Mandag stod i bæredygtighedens tegn på Fredericia Gymnasium for fem samfundsfagsklasser. Line Jensen fra Erritsø-virksomheden Kentaur kom og holdt oplæg for eleverne med fokus på bæredygtighed, som er en stor del af Kentaurs daglig dag.

I en tid, hvor bæredygtighed og miljøbevidsthed er blevet nøgleord for fremtidens forbrug, har Fredericia Gymnasium taget skridtet fremad ved aktivt at engagere sig i FN’s 17 verdensmål. Et initiativ i denne retning er gymnasiets fokus på genbrug af tøj, et emne der har vakt stor interesse blandt eleverne. For at dykke dybere ind i denne vigtige diskussion, inviterede samfundsfagslærer Tommy Skov Line Jensen fra virksomheden Kentaur til at komme og holde et oplæg for fem samfundsfagsklasser og elevorganisationen GFG.

Line Jensens besøg på Fredericia Gymnasium var ikke kun et møde, men en brobygning mellem teoretisk viden og praktisk indsigt i tekstilindustrien. Med sin baggrund hos Kentaur, en virksomhed der står i frontlinjen for bæredygtig tøjproduktion og genbrug, bragte hun en skattekiste af viden og erfaringer. Hendes nylige 10-dages rejse til Kina og Vietnam, hvor hun undersøgte Kentaurs forsyningskæder, giver hende en unik indsigt i de globale aspekter af tøjproduktion og genbrug.

Jensens dialog med eleverne var særlig relevant, da en elevgruppe på gymnasiet har taget initiativ til at arbejde med salg af genbrugstøj for Røde Kors. Dette møde mellem teori og praksis gav en enestående mulighed for eleverne at forstå de reelle udfordringer og muligheder i genbrugssektoren.

Besøget for Line Jensen foregik således, at hun holdt oplæg for et par klasser ad gangen, og sådan fortsatte det hele dagen. Hun gjorde eleverne i 2. og 3.G, der har samfundsfag på A-niveau, klogere på bæredygtighed.

– Jeg holdt et bæredygtighedsoplæg omkring, hvordan det er at have en virksomhed her i Fredericia, der på globalt plan arbejder med bæredygtighed på forskellige parametre, siger Line Jensen.

Det er ikke første gang, at Line Jensen holder oplæg om Kentaur, og det er noget, hun sætter pris på.

– Det er en stor ære for mig at få lov at komme og fortælle om noget, som jeg arbejder med hver dag, og sætte det lidt i perspektiv. Jeg får måske spørgsmål, som jeg ikke er vant til at høre, fordi eleverne ikke sidder i det til dagligt, og det er også spændende for mig på den måde, forklarer hun.

Håbet for Line Jensen med oplægget er klart:

– Jeg håber på at give noget inspiration videre, ikke mindst omkring bæredygtighed på overordnet plan, men også hvordan man kan forandre det med konkrete produkter og få det ind i en forretningsstrategi, siger Line Jensen.

For læreren Tommy Skov gav det god mening at tage kontakt til Kentaur, der er en lokal virksomhed, som beskæftiger sig med bæredygtighed.

– Hun kommer ude fra virkeligheden og har blandt andet lige været på en tur i Kina og Vietnam. Det er vigtigt at høre fra dem ude i virkeligheden, så det kombineret med vores gode grundbøger i samfundsfag danner et godt grundlag for at lære vores elever en masse, siger Tommy Skov og fortæller om forløbet, der køres på Fredericia Gymnasium:

– Vi gør det, fordi vi har startet et arbejde op med bæredygtighed på Fredericia Gymnasium. Der er blevet dannet elevgrupper, hvor nogle har fokus på at sælge tøj fra Røde Kors og indsamle tøj lokalt her på gymnasiet. Derfor kunne jeg ud fra min forbindelse med Line og Kentaur se, at det kunne være spændende, hvis hun kom her og holdt et oplæg for fem gymnasieklasser. Det er gymnasiets mulighed for at bringe videnspersoner ind i undervisningen og blive endnu klogere, slutter Tommy Skov.