4.9 C
Copenhagen
mandag 22. december 2025

Bro: Det er det rigtige tidspunkt i mit liv

0

Christian Bro ser hans alder som et plus i forhold til kampen om at blive spidskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia.

Lørdag bekendtgjorde Christian Bro sit kandidatur som spidskandidat for Socialdemokratiet til kommunalvalget i 2025. Det skete på et medlemsmøde i Det Bruunske Pakhus, hvor først Steen Wrist forklarede om bevæggrundene til, at han ikke genopstiller som spidskandidat. Efterfølgende kunne personer, der har i sinde at melde deres kandidatur til den nu ledige post som spidskandidat, melde sig. Andreas Dyhrberg Andreassen, John Nyborg og Christian Bro endte med at stille deres kandidatur til rådighed.

60-årige Christian Bro har siddet i byrådet siden 2013 og har blandt andet en fortid som tillidsmand hos Post Nord. Han føler sig derfor godt klædt på, hvis valget ender med at falde på ham.

– Jeg tror, at jeg kan løse opgaven, og det er det første, man skal gøre op med sig selv. Nu har vi haft nogle yngre borgmestre, og de har på hver deres måde kastet håndklædet i ringen, så jeg tror faktisk, at jeg med min alder og erfaring passer godt ind. Det peger længere ud i fremtiden, og jeg har været meget rundt i det kommunale. Jeg har haft med børn, unge og skole at gøre, arbejdsmarked og integration, og selvfølgelig også med det tekniske og miljømæssige, siger Christian Bro.

Kigger man på Christian Bros liv lige nu, mener han, at tiden er den rette til at tage skridtet op og blive spidskandidat.

– Når det nu skal være, så synes jeg faktisk, at det er det rigtige tidspunkt i mit liv. På den måde kan man godt svare ja på dit spørgsmål til, om det er det rette tidspunkt for mig. Det går godt i Fredericia, så tricket er at fortsætte den gode udvikling uden at sætte noget over styr, forklarer Bro.

I tirsdags meldte Steen Wrist ud, at han efter nøje overvejelser, gennem længere tid, ikke ønskede at genopstille som spidskandidat. Det har sat tankerne i gang for Christian Bro.

– Jeg har skullet fordøje Steens udmelding først og fremmest. Jeg har gjort mig nogle overvejelser, om vi kunne have hjulpet ham mere, fordi det er tydeligt nu, at jobbet har været for stort for ham, og vi har måske skulle have aflastet ham mere. Den del er jeg faktisk ked af, at vi ikke har været bedre til. Det er en underlig situation at være i, synes jeg, siger Christian Bro.

Trods det, at Bro skulle fordøje udmeldingen fra Wrist, og de øvrige medlemmer formentlig har det på samme måde, ser han ikke noget forkert i, at man har kunnet bekendtgøre sit kandidatur allerede lørdag.

– Vi kunne godt have ventet med at melde vores kandidatur, men på den anden side synes jeg, at mødet viser, at det er det rigtige, vi har gjort. Vi fik sagt tak til Steen, og han fik mødt vores medlemmer efter udmeldingen. Derfor ville det være naturligt for dem at spørge, hvem der vil komme på banen nu, siger Christian Bro.

I forbindelse med, at Christian Bro nu offentligt har meldt ud, at han stiller sig til rådighed som kandidat, har han også undersøgt opbakningen i sit bagland.

– Jeg har stor opbakning fra fagbevægelsen, men jeg føler også generelt en stor opbakning i gruppen, slutter Christian Bro.

For at stille op som spidskandidat kræver det 25 stillererklæringer. Christian Bro oplyser, at han har nok stillere, men at han ikke har alle underskrifterne endnu.

Kædedansen om guldkalven

0

Det er altid spændende at se, hvordan politiske partier vælger deres borgmesterkandidater, til nu har flere borgerlige partier endda i god tid udråbt deres borgmesterkandidat eller de har udråbt sig selv? I Liberal Alliance har vi ingen selvpromoverende kandidater. Når tid kommer, vælges et hold også over flere omgange. Som organisatorisk og politisk formand forventer Jeg at spidskandidaten stiller sig til rådighed for de løsninger der er bedst for Fredericia og partiet.

Byens for nuværende største parti socialdemokratiet er også på udkik efter ny spidskandidat.

Socialdemokraterne i Fredericia skal træffe en vigtig beslutning. Skal de vælge den fremtid der er bedste for Fredericia med yngre holdbare og visionære kræfter eller mere af det samme med overmodne byrødder der lige skal have lidt retræte før pensionen træder ind.

Kort sagt er det et valg om socialdemokraterne begrænser sig af de pensions modne politikere, der måske ønsker en sidste tur på den politiske scene eller et positivt skridt for byen, med kandidater der kan åbne op for nye ideer og frisk energi, samt samarbejde konstruktivt bredt med de borgerlige kræfter der vælges.

Når man ser på det fra et politisk perspektiv, er det vigtigt at have en blanding af erfarne politikere og nye ansigter, der kan bringe forskellige perspektiver og idéer til bordet, til Fredericia bedste. Dette vil gavne byen og dens borgere på lang sigt. Det er vigtigt, at politikere arbejder sammen for at løse byens udfordringer og forbedre livskvaliteten for alle. Dette kan lykkes hvis gamle politiske fejder begraves og nye øjne kommer til.

En vinder strategi for Fredericia er, at byen kan se en lysere fremtid i møde hvis ledelsen i partierne kan og vil samarbejde tværpolitisk.

Ingen borgmestre kan gøre arbejdet alene. Uden opbakning fra baglandet kan det være svært at opnå politisk enighed og få vedtaget vigtige politikker. Et bagland kan tilbyde de ressourcer og den ekspertrådgivning og politisk erfaring, der er afgørende for at drive en by effektiv også på tværs af partiskel. Ideologier bør vige for realiteter.

Politik er som musik – det handler om at finde den rigtige melodi, der kan appellere til alle borgere.

Poul Rand, lokalformand Liberal Alliance Fredericia

Tre kandidater har meldt sig for Socialdemokratiet

0

Lørdag formiddag var der medlemsmøde for Socialdemokratiet i Fredericia, og der kom det frem, at der foreløbig har meldt sig tre nye spidskandidater på banen til, når der skal være generalforsamling i partiet til marts.

Mødet, der fandt sted i Det Bruunske Pakhus, var velbesøgt. Den første del af mødet drejede sig om Steen Wrist, der tog ordet og forklarede om hans bevæggrunde for ikke at genopstille som spidskandidat, og efter den første del af mødet forlod Wrist forsamlingen for at overlade scenen til Socialdemokratiets lokalformand, Mads Funding. Han forklarede om processen i forbindelse med, at der skal vælges ny spidskandidat for partiet.

Efter Fundings forklaring var der mulighed for, at kandidater kunne melde sig på banen, og det endte med, at Christian Bro, John Nyborg og Andreas Dyhrberg Andreassen meldte deres kandidatur, men frem til generalforsamlingen er det stadig muligt for andre at melde sig. Det kræver blot 25 underskrifter fra medlemmer af den lokale partiforening.

Christian Bro har brugt de seneste dage på at overveje, om han vil stille sig til rådighed, og han mener nu, tiden er moden. Han blev valgt til byrådet ved valget i 2013 og har siden opnået genvalg i 2017 og 2021. I dag er Christian Bro 60 år og er sammen med John Nyborg dermed de to ældste af de meldte kandidater.

John Nyborg, der ligeledes er 60 år, var Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericia tilbage i 2015, men blev ikke valgt. Det blev afsættet til, at Nyborg stillede op til byrådet i 2017, hvor han strøg ind efter Jacob Bjerregaards rekordvalg. Dengang blev John Nyborg valgt med 220 stemmer, og i 2021 formåede han at få genvalg med 304 stemmer.

I 2023 meldte Andreas Dyhrberg Andreassen sig som kandidat til Folketinget for Socialdemokratiet, men nu, et års tid efter, er situationen en anden. Da den 41-årige fredericianske fødte Andreassen blev valgt, var det hans forventning, at Steen Wrist ville genopstille som spidskandidat for Socialdemokratiet, men da Wrist meldte ud, at han ikke længere er det, er situationen nu en anden for Andreassen, som derfor har meldt sig i feltet af spidskandidater for Socialdemokratiet til kommunalvalget i 2025.

Formand frygter ikke splittelse

Socialdemokratiets lokalformand, Mads Funding, var efter medlemsmødet i godt humør, da han fortalte om, hvordan mødet var forløbet.

– Jeg redegjorde for processen, som fremgår af vores vedtægter. Der er generalforsamling den 6. marts, hvor man skal aflevere 25 stillere, og hvor vi sandsynligvis vil tage det til en urafstemning. Jeg hører, at det er det stemningen mest er til, siger Funding.

Han spurgte direkte ud i salen, om nogen kandidater meldte sig på banen.

– Der meldte Christian Bro, John Nyborg og Andreas Dyhrberg Andreassen sig, og de har erklæret deres kandidatur, men der kan komme flere. Jeg foretrækker, at der er flere man kan vælge end én, så jeg ser det som positivt. Nu skal vi kigge på, hvilke ledelsesmæssige kompetencer vi ser en borgmester har, så jeg foretrækker klart, at vi har flere at vælge imellem så vi har flere muligheder, forklarer Mads Funding.

Frygter du splittelse med tre kandidater?

– Hvis man frygter, at der kommer splittelse af det her, så skal man frygte demokratiet. Demokrati indebærer altid, at man skal vælge mellem forskellige muligheder. Jeg frygter ikke demokratiet, men det er lidt mere spændende at være medlem af Socialdemokratiet i dag end det var for en uge side. Nu er der en reel debat, og man har faktisk reel magt som partimedlem, slutter Mads Funding.

Fredericia skal fornyes

0

Læserbrev: Byrådet i Fredericia vedtog forrige år en ny vision. Det skete efter mange sværdslag, blandt mange forskellige partier, og blev derfor et kompromis. Men der er nu en vej fremad. Jeg stiller op til at blive ny borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Fredericia, fordi den vision vil kræve politisk lederskab, gode forbindelser og stor erfaring fra erhvervslivet.

Da jeg forrige år med stor glæde og stolthed blev valgt af Socialdemokratiet som Folketingskandidat i Fredericia, var det med den sikkerhed i ryggen, at min partifælle og kammerat, Steen Wrist, ville bakke mig op. Opbakningen fra en stærk borgmester betyder meget, når man skal kaste sig ind i kampen for at få en by som Fredericia repræsenteret på Christiansborg.

Af samme grund blev jeg oprigtig meget overrasket og trist, da borgmesteren forleden meddelte mig, at han ikke genopstiller. Jeg kan sagtens forstå Steens beslutning, og jeg bakker ham fuldstændigt op i denne. Men samtidig begyndte jeg straks at overveje, hvad denne situation ville betyde for partiet i Fredericia. Ved sidste valg var det kun få hundrede stemmer, der sikrede at magten blev hos Socialdemokratiet.

Jeg er født i Fredericia. Jeg er flasket op som socialdemokrat i Fredericia. Jeg har været med til at udvikle Fredericia, både som erhvervsmand, i sportslivet og politisk. Jeg vil Fredericia. Og vi kan så meget mere. Derfor vil jeg også have, at vi socialdemokrater står i spidsen for Fredericia fremover. Vi skal alle sammen med ind i det nye Fredericia, og det kræver kræfter, der kan forene og samle fredericianerne. Men også holde sammen i partiet.

Vi er en generation, der har fået gavn af at Socialdemokratiet sikrede uddannelse til alle, velfærd og sammenhold, der gjorde, at mange arbejderbørn som jeg selv, kunne bryde den sociale arv. Derfor bliver jeg også lidt træt, når nogen kritiserer mig for, at jeg ikke er arbejder nok. Vores forældre og deres forældre kæmpede med de røde faner, fordi de ville forkorte arbejdstiden, have ordentlige lejligheder og ferier til deres børn. Min generation skal være med til at beholde disse værdier, så kommende generationer også får glæde af de vitale idealer, der har bragt så mange danskere ud af fattigdom i det 20. århundrede.

Jeg er historiker. Derfor ved jeg, at den situation partiet i Fredericia netop nu befinder sig i, er meget farlig for det socialdemokratiske projekt. Partiet er nødt til at kunne samle fredericianerne. Vi er også nødt til at modernisere os selv de kommende år. Alle partier lider af, at vi har alt for få unge med i arbejdet. Det skal vi ændre på. Men det kræver, at vi tager fat i toppen. At vi kan inddrage de unge og min generation i et fælles projekt. Ikke mindst fordi, de unge skal være med til at finansiere et fortsat stigende antal ældre. Mennesker, som vi skal sikre en værdig alderdom. Vi skal samtidigt være klar at gribe fremtidens grønne jobs, uddannelser og omstille, hvor vi kan i en fart, men også udvikle et solidt fundament for bosætning, der sammen med de grønne investeringer sikrer økonomi til kernevelfærd.

Vi lever i en digital tidsalder. Jeg har primært arbejdet med kommunikation. Derfor ved jeg også, hvor vigtigt det er, at vores parti skaber positive budskaber frem mod kommunalvalget i 2025. Blandt andet ved at man ikke har travlt med at forklare, hvad man mener, de andre kandidater har af dårligdomme. Men tværtimod forklare, hvorfor man selv er den rigtige til at stå i spidsen.

Her er mine forklaringer.

Jeg har stået i spidsen for byens håndboldklub, et stort ikon i Fredericia, hvor jeg kender byens idrætsliv bedre end de fleste. Jeg har spillet et hav af fodboldkampe. Jeg har arbejdet frivilligt i årevis på at fremme sportslivet i byen, og har derfor et meget stort netværk blandt byens sportsudøvere. Jeg har været en del af erhvervslivet, hvor jeg som iværksætter, kommunikationschef og kommunikator, har været med til at skabe resultater, der har bragt Fredericia meget langt frem i Danmark, og dermed trukket arbejdspladser til Fredericia. Jeg har været venner med de fleste fredericianere, og tror, jeg fortsat er det. Jeg har været en del af den socialdemokratiske ungdom, og derfor er mit netværk i Danmark og blandt partiets medlemmer og folkevalgte på Christiansborg meget solidt. Men frem for alt, så har jeg altid, og vil altid, tale Fredericias sag.

Det er der brug for. En god leder skal rette kursen i tide. Netop nu skal vi rette kursen ind efter, at fredericianerne skal se os tage ansvar. Først og fremmest ved at være demokratiske og ordentlige, når vi holder valg i partiforeningen. Dernæst ved, at vi vælger for fremtiden, så byens vælgere kan se, at vi er det rette parti til at stå i spidsen, med en løsning der rækker mange år ud i fremtiden.

Derfor vil jeg i den kommende tid invitere alle medlemmer til møder, samtaler og arrangementer, hvor vi sammen kan udvikle et solidt fundament, så Socialdemokratiet vinder det kommunale valg i 2025.

For Fredericia.

Indbrud i villa på Engtoften

0
Foto: AVISEN

Vagtchef Søren Lysbjerg fra Sydøstjyllands Politi kunne lørdag morgen fortælle om et indbrud i en villa beliggende på Engtoften i Erritsø. Hændelsen blev anmeldt fredag aften kl. 23.15.

Ifølge vagtchefen, var der ikke mange hændelser at rapportere fra trekantsområdet i løbet af natten, på nær indbruddet.

Kom til åbent hus i Kolding

0

Syddansk Universitet i Kolding slår lørdag den 3. februar dørene op for alle interesserede, der vil høre mere om livet i den flotte bygning og de mange uddannelsesmuligheder.

Til Åbent Hus i Kolding kan man blive klogere på både bachelor- og kandidatuddannelser samt efter- og videreuddannelsestilbud. Lyt til oplæg, tal med studerende og undervisere, og udforsk karrierehjørnet med tidligere studerende. Få vejledning om optagelse, hør om studiemiljøet, se studieboliger og meget mere.

På Syddansk Universitet i Kolding oprustes der i år inden for IT-området, og campusbyen byder velkommen til to nye kandidatuddannelser fra efteråret 2024:

Data Science og Cand.merc. i data-drevet forretningsudvikling.

Begge uddannelser udbydes på engelsk.

Programmet varer fra klokken 12-15 på adressen Universitetsparken 1, 6000 Kolding, og det er en rigtig god mulighed for at mærke efter, om Kolding er det rette studiested.

Læs mere på SDU’s hjemmeside: https://www.sdu.dk/da/uddannelse/moedsdu/aabent_hus_sdu/aabent_hus_kolding?categories=

Kvinde påkørte vejskilt

0

På Bredstenvej i Vejle fredag eftermiddag, mistede en kvinde i tredvierne kontrol over sin bil og påkørte et vejskilt.

Vagtchef Mads Flansmose fra Sydøstjyllands Politi informerede om, at ulykken blev anmeldt klokken 14.27. Selvom der var betydelig materiel skade på både bilen og vejskiltet, kom føreren af bilen ikke til skade.

El-bus i brand

0

Sydøstjyllands Politi modtog fredag formiddag en anmeldelse fra buscentralen på Ravehavevej i Christiansfeld, Kolding Kommune, da en ældre el-bus, som ikke var i rute, udbrud i brand.

Branden spredte sig hurtigt til en anden bus, der holdt parkeret ved siden af. Vagtchef Mads Flansmose fra Sydøstjyllands Politi kunne fortælle, at der var bekymring for, at branden ville brede sig yderligere. Brandvæsenet var dog effektive, fortalte vagtchefen også, og de formåede at slukke branden, inden den kunne nå at forårsage mere skade.

De to busser var fuldstændig udbrændte. Årsagen til branden er endnu ikke fastlagt, og efterforskningen fortsætter for at afklare omstændighederne, der ledte til dette uheld, fortalte vagtchefen afsluttende.

Ældre kvinde kørte ind i lastbil

0
Foto: AVISEN

Tidligt fredag morgen var der et sammenstød mellem en personbil og en lastbil i krydset mellem Snoghøj Landevej og Vesterballevej.

Ifølge vagtchef Mads Flansmose fra Sydøstjyllands Politi blev hændelsen anmeldt klokken 09.38. En kvinde i firserne, føreren af personbilen, påkørte en lastbil ført af en mand i trediverne fra Svendborg. Der skete materiel skade på de to køretøjer, men der var ingen tilskadekommende personer, bekræftede vagtchefen.

To mænd idømt længere fængselsstraffe for narkotikahandel og pengefalsk

0
Foto: AVISEN

En 27-årig og en 32-årig, begge fra Vejle, blev ved Retten i Kolding idømt henholdsvis 6 år og 4 år og 6 måneders fængsel for i perioden efteråret 2022 og frem til slut februar 2023 at have begået en længere række af lovovertrædelser.

De to mænd var tiltalt for at have været i besiddelse af euforiserende stoffer, herunder 1 kilo amfetamin samt 70 gram kokain. Den 27-årige blev også dømt for besiddelse af yderligere ca. 82 gram kokain med henblik på videreoverdragelse. De to mænd blev ligeledes dømt for at have været i besiddelse af mindre mængder narkotika til eget brug, samt dømt for sammen at have skaffet sig 50.000 kr. i eftergjorte/falske sedler, som de efterfølgende havde brugt som betalingsmiddel.

Begge mænd var også tiltalt for hæleri ved i efteråret 2022 at have været i besiddelse og hjulpet med afhændelsen af 30 stjålne designerstole til en værdi på over 100.000 kr., som senere blev solgt videre.

Den 27-årige var også tiltalt for at have forsøgt at skaffe yderligere 100.000 kr. i falske sedler – hvilket mislykkedes, da han forinden blev anholdt af politiet. Ligesom han blev dømt for tyveri, trusler, hærværk samt besiddelse af en peberspray.

En fremadrettet efterforskning

Det var på baggrund af en fremadrettet efterforskning, som Sydøstjyllands Politi gennemførte i februar 2023, der førte til opklaringen samt anholdelsen af de to nu dømte mænd. Efterforskningen var rettet mod den ene af de tiltalte, som var mistænkt for narkotika-kriminalitet i Vejle-området.

Det store efterforskningsarbejde resulterede i, at Sydøstjyllands Politi ultimo februar 2023 kunne foretage anholdelse og fremstille de to mænd i grundlovsforhør. Den 27-årige blev den 23. februar 2023 fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet for trusler. Den efterfølgende dag – den 24. februar 2023, blev han sammen med den 32-årige fremstillet og varetægtsfængslet for pengefalsk. De tiltalte har siddet varetægtsfængslet lige siden.

Dommen

Ved Retten i Kolding blev den 27-årige mand idømt 6 års ubetinget fængsel og den 32-årige mand blev idømt 4 år og 6 måneders ubetinget fængsel.

Den 27-årige ankede dommen med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, mens den 32-årige modtog dommen. Begge var indforstået med fortsat varetægtsfængsling.

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Søs Bløcher.

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

0
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe...
Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb