden været, at Fredericia skulle være ghettofri. Nu er planen at fortsætte udviklingen.

“Udover at renovere, så bygger vi også nyt, så det er spændende. Fredericia kommunen er i en god udvikling, og der kommer flere til byen, end der er fraflyttere. Kan vi fortsætte med det gode byliv med gode cafeer, restauranter og Teateroplevelser, kombineret med gode boliger, løfter det Fredericia,” siger Finn og løfter sløret for, hvor Boligkontoret Fredericia vil sætte ind med nybyggeri:

“Vi vil gerne bygge mere på havnen eller i Erritsø. Der er også interessante områder omkring Bøgeskov, Trelde og den vej ud. Vi vil gerne sammen med vore kollegaer være en del af kommuneplanen så vi i langt højere grad sammen med Fredericia Kommune kan planlægge de næste mange års opgaver.

Finns politiske karriere

Udover at være direktør for Boligkontoret Fredericia, er Finn Muus også politisk aktiv. Da han var 29 år meldte han sig ind i Socialdemokratiet, og det kom sig af, at Finns far døde i en ung alder, og hans mor derfor stod alene med fire børni en alder af 35 år, og kæmpede sine kampe for at få det hele til at løbe rundt.

“Så jeg fik set den side af livet, og hvor hårdt det kan være. Jeg startede med at stille op til Esbjerg Byråd i 1989. Dengang var der diskussioner om Musikhuset i Esbjerg, som var et stort tema i valgkampen. Jeg kom ikke ind, men var tæt på,” fortæller Finn, der igen stillede op til Kommunalvalget i Fredericia i 2017:

“Jeg ville byde ind i forhold til at udvikle byen,” konstaterer Finn, der ikke kom ind i Byrådet, men har været med som 1. suppleant til flere Byrådsmøder. Om Finn stiller op til næste Kommunalvalg har han ikke taget stilling til endnu.

“Det tager vi til den tid, men det kunne godt være. Jeg synes i det hele taget, at der er god stemning i Byrådet blandt alle byrådsmedlemmerne hvilket jeg synes er en stor kvalitet. 

Camping, teater og håndbold

Når den ikke står på arbejde, er Finn naturligvis sammen med familien, men når der er tid til det står den også på camping.

“Vi campere en del, og har været i store dele af Europa, men vi campere også meget herhjemme. Jeg læser bøger, når jeg har tid til det i ferierne, i det daglige er det meget faglitteratur, som jeg læser,” siger Finn og kommer ind på fascinationen af camping:

“Det at flytte sig fra sted til sted gør, at man kommer til at snakke med mange forskellige mennesker, der er mange forskellige steder i deres liv, og de samtaler kan jeg godt lide da det giver et godt billeder af hvor Danmark er idag. Det er en frihed, at man ikke kan gå i haven men i stedet kan nyde tilværelsen uden pligter. Man sætter sig bare ud foran campingvognen med en bog og ser på det liv der udspiller sig på campingpladsen, så slapper jeg af,” forklarer Muus, der også er hyppig teatergænger:

“Vi har set alle de store forestillinger der er opført på Fredericia Teater,” siger Finn,

Jeg er ikke længere fysisk aktiv i nogen sportsklubber: “Men jeg spillede meget håndbold, da jeg var yngre. Da jeg var ynglingespiller kom Jørgen Heidemand, Flemming Hansen og mange af de store håndboldspillere fra Fredericia til Kolding håndbold klub. Det var meget spændende,” forklarer Finn, som også har dyrket andet end håndbold:

“Jeg gik til brydning, jeg har spillet cricket og fodbold, men håndbold greb mig. Det var kammeratskabet og en fysisk sport, der trak i mig. Jeg trænede noget mere dengang end nu,” slutter Finn Muus med et grin og tager en sidste tår af kaffen, inden vi igen går hver til sit.

Fakta Finn Muus:

Alder: 62 år
Født i Kolding
Flyttede til Fredericia i 2007
Tømreruddannet på Kolding Teknisk Skole
Er gift
Har to sønner

www.perhaps.dk
Annonce

Ugens Kurt: Søren Møller

Af
Thomas Lægaard
-
0
Søren Møller
Teaterchef Søren Møller. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Det er Ugens Kurt-tid. En person, som vi har ønsket os i længere tid, ankommer på kaffebaren inden længe. Han er en travl mand, men altid meget imødekommende. Han skal ikke gå langt fra sit kontor på Fredericia Teater, Ugens Kurt er Søren Møller.

Søren Møller ankommer nærmest på klokkeslættet, som vi har aftalt. Med en let manøvre afslutter han sine mailkorrespondancer og går på flymode, så han kan være nærværende. 

Søren blev født i Varde, men havde ingen tilknytning til byen. Hans mor læste til sygeplejerske, så man kan næsten sige, at han blev født på sin moders arbejdsplads,, Varde Sygehus. Søren boede mange steder i sine første leveår, men han oplevede det aldrig som en usikker barndom.

“Jeg oplevede det som at have fast grund under fødderne. Børn er meget mere omstillingsparate, end man regner med”, siger Søren om opvæksten.

Viborg

For Søren blev Viborg det første faste holdepunkt, her boede han fra han var otte til 16 år. I den periode kom musikken, computeren og elektronikken ind i hans liv. Søren fik sin første guitar, da han var 7 år, men det var da han blev ti år, og fik et keyboard, at en ny verden åbnede sig for ham.

“Jeg lærte selv at spille keyboard, fordi jeg var meget stædig, det var spændende, fordi man selv kunne forme musikken. Senere begyndte jeg at læse noder, og kunne bruge mange timer på at at spille musik”, siger Søren.

De første computere kom i de danske hjem i startfirserne, og der hoppede Søren med på bølgen.

“De første computere, der kom, havde ingen muligheder for at gemme. Man skrev en kode ind og eksekverede den. Jeg reparerede også radioer, jeg skilte nærmest alt elektronik ad, som jeg kom i nærheden af”, siger Søren.

Sørens møde med den alsidige musik var, da han fik en brugt samling lp’er, der var Beatles, Elvis Presley og forskellig Rock and Roll-pladder.

“Jeg havde også en spolebåndoptager med tilfældige spolebånd, som jeg lyttede meget til, der var både dansktop, James Last og disco fra halvfjerdserne. Det gav lidt uden, at jeg vidste det, et bredt musikalsk fundament”, fortæller Søren.

Da Søren var 14 år, begyndte han at synge mere seriøst. Han havde dog altid sunget, og kom senere ind på Musikskolernes Overbygningsuddannelse som var forløber for den uddannelse, som vi kender som MGK.

På uddannelsen blev Søren ikke længe, det var ikke det, som han havde regnet med. Det var meget baseret på den klassiske sangtræning og nodelære.

“Jeg skiftede til en masse hård rock, det viste sig at være en fantastisk vokaltræning, fordi man skulle synge højt. Jeg fik et veltrænet instrument, og var ikke i tvivl om, at jeg skulle bruge det til noget”, fortæller Søren.

Søren flyttede allerede hjemmefra, da han var 16 år. Han klarede sig selv, og arbejdede på en fabrik, indtil han kunne flytte til Aarhus.

Aarhus

I perioden mellem 1989 – 1990 flyttede Søren til Aarhus, han kendte ikke rigtigt nogen i byen og startede på Langkær Gymnasium.

I gymnasiet bliver Søren hurtigt en del af et musikermiljø, han kommer med i skolens big band. Han kommer også med i et soulorkester, der hed Soul Only, som iøvrigt turnerede med store navne som Ivan Petersen, Mek Pek og Nicolai Steen. 

“Bandmæssigt var vi sådan en “Commitments størrelse før filmen”, vi åbnede  Midtfyns Festival i 1993 – det tog hurtigt fart. Fra 1990 til 1994 spillede vi sådan set, hver weekend. Jeg levede som udøvende musiker, det var det jeg drømte om foran spejlet, vi spillede for alt fra 15 til mange tusinde mennesker, så jeg fik fint afløb for det”, siger Søren.

Mødet med Langkær Gymnasium bød også på vigtigere ting end musik, det er her at Søren møder sin store kærlighed, Louise, som han stadig er gift med. Hun var kun 17 år og Søren et år ældre, da de på en tur til Norge med et musicalprojekt, hvor Louise er i dramagruppen og Søren i bandet.

Musicals

Louise ser, at der søges skuespillere til opsætningen, “Maya i Ridehuset”, den opsætning søger Søren og og får en understudy (standin) for de to mandlige hovedroller og kommer med i ensemblet. 

Hvordan var det at være understudy, vil man ikke gerne på scenen?

“Jo man håber selvfølgelig altid at komme på scenen, men det var bare fedt og jeg var opslugt af det. Jeg kæmpede for at kunne lære at danse uden at falde i gennem, der var mange kompetencer, der skulle bringes op på niveau. Det var en fantastisk tid med et flot cast, vi var alle små unge Aarhusskuespillere som alle blev til noget”, siger Søren

I 1994 får Søren sin første hovedrolle som Danny Suko i Grease, da den spiller i Musikhuset i Aarhus. Søren læser dramaturgi i et år og skifter til musikkonservatoriet med den rytmiske sang i fokus.

“Jeg husker det som en fed tid, på det tidspunkt havde jeg to originale bands, i det ene band skrev jeg hovedsageligt det hele. Det ene, Audia, var sådan et rockorkester med to trommeslagere, tre guitarister og en bassist. Vi var en blanding af amerikansk traditionrock, der møder Queen. Det andet, Days At The Lighthouse, var et poprockorkester, hvor der mere var fokus på det gode hit”, siger Søren

Tekstuniverset i Audia er, søgen efter svar på de store spørgsmål. Søren er optaget af verden i både micro og makro. Fra debutalbummet i 2004 Great Dividing Strange synger en yngre Søren Møller på sangen Mother Nature om at det er gået galt og at vi ikke fandt ud af, at vi gjorde det på vejen.

Søren Møller synger om en verden hovr det er gået galt i 2004.

Samtalen flyder og vi når næsten ikke at drikke af vores kopper, Søren bliver en smule filosofisk så jeg fortsætter bare med at notere.

“Samfundet er blevet mindre rummelig eller tolerant end det var i 70erne og 80erne. Vi kan mere og mere og vi bliver dygtigere, men vi bliver ikke nødvendigvis klogere og bruger vores viden hensigtsmæssigt. Jeg har haft flere muligheder end mine forældre og mine børn får endnu flere, men vi er nogle fjolser til at forvalte det”, siger Søren.

Fredericia, men stadig Aarhus

Søren bliver ansat på Det Danske Musicalakademi som timelærer ved opstarten i 2000, men der går ikke lang tid før hans opgave eller mission kræver noget andet. Han havde sammen  med en kollega på Musikkonservatoriet lavet en gennemgribende revidering af studie ordningen.

“Det gjorde at jeg havde en frisk erindring men også flair for hvordan en uddannelse skulle struktureres, det gjorde at jeg gik allin på at sætte en uddannelse i system, gøre den tidssvarede og skabe en professionel elite uddannelse” siger Søren.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce


Søren bliver studieleder allerede året efter i 2001, han nævner Uffe Steiner, Inger Davidsen og Helge Reinhardt som dem der lagde grundstenene for Det Danske Musicalakademi.

“Helge Reinhardt var ham, der der fik det til at ske med bygningen og med funding. Man kan sige, at han var iværksætteren og jeg var arkitekten på uddannelsen”, siger Søren.

I 2005 bliver Søren så Rektor, han turnerede stadig, mens han var studieleder, men nu blev det fulde fokus sat i fæstningsbyen. Søren mener, at det handler om at gøre en forskel og den gjorde han bedre bag skrivebordet end på scenen.

Fredericia Teater

Inden Søren bliver den anerkendte leder af Fredericia Teater, som han er i dag, når han selv at stå på den store scene i Prinsessegade. Det bliver til flere roller frem til 2005, men den han husker bedst, er drømmerollen som Jesus i Jesus Christ Superstar.

“Jeg troede ikke, at jeg fik rollen, jeg var for det første mørkhåret, Jesus har langt lys hår og skæg. Jeg fik rollen, det var fantastisk, når det gik godt dengang så solgte man 7 – 8000 biletter”, siger Søren.

Søren var blevet spurgt et par gange om at blive leder af Fredericia Teater, men havde sagt nej. Akademiet var ikke afsluttet, det var en ambition, at det skulle statsliggøres, det skete fra 2012.

Da Søren så sagde ja i 2010, havde han halvandet, år hvor han både var Rektor og Teaterdirektør, men det var nødvendigt. 

“Efter et halvt år meldte jeg ud, at det gik ikke, det går jo, men det udvikler vi os ikke på. Jeg satte nogle krav for hvordan vi skulle udvikle os, vi skulle spille nye ting, ting, der ikke var spillet eller ting, vi selv udviklede. Vi skulle have biografen med, så vi også kunne spille små ting. Jeg sagde også, at det kommer til at give underskud. Man kunne se det som en investering eller man kunne lade være, begge dele var fine med mig”, fortæller Søren om kravene.

Det var sådan Søren præsenterede den nye profil, som vi kender i dag, det tog tid at opbygge et publikum.

“Det var det, der manglede”, siger Søren uden tøven og fortsætter, “Det kom også til at give underskud, det bølgede frem og tilbage, mere end nogen kunne forestille sig”.

Da Søren satte sig i direktørstolen stod publikumsrekorden tilbage fra 2000 på 18.000 solgte biletter til opsætningen af Chess. Første store milepæl kommer i 2011, da Søren melder ud at han regner med at sælge 30.000 billetter til Europa premiere på Aladdin.

“Folk troede, at jeg var åndssvag, men vi endte med at sælge 106.000 biletter, som organisation var vi ni mennesker, nu er vi cirka 50 medarbejdere”, siger Søren om første gang, de slog rekorden.

Siden Søren holdt sin receptionstale, da han tiltrådte, er der sket det, som han sagde, der ville ske. Alle fredericianere ved efterhånden, når der er noget nyt teater i byen, så vi dvæler bare ved et par få af de tal, Søren nævner.

Biletter på landsplan, Shubidua 180.000, Seebach 207.000, og målet om at sælge en kvart million på en sæson er også nået.

Efterhånden som samtalen skrider frem, tegner der sig et billede af en mand, der ved han vil, der ikke er bange for at melde sine mål ud og så også nå dem. Søren var kompromisløs, da han stak retningslinjerne ud for ledelsen af Fredericia Teater. Ligeså kompromisløs og fremsynet er han også omkring et nyt Fredericia Teater

Nyt Fredericia Teater

“Jeg er sikker på, at vi skal udvikle os videre og hvis jeg skal være chef så, skal vi have en ny ramme. Vi har nået max  i Prinsessegade, det er både på og omkring scenen. Fredericia Teater er ikke bygget til 100.000 teatergæster om året. Det det er en gammel vidunderlig bygning, men den arbejder i mod os og hvad vi kan”, siger Søren om et nyt teater i Kanalbyen.

Søren mener, at Fredericia Teater er et så anerkendt brand i sig selv at biletterne ikke bliver solgt på rammerne, men det indhold og den høje kvalitet som produktionerne leverer.

“Jeg plejer at sige, at folk kommer ikke på grund af bygningen, stole eller klimaanlæg, men fordi forestillingerne er i særklasse. Det gør, at folk har stor tillid til brandet, Fredericia Teater, tænk hvis bygningen også var en attraktion i sig selv, og tænk hivs vi kunne ramme en kvart million om året her i Fredericia alene”, siger Søren

Det ville i følge Søren være både godt for erhvervslivet og byens videreudvikling. Vi har allerede fået status som national musicalteater, så med et nyt teater ville vi kunne komme op og måske også få udenlandske turister.

“Det er ligesom, når turister besøger Billund for at tage i Legoland, det handler ikke om, hvor man er, men kvaliteten af det, man laver. Omkring udviklingen af Kanalbyen er jeg ikke bange for det går ud over den eksisterende bydel. Jeg har fulgt det fra, der lå fabrikker selvom området næsten er ligeså stort som byen, selvom vi om nogle år bliver flere, har vi altid voldene til at omslutte os. Jeg tror samlet, at det kan blive verdens største landsby, fordi vi med voldene har en tryg ramme, der er hyggelig. Det får ikke en storby fornemmelse, uden det ikke også kan være urbant, det kan jeg kende fra Aarhus, siger Søren om byudviklingen.

Hvordan er  det at være med til at give byen liv, når der kommer mange musicalgæster til?

“Det er fantastisk at lede en kulturorganisation, der gør en forskel. I en storby er det ikke sikkert, at det bliver værdsat, som det gør her i Fredericia. Jeg oplever byen som medspiller og jeg ser også, at vi har et ansvar over for byen, jeg skal til en hver tid forsøge at tiltrækkes så mange mennesker til Fredericia ved, at det vi laver, har et appeal til mange mennesker. Det vil jeg gerne gøre uden at gå på kompromis, selvom vi har et kommercielt brand, som vi alle kender og kan forholde os til, så skal der være kalorie i det. Man skal gå ud rigere, end man går ind”, siger Søren.

Endelig Fredericia

Selvom Søren har haft nok og se til i Fredericia, så er det faktisk først i 2008 at familien rykker til fæstningsbyen. Der er blevet pendlet heftig fra smilets by og da han lander med sin kone Louise er der kommet to børn med i bagagen, Sofia som blev født i 2002 og Selma fra 2007.

Familien bor ved Østerstrand, som også er Sørens yndlingssted i Fredericia. “Østerstrand er en perle, der er smukkere end ved stranden i Aarhus. Der er kommet  liv ved Østerstrand, hvilket er endnu en driver for byens udvikling, det er et naturmekka med liv”, afslutter Søren.

Kaffen er ikke bare blevet kold, koppen er tom. Jeg har fået et billede af en hårdtarbejdende mand. Søren ved, hvad han vil have; et nyt teater i verdensklasse. Han er også en mand, der har haft mange kasketter, derfor er jeg stolt over at overrække ham titlen, han ikke har haft før: Søren Møller, Ugens Kurt.


www.eventc.dk







Ugens Kurt: Ib Østergaard

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Ib Østergaard. Det er en mand, som en del formentlig er stødt på i forbindelse med fag og firmaidræt i Fredericia. Vi har sat Ib i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han kommer ind på sin opvækst, sit arbejdsliv, hvor han blandt andet har været indehaver af Provianten sammen med konen, og ikke mindst tiden med fag og firmaidræt, som for tiden har meget fokus på Ladies Mud Race, der nyder stor succes.

Det er tirsdag middag. Ib kommer gående ind fra kulden ude i Jyllandsgade og gør sin entré på Kurt’s Kaffebar, hvor vi bestiller en sort kaffe til os begge.

Ib blev fornyligt indstillet til Kulturministerens Idrætspris 2018, og det snakker vi løst og fast om, inden vi for alvor går i gang med snakken.

Vi starter med at spole tiden helt tilbage. Ib fortæller, at han er opvokset i Falstergade og Anchersvej, og gik i skole på Købmagergadeskole.

“Det var en fin tid. Det var som skoler skal være, hvor man er ubekymret. Jeg startede faktisk allerede stille og roligt med at være selvstændig der. Jeg var med til at udvikle skoleavisen. Et par kammerater og jeg synes, at vi skulle lave en avis. Vi gjorde det i konfirmationsalderen og skrev om alt muligt, som havde noget med skolen at gøre,” siger Ib, der i tiden efter Købmagergadeskole sprang ud i håndværkerfaget:

“Jeg kom i mesterlære som elektriker. Jeg synes, at det var fantastisk at komme ud at have praktikken under huden. Det var andet end skolen, og jeg fik luft under vingerne i de fire år, som det tog.”

Ib er den dag i dag selvstændig, og driver firmaet Fund Magic, som til at starte med ikke var det er i dag.

“Jeg startede med at være spilleautomatsmand. Jeg interesserede mig for elektronik og ting i den genre. Jeg arbejdede med det i 24 år, hvor jeg så konverterede til IT-konsulent med Fund Magic,” forklarer Ib og tager en tår af kaffen.

Tiden med Provianten

Selv kan jeg ikke huske det, men Ib drev i 25 år Provianten, der stadig lever i bedste velgående i Jyllandsgade.

“Vi skulle finde noget min kone kunne hygge sig med. Vi så, at Provianten var til salg, og så slog vil. Vi snakkede lidt om det, og endte med at tage skridtet,” forklarer Ib.

Det var Ibs kone, der stod for butikken, og det var en tid, som hun var glad for.

“Hun elskede det, selvom det var en omvæltning. Vi havde den næsten i 25 år, og det fortæller også, at man har elsket det,” siger Ib og kommer ind på sin egen rolle med Provianten:

“Jeg havde ikke rigtigt noget med butikken at gøre, men jeg lavede sådan nogle praktiske ting som regnskab og lignende,” husker Ib.

Fag og firma siden 1986

Ib har en lang fortid indenfor fag og firmaidræt i Fredericia, og det hele startede tilbage i 1986.

“Det var fordi, at dommerne var dårlige, så tænkte jeg, at jeg kan gøre det bedre,” siger Ib og griner.

Dem der var aktive med fag og firmaidræt indenfor fodbold husker formentlig også Ib som manden med fløjten, og det var også fodbold, som han startede ud med.

“Det udviklede sig stille og roligt for mig. Det var fodbold jeg startede med, da det var det, der var interessant for mig og derfor det naturlige sted at starte,” forklarer Ib.

Hvordan har fag og firmaidræt udviklet sig siden du startede?

“Der er sket det, at førhen var der fag og firma indenfor de gængse idrætsgrene. Fodbold kører stadig, og mange idrætsgrene er kommet til siden,” siger Ib.

Indenfor fag og firmaidræt er der igennem tiden også blevet tænkt ud af boksen i forhold til at få aktiveret folk til at være med.

“Vi begyndte at fokusere på den slags i 2003 med, hvordan vi hele tiden sørger for at være med på beatet. Vi startede firma team challenge i 2006, hvor vi kørte rundt til destinationer i byen. Man fik koordinater og løste forskellige opgaver. Det var populært i de år, hvor vi kørte det,” husker Ib.

Hvordan finder man på idéer som den og eksempelvis Ladies Mud Race, som er oppe i tiden?

“Ved at snakke med mennesker. Det handler om at lytte, snakke og begejstrer. Det hele startede med, at vi var nogle, der var til Adventure Race, og efterfølgende tænkte: Det skal vi gøre i Fredericia. Sådan er det med alle events, da det er noget vi selv har prøvet at være med til, og tænker, at det må vi have til byen,” forklarer Ib.

Ekstrem mandehørm udviklede sig til Ladies Mud Race

I dag er Ladies Mud Race populært, og er udbredt til flere byer, men at det netop blev til et kvindeløb, er lidt af en tilfældighed.

“Det beror lidt på held, at vi har fået den succes vi har. Det hele startede i januar 2016, hvor vi besluttede at arbejde med ekstrem mandehørm. Det skete ude ved militæret på Ryes Kasserne. Der var en kvindelig oberst, der var villig til at komme ud på Fælleden og synes, at det var ærgerligt, at kvinder ikke kunne deltage. Hun synes, at det kunne være sjovt at lave testløb med hende. Det startede hele debatten om at lave et kvindeløb. Det endte med, at vi inviterede kvinderne med og havde 100 stykker med, der unge prøvede ruten før mændene. De billetter blev solgt på fem dage uden vi havde lavet nogen form for markedsføring. Vi udbød yderligere 150 billetter, som røg på no time. I 2016 fandt vi interessen og oplevede, at vi havde et spændende marked at arbejde med,” siger Ib.

“Vi kiggede på konceptet med mandehørm, da vi lavede underskud på det, da der ikke var nok deltagere. Vi lavede om på konceptet, og sagde, at vi dropper mandehørm, og vi gik i stedet all in på Ladies Mud Race. Den besluting tog vi i november 2016. Fra november til februar 2017 skulle vi have gjort det hele klar, og efter kort tid havde vi solgt 1.200 pladser,” fortsætter han og pointerer:

“Man skal huske på, at én ting er vi tager den beslutning i 2016, men netop fordi vi er presset, og fordi der ikke er deltagere nok, så kontakter vi Radio VLR og hører, om vi hvad vi kan gøre. Vi lavede radiospots på både Mudrace og mandehørm, og så kom der tilfældigvis en journalist og deltog i det, og hun skrev om det. Vi kom  i mange medier med det, og vores Facebook blev bestormet af mange, der gerne ville være med. For at det ikke skal være løgn, så åbnede vi først vores Facebook-side officielt i januar, men folk fandt ind til den, og vi oplevede, at der var voldsom interesse. På 26 dage havde vi udsolgt, og fra alle steder blev der råbt om vi ikke lavede flere løb i hele landet.”

Ib er i dag 50 år, og har været engageret i Fag og Firmaidræt i  siden 32 år, og han er ikke blevet mæt.

“Jeg tror ikke, at jeg har nogen deadline. Den dag jeg ikke har flere idéer stopper jeg. Det er en fritidsbeskæftigelse med mange andre frivillige, hvor vi holder af hinanden og kan lide hinanden. Det er derfor vi kan lave det vi gør. Det er som en slags familie os frivillige. Det magiske ord er, at det skal være sjovt og rart at være med,” udtaler Ib.

Udviklingen i Fredericia

Kaffen er ved at være tom, og vi skal begge videre i hvert vores program. Vi sidder i hjertet af Fredericia, hvor der i løbet af de seneste år er sket mange ting.

“Det synes jeg er meget fedt. Det er blevet lettere at komme med nye produkter, og førhen var man meget traditionsbundet, men borgerne er blevet hurtigere til at tage tingene til sig, og det er godt,” siger Ib og kommer ind på havneområdet, hvor Fag og Firmaidræt også havde idéer:

“Det er rigtig fedt dernede nu. Da man tyndede ud på havnen snakkede man faktisk også om at få noget idræt derned dengang. Det med, at man fik den tunge industri ud til Taulov og lignende giver god mening. Det giver et godt miljø herinde i byen,” forklarer Ib, der også selv er flittig til at bruge byen:

“Når jeg løber og cykler, så kan jeg ikke undgå at bruge den. Det er også fedt at handle lokalt, synes jeg. Vi har ikke mega meget, men der er lidt af hvert, og man kan finde alt her,” lyder det fra Ib Østergaard.

Fakta Ib Sørensen:

Alder: 50 år
Født i Fredericia
Gik på Købmagergade Skole
Udlært elektriker
Har en kone
Har en dreng på 33 år

Ruth Rahbeks have blev indviet på Othello: Mor ville sige godt gået

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Orangeriet” på Othello, som er blevet døbt Ruths Have, til ære for afdøde Ruth Rahbek, der har doneret pengene til den nye oase, blev fredag indviet med taler fra Ruths søn, Lars Rahbek, og Borgmester Jacob Bjerregaard, der fortæller donationen til haven er lige i Ruths ånd.

Hele seancen blev indledt i cafeen på Othello, hvor Borgmester Jacob Bjerregaard holdt en åbningstale, ligesom også Lars Rahbek talte.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Jeg har glædet mig meget til at synge,” indledte Bjerregaard med henvisning til, at der undervejs blev sunget et par sange, inden han slog over i den seriøse tone:

“Jeg har i dén grad også glædet mig til at klippe snoren. Det ser fantastisk ud  derude, hvor jeg lige har været at kige. Vi håber, at jeres familier og jeg får stor glæde af Orangeriet,” sagde Bjerregaard og fortsatte:

“Ruth ønskede at give noget tilbage til byen, som hun elskede så højt. Ruth var i en menneskealder, sammen med hendes mand Poul, med til at udvikle byen. Ruths hjerte bankede for de svageste, og donationen kommer til at glæde mange, som hun netop ønskede det. Udover donationen til Orangeriet donerede Ruth også penge til Veteranhjemmet, KFUM Soldaterne og Kvinde Krisecentret, som også er områder Ruth brændte for,” fortsatte Borgmesteren og sluttede:

“Jeg vil gerne takke Lars personligt for de snakke, som vi har haft omkring, hvad der skulle ske. Din mor ville være utrolig stolt af dig,” lød det fra Jacob Bjerregaard.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Lars Rahbek tog efterfølgende ordet og sagde:

“Det er dejligt at se så mange her i dag. I de her dage er det år siden, at jeg havde muligheden for at bede om et møde med Jacob Bjerregaard, da mors testamente blev åbnet, hvori det stod, at jeg havde beføjelser til at bestemme, hvad der skulle ske med hendes donation. Som mor sagde, så vidste hun ikke, hvordan det ville se ud tre år frem i tiden. Igennem mange møder lærte vi, at tålmodighed er en dyd, men bedre sent end aldrig, som man siger. Det er blevet rigtig flot, og det har været ventetiden værd,” sagde Lars og fortsatte:

“Mor havde et ønske om, at hovedparten af donationen skulle gå til Othello, og jeg håber, at det der står her nu bliver til glæde for alle. Jeg håber, at vi fremover kan se tilbage, at da kommunen sagde ja til det her, at jeg jeg så bliver glad og stolt. Hvor end mor er, så er jeg sikker på, at hun ville sige godt gået,” lød det fra Lars Rahbek inden seancen blev rykket ud til Ruths Have, hvor snore blev klippet af Borgmester Jacob Bjerregaard.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Om Orangeriet:

Orangeriet er blevet til på baggrund af donationen på en million kroner fra afdøde Ruth Rahbek. Pengene var øremærket til et orangeri med tilhørende haveanlæg ved Othello. Her tilbragte Ruth Rahbek de sidste tre år af sit liv. Orangeriet er en del af Ruth Rahbeks have, som skal blive en oase til brug for de der bor på Othello, de pårørende og de borgere, der kommer i dagcenteret.

Orangeriet kan bruges alle dage, og borgerne og deres pårørende kan tage kaffen med og tænde pejsen, og så hygge sig i familiens skød, se børnebørnene leger i haven, kigge på fiskene i søen eller hestene i folden. Orangeriet ligger lige ved vejen rundt om Othello, så det bliver et godt sted til et lille stop på gåturen rundt om Othello. Der bliver planter, der kan duftes til og på sigt også frugter, der kan plukkes. Udenfor er der en sofagynge, som kan bruges, når vejret tillader det. Efterhånden skulle det blive til en smuk blomstrende have, hvor forårsblomsterne vrimler op af græsplænen, roserne dufter og buske og træer danner rammen om en lille oase ved det store hus. 

Se her flere billeder fra indvielsen:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
www.eventc.dk

Ugens Kurt: Sarah Savas

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Sabina Mehic, Fredericia AVISEN

Sarah Savas er uddannet kosmetolog, og er datter af Byrådspolitikeren Turan Savas.  Sarah er blevet sat i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor hun blandt andet fortæller om sin opvækst som den ældste i en søskendeflok med tre lillebrødre, tiden som selvstændig og hvordan det er at være datter af Turan Savas.

Klokken er præcis 10:00. Ind ad døren på Kurt’s Kaffebar træder Sarah.

Vi sætter os ved et bord og begynder at snakke om løst og fast, inden vores kaffe kommer. Kaffen er virkelig tiltrængt for os alle i den bidende kulde, der er for tiden.

Jeg starter med at spørge Sarah indtil barndommen, hvor vi starter med tiden i folkeskolen.

“Jeg gik på Erritsø Centralskole, og gik efterfølgende i 10. klasse. Jeg havde allerde en klar idé om, hvad jeg ville i folkeskolen, men jeg tog 10. klasse for at blive mere moden. Jeg gik på erhvervslinjen i 10. klasse, og fik samtidig et arbejde, hvor jeg tjente penge ved siden af,” indleder Sarah og kommer ind på, hvad der skete efter 10. klasse:

“Jeg blev Supervisor på Sunset, der åbnede dengang. Samtidig startede jeg på HHX, hvor jeg fik min hue på efter tre år.”

De fleste husker tilbage på deres skoletid med glæde, og det er også tilfældet for Sarah.

“Som jeg husker det, så kunne jeg godt lide at gå i skole. Jeg har altid været kreativ. Jeg elskede at lave filmprojekter, og har gået op i IT og lignende. Jeg var ikke så boglig, men mere praktiskorienteret. Vi havde et godt fællesskab,” forklarer Sarah og kommer ind på tiden i 10. klasse:

“Det var lidt noget andet end folkeskolen. Vi blev mere behandlet som voksne, og vi blev forberedt på tiden i gymnasiet, men vi hyggede os også rigtig meget. For mig handlede året mest om at få det sidste år inden HHX, da jeg ikke var klar til at tage det direkte spring fra folkeskolen,” siger Sarah og begynder at grine, da jeg spørger ind til tiden på HHX:

“Det var fest og farver,” griner Sarah og slår over i den seriøse tone: “Ej, det var hårdt. Det ramte mig lidt, hvor meget HHX krævede, fordi det var meget handelsorienteret. Det var langtfra fag, som jeg havde haft tidligere i mine 11 skoleår – der var blandt andet fag som virksomhedsøkonomi,” fortæller Sarah, der mindes studieturene på HHX:

“Studieturene er altid sjove at huske tilbage på, ikke at jeg husker så meget af dem, men vi havde det sjovt,” siger hun og fortsætter:

“Jeg arbejdede også meget i tiden på HHX, så jeg var ikke til alle festerne, fordi jeg arbejdede. Jeg festede nok ikke så meget som alle andre.”

Kom i lære som kosmetolog

Efter tiden på HHX tog Sarahs liv en ny drejning, som er det man kender hende for den dag i dag.

“Jeg kom i mesterlære som kosmetolog, hvor du lærer at drive en klinik. Undervejs bliver man ikke sendt på skoleophold, men kastet direkte ud i virkeligheden. Det var hård kost, det var virkelig hårdt. Det var hårdere end HHX, fordi jeg pludselig skulle lære en ny side af mig selv, og lære en ny branche at kende,” fortæller Sarah og kommer ind på, hvordan hun fik sin mesterlæreplads:

“Jeg blev optaget på pladsen i forbindelse med, at de efter 20 år flyttede lokaler og dermed opgraderede sig selv Klinikken var nået til et sted i deres virksomhedshistorie, hvor der skulle ske noget nyt. Min mester var en ældre kvinde, der var meget autoritær og meget velkendt i branchen i Danmark. Jeg skulle komme som det friske pust, som turde ændre ting og komme med forslag, og tage ansvar. Det var rigtig fedt, da det var mere end bare kosmetolog, fordi jeg lærte at blive iværksætter samtidig. Jeg læste Buisness Management ved siden af så jeg var lidt marketingschef.”

Sarahs tyrkiske rødder

Sarah er født og opvokset i Fredericia, men med hendes tyrkiske familie har hun også tyrkiske rødder, og dem er hun begyndt at dyrke.

“Jeg er begyndt at tage tyrkisk undervisning, men det er også fordi jeg nu føler, at jeg har fået mere energi af det vi har lavet med Style Lounge i det sidste års tid. I mange år har jeg ladet det stå stille, men jeg tænkte, at jeg skal udfordre mig selv,” siger Sarah, der også har haft sin far, Turan, i baghovedet i den forbindelse:

“Det betyder noget for mig at kunne lære min fars sprog. Min farfar blev syg, og det fik mig til at tænke over, at jeg mangler en del af mig selv. Hele mit liv har handlet om, hvem jeg er, fordi jeg er barn af to kulturer. Det tager mange år at finde ud af, hvordan man skal være sig selv, og det er først nu, at jeg er klar til det,” fortæller Sarah.

Selv bliver jeg nysgerrig og spørger indtil, hvordan Sarah ser på hendes opvækst med netop hendes baggrund.

“Det har været lidt specielt. Jeg tror måske mest det er det med, at jeg er den eneste pige i søskendeflokken, fordi der er forskel i opvæksten. Det handler også om ansvar og respekt for ens forældre. Jeg har altid haft ansvar og mange pligter. Det er der mange der synes, at de også selv har haft, men jeg havde det virkelig. Begge mine forældre arbejdede, og jeg hentede og bragte mine brødre, ordnede vasketøj og madpakker. Jeg kunne faktisk godt lide det, og havde lidt en mor-rolle. Det var lidt specielt for mig,” siger Sarah og kommer ind på kulturforskellen:

“Jeg mærkede mest til det i teenagealderen. Jeg mærkede det ikke, da jeg var mindre på samme måde. Jeg synes det var specielt, at vi havde lidt af det hele, men det var i teenagealderen, at den hårde side ramte,” udtaler Sarah.

Turan Savas som far

Sarah er som skrevet datter af Turan Savas (A), og det har også givet hende oplevelser.

“Det er lidt specielt, både på godt og godt. Jeg synes min far er virkelig sej, og har været en inspirationskilde til min arbejdsgang. Den mand elsker at arbejde, og det har han altid gjort. Jeg kan se på ham, hvor meget han brænder for det. Han brænder for at være en del af det, og have en stemme. På samme måde har jeg haft det med, at vi ikke bare skal have en klinik, men tage byen til os. Når vi har fået et kendt navn kan vi gøre en forskel. Der har min far givet mig det her mindset, at når man gør noget, så gør man det ordentligt,” siger Sarah.

Vi begynder at grine. Jeg spørger Sarah, om hun har hjulpet hendes far, Turan, i forbindelse med politisk arbejde.

“Helt fra da jeg var lille, har jeg været med ude at dele roser ud. Det var koldt. Jeg synes altid, at det har været koldt under valgkampen, men det er sejt, når han skal vælges ind. Man sov ikke om natten, og var mega spændt, da jeg ved, hvor meget han brænder for det. Han er blevet valgt ind år efter år, og når han er fra en anden kultur, har han været udfordret. Mange tror, at han prøver at hente tyrkiske stemmer, men det gør han ikke. Han har fundet sin egen vej og lært, at det godt kan være man har venner, men man ved også, hvem der er loyale, når det gælder. Det er de ældre og unge,” fortæller Sarah.

Sarah om fem år

Vi er ved at have drukket kaffen færdig. Jeg spørger derfor afsluttende ind til, hvor Sarah ser sig selv om fem år.

“Det vigtigste er min datter får en god opvækst, og jeg håber da, at jeg har en familie, hvor det ikke kun er mig og hende, siger Sarah, der afslutningsvis med et smil på læben siger:

“Jeg vil måske også gerne have skiftet min Aygo ud med en Audi, og have et penthouse, hvor min altan er skiftet ud med en balkon måske,” lyder det fra Sarah Savas.

Fakta Sarah Savas:

Alder: 24 år
Har en datter
Født og opvokset i Fredericia
Gik på Erritsø Fællesskole
Har taget 10. klasse
Student på HHX
Er uddannet kosmetolog

https://www.facebook.com/mrhoejer/
Annonce

Ugens Kurt – Niels Henrik Billlund

Af
Thomas Lægaard
-
0
Billund
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Det kan næsten lyde som starten på en julekalender, da denne Ugens Kurt starter på en kold og stormfuld morgen. Det er koldt i fæstningsbyen, det er først på dagen og kaffebaren er ved at vågne.

Ind ad døren kommer ejendomsmægler Niels Henrik Billund, selvom der ikke er mange på kaffebaren endnu, indtager vi et hjørne til en god samtale. Ejendomsmægleren beder om en cappuccino og sådan starter historien.

Niels Henrik blev født i 1950. “Det var på arbejdernes festdag, så det har altid været en festlig dag, med sange og flag”, siger Niels Henrik og tilføjer, “jeg blev født på Sct. Joseph Hospital den 1 maj”.

Barndommen

Det var et noget anderledes Fredericia, dengang Niels Henrik var barn, og han gik på Slesviggades Skole, hvor man gik fra indtil femte klasse. Her var man opdelt i Ø- og V-klasser. “Jeg gik i Ø, fordi vi boede øst for skolen, det var geografisk opdelt dengang”, siger Niels Henrik.

“Det var pragtfuldt at være barn dengang, der var ikke noget mere spændende end at have gymnastik og skulle spille fodbold på Kastellet, vi kunne ikke se bolden for den gule røg – vi løb rundt i en gul tæt tåge fra Superfos. Men vi spillede også bold for enden af Norgesgade, der var boliger langs skinnerne, der legede vi tit”, siger Niels Henrik om barndommens oplevelser med den runde bold.

Fra 5. til 7. klasse gik han på Købmagergades Skole og senere på Realskolen, hvor han fik sin realeksamen. Men ellers var det en barndom med danseundervisning hos Olga Jensen og interesse for håndbolden.

Men et vendepunkt i barndommen blev, da Niels Henrik mistede sin far. Han kun var 11 år gammel. Han flyttede med sin mor og to søskende i et sommerhus i Trelde. Han har altid kunne finde noget positivt i livet og efter faderens død blev det en lille robåd, som han kunne sejle rundt i på Vejlefjord, der gav mening og liv.

“Det var en anden tid, jeg havde mit frirum ude på vandet i robåden, også cyklede jeg på tandem i Treldeskovene”, siger Niels Henrik. De to søskende fra barndomsmindet på havet og i skoven er i dag skrumpet til lillebror, der er rektor i Kolding, Niels Henriks storesøster døde for 15 år siden.

“Jeg havde en god barndom, der må godt være lidt modgang i livet, sådan er det for os alle”, siger Niels Henrik eftertænksomt.

Karrieren

Niels Henrik tog en handelseksamen og drog nordpå til Aarhus i 1970. Han blev udlært i bogholderiet hos et forsikringsselskab. Han kan noget med tal og datoer, den dato han startede som ejendomsmægler, kommer prompte, “det var den 1. oktober i 1975. Der startede jeg med at sælge ejendomme”. 

Det blev til fem år i Aarhus som ejendomsmægler, markedet var voldsomt og man begyndte dengang med gratis vurderinger, “der blev gået til den og der var krig mellem ejendomsmæglerne, det ville jeg ikke kæmpe mod som 30-årig”, siger Niels Henrik.

Med sig fra Aarhus i bagagen havde den unge Niels Henrik sin kæreste, som tre år senere blev hans kone.

De startede Billund sammen i Fredericia, den 6. august i 1980 i Gothersgade 5 ovenpå Bison Lædervarer.  Men firserne var en svær faktor at starte op i udover en kæmpe økonomisk krise i Danmark, havde Niels Henrik ikke tænkt over konkurrencen i Fredericia.

“Det var barskt, jeg opdagede, da jeg åbnede, at jeg var ejendomsmægler nummer 27, som solgte ejendomme i Fredericia, det havde jeg ikke regnet med eller undersøgt”, griner Niels Henrik.

En af grundende til, at han valgte at komme tilbage til Fredericia, var ikke byen som sådan, det var beliggenheden. “Jeg kendte byen, det er en god forudsætning som ejendomsmægler og så skal man virkelig gøre sig umage, hvis man ikke skal bo tæt ved vandet”, siger Niels Henrik.

1993

Ejendomsmægler Niels Henrik Billund var startet ud i det, han dengang, ville betegne som en lille snavset by med masser af barer. Men det første vendepunkt kom i 1983, da han blev gift med Karin Billund, og de fik deres søn Casper. Samtidig var den økonomiske krise i Danmark begyndt at vende.

Renten var gået fra at være 20 procent til otte-ni stykker og der blev solgt huse igen.

Familien bygger også deres eget hus i Trelde i 1983, indtil da havde de, blandt andet, boet i lejlighed i Sønderparken som dengang var nyopført.

“Det tog nogle år at få fodfæste dengang, hvis vi for nogle år siden talte om, at der var krise, så tænk på dengang, der havde vi dæleme også krise med en rente på 20 procent”, siger Niels Henrik.

Nutidens Fredericia

Niels Henrik Billund er stadig ejendomsmægler med et stort E. Da jeg spørger, om han skal være andet eller har planer om at gå på pension – får jeg det blik, man kender, når man har stillet et dumt spørgsmål. Niels Henrik har ingen planer om andet end at sælge boliger.

“Vi har et helt andet Fredericia i dag, man kan sige at den gule røg er væk og den vending vi ser, skyldes i min verden tre personer. Man kan sige, at Jean Brahe der i midten af nullerne, var formand for Realdania Fonden, var ham der reelt solgte ideen om at fonden skulle investere i Fredericia. Uffe Steiner havde mod til at gå med på ideen og Mads Lund lavede også i starten af nullerne forarbejdet for at de mange krydstogtskibe, der i dag besøger Fredericia. Det er det forarbejde, der løfter byen i øjeblikket”, siger Niels Henrik om udviklingen af Fredericia.

Men det har også været butikkerne i byen, ja faktisk forretningslivet generelt i Niels Henriks optik, som har været med til at løfte opgaven mod vækst.

Fritiden

Niels Henrik har stadig kærlighed til fjorden og havet, som han også havde, da han som lille roede ud på Vejlefjord. Niels Henrik har en motorbåd med en V8-motor i dag, som han kan trække op på grunden, ved huset han byggede i 1983 sammen med konen i Trelde.

“Det er en fantastisk følelse at komme ud på vandet, nu sejler jeg mere ud mod Endelave og Samsø, og nord for Fyn. Jeg kan god lide at komme ud, hvor der er mere vind og sejle op imod det åbne hav”, siger Niels Henrik.

De sjove handler

“Den jeg er mest stolt af, er Musical Akademiets bygning i Kongensgade, den havde Superfos som administration og laboratorium. Den fik jeg til salg cirka omkring årtusindeskiftet. Jeg fik en henvendelse fra kommunen, at de ledte efter efter en bygning med 400-500 m² parketgulv til dans, de tænkte specifikt på prinsessegade 32, hvor der havde været korsetfabrik. Så var det jeg sagde, “det var en lille ting, når de kunne købe Kemiras administration for en 14-15 millioner”. Det var mest som en spøg, men de købte den. Jeg kan huske, at jeg viste hele bygningen frem til kulturudvalget, de var meget begejstrede også var Uffe Steiner med på ideen, bygningen blev købt rimeligt hurtigt”, fortæller Niels Henrik.

“Det syntes, jeg var en sjov historie, at en dumsmart bemærkning, ender i en handel”, siger Niels Henrik.

En anden af Niels Henriks sjove anekdoter fra et langt liv, som ejendomsmægler er forhistorien for at DLG bygger et nyt stort hovedsæde i Fredericia.

“Sammen med byrådsmedlem Martin Kragh og advokat Ove Henningsen solgte jeg et stort jordareal ved Ny Nitrogen til DLG, som nu bygger hovedsæde. Det er cirka 30 år siden de købte grunden”, fortæller Niels Henrik.

“Det var ikke dengang i tankerne, at de skulle bygge et hovedsæde, men det er meget skægt, at de alligevel dengang fandt Fredericia interessant”, siger Niels Henrik.

Det har været en god og nærværende samtale imellem den erfarne ejendomsmægler Billund og kulturredaktøren. Inden Niels Henrik går mod udgangen og kan kalde sig Ugens Kurt, vil jeg høre om fremtiden.

“Bare det at have tag over hovedet og et godt helbred, det er forudsætningen for at have det godt, eller i hvert tilfælde et godt fundament”, afslutter Ugens Kurt.

 

 

Ugens Kurt: Susanne ‘Sus’ Petersen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Susanne ‘Sus’ Petersen er en travl dame. Med et fuldtidsjob i ved PostNord, sin egen webshop, en deltidsbutik i Kanalbyen og et job som håndboldtræner er der nok at se til. Alligevel lykkedes det at stable en aftale på benene, så hun kunne blive den næste ‘Ugens Kurt’.

Der var godt gang i Kurts Kaffebar på denne torsdag eftermiddag. Kalenderen skulle passe, og mellem et photoshoot, bygning af messestand og en aftenvagt fandt vi tid til en Café Latte på den hyggelige kaffebar.

Jeg kender kun Susanne, eller Sus som hun bliver kaldt i det daglige, fra hendes engagement i Fredericia Håndboldklub. Hendes tid er ikke stor, men alligevel finder hun tid til at hjælpe de unge håndboldpiger på vej med at blive endnu bedre håndboldspillere. Men vi starter snakken et andet sted, vi tager tilbage til Taulov, hvor det hele startede for Sus.

Gode venner og et svært skoleskifte

“Jeg er oprindeligt fra Taulov, hvor jeg er vokset op. Jeg har gået på Taulov Skole alle 10 år, og det var virkelig en god tid. Faktisk havde vi det så godt i klassen, at jeg stadig har kontakt til mange af mine gamle klassekammerater. Det er super sjovt at se, hvordan folks liv har bragt dem rundt i hele verden” fortæller Sus, inden hun fortsætter:

“Vi havde en rigtig god klasselærer, Kirsten. Hun var især rigtig god til at håndtere mobning – og der havde vi jo alle nok en periode i løbet af skoletiden hvor vi blev mobbet. Men hun var god til at opfange og standse det her, inden det gik for vidt. Det tror jeg virkelig har været med til at styrke vores sammenhold”.

“Efter skolen skulle jeg vælge. Men det var ikke så svært. Gymnasiet var for flippere dengang, så jeg valgte HHX. Sideløbende med min skole havde jeg arbejde i Føtex, og da bagermesteren og førstedamen flyttede butik til Kolding, der flyttede jeg med. Efter det første år på HHX i Fredericia valgte jeg også at flytte skole, så jeg gik på HHX i Kolding”, fortæller Sus.

“Skiftet var rigtig svært. Det forløb vi havde haft i Fredericia var meget anderledes end det i Kolding, så de andre elever i klassen var på et helt andet sted end mig. Så efter terminsprøverne vidste jeg, at det her ikke var mig. Jeg meddelte skolen, at jeg ville droppe ud. Selvom jeg ville droppe ud, så ville klasselæreren gerne have mig med på studietur. En studietur til Beijing i 14 dage. Det var virkelig en oplevelse, selvom vi nok var mere som aber i bur – der blev i hvert fald taget flere billeder af os, end vi tog af tingene rundt omkring”, siger hun med et grin.

Kulturforskelle og minimalt med plads

“Jeg tænkte: Nu skal jeg i butik. Nu havde jeg længe været i Føtex, og tænkte at jeg var da god til det her. Så jeg nedgraderede mig selv og tog en HG. Det var måske bare et år der skulle overstås, jeg var ikke helt så glad for skolen mere”, fortæller Sus.

“Jeg fik en praktikplads i Cowboyland i Aarhus, nærmere midt i Gellerup. Det var noget af en opvågning, at komme til en butik beliggende i et område hvor kulturen er så anderledes. Det var eksempelvis ikke unormalt, at der kom nogen løbende ind, rev tøjet af dukkerne og så løb ud igen”, siger hun og fortsætter:

“Men jeg havde en rigtig god chef, der virkelig stod bag os og hjalp os. Men jeg tror min opvækst med en syg mor og en hårdtarbejdende far har gjort mig stærk – og den styrke brugte jeg når vi skulle konfrontere de her midt i deres tyveri. Jeg tænkte ikke så meget over det, jeg tror bare jeg synes det ikke var retfærdigt”.

“Jeg flyttede til Aarhus sammen med en veninde. Vi boede sammen på et lille loftsværelse på 10 kvadratmeter, det var meget småt. Det handlede bare om at have et sted at sove, pengene var jo små. Så efter et år blev det for meget, så jeg endte hjemme på børneværelset igen” siger Sus.

Butiksflytning, butikschef og ansat ved posten

“På mit sidste år som elev stod vi overfor en flytning af butikken. Bruuns Galleri var helt nyt, og vi var med til at åbne hele Bruuns Galleri. Det var en super fed oplevelse. Vi var med til at indrette butikken og bruge vores idéer. Det lærte jeg meget af” siger hun for fortsætter:

“Da jeg blev udlært i 2004 fik jeg hurtigt et job. Jeg blev ansat som butikschef i Leandro Leone, der var en af de største modebutikker i Aarhus. Vi solgte mærker som Dolche&Gabana og Armani, det var noget af et skifte fra Gellerup til de fine i Aarhus. Men da de store modehuse også begyndte at få mærkevarerne, så gik det ned af bakke for forretningen. Jeg blev forflyttet til Odense, men det gik også ned af bakke der”.

“Jeg sagde op, og søgte et job hos posten i Fredericia. Ikke fordi det skulle være fast, egentlig bare fordi jeg skulle have noget indtil jeg fandt et nyt job. Jeg søgte et job hos børneafdelingen i Salling, og det fik jeg. Det var i den periode jeg lærte mest om mig selv. Jeg var aldrig hjemme, og tiden til veninder og familie var virkelig lille. Udover at arbejde i Salling var jeg tjener på Simons og som bartender på Hollywood, så tiden blev fyldt rigeligt ud” fortæller Sus.

Udlandsrejse gav inspiration

“I 2008 tager jeg på ferie med en veninde, og i flyet på vej hjem sidder jeg med en følelse af, at jeg ikke vil hjem. ‘Sådan har man det jo altid’ sagde hun, men nej, det her var rigtigt. Så jeg tjekkede nettet for udlandsmuligheder, og det så let nok ud. Så jeg opsagde min lejlighed, sagde mit job op kun tre dage efter jeg kom hjem. Jeg tænker ikke så meget over tingene, jeg er meget spontant anlagt”, fortæller hun og fortsætter:

“Jeg bestilte en 14 dages ferie til Mallorca, og da de andre gæster tog hjem, ja så blev jeg. Det var sådan lidt mærkeligt, for dem jeg havde rejst med derned på den her rejse, de virkede helt som en familie da de tog afsted. ‘Pas nu på dig selv’ lød det fra flere af dem. Jeg stod helt for mig selv, kendte ikke en sjæl dernede. Det var vildt”.

“Jeg blev indlogeret på et hotel af chefen på den pub jeg havde fået arbejde på. Det var en hård tid, og efter omkring fem måneder var min krop helt færdig. Det var hårdt for kroppen at være dernede, så jeg vendte hjem igen” siger hun.

Tilbage til Salling og posten

“Tre dage før jeg kom hjem søgte jeg igen ved Salling, og fik jobbet. Det var fedt at være tilbage i Salling. Jeg fik selv ansvaret for det område jeg var i, jeg havde selv ansvaret for at købe ind og sådan. Det synes jeg var super cool. Jeg lærte at sælge undertøj, det er meget svært. Der er mange kræsne kvinder” siger Sus med et grin.

“Efter omkring to år gik det lidt på kant med chefen. Det var lige midt i finanskrisen, så der var mange ændringer i hvordan vi skulle gøre tingene. I sommerferien så jeg et job hos posten, ti timer om ugen, det var fedt. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne tjene flere penge ved posten end i Salling, så jeg sagde mit fuldtidsjob op i Salling og gik på 30 timer ved posten – til en højere løn. Jeg beholdte dog stadig et job som tilkaldevikar i Salling, for jeg kunne jo godt lide det” fortæller hun.

Ny uddannelse og oprettelse af egen læreplads

I 2014 valgte jeg at sige: Jeg er træt af det her post. Omdømmet var ringe, og jeg ville gerne videre i livet. Jeg så et opslag om en uddannelse hvor der var ét år i skole, og ét år i praktik på Erhvervsakademiet i Vejle, så jeg startede på uddannelsen som handelsøkonom” siger Sus.

“Jeg valgte indkøbslinjen, og det blev jeg rigtig bidt af. Da vi skulle søge praktikpladser var det ikke fordi jeg ikke kom til samtaler, og jeg fik da også tilbudt en plads. Men min studievejleder havde under en samtale gravet frem, at jeg altid har drømt om at være selvstændig, så han sagde ‘hvad med, at du tager dig selv i praktik?’. Først tænkte jeg ‘kan man overhovedet det?’, men det kan man jo åbenbart godt” fortæller hun og fortsætter:

“Så jeg brugte en uge på at tygge på det. En dag vågnede jeg op og tænkte: Jeg gør det sgu!. Det skulle være dametøj, noget helt andet end jeg har været vant til. Jeg fik lavet forretningsplan, analyser og hvad der ellers skulle til. Om mandagen kom beskeden, at jeg var godkendt til at tage mig selv i praktik. Men hvad gør man så? Det var den næste udfordring. Jeg tog ned til Business Fredericia og fik hjælp til at tale med banker og sådan. Men ingen ville rigtig være med, så jeg måtte selv skaffe penge. Så da jeg havde gjort det tog jeg på messe, og købte en masse tøj”.

Hjemmeside og container i Kanalbyen

“Den 26. februar 2016 gik jeg i luften med min hjemmeside, firkantt.dk. Jeg startede med at tænke det skulle være sort og hvidt. Det er det stort set alle kvinder bruger, så det var udgangspunktet. Men jeg opdagede hurtigt, at det ikke var holdbart. Farverne væltede ind i moden, og ja nu er jeg mere en modeshop for kvinder” siger Sus med et grin.

“Man sælger ikke varer fra dag et, det gør man bare ikke. Så jeg ringede til Kanalbyen og spurgte om man kunne låne en container til når det kom krydstogtskibe, og det fik jeg lov til. Det var starten på eventyret i Kanalbyen. Jeg tænkte, at det her kunne altså godt blive sjovt. Når det så hedder Firkantt, så passede det jo godt med en container. Så jeg fik en container fast, og ja så har jeg været der siden” fortsætter hun.

“Ved siden af butikken og hjemmesiden, der arbejder jeg stadig ved posten. Jeg er blevet flyttet lidt rundt, men nu er jeg ved pakkerne, så kan jeg da se hvad der sker med mine egne pakker” griner hun.

Reklamesponsorat blev til trænerjob

“Jeg blev kontaktet af Heidi Simonsen, der dengang arbejdede for ElboBladet. Jeg købte annoncer af hende, og siden har vi holdt kontakten. Nu er hun ansat i Fredericia Håndboldklub, og havde et godt tilbud på et sponsorat. Jeg tænkte det var fed reklame, så det gik jeg ind i” fortæller Sus og fortsætter:

“Og så var jeg til min anden kamp ude i hallen, der endte jeg ved siden af Dorthe Runge. Vi talte om min fortid som håndboldspiller, og pludselig havde hun fået mig overtalt til at blive træner. Så nu er jeg her: fuldtidsjob, webshop, deltidsbutik og håndboldtræner.

Læs også: Ugens Kurt: Dorthe Runge, frivillig i FHK

Drømmer om at åbne butik i gågaden

“Lige nu fokuserer jeg meget på om min virksomhed skal køres op, eller den skal køre på hobbyplan. Så vil jeg da også gerne væk fra posten, det er jo fysisk hårdt for kroppen, og så er aften/natarbejde ikke det fedeste. Jeg vil gerne tilbage til det jeg kan bedst: sælge eller købe ind. Hvis drømmen kan blive at det er mit eget, så er det målet” fortæller Sus

“Jeg har da også en drøm om, at åbne en butik i Fredericia midtby. Folk er her, der er super handelsliv i byen”, slutter Sus, inden hun er på vej videre for at bygge på sin messestand til Shopping Bazar.

1...1.2071.2081.209...1.212Side 1.208 af 1.212
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER