5.9 C
Copenhagen
lørdag 27. december 2025

Christian Jørgensen: Nu skal Fredericia have et liberalt pust

0
Christian Jørgensen: Nu skal Fredericia have et liberalt pust

Liberal Alliances spidskandidat Christian Jørgensen var lørdag ude med stiger og strips, da valgkampen for alvor gik i gang. Han tror på de unge vælgere – og på, at summen af små indsatser kan flytte meget.

Regn og blæst satte ingen stopper for kampgejsten, da Christian Jørgensen fra Liberal Alliance lørdag den 25. oktober satte sin første valgplakat op i Fredericia. Med børn, venner og en lille håndfuld biler i gang rundt i kommunen markerede han starten på den liberale valgkamp frem mod kommunalvalget den 18. november.

»Ja, hvad så – det bliver jo en lang dag i dag. Heldigvis har jeg gode venner og børn og børns venner til at hjælpe mig, så vi kører med tre-fire biler i dag. Det blæser, det regner, men heldigvis er der højt humør, og vi har allerede drillet hinanden lidt internt med de andre partier,« lød det grinende fra Jørgensen, mens han fik den første plakat i vejret.

Han begyndte dagen i Adelvej-kvarteret, men ambitionen er at dække hele kommunen.
»Jeg har prioriteret at starte herude i Adelsø, men jeg tænker, at vi forsøger at ramme det meste af kommunen med vores plakater,« sagde han.

For Christian Jørgensen er plakaterne mere end bare symbolik. De er en måde at skabe synlighed – særligt over for de unge vælgere.
»Jeg hørte lige den kloge Rukabuki-TV her til morgen, der sagde, at det faktisk har en betydning. Og det har især en betydning for de unge vælgere, som måske ikke er så opmærksomme på det. Vi står jo stærkt i det unge segment, hvor vi i målingerne ligger på op mod 30 procent. Så det kunne være rigtig fedt, hvis de her plakater kunne få nogle af de unge til at gå ned og stemme ved kommunalvalget,« sagde han.

Han peger på, at omkring halvdelen af vælgerne stadig ikke har besluttet sig – og derfor bliver de sidste uger afgørende.
»Når der er så mange, der ikke har bestemt sig, så gælder det virkelig om at give den fuld gas på alle parametre og forsøge at ramme så mange som muligt,« sagde Jørgensen.

Og hvordan gør man så det? Ifølge den liberale spidskandidat findes der ikke ét svar – men mange små handlinger, der tilsammen gør en forskel.
»Hvad der virker, kan der være mange meninger om. Men jeg vælger at sige, at summen af indsatser virker. Om det så er en hyggesnak i Brugsen, sociale medier, valgmøder, plakater, radiospots eller annoncer i jeres medier – jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at summen giver mere, end hvis vi sad hjemme på sofaen og drak kaffe og bare fulgte med i nyhederne,« sagde han.

Med et bredt smil og en bunke plakater i bagagerummet satte Christian Jørgensen kurs mod næste lygtepæl. For ham handler valgkampen ikke kun om synlighed – men om at give Fredericia et nyt pust.
»Vi skal have mere frihed, mindre bureaukrati – og et byråd, der tør tænke nyt. Det er derfor, vi er her,« sagde han, inden han hoppede ind i bilen og kørte videre ud i regnen.

Borgernes Liste klar til valgkamp: »Vi skal både ses og høres«

0
Borgernes Liste klar til valgkamp: »Vi skal både ses og høres«

Karsten Byrgesen og Christina Koch Petersen trodsede efterårsvinden, da Borgernes Liste lørdag gik i gang med at hænge valgplakater op i Fredericia. Holdet er klar til at kæmpe for synlighed – og for borgerne.

Lørdag den 25. oktober gik startskuddet til kommunalvalgkampen i Fredericia, og for Borgernes Liste betød det stiger, strips og en klar mission: Vælgerne skal kunne se, at listen er til stede – og klar til at tage kampen op mod de etablerede partier.

»Det er vigtigt for Borgernes Liste, at vi bliver både set og hørt. Vi er blevet svigtet af Fredericia Dagblad, der har valgt at lave en rundspørge om, hvem man vil stemme på – og de har faktisk glemt at tage Borgernes Liste med. Men her er vi, og vi er klar,« sagde Karsten Byrgesen, mens han fik de første plakater op ved Silvan i Fredericias nordby.

Han har nøje udvalgt placeringerne for dagens plakataktion.
»Vi har tænkt os rigtig grundigt om. Vi kommer der, hvor folk kommer mest, og det gør vi blandt andet her ved Silvan og mange andre travle steder i byen. Christina er i gang her, og Charlotte hænger op i den sydlige del af Fredericia. Vi er godt fordelt,« forklarede Byrgesen.

Ved hans side var Christina Koch Petersen, der stiller op for første gang og havde set frem til dagen.
»Det ser da godt ud,« lød det smilende, mens hun holdt fast i en plakat i den friske vind.

Hun ved, at de kommende uger bliver krævende – men hun er klar.
»Jeg ved jo ikke helt, hvad jeg skal forvente, men jeg tror, det bliver hårdt. Men jeg er klar. Jeg er håndværker, så jeg kan godt tage fat,« sagde hun med et grin og tilføjede: »Politisk er jeg nok i mesterlære – men jeg lærer hurtigt.«

For Christina Koch Petersen er valgkampen ikke bare politik – det er også en oplevelse.
»Det er spændende at være med. Og så er det lidt særligt at se sig selv hænge på lygtepælene. Min søn derhjemme er helt vild med at se sin mor rundt i byen,« fortalte hun.

For Karsten Byrgesen bliver de kommende uger travle – men han trives i tempoet.
»Programmet er meget stramt. Mandag morgen starter klokken otte med udvalgsmøde til halv et, derefter regionsrådsmøde, og når det er færdigt, skal jeg til debat på gymnasiet. Og sådan fortsætter det stort set hver dag, syv dage om ugen. Men det er jo det, der kendetegner en valgkamp. Vi er klar – jeg behøver ikke gøre noget særligt for at være klar, for jeg er altid klar,« sagde han med et smil.

Med stædighed, energi og et lille hold af engagerede kandidater kaster Borgernes Liste sig nu ind i valgkampen frem mod den 18. november, hvor borgerne i Fredericia skal vælge deres nye byråd.

»Vi tager bølgerne, som de kommer,« lød det fra Karsten Byrgesen – inden han greb endnu en plakat og fortsatte dagens arbejde.

Sune Nørgaard Jakobsen: Nu starter ballet – det er tid til at skifte system

0
Sune Nørgaard Jakobsen: Nu starter ballet – det er tid til at skifte system

Dansk Folkepartis kandidat går til valg med fuld kraft og et klart mål: Han vil i byrådet og skabe forandring i Fredericia.

Lørdag den 25. oktober gik startskuddet til valgkampen for alvor i Fredericia, da kandidaterne begyndte at hænge deres valgplakater op. For Sune Nørgaard Jakobsen fra Dansk Folkeparti var dagen mere end bare symbolsk – det var begyndelsen på en kamp, han har ventet længe på.

»Så er det i dag, festen starter. Det er nu, I alle sammen skal tage jer sammen. Nu starter ballet, og nu har I muligheden for at skifte system her i Fredericia,« lød det energisk fra Sune Nørgaard Jakobsen, mens han med strips og stige fik de første plakater på plads.

Han lægger ikke skjul på, at ambitionen er klar og målrettet.
»Er I trætte af skolerne? Er I trætte af socialtilbuddene? Er I trætte af, hvordan kommunen kører og arbejder med mennesker, så er det tid til at skifte system. Og det kan I gøre ved at sætte kryds ved Dansk Folkeparti – og gerne personligt hos mig. Jeg er nummer to på liste O,« sagde han.

Med kommunalvalget den 18. november lige om hjørnet er Nørgaard Jakobsen fast besluttet på, at denne gang skal Dansk Folkeparti igen have en stærk stemme i Fredericia Byråd – og at han selv skal være en del af den.
»Der er fuld gas på. Jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg har en ni tons tung tyr inde i hovedet, der bare står og buldrer for at komme ud og konfrontere alle de politikere, der har været med til at sætte dagsordenen i så mange år. Nu er det min tur,« sagde han med et glimt i øjet, men også med alvor bag ordene.

Sune Nørgaard Jakobsen har været aktiv i lokalpolitik i flere år og kender ifølge ham selv systemet indefra. Netop derfor mener han, at tiden nu er moden til forandring.
»Jeg har ventet i mange år på det her, og jeg er klar. Jeg har allerede fire valgdebatter den næste uges tid, så jeg er fuldt klar,« sagde han, inden han kørte videre til næste lygtepæl.

Med en stålsat tro på, at Fredericia har brug for et nyt politisk retning, kaster Nørgaard Jakobsen sig nu ud i tre ugers intens valgkamp.
»Nu er det min tur,« gentog han, mens endnu en gul DF-plakat blev spændt fast i vinden – et klart signal om, at Dansk Folkeparti går ind i valgkampen med kampgejst, mod og vilje til at ryste det politiske system i Fredericia.

Johannes Lundsfryd: »71 konkrete tiltag – udviklet sammen med borgerne – skal styrke Middelfarts lokalsamfund«

0
Johannes Lundsfryd: »71 konkrete tiltag – udviklet sammen med borgerne – skal styrke Middelfarts lokalsamfund«

Middelfart Kommune står nu med 71 konkrete initiativer, der skal udvikle byer og lokalsamfund over de kommende år. Borgmester Johannes Lundsfryd (S) kalder arbejdet et af de mest gennemgribende borgerinddragelsesprojekter i kommunens nyere historie – med over 1.000 borgere involveret og 12 lokale udviklingsplaner, som byrådet nu har godkendt.

»Det helt særlige her er den dybe forankring. Vi har brugt lang tid på en inddragende proces, hvor borgerne i de enkelte områder har været med til at formulere, hvad der er vigtigst netop dér,« siger Johannes Lundsfryd.

Han forklarer, at man i mange år har oplevet, at det ofte var »det hjul, der larmede mest«, som fik opmærksomhed og ressourcer. Med de nye planer bliver indsatsen derimod styret af fælles prioriteringer, der udspringer af fakta, analyser og lokal viden.

»Vi har lavet analyser af befolkningssammensætning, udfordringer og ønsker. Der har været borgermøder, arbejdsgrupper og skoleprojekter, hvor børn og unge også har bidraget. På den måde har vi sikret, at planerne afspejler virkeligheden i de enkelte lokalsamfund,« siger han.

De 12 lokale udviklingsplaner dækker hele kommunen – fra Brenderup, Nørre Aaby og Ejby til de mindre landsbyer og landområder. Hvert område har fået sine egne prioriterede indsatsfelter, og planen udgør nu både lokalsamfundenes og byrådets fælles retning.

»Den første generation af udviklingsplaner var kun lokalsamfundenes planer. Denne gang har vi sagt, at det også er byrådets planer. Vi er forpligtede på dem, og det betyder, at det ikke bare bliver et katalog med gode idéer, men en strategisk retning, der skal følges,« siger Johannes Lundsfryd.

Et særligt element i modellen er, at der nu etableres et årligt forum, hvor kommunen og repræsentanter fra de enkelte lokalsamfund mødes og følger op på fremdriften. Her gøres status på de enkelte tiltag, og der lægges planer for næste skridt.

»Det er en ny måde at arbejde på, hvor vi systematisk holder dialogen i gang. Det giver både kontinuitet og kvalitet i arbejdet,« siger borgmesteren.

Han mener, at borgerinddragelsen har hævet kvaliteten i planerne markant. »Når mange er med, ser man tingene fra flere vinkler. Det giver både bedre løsninger og større ejerskab. Og vigtigst af alt – det betyder, at vi nu har en samlet retning for de næste fire år, som både er realistisk og lokalt forankret,« siger Johannes Lundsfryd.

De 71 initiativer spænder bredt – fra forbedringer af stier, veje og byrum til lokale kultur-, natur- og fritidsprojekter, der skal skabe liv og sammenhængskraft. Ved siden af udviklingsplanerne er der også etableret et nyt system til prioritering af trafikprojekter, hvor der indgår vurderinger af trafiksikkerhed, fartmålinger og uheldsdata.

»Det betyder, at vi prioriterer de projekter, hvor der er størst behov og størst effekt – både for sikkerheden og for lokalsamfundenes udvikling,« siger borgmesteren.

For ham viser projektet, hvordan lokal udvikling og fælles ansvar kan gå hånd i hånd. »Det her er et udtryk for, at vi tager borgernes input alvorligt. Vi har bygget noget op sammen, og nu skal vi holde fast. Selvfølgelig kan der opstå nye udfordringer undervejs, men hvis ikke der gør det, så er det det her, vi gør. Og så bliver det til noget,« siger Johannes Lundsfryd.

Peder Tind: Jeg går ingen steder

0
Peder Tind: Jeg går ingen steder

Venstres borgmesterkandidat langer ud efter leder i Fredericia Dagblad, der kaldte dette valg hans sidste – og lover at kæmpe for fremtidens Fredericia med fuld styrke.

Lørdag den 25. oktober var en særlig dag for Peder Tind og Venstre i Fredericia. Klokken præcis 12 røg den første valgplakat op – og dermed begyndte valgkampen for alvor for Venstres borgmesterkandidat, der mødte op med et stort hold af frivillige.

»Den første plakat er kommet op, og det gjorde den kl. 12. Det betyder jo også, at nu er valgkampen for alvor i gang. Vi har samlet 50 her til morgen, og jeg tror, vi har omkring 26-27 biler, der roterer derude i dag. Vi mærker en hammerende stor opbakning og en rigtig god energi. Jeg er meget optimistisk og glæder mig til en fed valgkamp,« sagde Peder Tind.

Men midt i den gode stemning sætter Tind også ord på sin skuffelse over en leder i Fredericia Dagblad, hvor chefredaktøren antyder, at dette valg bliver hans sidste som spidskandidat for Venstre.

»Chefredaktøren ved ikke, hvad han taler om. Jeg undrede mig ærligt talt over, at han skrev det. Heldigvis oplever jeg en kæmpestor opbakning blandt Venstres bagland, og det er jo dem, der skal afgøre, hvem der er spidskandidat til næste valg – det ved chefredaktøren ingenting om,« siger Tind.

Han lægger ikke skjul på, at kommentaren ramte ham – men også at den kun har styrket hans kampgejst.
»Jeg ved heller ikke, hvorfor man siger sådan noget. I virkeligheden handler det jo bare om at så tvivl om, hvorvidt jeg er her, hvis ikke vi vinder. Men jeg går ingen steder. Jeg lever ingen steder fredeligere end i den kommune, jeg er født og opvokset i. Det er her, mine børn går i skole. Det er her, jeg lever mit liv. Og det er her, jeg drømmer om at udvikle kommunen til et endnu bedre sted i morgen,« siger han.

De kommende uger bliver travle for Venstre-holdet, men Peder Tind er klar til opgaven.
»Der bliver mange debatmøder, mange samtaler, og vi har vores valgcafé. Vi kommer ud rigtig mange steder, for jeg elsker dialogen og at blive klogere på, hvad fredericianerne tænker om fremtidens Fredericia. Vi har lavet et stærkt valgprogram, men vi vil også høre, hvad borgerne selv drømmer om,« siger han.

Tind understreger, at Venstres kampagne bygger på optimisme og nærvær.
»Når vi står i Gothersgade, når vi er til valgmøder eller bare møder folk i hverdagen, så handler det om at tale politik og fremtid. Vi er klar, og jeg er 100 procent klar til at kæmpe for Fredericia,« siger han.

Med en kombination af lokal forankring, stærkt bagland og tro på forandring, står Peder Tind fast midt i kampens hede.
»Jeg går ingen steder,« gentager han med et smil, inden han tager en ny stak plakater under armen og forsvinder ud i den kolde efterårsluft – klar til at kæmpe hver eneste stemme hjem.

Tommy Rachlitz Nielsen: Vi går efter tre – måske fire – mandater

0
Tommy Rachlitz Nielsen: Vi går efter tre – måske fire – mandater

Selvsikkerhed og kampgejst prægede de konservative, da valgplakaterne kom op i Fredericia lørdag. Tommy Rachlitz Nielsen tror på borgerligt flertal og kalder dagen en festdag.

For Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti var lørdag den 25. oktober en dag, han havde set frem til længe. Med strips, stiger og et stort konservativt hold i ryggen gik han i gang med at hænge valgplakater op over hele Fredericia – og optimismen var ikke til at tage fejl af.

»Nu er vi endelig i gang. Nu er vi endelig nået dertil, hvor vi sætter slutsporten ind i valgkampen. Det er helt fantastisk, og det er skønt, at man er nået hertil. Og indtil videre er der jo tørvejr – det er guld. Blæsevejr kan vi leve med,« sagde han med et smil.

For Tommy Rachlitz Nielsen handler valgkampen ikke bare om at hænge plakater op, men om at vise, at De Konservative igen er en markant kraft i Fredericia.
»Jeg håber selvfølgelig, at der kommer et massivt godt konservativt resultat, og at vi får et borgerligt flertal i Fredericia, så vi kan få en borgerlig borgmester. Det har vi sukket efter længe, og jeg tror på, at det er inden for rækkevidde,« sagde han.

Han beskriver dagen som hårdt arbejde – men også som en højtid for holdet.
»Det er seriøst hårdt arbejde at sætte plakater op. Men det er i godt selskab og med et fantastisk hold. Og så slutter vi af med pølser og lidt hygge bagefter. Det er hårdt arbejde, men det er en festdag,« fortalte han.

Hos de konservative var stemningen ifølge Rachlitz Nielsen bedre end nogensinde.
»Fantastisk. Jeg ved ikke, om du har set billederne, men vi var over 50 til morgensamling og er ude at hænge plakater op. Vi er det stærkeste hold nogensinde i Fredericia. Det samme gælder kandidatholdet. Vi er så glade, og vi tror på det,« sagde han.

Og han lægger ikke skjul på, at ambitionerne er høje:
»Vi er helt sikre på, at vi skal kigge på tre eller fire mandater efter valget, og at vi får en vigtig og afgørende indflydelse, når der skal sættes hold i Fredericia Kommune i 2026.«

Mens andre partier først for alvor er ved at komme i gear, lyder det fra Rachlitz Nielsen, at De Konservative allerede er i fuld galop. Med et rekordstort hold, et tydeligt mål og en tro på, at vælgerne er klar til forandring, har partiet ifølge ham den bedste position i mange år.

»Det er en festdag – men det er også starten på det, vi tror bliver et historisk godt valg for os,« sagde han, inden han greb endnu en bunke strips og fortsatte op ad lygtepælen.

Cecilie Roed Schultz klar til valgkampen

0
Cecilie Roed Schultz klar til valgkampen

Enhedslisten håber på to mandater – og kan blive tungen på vægtskålen, når Fredericia skal have ny borgmester efter valget den 18. november.

På en grå og blæsende lørdag formiddag den 25. oktober var Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten i fuld gang med at finde strips og stiger frem. Om få minutter skulle de første valgplakater op – og dermed var valgkampen i Fredericia officielt i gang.

»Ja, i hvert fald lige om syv minutter,« sagde hun med et smil, da hun blev spurgt, hvordan det føltes at være i gang.

For hende er valgkampen dog begyndt for længe siden.
»Jeg tror, at der er mange, der synes, vi har været i gang længe. For mig begyndte det midt i uge 42. For alvor har jeg haft noget på programmet mange gange om dagen siden. Så det er dejligt også at få plakaterne op nu, for der er ingen tvivl om, at valgkampen er i fuld gang her i Fredericia,« sagde hun.

Cecilie Roed Schultz stiller op til endnu en periode i Fredericia Byråd, hvor Enhedslisten i de seneste valgperioder har haft stor betydning som støtteparti. I et byråd, hvor der ofte kun er få stemmer, der afgør magtbalancen, kan partiets mandater blive helt afgørende for, hvem der ender med borgmesterkæden.

Derfor lægger Schultz heller ikke skjul på, at hun går målrettet efter at styrke Enhedslistens mandat.
»Vi står i de meningsmålinger, der er kommet nu her, til cirka halvandet mandat. Så vi skal ud og knokle for at få mandat nummer to. Sidst var vi 63 stemmer fra nummer to – og det var så surt. Så den her gang skal vi bare have en over nakken, så vi kan komme op på to mandater. Jeg vil så gerne have en mere i byrådet sammen med mig,« sagde hun.

Selv om kalenderen er pakket, er motivationen intakt.
»Ja, det er et hårdt program, men så må vi sove på den anden side. Jeg synes, det er værd at kæmpe,« sagde Schultz.

Hun tror på, at Enhedslistens måde at arbejde på i byrådet bliver belønnet af vælgerne.
»Vi fortæller, hvad vi mener, og vi gør det, vi gør, og vi er, som vi plejer. Jeg tror, at der generelt er en okay opbakning til Enhedslisten og den måde, vi har ageret på i byrådet. De ting, vi har fået igennem, er folk overordnet set enormt glade for. Vi er helt sikkert ikke for alle, men jeg tror, vi er for rigtig mange. Vi er et parti, som på rigtig mange måder er på helt almindelige danskeres side, og det tror jeg, der er mange, der efterhånden har fået øjnene op for,« sagde hun.

Når vælgerne går til stemmeurnerne den 18. november, kan netop Enhedslistens resultat blive udslagsgivende for, om borgmesterposten i Fredericia går til venstre eller højre side af byrådssalen. Derfor er plakaterne, som nu pryder lygtepælene, ikke bare symboler på kampgejst – men også begyndelsen på et valg, hvor hver eneste stemme kan blive afgørende.

Nu begynder valgkampen for alvor

0
Nu begynder valgkampen for alvor

Vibe Dyhrberg og Allan Pertti havde travlt med strips og stiger, da valgplakaterne kom op i Fredericia lørdag formiddag – og humøret var højt trods regn og kulde.

Det var ikke kun vinden, der tog fat, da de første valgplakater kom op i lygtepælene rundt om i Fredericia lørdag den 25. oktober. For Socialdemokratiets kandidater Vibe Dyhrberg og Allan Pertti markerede dagen den officielle start på valgkampen frem mod kommunalvalget den 18. november – og begge havde set frem til at komme i gang.

»Ja, det bliver det også, fordi vejret jo ikke lige er på vores side, så det gør det. Men jeg har en helt klar plan for, præcis hvilke lygtepæle, vi skal ud i, så det er bare at komme i gang lige om lidt,« sagde Vibe Dyhrberg med et grin, mens hun iførte sig arbejdshandskerne.

Hun erkendte, at dagen var noget særligt.
»Det er jo noget, man har glædet sig til, og det er lidt som en cirkushest, der lugter savsmuld – nu skal vi bare i gang,« sagde hun.

For Dyhrberg handler dagen om at tage hul på en periode, hvor vælgerne igen møder kandidaterne på gader, torve og i debatter. Hvilke poster hun selv drømmer om, vil hun dog ikke lægge sig fast på endnu.
»Det må blive op til en konstituering at se på. Lad os se, om jeg er heldig at komme ind, og så må vi tage den derfra,« lød det nøgternt.

Også Allan Pertti var i fuld gang med sin plakatbrigade – en blanding af familie og partifæller.
»Vi er i gang, og jeg er glad for, ligesom Vibe, at det her bliver en god, sjov og aktiv dag. Jeg får hjælp af min lillebror og hans kæreste, min lillesøster og hendes mand, og min yndlingssøsters og mandens ene datter. Blod er tykkere end vand, for de er ikke Socialdemokrater, men jeg er glad for, at de hjælper mig. Uden deres hjælp gik det slet ikke,« sagde han med et smil.

Også for Pertti markerede dagen begyndelsen på den mest intensive fase af valgkampen.
»Det giver ekstra energi. Nu kører vi en ordentlig skalle alle sammen – sammen i Fredericia,« sagde han, inden han tilføjede en hilsen til konkurrenterne:
»Vi vil også gerne hilse pænt på vores medkandidater fra de andre partier ude på ruten. Det er nogle dejlige mennesker alle sammen.«

Mens plakaterne blev hængt op rundt omkring i byen, blev det tydeligt, at valgstemningen nu for alvor har indfundet sig. På gaderne kunne man se biler med stiger, termokaffe i bagagerummet og smilende kandidater, der med strips og handsker gjorde klar til fire ugers intens valgkamp.

Kommunalvalget i Fredericia afholdes tirsdag den 18. november 2025 – og for de lokale kandidater er plakatlørdagen det første synlige bevis på, at kampen om vælgernes opmærksomhed er i gang.

Valgdebat i Middelfart samlede unge voksne om transport, boliger, klima og borgerindflydelse

0
Valgdebat i Middelfart samlede unge voksne om transport, boliger, klima og borgerindflydelse

Ungdomsrådet i Middelfart afholdt torsdag den 23. oktober en valgdebat målrettet de 20–30-årige i tidsrummet 16.30–17.30. DR-journalist og tidligere middelfarter Amalie Schroll Munk styrede ordet, og emnerne var valgt af de unge selv. Panelet bestod af Eik Frikke fra Socialdemokratiet, Mads Emil Møller fra Venstre, Valdemar Kaas Ibsen fra Danmarksdemokraterne, Steffen Daugaard fra Dansk Folkeparti, Andreas Lausen fra Moderaterne, Lasse Schmücker fra Enhedslisten, Morten Bender Andersen fra Solidarisk Ansvar, Kris Straarup Jensen fra Liberal Alliance, Jens Andersen fra Tværpolitisk Anstændighed og Maja Weimer fra Socialistisk Folkeparti

Debatten åbnede med transport, og her var der bred enighed i salen og på scenen om, at den kollektive trafik er utilstrækkelig i Middelfart Kommune. Mange pegede på få afgange efter skoletid og om aftenen, vanskeligheder med taxa og et Flextrafik-system, der opleves som tungt. Forslagene spændte fra gratis busser som første skridt til flere og mindre eldrevne busser, bedre koordinering med Flextrafik, understøttelse af samkørsel via apps og en målrettet kortlægning af huller i nettet. Flere talere fremhævede, at køreplaner skal matche unges hverdag, så man ikke ankommer en halv time før undervisningen eller må vente længe på hjemturen

Boligspørgsmålet udløste samme klare diagnose. Panelet og publikum var enige om, at overkommelige boliger til unge er en mangelvare. Løsningerne spændte fra flere almene og deciderede ungdomsboliger til at genbruge eksisterende bygninger som nedlagte industriadresser. Containerboliger og tiny houses blev fremført som midlertidige og fleksible bud, mens andre ønskede, at kommunen stiller krav til bygherrer om mindre og billigere boliger. Der var også uenighed om geografi og miljø. Nogle efterlyste et samlet ungemiljø tæt på station og byliv, andre foreslog at sprede ungdomsboliger ud i hele kommunen og knytte dem til et bedre busnet

På klimaområdet blev der spurgt, om Middelfart som klimakommune kan mærkes i hverdagen. Flere efterlyste mere handling og mindre branding. Der blev peget på muligheder for solceller på offentlige tage, vindmøller de rigtige steder og stærkere inddragelse af borgerne. Samtidig blev ansvarsfordelingen vendt. Nogle lagde vægt på statens rolle i udbygning af elnet og nationale rammer, andre talte for, at kommunen går forrest med konkrete tiltag og tydeligere kommunikation om det, der allerede er gjort. Der lød også kritik af langsigtede kontrakter om flis og forslag om at udnytte vandenergi, mens kystsikring blev fremhævet som en lokal opgave med national støtte

Debatten sluttede med borgerindflydelse. Flere unge i salen gav udtryk for, at de ikke altid kan se sig selv i de beslutninger, der træffes. Fra scenen lød der opfordringer til at møde unge der, hvor de er, styrke de direkte møder på uddannelsesstederne og sikre, at input fører til konkret opfølgning. Nogle pegede på de lokale udviklingsplaner som nutidige værktøjer, der bør bruges mere aktivt. Andre lagde vægt på, at fornyelse også er et vælgeransvar, og at man må stemme nye kræfter ind, hvis man vil have et andet resultat

Formatet med røde og grønne kort til ja-nej-spørgsmål gav tydelige temperaturmålinger undervejs. På tværs af emner var der vilje til handling og flere steder begyndende fællesnævnere. Næste skridt bliver at gøre de mange forslag operationelle. For transport handler det om at kortlægge behov og justere drift. For boliger om at åbne for flere boligtyper og krav til udbud. For klima om at koble kommunale tiltag tættere til borgernes hverdag. Og for indflydelse om at gøre dialogen mere forpligtende, så unge ikke kun bliver hørt, men også kan se deres aftryk i de beslutninger, der følger

Debatten var den anden unge-debat samme dag med Amalie Schroll Munk som moderator, denne gang målrettet de 20–30-årige. Ungdomsrådet meldte om stor deltagelse og et engageret ordskifte, der gav kandidaterne direkte input fra de unge før kommunalvalget den 18. november.

750 unge satte dagsordenen til valgdebat i Middelfart – mental sundhed og transport toppede listen

0
750 unge satte dagsordenen til valgdebat i Middelfart – mental sundhed og transport toppede listen

Der var fuldt hus, da Middelfart Ungdomsråd torsdag den 23. oktober inviterede til valgdebat for de lokale ungdomsuddannelser. Hele 750 unge var mødt op for at diskutere politik, fremtid og hverdagsudfordringer med byens kandidater.

Debatten, der fandt sted fra klokken 12.00 til 13.00, blev modereret af DR-journalist og tidligere middelfarter Amalie Schroll Munk. Emnerne var udvalgt af de studerende selv, og det satte et ærligt og direkte præg på debatten.

»De unge havde på forhånd valgt emnerne, og det betød, at det blev deres virkelighed og deres spørgsmål, der fyldte,« fortæller Sally Hundahl, der som forkvinde for Middelfart Ungdomsråd stod i spidsen for arrangementet.

Ifølge hende blev der især diskuteret to temaer, som fylder meget i unges hverdag: mental sundhed og transport. »De talte om den trivselskrise, vi har lige nu, og der var meget delte holdninger blandt kandidaterne. Men de unge var ret tydelige i, at det er et område, der skal tages alvorligt,« siger hun.

Transportspørgsmålet skabte også genklang blandt både publikum og politikere. »Der var fuldstændig enighed blandt de unge om, at der ikke er nok offentlig transport – og det kom vist lidt bag på nogle af kandidaterne. Der var flere, der virkede overraskede over, hvor stort et problem det faktisk er,« siger Sally Hundahl.

Debatten blev afholdt i et uformelt format, hvor de unge sad ved caféborde og kunne tale direkte med kandidaterne. »Vi ville gerne skabe en afslappet stemning, hvor de unge kunne få en ærlig samtale med politikerne. Og det virkede virkelig godt. Faktisk var det så hyggeligt, at det var svært at få kandidaterne op på scenen igen, fordi snakken bare fortsatte ved bordene,« fortæller hun med et grin.

Stemningen var ifølge arrangørerne præget af engagement og nysgerrighed. »De unge deltog aktivt, og mange gav udtryk for, at de kunne bruge debatten til noget. Det var ikke bare snak – der blev lyttet,« siger Sally Hundahl.

Hun fortæller, at tilbagemeldingerne fra både elever og lærere har været overvældende positive. »Jeg talte med nogle af lærerne bagefter, blandt andet Susanne, som sagde, at det havde været virkelig brugbart. De syntes, det var rart, at man samlede alle ungdomsuddannelserne ét sted, i stedet for at holde flere små debatter ude på skolerne. Det gav noget energi og sammenhæng,« siger hun.

For Sally Hundahl og resten af Ungdomsrådet var det vigtigt at skabe en platform, hvor unge kunne møde politikere i øjenhøjde – og hvor politikerne fik et ærligt indblik i de emner, der fylder hos de unge. »Det betyder meget, at vi kan være med til at bygge bro mellem unge og politik. Vi håber, at kandidaterne tager nogle af pointerne med sig videre,« siger hun.

Om Ungdomsrådet gentager succesen om fire år, må tiden vise. »Det bliver jo op til det næste ungdomsråd at beslutte, men jeg håber virkelig, de griber bolden. For det her har været en kæmpe succes – både for os og for de unge,« siger Sally Hundahl.

EU laver momsregler, Danmark får bøvlet – de ældre regningen

EU laver momsregler, Danmark får bøvlet – de ældre regningen

0
Skal en pensionist have lommeregner og revisor for at gå til yoga, så har vi forvekslet velfærd med regneark. En dom i en tysk sag...