Ulrich Nicolaisen blev i sidste uge kåret som årets fæstningsdreng, men hvem er han egentlig udover ham, som man kender fra EventC og tidligere var medejer af Momenti? Fredericia AVISEN har sat Ulrich i stævne, hvor han i Ugens Kurt fortæller om sit liv, det anerledes valg af Kolding Købmandsskole, nutiden med EventC, fremtiden og meget mere.

Siden skiftet fra Momenti har Ulrich haft travlt, rigtig travlt endda. Ulrich fortæller, at denne skønne fredag er hans første rigtige fridag i en over en måned. Og hvilken dag at have fri på. Fredericia summer af byliv med det kæmpe store krydstogtskib MSC Preziosa liggende i Kanalbyen.

Vi starter med at bede Ulrich spole tiden tilbage til barndommen, hvor han husker tilbage på trygheden fra mor.

”Min mor var dagplejemor, så jeg havde en tryg opvækst på det punkt, og hun var derfor altid hjeme, når vi kom hjem. Og jeg kunne ikke snørre hende på nogen måde,” siger Ulrich med et grin og fortsætter:

”Min far var adm. direktør, så han arbejdede rigtig meget.”

Folkeskolemæssigt gik Ulrich på Taulov Skole, og om skoletiden fortæller han:

”Jeg var sådan en, der lavede mine ting og havde styr på min ting Der var orden i penalhuset. Jeg lavede ikke mere end man skulle, jeg lavede det man skulle. Jeg var en af dem, når man skal læse en bog, så læser jeg bagsiden af bogen,” forklarer Ulrich, imens denne skribent også bliver afsløret i at kunne finde på at gøre det samme i skoletiden og bordet på Kurt’s bryder ud i latter, inden Ulrich igen bliver seriøs:

”Jeg valgte Kolding Købmandsskole, efter folkeskolen, fordi alle mine skolekammerater valgte at søge mod Fredericia. Jeg ville møde nye mennesker, og tog derfor til Kolding, hvor jeg faktisk stadig er i dialog med flere af dem den dag i dag,” udtaler Ulrich inden han kommer ind på selve tiden på Købmandsskolen:

”Det gik rigtig fint, der fik jeg for alvor interesse for erhvervsfagene og det at købe og sælge varer. Netop erhvervsøkonomien var god for mig.”

Ulrich Nicolaisens erhvervsliv

Ulrich Nicolaisens erhvervskarriere tog for alvor fat i 2003. Her blev han medejer af HC Sport Fredericia.

”Jeg byggede stille og roligt en B2B-afdeling op, hvilket var mit ansvarsområde. I 2010 stoppede vi (Thomas Renneberg-Larsen og Ulrich Nicolaisen, red.), og startede Momenti op, hvilket i første omgang førte os til Vejen. Vores kundekreds var dog stadig fredericianere. I samme tid startede EventC. Jeg solgte ved årsskiftet min andel af Momenti til Thomas. Jeg slog op i banen. Jeg fortalte til Thomas i forsommeren 2017, at han skulle finde en ny makker eller købe mig ud, fordi jeg havde tænkt mig at arbejde endu mere med B2B-arrangementer. Men så kom der hurtigt opbakning fra EventC-setupet, der alle bakkede op om, at det skulle blive til min hverdag,” siger Ulrich.

Hvordan er det arbejdsmæssigt for dig nu??

”Jeg er kommet til at arbejde med mennesker, der holder fri – det sætter også store krav. Når folk holder fri, er overliggeren sat højt. Arrangementer skal være lækre. Omvendt har alle smidt skjorten, slipset eller hvad de har på. Så folk er der, fordi det er sjovt,” fortæller Ulrich Nicolaisen.

Igennem tiden har der været mange store ting i EventC. Vi beder Ulrich pege på det største.

”Det var, da vi lavede Kim Larsen i 2010. Der havde jeg tårer i øjnene, også fordi jeg selv er mega Kim Larsen-fan. Jeg har en guitar hængende i mit sommerhus, og i 2016, da vi havde ham i Fredericia Idrætscenter havde jeg lagt en nyerhvervet guitar. Den så Kim Larsen, og skrev på den med det, som han kaldte en velsignet underskrift,” forklarer Ulrich og slår over i ros til EventC-folkene, fordi for dem, var ingen af arrangementerne mulige:

”Stor cadeau til de 20 gutter, der er omkring EventC. I stedet for at gå til håndbold, går vi til koncert. Vi har enormt godt fællesskab, og når vi sidder backstage, er det ligesom at sidde i omklædningen efter en håndboldsejr. Det er en anden side af sagen.”

Hvordan er din hverdag nu, efter Momenti-tiden?

”Min hverdag er blevet travl, fordi vi har struktureret EventC til at være tre forskellige ben. En ting er at lave noget på hjemmebane i Lillebæltsregionen. Noget andet er B2B, den tredje er projektdelen. Jeg har været hyret som arrangør sammen med Peter Zederkof til tre Seebach familiekoncerter. Det gør et stort indtryk, når man står i Valby Parken med 18.000 til en familiekoncert,” siger Ulrich og kommer ind på målene ude i fremtiden med EventC:

”Vi skal opbygge et EventC-setup, hvor der kontinuerligt gives oplevelser til byens borgere. Vi har offentliggjort Jacob Dinesen i sidste uge. VI får sat navne på plakaten, som er i den store ende. De havde gået forbi Fredericia, hvis vi ikke var der. EventC skal stadig være en lokal koncertarrangør, men på vores VIP-del have ramt flere prikker på landkortet med samme koncept med musikarrangementer som Rock Under Broen.”

Fæstningsdrengen Ulrich Nicolaisen

I sidste uge blev Ulrich kåret som årets fæstningsdreng. Det er en titel, som han er stolt af, men Ulrich vil ikke tage hele æren for titlen selv.

”Det gik ikke op for mig før jeg mødte dig (Fredericia AVISENS chefredaktør, Andreas Dyhrberg Andreassen, red.) på landssoldatpladsen og de gik igennem byen med trommer osv. Det var en ok udnævnelse, det havde jeg ikke lige set komme. Det blev jeg stolt af. På vegne af EventC-setuptet er jeg endnu mere stolt, fordi vi har ramt noget, der bliver lagt mærke til i vores by,” forklarer Ulrich og fortsætter:

”Jeg er mærkelig med titler, for mig giver det skulderklap til mig selv, omvendt er jeg stolt, og det giver mening for vores setup. Det er lidt det samme med Urbania Streetfood. Det var også noget jeg synes er naturligt at inddrage Brian Løkkegaard i, og det er også noget jeg forventer mig meget af,” fortæller Ulrich med henvisning til, at han er bestyrelsesformand i projektet bag.

Efter kåringen som årets fæstningsdreng er Ulrich blevet kimet ned – bogstaveligt talt.

”Jeg har aldrig fået så mange lykønskninger, så der er virkelig mange, der har lagt mærke til det. Det betyder noget for mig, i forhold til nyt EventC-setup, når folk researcher på, hvem EventC er. Det viser, at det ikke er varm luft. Det giver et punch at vise frem,” lyder det fra Ulrich Nicolaisen, der på vej ud ad døren, når at fortælle, at han er opkaldt efter Vejle Boldklub-legenden Ulrik Le Fevre, meget apropos årets fæstningsdreng, som altså er opkaldt efter et koryfæ fra den rivaliserende fodboldklub til FC Fredericia.

Fakta: Ulrich Nicolaisen
39 år, fylder 40 den 10. juli
Gift med Pia
To sønner, Bertram og Victor
Taulov Skole
Født og opvokset i Taulov, bor i Skærbæk nu
Gik på Kolding Købmandsskole
Læretid i HC Sport, Fredericia
Tidligere bestyrelsesmedlem i Fredericia Håndboldklub

Frances O’Donovan-Sadat sad i Fredericia Byråd indtil kommunalvalget i november, hvor hun ikke blev genvalgt. Siden da har den 28-årige fredericianer brugt mere tid med familien og ikke mindst blevet færdig med en kandidat i Statskundskab. Bliv i Ugens Kurt klogere på O’Donovans politiske baggrund, hendes politiske forbillede, tiden efter Byrådet og meget mere.

Hvordan går det egentlig med Frances og hvad bruger hun tiden på nu? Det var min første tanke, inden Frances lagde vejen forbi Kurt’s Kaffebar.

Vi starter ud med at snakke om, hvordan Frances O’Donovan-Sadat egentlig blev politisk aktiv.

”Til at starte med var jeg frivillig som rollemodel. Jeg fik mulighed for at komme på skoler og fortælle om udfordringer med anden etnisk baggrund til at indlede en dialog mod fordomme, mobning, uddannelsesvalg og hvad det vil sige at være ung. Jeg fik mulighed for at præsentere udfordringer, som vi skal italesætte. Der fik jeg smag for det. Efterfølgende var jeg med til at drive en klub i Korskærparken. En gruppe unge drenge manglede noget i deres fritid, så den kom op at stå og de fik muligheden for en klub uden voksne. Jeg var talerør i klubben,” siger Frances, der efterfølgende tager en tår af sin Café latte og kommer ind på politiske ting, der står hende nært:

”Jeg kan godt lide at arbejde med flygtninge, så lige nu er jeg netværksfamilie i Dansk Flygtningehjælp og sidder også i Diabetesforeningen, hvor jeg er frivillig. Jeg er også frivillig i Venstre, som jeg stadig er medlem af.”

Allerede som 24-årige blev Frances O’Donovan-Sadat valgt ind i Byrådet. Hun var dog ikke den yngste. Partifællen Nicolaj Wyke og Lasse Strüwing Hansen er begge yngre end hende. Med den unge alder sat op mod rutinerede, ældre politikere var det en oplevelse i sig selv.

”Det var en speciel oplevelse. Det var positivt. Det var betryggende at have de ældre, som kender rutinerne. Det var første gang jeg blev udsat for pressen, og der forhørte jeg mig hos dem, og hørte hvad de ville gøre i den givne situation osv. På den måde var det positivt at have erfaring at trække på,” fortæller Frances.

Hvordan var det ikke at blive genvalgt i november?

”Til at starte med savnede jeg det utrolig meget. Jeg fangede mig i at læse dagsordener til udvalgsmøderne for at tjekke sagerne. Jeg følger også pressen for at se, hvad der foregår. Nu hvor, der er afstand til det, værdsætter jeg det, og jeg havde tid til at afslutte min kandidat ordentlig. Jeg fik afsluttet den på en ordentlig måde, og fik mere tid til frivilligt arbejde,” forklarer O’Donovan.

Selvom Frances O’Donovan-Sadat ikke blev genvalgt til Byrådet har hun stadig mod på mere politik. Om hun stiller op til næste kommunalvalg, har hun endnu ikke taget stilling til.

”Jeg brænder stadig for at gøre en forskel. Jeg vil skabe forandringer, og det skal være via den politiske vej. Jeg er ikke afklaret, om det bliver lige nu og her eller om jeg skal arbejde. Samtidig tænke over tiden med min søn og min mand, men jeg har mod på mere politik. Timingen skal bare være den rette,” udtaler Frances.

Hektisk med valgkamp

Udefra set kan en valgkamp virke hektisk. Frances har selv oplevet det to gange på egen hånd nu, og hun bekræfte, at det er hektisk.

”Det er utroligt hektisk, men også sjovt, hvis man kan holde hovedet koldt. Det går ret stærkt. Der er meget man skal forholde sig, og man lægger selv ambitionsniveauet. Jeg synes det trappede op sidste gang i forhold til første gang,” forklarer hun og kommer ind på, hvordan en typisk dag i valgkampen kan se ud:

”Jeg startede på banegården klokken 5-6, tog til en uddannelsesinstitution, delte flyers, tog hjem, gjorde klar til et vælgerarrangement, tog til gågaden og skiftede placering og så hjem igen, spise, ud igen. Det er meget hektisk. Jeg mistede stemmen to gange under valgkampen, jeg nåede lige at blive rask og syg igen,” siger Frances med et smil på læben og fortæller hvordan det er at møde de fredericianske borgere under en valgkamp:

”Jeg synes, at det er sjovt. Det er vildt fedt og sjovt at møde folk. Der var mange, der ikke ville snakke politik, men ville tale om deres hverdag, men også tale om hvordan de oplever Fredericia. Det behøver ikke altid at handle om politik. Mange ville også bare fortælle om min valgkamp – det var også hyggeligt.”

Frances elsker Fredericia og har fået mere tid til at nyde naturen

Frances har altid boet i Fredericia, og håber at kunne blive boende her altid.

”Jeg elsker den her by. Det er her jeg er født og opvokset. Det er en dejlig kombination af historie, men også om fremgang og nye tider. Jeg håber ikke, at jeg bliver nødt til at flytte, fordi jeg er jobsøgende. Jeg håber, at finde noget her i byen eller noget i en afstand, hvor man kan pendle.”

Tiden efter Byrådet gav Frances mere fokus Statskundskab-studiet, men det har også medført, at hun har fået tid til at nyde blandt andet de forskellige naturområder i Fredericia.

”Jeg får tiden til at gå med at læse bøger, jeg er begyndt at træne også. Det var en ting, jeg ikke havde tid til, før, men det har jeg nu og det er dejligt. Jeg har mere energi og overskud. Jeg elsker at gå på stranden og volden, særligt voldene og specielt i det gode vejr. Vi elsker også at tage i skoven ved Hannerup, hvor der er dådyr,” forklarer O’Donovan.

Fremtiden for Frances O’Donovan-Sadat og det politiske idol

Politisk ved Frances ikke om, hun vil stille op ved næste kommunalvalg endnu. Om hun vil tage det helt store skridt og blive Folketingskandidat, er hun heller ikke afklaret med.

”Engang i fremtiden om mange år, kunne det godt være. Der kan man gøre større forskel på store linjer, men først i fremtiden. Det vil kræve, at jeg er et andet sted i livet. Det vil kræve meget af min tid, og det vil være i København,” forklarer Frances og kommer ind på hvordan det har været at gøre en forskel politisk:

”Det var virkelig fantastisk. Jeg er særlig stolt af Sundhedshuset, hvor man vil kigge tilbage på det, og det er den bedste investering for borgerne Jeg bliver stolt, når det går godt for byen. Også når man er udenbys og kan fortælle om Fredericia, og sige man har været med til at gøre en forskel.”

Politisk har O’Donovan en partifælle, som hun særligt godt kan lide og ser op til på en måde. Samtidig kigger hun også over mod den anden side af Atlanterhavet for at finde en politiker, som har gjort et indtryk på hende.

”Eva Kjer Hansen kan jeg godt lide, hun er meget sin egen person og en stærk kvinde. Jeg er også ret vild med Barack Obama,” lyder ordene fra Frances O’Donovan-Sadat.

Fakta Frances O’Donovan-Sadat
Alder:  28 år
Født i Fredericia
Gift
Har en dreng på tre år
Gik på Fredericia Gymnasium
Har netop afsluttet kandidat i Statskundskab

Jan Juul har meget at se til for tiden, både privat og erhvervsmæssigt. Den 44-årig indehaver af Juul, der i fredags flyttede ind i Danmarksgade i den gamle Tiger-butik, har haft travlt med at flytte både butikken og privat, hvor Trine og Jan Juul flytter ind i en lejlighed over butikken. Læs her historien om Jan Juul i Ugens Kurt, hvor han kommer ind på flytningen af både butikken, den private flytning, passionen til fodbold og meget mere.

Det er fredag. Der er Sommerrock og Open By Night i Fredericia. Solen skinner, og der er stille. Klokken er 8:30, men klokken 10:00 går det løs. Butikkerne åbner til en af de helt store dage, men det er en endnu mere speciel dag for Jan Juul. Juul slår dørene op i det nye lokale i Danmarksgade, som de har gjort klar på rekordtid siden butikken på Vejlevej havde sidste åbningsdag d. 26. maj.

Før åbningen af den nye butik får vi snak med Jan Juul, som alle i dag kender som den forretningsdrivende tøjmand. Efter endt folkeskole lignede det dog ikke, at det var den vej det skulle gå, da han startede på en uddannelse i en helt anden branche.

”Jeg var i lære som tømrer, men fandt ud af det ikke var mig efter et halvt år. Håndværker var ikke mig, jeg ville have med kundebetjening at gøre. Efter et år på handelsskolen kom jeg så i lære hos Jørgen og Jørgine. Det var fantastisk for mig. Alle unge drømmer jo formentlig om at få sit eget på et tidspunkt, og det gjorde sig også gældende for mig. Det lykkedes så for snart ni år siden,” siger Jan Juul.

Forinden tiden som selvstændig har Jan Juul været hos flere forskellige tøjkæder, hvor rammerne har været forudbestemt. Den slags skal han ikke tænke over mere.

”Det er fantastisk selv at bestemme. Vi kan lytte til kundernes behov, jeg er ikke god til at arbejde inden for rammer. Jeg har det godt med frie tøjler, hvor man må gøre, hvad man vil,” forklarer Jan, der særligt bliver drevet af par bestemte ting:

”Det at sætte sig præg på butikken, lysten til at møde kunder, lysten til en god service. Folk skal føle, at man er en del af butikken, når man kommer ind. Det driver det. ”

Jan driver butikken sammen med hustruen Trine. Det ser han ikke noget problem i, da de trods samme arbejdsplads ikke går op og ned ad hinanden hele dagen. De tager heller ikke arbejdet med hjem.

”Vi har været her sammen i snart ni år. Vi har hver vores ansvarsområde. De to butikker vi har haft, er store butikker. Vi har altid haft dametøj og hun kan ekspedere i herreafdelingen og jeg i dameafdelingen, så vi er gode sparringspartnere,” forklarer Jan og fortsætter:

”Da vi har 300 kvadratmeter, går vi ikke op og ned ad hinanden, der er altid noget at lave. Det er sjældent vi går samme sted. Hun laver også regnskab og sådan noget. Vi er gode til at når vi har fri at lade arbejde være arbejde og være familie, når vi kommer hjem,” udtaler Jan og kommer ind på segmentet, der kommer hos Juul:

”Det er alle mulige kunder. Vi ligger i et segment, hvor der er rigtig mange mennesker. Vi er ikke helt dyre, ikke helt billige, vi er midt imellem. Vi dækker bredt, men dog ikke de helt unge, nok mere fra 20 år og opefter.”

Hvordan er det at flytte fra Vejlevej efter 8,5 år?

”Vi flytter ned til, hvad vi tror og ved er bedre. Det er ikke sørgmodigt, selvom det har været fantastisk. Vi fører butikken videre i samme ånd. Det er kun facaden, der er anerledes. Vi flytter ikke butikken og siger farvel, men vi fortsætter. Vi flytter ned i noget, der er fantastisk,” understreger Jan Juul, der særligt i den seneste tid har haft travlt med flytning af boligen og butikken:

”Det er foregået de sidste 14 dage, hvor vi har flyttet. Vi brugte fire dage på at flytte butikken, tidligt op og sent hjemme, fordi vi gerne vil åbne en flot butik,” forklarer Jan, som i ugen op til åbningen også har haft besøg, mens arbejdet med at flytte butikken har stået på:

”Der er mange, der har luret lidt. De kunder der har været, har været positive. Vi manglede lidt strøgkunder, og dem får vi nu. Vi får glæde af Sommerrock, krydstogtskibene osv. Jeg tænker ikke på gæsterne, men alle dem der ser skibene, som skal shoppe.”

Med åbningen i Danmarksgade og i gågaden skulle man tro, at det bliver hårdere at drive Juul, men det er ikke tilfældet, mener Jan, der har et nyt tiltag i ærmet i forbindelse med åbningen i byen.

”Jeg har savnet at arbejde flere timer, jeg har savnet aftenåbningerne. Det bliver ikke hårdere, det bliver mere spændende. Vi har også udvidet onsdag med at holde åben til klokken 20:00. På Vejlevej havde vi aftaler med kunder om, at de kunne komme uden for åbningstid efter aftale, men nu har vi besluttet at holde onsdagsåben til klokken 20:00,” forklarer Jan Juul.

Fodbold, fodbold og fodbold

Når den ikke står på arbejde, har Jan Juul én særlig passion. Direkte adspurgt på, hvad tiden går med, når den ikke står på arbejde, lyder svaret:

”Fodbold, fodbold og fodbold. Jeg følger mine to drenge, når de spiller og jeg er også selv træner for et hold. Jeg følger Mathias (Jacobsen, red.) overalt i landet med FC Fredericia, som han netop har forlænget med, uanset om det er i Skive, Amager eller andre steder langt væk,” siger Jan, mens FC Fredericia-anfører Christian Ege, meget apropos fodbold, lagde vejen forbi Kurt’s Kaffebar.

Samtidig med, at Juul flytter ind i butikken i Danmarksgade, flytter Trine og Jan også privat. Det betyder en del for familien.

”Vi får mere fritid nu, hvor haven ikke er der mere. VI får mere frihed. Jeg glæder mig til at gå ture på voldene og på Østerstrand med familien. Vi glæder os til at nyde bylivet, som vi får nemmere ved nu,” forklarer Jan, der også glæder sig over at kunne følge med i byudviklingen fra tætteste hold, heriblandt i Kanalbyen:

Har man været et par gange på Monjasa Park, ved man også Jan Juul er en del af den faste tilskuerskare.

”Det er et sted, hvor man netværker og snakker med borgere, men selvfølgelig også ser noget god fodbold. Qua Mathias spiller der, betyder det noget og mange snakker fodbold i butikken, når de kommer. Så skal vi lige vende weekendens kamp, det er meget hyggeligt,” siger Jan og kommer ind på succesen for FC Fredericia i pokalturneringen, hvor det i den forgangne sæson blev til en plads i semifinalen:

”Det synes jeg er fantastisk for byen – man kom på landkortet med holdet. Jeg synes, at det er fedt og der er et samlingspunkt med både håndbold og fodbold.”

Det er ingen hemmelighed, at du godt kan lide FC Fredericia, men du ser vel også fodbold i tv og har et udenlandsk favorithold?

”Jeg er kæmpe Real Madrid-fan, så jeg er glad for tiden efter Champions League,” lyder ordene fra Jan Juul med hentydning til Real Madrids triumf i den store turnering.

Fakta Jan Juul
Alder: 44 år
Gift med Trine
3 børn
Gik i folkeskole i Middelfart
Udlært i Jørgen og Jørgine

Tim E. Andersen er født i 1964. Han er i dag Projektdirektør i Kanalbyen Fredericia, og står i spidsen for et af de mest ambitiøse byudviklingsprojekter i nyere fredericiansk historie. Han har fået Fredericia under huden, men karrieren i Fæstningsbyen startede med en ekstrem kristisk fredericiansk taxachauffør. I øvrigt elsker Tim E. Andersen litteratur, selvom han er uddannet økonom. Læs om Tim her i denne “Ugens Kurt”. 

Tim E. Andersen ved, hvad han vil og han tænker langsigtet på arbejde, men kortsigtet og nært i sit eget liv. Han er ikke politiker, men har arbejdet i politiske leddet organistioner hele livet. Ud over arbejdet er han passioneret skakspiller, i dag i Fredericia Skakforening og så læser han bøger i en litteraturkreds, hvor han mødes med gamle venner.

Tim, kan du fortælle om din karriere? 

“Jeg kom til Fredericia for fire år siden. Jeg har en fortid som Kommunaldirektør i Lyngby Taarbæk Kommune, Kulturdirektør i Køge Kommune, Vicekontorchef i Kommunernes Landsforening, og økonom i det økonomiske sekretariat det samme sted, økonom i BUPL og så er jeg uddannet Cand. Polit,” fortæller Tim.

Hvis du tænker tilbage, hvilke højdepunkter kan du så fremhæve? 

“Jeg har helt seriøst mange højdepunkter i min karriere. Jeg har altid været glad for mit arbejde, som har rummet mange spændende projekter og mennesker. Jeg havde et meget stort ansvar i BUPL, som var min første stilling efter studiet på Københavns Universitet. Her var et af højdepunkterne, at vi fik ændret betalingsreglerne via det socialpolitiske flertal udenom Regeringen. I dag kender vi det altså som betalingsreglerne for forældre i forbindelse med institutionerpladser, herunder søskenderabatter, fripladser etc., vi fik blandt andet lavet et loft for betalingerne. Der var et større beregningsarbejde, som vi fik sendt i Folketinget. Det var samtidig et godt stykke lobbyarbejde. Det var stort for en ung økonom. Det førte også til stor streetkredit ved Kommunernes Landsforening, som var på den anden side. Det førte jo senere til en ansættelse,” fortæller Tim og drikker af sin stempelkandekaffe, inden han forstætter:

“Mine opgaver i KL var fokuseret omkring love og cirkulærer. Vi skulle belyse lovgivningens konsekvenser og se på effekterne ved nye regler vedtaget centralt, hvordan man skal kompenseres økonomisk, så Regeringen ikke laver gratis regninger til kommunerne. I mit job i Køge Kommune arbejdede jeg først med økonomistyring og var Vicekommunaldirektør. Noget af det, jeg synes var sjovt at arbejde med, var byudvikling. Jeg arbejdede tæt sammen med den tekniske direktør. Vi arbejdede sammen om “Køge Kyst-projektet (som også var et Realdania-projekt red.) og en kulturpulje. Alt i alt skabte vi en unik byudvikling, som har udviklet byen positivt. Mange taler stadig om den udvikling og de år. Men det tager lang tid at byudvikle. Vi forsøgte også at lave Køge Idrætsby, hvor vi ville fusionere Herfølge og Køge Boldklub, det lykkes, men stadion er ikke bygget endnu.”

“Jeg var senere seks år i Lyngby Taarbæk Kommune. Her er jeg særlig stolt af måden, vi fik udviklet en fremsynet strategi om Videnby 2020. Et samarbejde mellem DTU, virksomhederne og kommunen. Derudover fik vi set på byens potentiale, og fandt gode muligheder. Vi skabte vækst med en letbane og vækstmulighederne langs korridorerne var den rigtige satsning. Det var ekstremt spændende. Det skabte en positiv dynamik i byen med synlige forretninger, som f.eks. Microsoft i midtbyen, Novozymes på DTU og meget andet,” fortæller Tim.

Hvorfor så rejse fra Lyngby til Fredericia? 

“Det var slidsomt at arbejde i sådan en stilling. Man laver mange spændende ting, men også meget, der er ikke spændende. Sådan vil jeg sige det diplomatisk og neutralt. Efter seks ekstrem krævende år havde jeg brug for at genopfinde mig selv. Jeg kiggede mig selv i spejlet og tænkte på, hvad jeg brænder for i liv og arbejdsliv. Der var tre ting, som jeg havde passion for: En af dem var byudvikling, som jeg ikke havde arbejdet med på fuld tid, men det ville jeg gerne, for det havde virkelig været sjovt og jeg havde set nogle resultater, hvor fuldtidsbyudvikling ville være en drøm,” forklarer Tim og fortsætter:

“Jeg ville noget nyt – og så opstod der lige det job. Der stod ikke mit navn på stillingen, men jeg fik den og det er jeg glad for.”

Hvordan fik du så stillingen? 

“Jeg rejste til Fredericia en februardag, og tog en taxi rundt i byen, hvor jeg fik chaufføren til at fortælle om byen. Jeg havde helt ærligt ikke været i Fredericia, siden jeg var en meget ung dreng. Jeg havde set byen via et kort, og studeret udviklingsplanerne, men heraf kan man ikke gribe stemning og puls. Den gav taxichaufføren. Men han var ikke just positiv. Der var en udpræget negativ stemning i byen, men der stod jeg så på Syrekajen i Kanalbyen, som den hed dengang. Mens jeg stod der med vind i året – der var blæst og slud i luften, så skulle jeg forstille mig en frodig og voksende kanalby. Det var svært at se med en chillfaktor på -15 grader. Den kombination var lidt overvældende, men der var gode kræfter bag – Fredericia ville noget. Det var vigtigst for mig,” fortæller Tim og fortsætter:

“Bort set fra mandag aften, hvor der var skakaften, var Fredericia meget trist. Der var et overvældende antal spillehaller, pizzabarer og nærkiosker. Kombinationen af de ting var ikke god. Når man skal se på en bys udvikling, er spisesteder en god indikator for, hvordan byerne lever, hvordan hyggemaskinen kører rundt, og der var Fredericia noget underforsynet, og mine venner tog på Razz. Det har virkelig ændret sig. Fredericia har mange kulinariske sider i dag. Fredericia Teater kan tage en del af æren. Det er faktisk meget veldokumenteret, hvad der bliver lagt i restaurationsbranchen. Der er en anden stemning her. Det er en fantastisk byudvikling. Vi har haft en højkonjunktur og en god stabil udvikling i kommunen, som har givet meget, men det er den målrettede strategi, som giver resultaterne og et bedre image,” mener Tim.

“Fredericia viser, at et samlet byråd vil byen og handelslivet bakker op. Man har skabt stærke og slagkraftige organistioner, som for eksempel Business Fredericia og målrettede projekter. Det giver resultater. Turnarounds i byer tager 10, 15 og 20 år. Så det er godt gået. Strategisk arbejde tager tid. Når vi laver klimasikring i Kanalbyen, går kommunen med og laver nye brosten og belægning, husejerne bliver glade og renoverer deres huse. Det skaber en flot og dynamisk by. Min erfaring siger mig, at en god og langsigtet strategi giver resultaterne. Hertil skal man have vedholdenhed, stædighed og en god portion held. Eksempler herpå er DanmarkC og musicalsatsningen i byen. Kanalbyen er endnu et eksempel. Byen har været mange år undervejs, men så får man hul og det bliver synligt for alle. Mennesker flytter ind nu, selvom Finanskrisen og meget andet udsatte projekterne. Jeg gik rundt og spurgte folk, hvad de tænkte om Kanalbyen. De kaldte området for hemmelighedsfabrikken, ingen vidste noget. Der var plantekasser, men det var nødvendig med en kerneproduktion og sådan et selskab bag skal producere noget. Det gjorde vi så,” siger Tim og uddyber:

“Da den første spunsjern ramte jorden, skiftede stemningen i byen ret hurtigt. “De er gået igang – de mente det,” sagde man. Historien bliver nemmere at fortælle. Det var en ide, drøm og plan, som bliver ført ud i lyset. Det gør folk glade.”

Tænker du altid langsigtet? 

“Jeg har det lange lys på, når det gælder samarbejde og struktur. Tingene skal virke og sammen med erhvervslivet får vi skabt nogle resultater. Nu bliver Porthouse til, og den bygning som blev skabt i samarbejde med ADP og A. Enggaard. Bygningen er central for den videre udvikling. Den er værnet mod havn og by. Vi kunne ikke lave boliger, hvis vi ikke have det kontorhus. Det er god planlægning og sådan er det med mange projekter. Vi skal tænke frem og arbejde hårdt på vores planer.”

Hvis du tænker 10 år frem, hvordan ser Fredericia så ud?

“Godt spørgsmål! Så er teateret etableret i Kanalbyen i en version 3.0, og herunder alt det gode, som den etablering vil trække med sig. 1.0 var Musicalakademiet, 2.0 et teater i levende udvikling med succes og 3.0 – en stor enhed med uddannelser, erhverv, scenekunst. En masse bosætning og erhverv, der orienterer sig mod de kreative erhverv. Vi er nået langt. Bosætningen blomstrer. Vi har måske skabt 7-800 boliger med arbejdspladser til følge. Der vil stadig være byggefelter til salg, men vi har skabt et stærkt udgangspunkt. Der vil være et frodigt sejlerliv i centrum af Gammel Havn med 2-400 både i havnen. Kombinationen med sejlerliv, bosætning og teater vil skabe mere udvikling. Gothersgade Syd vil være bundet sammen med Kanalbyen. Det er jeg overbevidst om,” fortæller Tim Erling Andersen.

Og dig selv? 

“Jeg har fået Fredericia ind under huden. Jeg har svært ved at forstille mig andet end, at jeg er i nærheden af Fredericia, men jeg tænker ikke så meget over det,” siger Tim og fortæller videre om byudviklingen, som man virkelig mærker, at han brænder for. Vi når omkring kultur, økonomi, politik, C-byen, hoteller i byen, strategier og sammenbindningen mellem den nye og gamle bydel. Der er imidlertid to spørgsmål på falderebet:

Din yndlingsbog og skakbrikfarve? 

“Uha, jeg læser meget, men Johannes V. Jensens, Kongens Fald og de sorte brikker”.

Hvorfor de sorte? 

“Fordi jeg kan godt lide at spille underdog, og arbejde mig undertippet frem i spillet”, smiler Tim, som har meget at smile over. Den 8. september skal han giftes med sin kæreste Tina Blomstergren. Vi bestiller lidt mere kaffe og nyder en fredag i Fredericia.

Fakta:

Født i 1964 i Gentofte

Skole: Ulrikkenborg Skole

Gymnasie: Gentofte Statsskole

Cand. Polit København Universitet

To børn i alderen 24 og 21 år.

Bor i Riddergade med Tina

Ugens Kurt hedder Helle Lillethorup. Egentlig behøver hun ingen introduktion, som hun selv siger, da hun ankommer til kaffebaren: “Kan I koge mere suppe på mig”? Helle smiler og sætter sig ned, da vi har bestilt vores kaffe. “Ja, vi kan koge mere suppe”, svarer jeg. Hun er kvinden, der bandt musikken sammen i Fredericia. Hun vil aldrig acceptere ovenstående faktum. Hun er ydmyg og vil hellere have, at spotlysene lyser på Tøjhuset og musikken, end på hende.

“Man skal ikke være bedrevidende og smart, man skal være et hold, når man er så lille en organisation” Helle Lillethorup

Helle Lillethorup er født i 1963 i Silkeborg, hvor hun boede i seks måneder, inden familien flyttede til farens hjemby, Aalborg.

“Min far kommer fra Aalborg, men min mor skulle uddanne sig til lærer i Silkeborg, og min far gik på en maskinteknisk uddannelse i Randers, derfor boede vi i Silkeborg. Så fik de mig, og vi flyttede tilbage til Aalborg. Byen er mit hjem, der bor min familie.”

Vender du hjem nu så? 

“Jeg har sagt ja til en lejlighed i Aalborg, så jeg flytter til Aalborg ja. Det kan du godt skrive nu. Det sker. Jeg flytter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave endnu. Jeg har gang i mange ting og muligheder. Jeg ser min nuværende livssituation, som unik; en chance, man ikke får ofte i livet. Jeg er nødt til at finde noget at lave, men der så mange muligheder. Jeg er startet på et rådgivningsforløb, og der fik jeg at vide, at jeg skal frigive energi og blive klar. Aalborg er første skridt. Jeg har fundet en lejlighed meget centralt. Et bindingsværkshus med charme og sjæl. Tæt på Utzons Havnefront, Hovedbiblioteket, Nordkraft og Nytorv på den stille del af gågaden. Jeg er virkelig kommet hjem.”

“Jeg voksede selv op i Klarup – en forstad til Aalborg, hvor min mor var lærer. Vi har altid været hjemme. Vi havde “pige i huset”, så jeg kan ikke fortælle om min børnehave. Efter 9. klasse endte jeg på Aalborg Katedralskole. Det var en meget fin traditionsbunden skole. Jeg ville faktisk ikke derind, for alle mine kammerater skulle på  Aalborg Hus, som var det nye. Der, hvor de nye lærere var. Der, hvor livet var, og så skulle jeg på katedralskolen. Jeg skrev en protestskrivelse, men den virkede ikke. Jeg var faktisk kun “måskeegnet” til gymnasieskolen. Jeg var fornærmet over min klasselærers dom, men jeg ville på den anden side alt mulig andet end skole,” fortæller Helle og fortsætter:

“Jeg blev imidlertig glad for Aalborg Katedralskole. Historien, stedet og mine venner. Det var stort. Det var alt fra historiens vingesus: Churchill-gruppen til fester. Det var gruppearbejde, hvor man hentede en kop kaffe og der var livet bankende forbi. Jeg fik ikke verdens bedste studentereksamen. Min mor var ikke sikker på, at jeg kom igennem den. Jeg var måske for ung til gymnasiet. Det synes jeg stadig, at mange er. Prøv at se, hvor ung man er, når man går i niende klasse. Jeg elskede det dog alligevel, særligt fritiden. Jeg har altid været fortrop, når vi skulle holde fester og gymnasiet var en god tid med mange oplevelser.”

“Jeg vidste ikke, hvad jeg ville bagefter. Jeg kunne ikke finde ud af det. Det var 1980’erne. Ungdomsarbejdsløsheden var stor. Der var punk. Der var rejser. Jeg ville ikke rejse, selvom mange foreslog mig det. Jeg tog en 1-årig HH, og efter den fik jeg en læreplads i den fine hædrekronede erhvervsbank, Privatbanken. Det var ikke noget, jeg havde regnet med. Det var for at gøre noget. Jeg skulle lave noget. Alle blev glade, for nu var jeg placeret et sted. Jeg var der i 12 år. Jeg havde nogle gode år. I min læretid blev vi fløjet til Nordsjælland, hvis de manglede arbejdskraft i en afdeling. Vi fik lommepenge, boede på hotel og så var det bare at arbejde. Det var også gode dage. Jeg endte i Fredericia via banken i 1988. Vi boede i Erritsø i et villakvarter. Jeg fik børn, arbejdede i Vejle, så ikke rigtig Fredericia. Jeg kendte ikke byen, men det ville jeg gøre noget ved,” siger Helle, drikker lidt kaffe og fortæller: ”

“Jeg var nødt til at gøre noget for byen. Fredericia Voldspil havde et opslag, som søgte deltagere. Rekrutteringsmødet foregik på Det Bruunske Pakhus. Jeg tog derind. Jeg kommer fra en familie med amatørteater, men jeg tænkte, at jeg måske ikke kunne bruges, men så kunne jeg sælge is i pausen. Jeg ville være en del af byen. Jeg var med på scenen, men endte senere i bestyrelsen, blev formand for Teatersamrådet. Jeg fik et stort netværk og omgangskreds. Nogle af de gamle venner fra dengang, har jeg stadigvæk.”

“Min egen DNA tager jeg med videre. Jeg siger til tilflyttermøderne i kommunen, at man skal komme op ad sofaen. Det er bare ud at deltage i livet og byen. Det er ud at være med. Det siger jeg altid. Der kommer ikke nogen og banker på døren, man skal gøre det selv.”

“Jeg skal hjem nu – det skulle være nu. Ellers var det for sent”. Helle Lillethorup om rejsen til hjembyen Aalborg.

“For 21 år siden kom Dan Dorshel og bad om min hjælp. Dengang var Pakhuset blevet et regionalt spillested, som et af de første i Danmark. Den musiklov blev i øvrigt skrevet på Hybylund, Pakhuset var med i den ordning. Musiklivet blev tilført ekstra midler, så skal der ske mere. Det skulle være professionelt. Musikere ville spille hele natten, men det administrative arbejde var en nødvendighed. Derfor blev jeg ansat på baggrund af den erfaring, jeg havde fra banken, koblet med min kulturelle baggrund. Det var en meget spændende tid. Der var ikke et skrivebord, da jeg startede. Dans skrivebord kunne man ikke se for blade og papir. Jeg selv havde ikke skrevet. Jeg sad omgivet af CD’er og papkasser. Det gik ikke. Hvis jeg skulle arbejde rigtigt, skulle jeg have et skrivebord og et skab til mapper. Det var en helt ny verden, men vi fik det ordnet. Da Dan gik på pension, og man spurgte mig, om jeg ikke ville overtage – det var vildt. Jeg var ydmyg over for det. Musik er ikke kun en leg. Det kræver mere. Der er let at arrangere, men på et sted som Det Bruunske Pakhus er der mange genre, mange mennesker, mange interesser og mange meninger. Det er kompleks,” fortæller Helle og fortsætter:

“Så prøvede vi med mig som leder. Jeg fik også en Musikbookingrolle, som var spændende. Jeg har haft mange gode oplevelser, og jeg har respekt for rollen og mangfoldigheden. Den største musikoplevelse kan lige så godt være et smalt arrangement med 10 mennesker, som en festival, der rammer dig i hjertet. Det kan vi i Tøjhuset. Det er ikke kun mainstreammusik og de store navne. Det er også de små. Dem der er på vej. Dem, der siger farvel. Musik kræver indsigt og hårdt arbejde, men nu er der gået 10 år. Det musikfaglige råd har givet os flere tilskud,  både forlods og bagover, så noget gør vi rigtigt”.

For 10 år siden blev hun leder af Det Bruunske Pakhus. Men hun er aldrig blevet set som en leder, nærmere en kollega, skrev en kollega i en hilsen på Facebook til Helle. Det forstår hun godt.

“Jeg blev nok aldrig leder. Hvis man er i en lille organisation, så skal man spille sammen. Alle skal med. Det er et hold. Det er frivilligt arbejde rigtig meget af det. Sådan et sted kører kun ved et godt holdarbejde. Man kan ikke spille smart og bedrevidende. Man er en del af flokken.

Det Bruunske Pakhus rykkede til Tøjhuset

Programmerne i vindueskarmen på Kurt’s Kaffebar er fra Tøjhuset. Det får Helle til at gøre et stop i sin fortælling. Hun er glad, stolt og tilfreds.

“Det gik godt i Pakhuset, og vi kunne være blevet der. Det var et godt hus for os, men flere og flere udsolgte koncerter gjorde, at vi så på andre lokationer. Vi manglede space. Tøjhuset havde været i spil mange gange. Hvad skal man bruge det hus til, tænkte og sagde vi. Der var ikke landet noget nyt i huset endnu. En dag kørte jeg en tur. Jeg så huset igen. I min verden var det ligetil at flytte os til Tøjhuset med vore 200 arrangementer. Det kunne vi sagtens gøre, den øvelse lå lige til. Huset ligner Det Bruunske Pakhus. Det var samme stil, og så ligger det fantastisk. Vi spurgte politikerne om der var udviklingsplaner eller om vi kunne få lov at flytte. Den daværende konstituerede Kommunaldirektør Vibeke Kinch syntes, at det var en fremragende ide,” fortæller Helle.

“Det var en mulighed for at revitalisere Det Bruunske Pakhus, som var blevet synonym med nogle bestemte musikgenre. Der var stor respekt for det, vi lavede, men mange kom der aldrig. Det var en lukket klub. Det kunne vi få løst op for med Tøjhuset. Vi gik igang i 2015 og havde åbningsfest i 2017. Det gik megastærkt. Jeg kender spillestedsbranchen godt. I Viborg talte mange om at flytte, men gjorde det første 10 år senere. Her var der ikke langt fra tanke til handling. Vi skulle bare i gang. Politikerne var også nervøse. Skal vi ikke beholde begge dele. Vi vil ikke lukke Pakhuset, sagde de,” uddyber Helle.

Var det hårdt at flytte og bevare DNA’en fra Pakhuset?

“Når jeg sidder her i dag. Kan jeg godt tænke tilbage til, når jeg var alene. Jeg gik rundt om mig selv og tænkte: shit, det er hårdt, men når du er i processen, så skal man tro på det, så vi gjorde det. Vi gjorde det sgu – og ja, det var var hårdt, men vi gjorde det rigtige. De spurgte om, jeg ville beholde Pakhuset også, men det ville jeg ikke. Jeg havde fået Ungdommenshus. Men jeg skulle ikke have mere. Man skal være til stede i sit hus. Det med at komme en gang i mellem, det holder ikke. Det krævet en del energi at få Tøjhuset på plads. Vi skulle have rytmisk og klassisk musik til at gå op. Interesserne og menneskerne. Stedet. Det kræver mange møder. Det var en stor opgave. Der var mange snakke. Men det gik godt. Det var ligeværdigt. Der er dyb respekt for alle genre i Tøjhuset. Ingen spiller en større rolle end andre,” siger Helle.

Et år senere sagde Helle sit job op, men det var ikke dramatisk eller unaturligt.

“Så gik hun sin vej. Det er heller ikke helt godt,” siger Helle og fortsætter: “Jeg havde gået med nogle tanker om, at jeg ville videre. Jeg blev engageret i flytteprocessen, som låste mig positivt. Jeg er glad for rejsen, jeg har været på. Det har været fantastisk. Tøjhuset kører nu. Man skal være ualmindelig dygtig, hvis man skal ødelægge det hus dernede nu.”

“Jeg tænkte på, rent personligt, at hvis jeg skulle lave noget andet i livet, så skulle det være nu. Der er gode medarbejdere i Tøjhuset, gode frivillige, men årene gik for mig, og jeg ville videre i mit liv. Vejen går nok omvendt af, hvad mange andre gør. Jeg sagde mit job op – der røg mine penge. Så satte jeg mit hus til salg. De fleste havde nok fundet et nyt job eller sat huset til salg først. Det eneste jeg mangler nu, er at finde ud af, hvad jeg vil lave. Jeg kan godt tænke: Nej – nu skal jeg også i gang, men som min yngste datter sagde til mig: “Mor, du er verdens dårligste til at være arbejdsløs. Du har skemalagt alt. Du skal slappe af et par uger også. Det kan også være, du skal ud rejse, mor.”

“Min egen mor, mener jeg skal begynde at læse, måske til arkitekt. Det har jeg faktisk altid drømt om. Jeg er blevet sluppet fri på en måde – jeg kan alt muligt nu. Jeg kan være frivillig for, Læger uden grænser, jeg kan rejse, jeg kan leve. Jeg ved ikke, hvor jeg ender, nu må vi se.”

Og dig og Aalborg?

“Jeg tror, at Aalborg er hjem. Det har altid været et hjem. Aarhus er også en dejlig by, men nu kan jeg flytte hjem til min mor og far, og få de sidste år med med det. Det blev til 30 år i Fredericia – og jeg er glad for alle årene.”

Fakta:

Helle Lillethorop
Født i 1963
Bankuddannet
To børn
Storesøster til en bror og søster.
Andre interesser: Kajak