DMI varsler kraftig regn

0
Foto: PR

DMI har udsendt en advarsel om risiko for kraftig regn i Fredericia og nærliggende områder, herunder Kolding, Middelfart og Vejle. Advarslen gælder fra tirsdag kl. 22:00 til onsdag kl. 08:00.

I løbet af denne periode kan der lokalt falde mellem 25 og 35 mm regn på blot 6 timer. Det er vigtigt at være opmærksom på mulige oversvømmelser og tage de nødvendige forholdsregler for at beskytte ejendom og sikre færdsel.

Borgerne i de berørte områder opfordres til at følge situationen nøje og holde sig opdateret med DMI’s varslinger.

SF vil afsætte 8 mia. kr. årligt til børnene – også de sydjyske

0
(Foto: AVISEN)

Vi skal turde tænke stort. Sådan lyder det fra SF, der vil afsætte 8 mia. kroner om året frem mod 2030 for at få det gode børneliv til at blomstre igen. Pengene er der nemlig – vi skal bare lade være med at bruge dem på skattelettelser.

– Det er nu, vi skal turde tænke stort på vores børns vegne. Vi har pengene til at rette op på årtiers udsultning og nedskæringer på børneområdet. Vores børn er den bedste investering i vores fælles fremtid, men alligevel er der også i Sydjylland skolelukninger, besparelser på udsatte børn og stop for lejrture hver år, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, SF’s folketingsmedlem valgt i Syd- og Sønderjylland.

Det har længe været kendt, at mistrivslen er massiv blandt børn og unge, der står i kø til psykologer og udredning i psykiatrien. Landet over bløder folkeskolens økonomi. Det er kommet så vidt, at skolebestyrelser nægter at godkende budgetterne, fordi de ikke har tillid til, at skolen kan drives forsvarligt for de penge. Bruserne skyller koldt vand, der er huller i skolegården og Europakortene har stadig Sovjetunionen og Øst- og Vesttyskland på. Kommunerne er så presset, at man flere steder ser private fonde være den eneste mulighed for at kunne give børnene nogle ordentlige rammer. I Esbjerg er Claus Sørensens fond eksempelvis den eneste mulighed for, at skolerne kan få ombygget undervisningslokaler, for det er der ikke råd til på kommunalbudgetterne.

– Vores børn er ikke tjent med nedslidte skoler, og med lærere og pædagoger, der ikke kan byde vores børn nogle ordentlige rammer. Lige nu er der et økonomiske vindue til at investere massivt i at få rammerne om vores børn på plads igen, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

De seneste år er det økonomiske råderum vokset, og år efter år tryller finansministeren nye milliarder frem, som har gemt sig på bunden af statskassen. Beregninger viser, at råderummet vil fortsætte med at stige frem mod 2030.

– Jeg synes, det er uansvarligt at strø de penge ud som skattelettelser, når vores velfærd på så mange områder i knæ, og vi står over for nogle hårde prioriteringer for at genoprette den. Vi mener pengene bruges bedst på vores børn – både som investering på den korte og den lange bane, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

SF lægger op til en langsigtet finansiering, og vil derfor øremærkes 8 mia. kr. årligt (fuldt indfaset i 2030) til børneområdet i det økonomiske råderum. Men hvordan pengene skal bruges, skal aftales løbende, for det gode børneliv er en kompleks størrelse, og der findes ikke enkle løsninger.

– Vi har ikke alle svarene på, hvordan vi skal lykkes med at få det gode børneliv til at blomstre op igen. Men vi tror på, at vi igen kan skabe gode børneliv og viljen til at afsætte pengene og turde tænke stort, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

SF’s forslag skal ses som et Apolloprogram med reference til det program USA lancerede i 50’erne for at lykkes med at sende den første mand til månen. Dengang lykkedes det for NASA at få en mand til månen, fordi Apolloprogrammet lagde op til at turde tænke stort og tænke, at det umulige var muligt.

Derfor vil SF øremærke 4 milliarder til børneområdet uden at sætte navn på initiativerne. SF foreslår desuden at oprette et trivselsråd, som skal foreslå hvilke initiativer, der skal til for at tage det gode børneliv alvorligt. Rådet skal have de økonomiske rammer til at tænke stort. Det skal bestå af eksperter, organisationer og fagfolk.

SF vil afsætte yderligere 4 milliarder til konkrete initiativer, som vi allerede nu ved virker. Det er blandt andet færre elever i klasserne, minimumsnormeringer, og flere barns sygedage til forældrene.

Skærbækhus bliver en del af Skærbæk Skole

0

Fra årsskiftet kan Skærbæk Skole se frem til at få mere plads, mens der i samarbejde med beboerforeningen arbejdes på at finde en god løsning for de aktiviteter, der hidtil har været afholdt i Skærbækhus, som er ejet af Fredericia Kommune.

Der er pres på kvadratmeterne på Fjordbakkeskolen, afdeling Skærbæk, men fra årsskiftet kan skolen se frem til at få yderligere plads. Skolen overtager nemlig Skærbækhus, som ligger som en selvstændig bygning i forbindelse med skolen. Det har Teknisk Udvalg netop besluttet.

“Skolen har brug for den ekstra plads, der er i Skærbækhus, og derfor er det helt oplagt, at skolen nu får mulighed for at indrette Skærbækhus, så det kan bruges til både klubaktiviteter for de større børn og til de mindste børn i SFO’en. Det er den bedste og mest oplagte løsning for børnene,” siger John Nyborg, formand for Teknisk Udvalg, og tilføjer:

“Beslutningen er truffet efter en god dialog med Skærbæk Beboerforening, som i dag bruger Skærbækhus til forskellige aktiviteter. Vi skal naturligvis samarbejde med beboerforeningen om at finde gode løsninger både på den korte og på den lange bane, så de kan fortsætte deres værdifulde arbejde i lokalsamfundet.”

Samarbejde for langsigtet løsning

Jonna Heebøll, formand for Skærbækhus, er ærgerlig over, at Skærbækhus efter så mange år som beboerhus ikke længere skal lægge hus til foreningens mange aktiviteter, men hun anerkender også skolens behov for ekstra plads.

“Det er da et dilemma, for selvfølgelig skal skolen have den plads, de har brug for. Men det har en stor betydning for fællesskabet og samhørigheden i Skærbæk, at vi har et samlingssted, så jeg håber, vi finder en god løsning,” siger Jonna Heebøll.

Hun bakkes op af formanden for Skærbæk Beboerforening, Aksel Gruelund Sørensen, der understreger, at det er vigtigt for Skærbæk, at der findes en holdbar løsning for beboerforeningen og dens aktiviteter, der siden 1994 har haft base i Skærbækhus.

“Vi vil meget gerne indgå i et konkret samarbejde med Fredericia Kommune om at finde et nyt samlingssted i Skærbæk – både på den korte og lange bane. Vi vil foreslå, at arbejdet med den langsigtede løsning ses som et konkret element i strategien for udvikling af landsbyerne og lokalområderne i Fredericia Kommune,” siger Aksel Gruelund Sørensen og fortsætter:

“Helhedsplanen for Skærbæk har vist, at når vi arbejder sammen, kommune og borgere, kan vi finde de gode løsninger. Med en tidligere involvering af beboerforeningen omkring Skærbækhus havde vi måske kunnet undgå den situation, vi står i nu,” siger han.

Theresa Scavenius stifter nyt parti

0
Alternativet Foto: Matthias Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Theresa Scavenius, der for knap et år siden forlod Alternativet og har ageret som løsgænger i Folketinget siden da, har nu valgt at stifte et nyt parti, Grønne Demokrater. Partiet har til formål at fremme et åbent, frit og vidensbaseret demokrati, og det markerer et skarpt opgør med den “udemokratiske lukkethedskultur”, som hun mener præger Christiansborg.

Scavenius er dybt kritisk over for den politiske kultur, hvor hun mærker til at mange beslutninger træffes bag lukkede døre i ministerierne frem for i folketingssalen, og hun mener, at denne praksis undergraver det danske demokrati ved at fjerne den demokratiske debat og lovbehandling fra offentligheden. Grønne Demokrater skal derfor kæmpe for at sikre, at politik bliver ført med større gennemsigtighed og åbenhed, så beslutningerne kan træffes i fuld offentlighed.

Partiets hovedfokus vil være at genoprette tilliden til folkestyret ved at sikre, at al lovgivning og politiske aftaler behandles åbent i Folketinget, i overensstemmelse med demokratiske principper. Scavenius håber, at hendes nye parti kan udfordre den nuværende politiske praksis og bidrage til en mere demokratisk og transparent beslutningsproces.

Grønne Demokrater står dog over for en betydelig udfordring: At blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg kræver indsamling af cirka 20.000 vælgererklæringer. Dette er første skridt på vejen til at få officiel repræsentation i Folketinget. Selvom Scavenius fortsat vil være formelt løsgænger, indtil partiet opnår opstillingsberettigelse eller tiltrækker flere folketingsmedlemmer, markerer stiftelsen af Grønne Demokrater stadig den nye fase i hendes politiske karriere. 

Løfte om friskere kys skal få unge til at skrotte tobak

0

Studiestartskampagnen KysBedreOdense er i fuld gang. Formålet er at forebygge brugen af nikotinprodukter blandt unge på skoler og uddannelsesinstitutioner i Odense Kommune – en tilbagevendende begivenhed, som elever og skoler i år selv har efterspurgt.

Efterskolen Sports Academy Denmark er et af de steder, hvor kampagneteamet bag KysBedreOdense har været forbi. Her fik de nystartede elever mulighed for at teste deres viden om nikotinprodukter som for eksempel snus, vapes og cigaretter og vinde præmier.

Den konstante udvikling af nye nikotinprodukter, der særligt tiltrækker de unge, gør initiativer som studiestartskampagnen KysBedreOdense endnu vigtigere, mener sundhedsrådmand i Odense Kommune, Tommy Hummelmose.

– Nikotin giver ofte en livsvarig og dyb afhængighed, som er svær at komme ud af igen, og tobakken er samtidig en af de største dræbere, vi har. Derfor er det særligt vigtigt, at vi hjælper vores unge mennesker med at holde sig fra nikotinprodukter eller hjælper dem ud af en afhængighed så tidligt som muligt. Her er KysBedreOdense kampagnen en god indgang til at få en dialog med de unge om konsekvenserne ved røg og nikotin, siger sundhedsrådmand Tommy Hummelmose, der tirsdag var med ude for at møde de unge på Sports Academy Denmark.

Konsulenterne fra Røgfrit Odense, som står bag KysBedreOdense-kampagnen, har allerede etableret et godt samarbejde med efterskolen, og det betyder, at de i de kommende måneder kommer ud på skolen med ugentlige STOP-caféer og hjælper elever, som ønsker at komme ud af en eventuel nikotinafhængighed. Efterskolen har også tidligere haft mulighed for at sende elever på andre stop-tilbud, men eleverne foretrækker at få tilbuddene ud på skolen. Ifølge skolens viceforstander Rikke Bonde Hauge giver det også de bedste resultater.

– Når vi har et forløb med en konsulent i skolens kendte rammer, giver det eleverne en tryghed. Det giver en større tilslutning, og eleverne tør være mere åbne om deres udfordringer, og hvad de gerne vil have hjælp til, siger Rikke Bonde Hauge.

Efterskolen Sports Academy Denmark vil gerne bidrage til opgaven med at holde unge mennesker røg- og nikotinfri og ser det som en del af sit ansvar i forhold til den fysiske og psykiske sundhed hos eleverne. Samarbejdet med Røgfrit Odense er ifølge Rikke Bonde Hauge et signal om, at skolen tager opgaven seriøst.

Røg- og nikotinfri generation
Og netop samarbejde og partnerskabsaftaler er en vigtig del af Røgfrit Odenses arbejde, forklarer funktionsleder Anette Stensgaard.

– Det er en væsentlig faktor i arbejdet for en røg- og nikotinfri generation. Det er vigtigt, at virksomheder, uddannelser og skoler som Sports Academy Denmark kan se værdien i at gå forrest som rollemodeller og gøre, hvad de kan for at undgå, at unge får en livslang afhængighed af nikotin. Vi kan se, at det virker, siger Anette Stensgaard.

KysBedreOdense
Studiestartskampagnen KysBedreOdense har siden 2018 besøgt Odense Kommunes skoler og uddannelsesinstitutioner i løbet af august og september. Det er Røgfrit Odense, som hører under Sundhedsforvaltningen, der står bag kampagnen. Formålet er at forebygge brugen af nikotinprodukter blandt unge og hjælpe de unge, der allerede anvender produkterne, til at kysse dem farvel. Det, der skal få de unge til at kvitte nikotinen, er hverken løftede pegefingre eller skæld ud, men i stedet et løfte om friskere kys.

Læseglæde og digital dannelse i fokus

0

Kulturministeriet har udsendt en pressemeddelelse, som beskriver de kulturpolitiske ambitioner for centralbibliotekernes arbejde i den kommende rammeaftale 2025-2028.

Landets seks centralbiblioteker skal i perioden 2025-2028 anvende i alt fem millioner kroner mere årligt til bl.a. bøger til gavn for borgere i hele landet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har besluttet at prioritere en større del af centralbibliotekernes bevilling til materialeoverbygningen for at sikre, at borgere i hele landet kan få en bred adgang til både fysiske og digitale bøger og andre materialer.

Kulturministeren sætter særligt fokus på læsning og digital dannelse. Centralbibliotekerne skal i de næste fire år fungere som regionale læsecentre, der hjælper landets folkebiblioteker, folkeskoler og andre aktører til at styrke læseglæden ved at skabe og formidle redskaber direkte til biblioteker, forældre og relevante institutioner, så især flere børn og unge får lyst til at læse.

Centralbibliotekerne skal også gøre en særlig indsats for digital dannelse for både børn, unge og voksne i samarbejde med bl.a. Center for sociale medier, tech og demokrati og aktører fra folkeskoler og uddannelser.

Godt nyt for Odense og Fyn
By- og Kulturrådmand i Odense, Søren Windell hilser Kulturministerens fokusområder velkommen.

– At højne læseglæden blandt vores børn og unge, og at styrke både børn, unge og voksnes digitale dannelse i en verden, der i stigende grad kan være vanskelig at navigere i, er helt essentielt. Det er godt nyt for Odense og Fyn. Landets centralbiblioteker er en stærk drivkraft og ressource, som i årevis har skabt relevante koncepter og tilbud omkring læsning og digital inklusion og dannelse, der kommer både biblioteker og borgere til gode. At det arbejde fortsættes og styrkes yderligere over de kommende fire år til gavn for alle uanset alder, og kan have meget ønskelige sidegevinster i form af bedre trivsel og mental sundhed, siger han-

Bibliotekschef for Odense Bibliotekerne, Kent Skov Andreasen deler rådmandens begejstring.

– Det er en god nyhed – ikke mindst i bibliotekets 100 år som både kommunalt bibliotek i Odense og regionalt centralbibliotek for Fyn. Det er en anerkendelse af, at det arbejde, vi udfører nationalt og regionalt over for de fynske biblioteker, fortsat nyder tillid hos Kulturministeren og igen omsættes til en ny aftale med staten. For mig at se hænger ministerens kulturpolitiske fokus rigtig godt sammen med de faglige indsatser, vi også prioriterer for brugerne og bibliotekerne på Fyn. Vi vægter det unikke danske samarbejde mellem alle landets folkebiblioteker meget højt, så jeg glæder mig til, at vi skal omsætte de nye ambitioner om at øge alle borgernes læselyst og teknologiforståelse til virkelighed – også i de kommende fire år, siger han.

Campus Containeren skaber synlighed blandt Koldings studerende

0

Campus Koldings nyeste synlighedsindsats skal sikre den bedst mulige start på studielivet

Studiestarten nærmer sig, og med en stigning på 25% flere studerende, der starter deres uddannelse i Kolding, har Campus Kolding sat alle sejl til for at sikre, at de får en god start.

Som en del af denne indsats markerer Campus Kolding studiestarten gennem initiativer som Det Gule Kuponhæfte (rabatkuponer til nye studerende), studiestartsfestivalen KONTUR (5.-6. september på Godset UJNFOR) og messen Intro Kolding (26. september på UC SYD). Da der er et ekstraordinært stort optagelsestal, især af internationale studerende, introducerer Campus Kolding en ny synlighedsindsats: Campus Containeren.

– Studiestarten er et afgørende øjeblik for mange studerende, da det markerer begyndelsen på deres tid i Kolding. Vi har derfor prioriteret at flytte campusenheden ned i campusområdet, hvor vi kan være tættere på de studerende og hjælpe dem med spørgsmål om studielivet, udtaler Mikael Sorknæs, leder af Uddannelse og Bosætning i Kolding.

Den lyseblå container er navngivet Campus Containeren, og den er placeret på campuspladsen fra d. 27. august frem til d. 27. september, hvor den er svær at overse blandt de mange studerende. Her kan man møde Malu Uldall Møller og Sarah B. Hansen fra Campus Kolding, blive klogere på Kolding som studieby og afhente deltagerarmbånd til studiestartsfestivalen KONTUR i god tid. Og som en ekstra service vil der være gratis kaffe til de studerende, når de kigger forbi til en snak.

Kolding Kommunes nye udviklingskonsulent indenfor internationalisering og dimittenders overgang til arbejdslivet, Iben Østergaard Fog, vil også være til stede i containeren.

Omdrejningspunkt for kultur, erhverv og fritid i Kolding
Campus Containeren skal ikke kun være et kontaktpunkt mellem studerende og Campus Kolding, men også en platform for byens aktører indenfor kultur, erhverv og fritid. Containeren får nemlig et stort skilt, hvor de mange aktører opfordres til at informere om deres studierelaterede aktiviteter.

Ved at oplyse om arrangementer, events og tilbud på containeren, kan aktørerne nå ud til de mange nye og tilbagevendte studerende, der dagligt passerer forbi. Det er en oplagt mulighed for at engagere de studerende og styrke forbindelsen mellem byens liv og studiemiljøet i Kolding.

For aktører, der ønsker at bidrage, er der plads til plakater, som kan hænges op med tegnestifter.

Lokal donation til Barnets Blå Hus i Vejle giver flere aktiviteter til familier med børn

0

Barnets Blå Hus i Vejle fik den 20. august besøg af Lea Qvottrup Larsen fra LB Foreningen i Region Syddanmark, der kunne overrække en check på 76.192 kr. Pengene skal gå til at fremme et godt fællesskab omkring gode oplevelser for børn, der som oftest har lavt selvværd og som føler sig triste, ensomme og alene.

Der var stor glæde, da man i Barnets Blå Hus i Vejle tog imod fra Lea Qvottrup Larsen fra LB Foreningens uddelingsråd i Region Syddanmark. Hun var mødt op for at overrække en papcheck, som det synlige bevis på, at Blå Kors har modtaget en donation på 76.192 kr. til månedlige udflugter samt et aktivitetsrum for de børn fra misbrugsfamilier, som kommer hos Blå Kors.

– Vi er meget glade for den flotte donation fra LB Foreningen. Den betyder, at vi nu kan lave flere oplevelser ud af huset for vores børn og flere aktiviteter i vores hus og vores have. Det betyder, at familierne få gode oplevelser sammen, som de måske ellers ikke ville have råd til, børnene ville blive styrket motorisk og sansemæssigt samt vokse i tillid til sig selv og andre, siger Bente Grauslund Kjeldsen fra Barnets Blå Hus i Vejle.

I LB Foreningen er man også glad for at kunne være med til at støtte Blå Kors arbejde:

– Det er en fornøjelse over at kunne være med til at understøtte den store indsats, som Blå Kors laver med denne donation. Vi glæder os over at se det blive foldet ud og er sikre på, at det vil kunne give utrolig meget til børn og familier, der får glæde af det, siger Lea Qvottrup Larsen, delegeret i LB Foreningen og medlem af uddelingsrådet i Region Syddanmark.

OM BARNETS BLÅ HUS

Barnets Blå Hus er et gratis behandlingstilbud for børn i alderen 0-13-år og deres familier, som har et alkohol-/stofmisbrug tæt inde på livet.
De hjælper og støtter børn og familier, hvor der er eller har været udfordringer med alkohol -eller stofmisbrug. Deres behandlingstilbud består af terapeutiske forløb med børnegrupper og individuelle samtaler. De giver støtte til forældrene samt arrangerer sociale aktiviteter og fællesspisninger for hele familien.

Barnets Blå Hus er et gratis tilbud, som drives af Blå Kors Danmark. Børn og familier kan komme fast hver uge. Der er både lønnede og frivillige medarbejdere. Huset er misbrugsfrit, da det skal være et trygt sted for børnene at komme. Tilbuddet er anonymt og uden visitation fra kommunen.

OM LB FORENINGEN
LB Foreningen er ejer af LB Forsikring, som er Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, med over 440.000 medlemmer. De mange tusinde medlemmer repræsenteres af 70 delegerede valgt af medlemmerne over hele landet. De står bl.a. for velgørende uddelinger i deres regioner. LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring og Bauta Forsikring. Som forsikringstager i LB Forsikring er man også medlem af LB Foreningen og dermed medejer af LB Forsikring.

OM LB FORENINGEN I REGION SYDDANMARK
LB Foreningen i Region Syddanmark repræsenteres af 15 delegerede, der er valgt blandt de ca. 65.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring, Lærerstandens Brandforsikring. Se mere om delegerede i Region Syddanmark på lbforeningen.dk.

CO-PI og DI Byggeri: Partnerskabserklæring får omstilling til emissionsfrie arbejdsmaskiner op i gear

0

DI Byggeri tager et stort skridt og underskriver nu en partnerskabserklæring med CO-PI om omstilling til emissionsfrie arbejdsmaskiner på offentlige byggepladser. Der er tale om en samfundsforandring, der kræver, at virksomhederne er klar – og de er godt på vej.

Potentialet for CO2-reduktioner fra arbejdsmaskiner på byggepladser er stort.

Omstillingen til emissionsfrie arbejdsmaskiner reducerer samtidig gener fra støj- og luftforurening, forbedrer arbejdsmiljøet samt miljøet for omkringboende og forbipasserende.

Som medlemsorganisation for virksomheder i hele værdikæden for bygge- og anlægsbranchen har DI Byggeri påtaget sig et samfundsansvar og bidrager aktivt til at minimere byggeriets aftryk på klimaet samt luft- og støjkvaliteten. Dette vil forbedre nær- og arbejdsmiljøet i byggeprojekter til gavn for borgere og medarbejdere.

Energiinfrastruktur til emissionsfrie arbejdsmaskiner på og omkring anlægs- og byggepladser kan være en udfordring.

Skaleringsproces har været udgangspunktet

I skaleringsprocessen ‘Sammen om emissionsfrie maskiner’ har 19 offentlige bygherrer siden 2022 arbejdet sammen med leverandørerne for at skabe forudsætningerne for, at det kan lade sig gøre.

For at være sikker på, at efterspørgslen fører til ændringer i produktionsleddet, har bygherrerne arbejdet efter en fælles ambition om, at den samlede indsats vil føre til, at der imellem nu og 2028 bestilles minimum 1000 nye emissionsfrie maskiner.

Arbejdet med at drive og facilitere det samarbejde, forpligter DI Byggeri sig nu til at understøtte med underskriften på partnererklæringen.

Gevinster for klima, arbejdsmiljø og folkesundhed

Gevinsterne er positive for klimaet: Hvis alle arbejdsmaskiner – små som store – er eldrevne i 2028, vil CO2-udledningen blive reduceret med 3,4 mio. ton. Gevinsterne kommer også i form af færre sygedage, hospitalsindlæggelser og dødsfald: Mindre luftforurening kan betyde 15 færre tilfælde af for tidlig død over ti år, viser en analyse, som CO-PI har fået foretaget i efteråret 2023.

14 af landets største offentlige bygherrer underskrev i november 2023 en hensigtserklæring om, at de fremover vil stille som krav, at entreprenører bruger emissionsfrie arbejdsmaskiner i bygge- og anlægsprojekter.

Underskrifterne blev sat på konferencen Grønt Gearskifte, som en milepæl i CO-PI’s skaleringsproces ‘Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner’.

Sammen om at skalere den offentlige efterspørgsel

Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) og programchef Ole Bech Lykkebo glæder sig over, at DI Byggeri griber faklen:

– Vi har gennem to år arbejdet målrettet på at understøtte de offentlige bygherrer i deres ambitioner om en grøn omstilling fra diesel til emissionsfrie entreprenørmaskiner. Vi ser nu resultaterne, og hvor langt vi kan komme, når vi går sammen og skalerer den offentlige efterspørgsel. Markedet har grebet opfordringerne og melder sig klar, siger Ole Bech Lykkebo og understreger, at de offentlige bygherrers efterspørgsel spiller en vigtig rolle i efterspørgslen.

Flere og større emissionsfrie maskiner

Tilgængeligheden af større emissionsfrie maskiner – typisk over 4-5 tons – er varierende, og i en række tilfælde findes de ikke eller er stadig på prototypeniveau. Ikke alle leverandører kan levere eller anvende større emissionsfrie maskiner med kort varsel eller til særlige opgaver. Men omstillingen er i fuld gang, og efterspørgslen fra de offentlige bygherrer er der.

DI Byggeri vil aktivt støtte sine medlemmer i at arbejde for hurtigere og i større omfang at kunne levere og anvende emissionsfrie bygge- og anlægsmaskiner til bygge- og anlægsprojekter.

– Med partnerskabserklæringen ønsker vi i DI Byggeri at sikre, at bygge- og anlægssektoren kan levere på de høje krav om emissionsfri drift, siger Elly Kjems Hove, underdirektør i DI Byggeri.

– I DI Byggeri er vi opmærksomme på, at vores medlemmer endnu ikke fuldt ud leverer eller anvender mindre maskiner og materiel, der allerede er tilgængelige på markedet i emissionsfrie udgaver. Flere erfaringer med dette er nødvendige, også for at vores medlemmer kan implementere emissionsfrie løsninger – både for de mindre og for de større maskiner, tilføjer Elly Kjems Hove.

Naturligt at inkludere arbejdsmaskiner

DI Byggeri ser arbejdet med at få udviklet maskinparken med emissionsfrie arbejdsmaskiner som en naturlig forlængelse af kravet om at inkludere byggepladsens udledninger i klimakravene til bygge- og anlægsprojekter.

Helt konkret vil DI Byggeri organisere aktiv støtte til medlemmernes indsats for hurtigere og i større omfang at kunne levere og anvende emissionsfrie arbejdsmaskiner og øvrigt materiel.

Fakta: Partnerskabserklæringen

Som medlemsorganisation for virksomheder i hele værdikæden for bygge- og anlægsbranchen har vi påtaget os et samfundsansvar for at bidrage til at minimere byggeriets aftryk på klima og luft- og støjkvalitet og for at forbedre nær- og arbejdsmiljø til gavn for borgere og medarbejdere.

Derfor ønsker vi at bidrage til, at offentlige bygherrer i skaleringsprocessen kan realisere deres hensigtserklæring om en fuldstændig omstilling til emissionsfrie bygge- og anlægsmaskiner.

Det vil vi gøre ved at støtte vores medlemmer aktivt i deres arbejde for hurtigere og i større omfang at kunne levere- og anvende emissionsfrie bygge- og anlægsmaskiner til bygge- og anlægsprojekter, ved at bruge vores stemme i den offentlige debat om gode rammer for omstillingen.

Vi anerkender, at tilgængeligheden af større maskiner, typisk over 4- 5 tons, er varierende og i en række tilfælde ikke findes eller stadig er på prototypeniveau, og at ikke alle leverandører derfor kan levere eller anvende større emissionsfrie maskiner med kort varsel eller til særlige opgaver

Vi anerkender også, at energiinfrastruktur til emissionsfrie arbejdsmaskiner på og omkring anlægs- og byggepladser kan være en udfordring. Vi vil arbejde for at finde gode løsninger både i samarbejde med forsyningsselskaberne og ved indretning af byggepladserne og tilrettelæggelse af byggeprocessen, så det understøtter anvendelsen af emissionsfrie maskiner.

Vi er opmærksomme på, at vores medlemmer endnu ikke fuldt ud leverer eller anvender mindre maskiner og materiel, der allerede er tilgængelige på markedet i emissionsfrie udgaver. Flere erfaringer med dette er nødvendige, også for at vores medlemmer kan implementere emissionsfrie løsninger både for de mindre og for de større maskiner.

DI Byggeri ser arbejdet med emissionsfrie arbejdsmaskiner, som et naturligt emne at beskæftige sig med i forlængelse af kravet om at inkludere byggepladsens udledninger i klimakravene til bygge- og anlægsprojekter.

Derfor vil vi senest ultimo 2024 offentliggøre, hvordan vi konkret vil:

Organisere aktiv støtte til vores medlemmers indsats for hurtigere og i større omfang at kunne levere og anvende emissionsfrie arbejdsmaskiner og øvrigt materiel.
Bidrage til, at vores medlemmer kan udvikle planer for omstilling til emissionsfrie arbejdsmaskiner, der matcher bygherrernes stigende krav herom. Planerne skal baseres på såvel klimakrav som tekniske og økonomiske aspekter samt maskiner og udstyrs tilgængelighed.

– Konkret vil vi bl.a. introducere vores medlemmer i hele landet for de muligheder og udfordringer der er forbundet med at gøre byggepladsen klimavenlig, og her have et særligt fokus på anvendelsen af emissionsfri maskiner og de gevinster der er knyttet hertil. Vi vil i dette arbejde bringe CO-PI’s TCO-beregner i spil, og introducere den for medlemmerne.
Være en aktiv part i offentlig-privat dialog og bidrage til både konkrete løsninger for fx strøm på byggeplads og til et generelt brancheløft for både bygherrer og leverandører, der gør det muligt at implementere nye krav og løsninger.

Indgå i dialogen om, hvorledes bygherrer bedst stiller krav om anvendelse af emissionsfrie maskiner i udbud og videndeling om de teknologiske muligheder som løbende udvikler sig.

Fakta: Skaleringsprocessen ‘Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner’

Skaleringsprocessen – en ny metode indført af CO-PI – er et tværoffentligt samarbejde, hvor flere offentlige organisationer går sammen om en fælles udfordring, så det bliver mere attraktivt for private virksomheder at udvikle nye løsninger.

Partnerne i skaleringsprocessen ønsker med samarbejdet at sætte skub i serieproduktionen af eldrevne maskiner ved at gå sammen og sætte volumen på efterspørgslen af eldrevne maskiner i alle størrelser og kategorier.

Det åbne partnerskab optager løbende flere deltagere.

De offentlige bygherrer, der aktuelt deltager er:

Københavns Kommune
Aalborg Kommune
Aarhus Kommune
Frederiksberg Kommune
Middelfart Kommune
Slagelse Kommune
Rudersdal Kommune
Esbjerg Kommune
Odense Kommune
Region Hovedstaden
Metroselskabet og Hovedstadens Letbane
Vejdirektoratet
Sund & Bælt
Novafos
Aarhus Vand
Aarhus Havn
Aalborg Forsyning
Kildedal By

Vedligeholdelsesarbejde på raffinaderiet

0

Fra d. 20. august påbegynder Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia nedkørsel for at kunne vedligeholde og rense anlægget.

Fra d. 20. august vil det se lidt anderledes ud, når man kigger ind mod Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia, for da påbegyndes nedkørsel til et stort rense- og vedligeholdelsesstop. Derfor vil eksempelvis flaren se anderledes ud.

Under det stoppet vil rigtig mange anlæg blive gennemgået minutiøst og vedligeholdt, så de står klar til igen at producere 10.000 flydende brændstof i døgnet, når alt igen er afsluttet og genopstartet.

Nogle af de store ting, der skal kigge spå under stoppet, er eksempelvis hovedskorstenen samt flaren, hvor planlagte renoveringsopgaver skal udføres. Sådanne opgaver kan ikke udføres, når anlægget er i drift, så derfor vil man kunne se arbejdsopgaver udført højt til vejrs netop i stop-perioden. Skorstenen er 99 meter høj og flaren er 60 meter høj.

Stoppet betyder også, at der kommer et større antal eksterne folk ind for at hjælpe Crossbridge Energy med at klare opgaverne. Faktisk kommer mere end 500 eksterne folk undervejs i stop-perioden for at hjælpe med de flere tusinde beskrevne arbejdsopgaver. Det er smede, elektrikere, kranfolk, stilladsbyggere samt en række eksperter indenfor flydende brændstofproduktion. Det betyder, at man nok vil kunne se flere biler og lastbiler køre ind til raffinaderiet samt fyldte parkeringspladser.

Topprioriteten for Crossbridge Energy er altid sikkert arbejde. Derfor har alle også gennemgået specifik sikkerhedsuddannelse i at arbejde og færdes på et raffinaderi, før de skal påbegynde deres arbejdsopgaver.

Crossbridge Energy fejrede i øvrigt d. 19. august raffinaderiets fødselsdag, hvor der blev budt på kage og grønne sodavand og kørt moooncars. Så smilene var store hos alle.