1.9 C
Copenhagen
tirsdag 23. december 2025

SCANVIEW opkøbt af svensk firma

0

Det svenske firma, CERTEGO,  har indgået en aftale om at købe SCANVIEW A/S, der er en førende dansk leverandør af high-end adgangskontrol, videoovervågning og parkeringsløsninger. Virksomheden har cirka 50 ansatte.

CERTEGO stræber efter at blive en førende europæisk ekspert inden for adgangskontrol og overvågningsløsninger. En vigtig del af CERTEGO’s strategi er at opkøbe virksomheder for at udvide deres position i værdikæden og kunne tilbyde at servicerer deres kunder yderligere.

SCANVIEW har dyb teknisk viden og ekspertise inden for sikringsløsninger med prestigefyldte kunder inden for kritisk infrastruktur som Københavns Lufthavn, DSB og Apcoa. SCANWIEV står for professionel kunderådgivning, kvalitetsløsninger og service. SCANVIEW vil fortsætte med at operere som et separat datterselskab under sit eget brandnavn. Derudover har SCANVIEW langvarige forhold til deres leverandører.

-Opkøbet af SCANVIEW giver strategisk mening som en del af vores ambition om at blive et ledende selskab inden for adgangskontrol, overvågnings- og parkeringsløsninger. Jeg glæder mig til at kunne tilbyde SCANVIEW-løsninger til vores eksisterende kundebase i alle de nordiske lande, siger Jonas Granath, administrerende direktør i CERTEGO Group.

-Som det eneste virkelig nordiske selskab inden for sikringsbranchen tror vi, at CERTEGO er den rette partner for os til at videreudvikle og udvide vores tilbud i Norden. Vi vil drage stor fordel af CERTEGO’s ekspertise inden for sikringsløsninger, deres klare forretningsfilosofi, stærke

geografiske rækkevidde og evne til at levere SCANVIEW-løsninger til alle slags kunder, uanset størrelse,” siger Torsten Ussing og Johnny Klausen, ledelse og stiftere af SCANVIEW.

Tre potentielle leverandører til udbuddet om ambulancekørslen i Trekantområdet

0
(Foto: AVISEN)

Udbudsprocessen med at finde den nye ambulanceoperatør i Trekantområdet er nu nået så langt, at tre selskaber har ansøgt og er blevet prækvalificeret.

Fristen for ansøge om prækvalifikation var 18. marts 2024, hvor tre selskaber havde ansøgt om at blive præprækvalificeret. Selskaberne er Falck Danmark A/S, PreMed A/S og Premedic AB. Alle tre selskaber er blevet opfordret til at give deres bud på opgaven.

Udbudsprocessen fortsætter, og først efter sommerferien ligger det fast, hvem der vinder udbuddet og kommer til at køre ambulancerne i Trekantområdet.

Det selskab, som vinder udbuddet, skal være klar til at overtage ambulancedriften i Trekantområdet fra 1. september 2025.

Formand for Præhospitalsudvalget Bente Gertz (S) siger:

– Vi er glade for, at der er tre selskaber, der nu er prækvalificerede til at give tilbud på at køre ambulancerne i Trekantområdet. Der ligger en fast plan for den videre proces, hvor vi har mulighed at gå i dialog med dem. Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi med vores udbudsplan nok skal finde den bedste ambulanceoperatør til at løse opgaven.

Udbud med mulighed for dialog

Udbuddet er et såkaldt ’udbud med forhandling’. Det er en udbudsproces, hvor et begrænset antal tilbudsgivere bliver valgt ud til at kunne byde på opgaven. I tilbudsfasen afgiver de først et indledende tilbud, som kan danne grundlag for ét eller flere forhandlingsmøder med tilbudsgiverne.

Nye ladeoperatører er fundet til ladeparker ved Lillebælt

0

E:ON Drive Infrastructure, PowerGo B.V. og EWII har vundet Vejdirektoratets udbud og skal fremover drive ladestanderne på rasteplads Lillebælt Nord og Lillebælt Syd langs Fynske Motorvej.

I marts 2023 indviede Vejdirektoratet den første ladepark langs de danske motorveje. Det foregik på rasteplads Lillebælt Syd på Fyn. Et par måneder efter blev der også sat strøm til ladeparken på rasteplads Lillebælt Nord, som ligger på den modsatte side af motorvejen.

De to ladeparker har indtil videre været drevet af ladeoperatøren Clever, men efter at Vejdirektoratet har ophævet kontrakten med Clever, har opgaven med at drive ladestanderne været genudbudt.

Nu er vinderne fundet, og fra sommeren 2024 vil elbilisterne i stedet kunne lade strøm fra E:ON Drive Infrastructure, PowerGo B.V. og EWII’s ladestandere på de to ladeparker.

Før Vejdirektoratet kan skrive kontrakt med ladeoperatørerne, skal der overstås en såkaldte stand still periode, der altid følger efter offentliggørelsen af tildelingen af en kontrakt på et udbud. Denne periode varer ti kalenderdage.

Øget konkurrence
Det er politisk besluttet, at der fremover skal være minimum to ladeoperatører på statslige ladeparker, hvor der er mere end 16 ladepladser. Kravet skal være med til at øge konkurrencen.

Når de sidste ladepladser åbner på Lillebælt Nord og Syd, vil der være i alt 30 ladepladser på hver af ladeparkerne.  

– Udbuddet af ladeparkerne er denne gang blevet opdelt i fire delaftaler, så flere operatører har kunnet byde ind på, og dermed også vinde, opgaven. E:ON Drive Infrastructure, PowerGo B.V. og EWII endte med at løbe med sejren, og vi glæder os til det kommende samarbejde, siger projektleder Jesper Kaae fra Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet sendte driften af de to ladeparker i udbud i begyndelsen af februar 2024. Der er i alt 10 ladeoperatører, der har budt på opgaven med at sætte ladestandere op i ladeparkerne på Lillebælt Syd og Lillebælt Nord.

Fakta om ladeparkerne
Der er i øjeblikket 16 ladepladser i drift på hver af ladeparkerne. De resterende 14 ladepladser var sat til at åbne i 2025, men i genudbuddet har Vejdirektoratet åbnet op for, at ladeopratørene selv må vurdere, hvornår de sidste ladepladser skal åbne. Dog senest i midten af 2026.

Vejdirektoratet ophævede kontrakten med Clever i slutningen af 2023. Clever har drevet de to ladeparker midlertidigt og vil fortsætte med dette, indtil de nye ladeoperatører er på plads.

Ladeparkerne Lillebælt Nord og Syd er etableret med midler fra Infrastrukturplan 2035.

Kolding tyvstarter på kæmpe klimaprojekt

0

Arbejdet på klimasikringsprojektet med pumpe-sluse anlæg ved udløbet af Kolding Å går i gang mere end et halvt år før forventet. En af årsagerne er et fantastisk samarbejde med eksterne samarbejdspartnere.

Et af de største klimatilpasningsprojekter i Kolding Kommune er netop nu ved at blive realiseret. Arbejdet med det pumpe-sluse anlæg der skal bidrage til at reducere risikoen for oversvømmelser fra Kolding Å skulle være påbegyndt i november, men det arbejde kan altså starte et halvt år tidligere end forventet. Projektet er et samarbejde mellem Kolding Kommune og Blue Kolding, sidstnævnte kommer også til at varetage driften af anlægget.

– Vores samarbejde med de eksterne rådgivere og entreprenører – COWI og JORTON – har været uden sidestykke. De kommer med nogle unikke erfaringer og næsten voldsom ekspertise på det her område, noget de blandt andet har med i bagagen fra et lignende projekt i Aabenraa. Fremrykningen af igangsætningen betyderikke, at vi kan afkorte anlægsperioden, men at det giver større sikkerhed for at den stramme tidsplan med færdiggørelse i november 2025 holder stik, fortæller formand for Natur, Miljø og Klima udvalget i Kolding Kommune, Jørn Chemnitz.

Arbejdet med anlægget er så småt startet op, og nogle af dagene i løbet af uge 14 og 15 vil naboerne i området kunne høre, at der blive banket pæle i jorden. Men bortset fra en smule støj, er det ellers begrænset med gener fra byggeriet af det nye pumpe-sluse anlæg fortæller projektleder Lars Guldager fra Kolding Kommune:

– JORTON er ved at etablere et byggeområde ude på havnearealet, så der bliver ikke de store gener for eventuelle naboer i forbindelse med byggeriet. Der er forskellige faser i løbet af det kommende halvandet år, men set i lyset af, hvor stort et projektet er, og hvor stor betydning det får i forhold til den klimatilpasningsplan politikerne har vedtaget, så er det yderst begrænset hvad borger og naboer vil opleve af gener i anlægsfasen.

Formålet med anlægget er som nævnt, at minimere risikoen for oversvømmelser. Der er primært to oversvømmelses-scenarier som pumpe-sluse anlægget skal afhjælpe. Anlægget skal nemlig både sættes i drift, når der er skybrud, eller langvarig nedbør der fylder åen op med vand, eller ved høj længerevarende vandstand ude i Kolding Fjord.

Fakta:

  • 4 pumper der kan pumpe 20 m3 vand væk pr. sekund.
  • 2 sæt sidehængte sluseporte – 4 x 10 meter for hver sæt.
  • Spuns og pæle der skal rammes ned i 25 meters dybde.
  • Cirka 500 pæle i alt.
  • 350 meter spunsvæg.

Gidsel kåret til verdens bedste håndboldspiller

0

Den 25-årige højre back skriver sig ind i historiebøgerne som den tredje danske herrespiller til at vinde IHF’s prestigefulde pris som verdens bedste.

På baggrund af en perlerække af store præstationer sidste år er Mathias Gidsel kåret som verdens bedste håndboldspiller 2023 af Det Internationale Håndboldforbund, IHF.

Gidsel var nomineret til prisen sammen med den franske stregspiller Ludovic Fabregas og den tyske målmand Andreas Wolff.

Hvor kåringen tidligere alene blev afgjort med en afstemning blandt verdens håndboldfans, har VM-landstrænerne og IHF’s såkaldte Commission of Coaching and Methods denne gang også været med til at udpege vinderen. Hver gruppes stemmer har vægtet en tredjedel.

Mathias Gidsel er den tredje dansker til at blive kåret som verdens bedste mandlige håndboldspiller. En pris der er uddelt siden 1988.

Tidligere er prisen gået til Mikkel Hansen i 2011, 2015 og 2018, mens Niklas Landin vandt i 2019 og 2021. På kvindesiden har Anja Andersen og Sandra Toft også opnået hæderen som verdens bedste.

Både toppræstationer for landshold og klubhold

I nomineringen af Mathias Gidsel fremhævede IHF blandt andet hans præstation under VM i Sverige og Polen, hvor han blev kåret som turneringens mest værdifulde spiller og sluttede som topscorer.

Han vandt også den europæiske klubturnering EHF European League med sin klub Füchse Berlin, ligesom han blev kåret som den mest værdifulde spiller ved VM for klubhold.

I januar blev Mathias Gidsel også kåret som verdens bedste håndboldspiller af det anerkendte håndboldmedie Handball Planet.

Foruden Mathias Gidsel er norske Henny Reistad, der på klubplan spiller i Team Esbjerg, kåret som den bedste kvindelige håndboldspiller.

Færøske Elias Ellefsen á Skipagøtu har vundet prisen som verdens bedste mandlige ungdomsspiller, mens Léna Grandveau fra Frankrig kan kalde sig verdens bedste ungdomsspiller blandt kvinderne.

 Hvor blev demokratiet af?

0
En stædig mand (Foto: Fredericia AVISEN)

Af Stig Gerdes, DF bestyrelsesmedlem i Fredericia.

Jeg har de sidste tredive år kritiseret vort samfund på mange områder, men uden effekt. Magthaverne lytter ikke, de alene vide. Det eneste jeg opnåede var at blive dømt ude og miste min læge autorisation som halvfjerdsårig i januar 2017. Dommen var uretfærdig og jeg skrev derfor om mine oplevelser i bogen: ” Sundhedsvæsenet, Socialvæsenet og Retsvæsenets Fallit”. Jeg må desværre erkende at vort samfund indenfor alle områder halter voldsomt, fordi det politiske system manipulerer, korrumperer og omgår sandheden lemfældigt. Ingen ”Statsvæsener” fungerer. Specielt inden for mit felt ”Sundhedsvæsenet” er det gået helt galt. Nu er både hospitalsvæsen og almen praksis fuldstændig ødelagt. Uligheden i sundhed gør at de 25% fattigste lever 10 år kortere end de 25% rigeste, en forværring på 5 år siden 2014. UPS! Mit lange liv har lært mig at mange mennesker er vidende og har løsninger som kan bruges i en rekonstruktion af vores samfund, der skal nemlig en CO vending til at rette op på tingenes tilstand. Det nuværende politiske vanvid skal stoppes snarest. Hvordan gøres det? Jeg meldte mig ind i Dansk Folkeparti, fordi jeg mener, at partiet efter den store udrensning for et par år siden, har den mest demokratiske opbygning, ,og hvor menig mand får mest medbestemmelse. Jeg forventer ikke alle kan være enige i alle partiets mærkesager. Jeg vil ila. de kommende to år lægge forskellige artikler på min Facebook-side, som jeg håber vil blive læst og diskuteret, således mange holdninger kommer frem til brug for udarbejdelse af DFs valgprogram til kommunalvalget tirsdag d. 18/11 2025. Jeg mener at saglig uenighed og diskussion er en styrkelse for sammenhold og videre udvikling af vort samfund. Disse tiltag suppleres med borgermøder. Mit mål er selvfølgelig at styrke DFs repræsentation i Fredericia byråd og derved forbedre udviklingen i byen, hvilket i høj grad er påkrævet. Dette vil forhåbentlig med tiden brede sig til hele landet så demokratiet kan blive genindført.

FOR AT OPBYGGE ET GODT DEMOKRATISK SAMFUND SKAL VI HAVE ET GODT STÆRKT FUNDAMENT AT BYGGE PÅ!  FUNDAMENTET MANGLER.

Vi bryster os af at Danmark er demokratisk og uden korruption. Falske udsagn: Danmark  er udemokratisk/teknokratisk og korrupt.

Danmarks styreform er ”Repræsentativt Demokrati med Konstitutionelt Monarki”. Regeringen og de 179  folkevalgte folketingsmedlemmer er den lovgivende magt. Regeringen er den udøvende magt. Domstolene er den dømmende magt. Ofte benævnes pressen som den fjerde statsmagt. Monarken er uden reel magt.

Korruption har mange definitioner. Jeg vil nøjes med at  nævne fire som er rigt repræsenteret i vort samfund. 1. Korruption er misbrug af betroet magt for egen vindings skyld. 2. Korruption er moralsk fordærvelse eller bestikkelighed. 3. Korruption er erhvervelse af fordele mod betaling eller ydelse for tjenester i strid med gældende regler. 4. Korruption er forvanskede tekststykker i tekstanalytiske sammenhænge.

Danmark er for sjette år i træk udnævnt til verdens mindst korrupte land. Det betragter jeg som en farce der viser hvor galt det står til World Wide.

En god leder skal have uddannelse, faglig viden, empati, forståelse, flid, erfaring samt evnen til at reflektere. Dette vil give gode, flittige og dedikerede medarbejdere. Dette benævnes ” Falck ånden”. God ledelse er en mangelvare i vort land og dette bevirker at gode ledere og medarbejdere fyres eller flygter fra arbejdspladser. Dette er sket indenfor bl.a. sundhedsvæsenet. Politikere og djøf’ere forstår ikke problemstillingerne og der placeres ikke et ansvar. Denne ansvarsforflygtigelse skal fjernes og de ansvarlige skal stilles til ansvar.

Landets økonomi er elendig af mange årsager. Den kan og skal bedres over de kommende år til gavn for alle danskere! Det kræver blot OMFORDELING af resurserne.

Djøf’erne er blevet samfundets pariaer som udhuler landets økonomi pga. deres grådighed. De bestemmer over politikerne, træffer forkerte beslutninger og kræver uhørte høje lønninger. De skal ikke bestemme over politikerne, deres løn skal maximalt være 800.000 kr. årlig og gyldne håndtryk skal afskaffes. Eksterne konsulenter skal fjernes, de yder sjældent noget af værdi, som de fastansatte ikke selv kan yde. Nedskæring på 25-40% af administrationsansatte. De offentlig ansatte akademikere er steget med 86% de seneste 15 år.

Vi skal have en økonomisk omfordeling således den økonomiske forskel på rig og fattig minimeres. At hæve fattigdomsgrænsen markant vil give ro i mange familier, det skal der være økonomi til. Den sekundære gevinst vil være bedre læring og mindre kriminalitet hos børn og unge. Et større økonomisk råderum til gamle, kronisk syge og handicappede skal bedre livskvaliteten.

De vigtigste områder i vort samfund skal have højeste prioritet. Det drejer sig om børn, unge, gamle, pensionister, handicappede, skole, uddannelse, sundhed, kriminalitet , misbrug og andet, dette vil kræve voldsomme omfordelinger af vores resurser.

Der skal være personlig frihed under ansvar!

Stat, regioner og kommuner arbejder dårligt sammen. Det giver dårlig og uoverskuelig økonomi og arbejdsforhold. Derfor fjernes regioner over få år. Den økonomiske og arbejdsmæssige fordeling mellem stat og kommuner skal implementeres. Kommunerne skal have selvbestemmelse og kan f.eks., ændre størrelse for at minimere administrationsomkostningerne. Et befolkningsgrundlag på 80-100.000 må være optimalt og maximalt økonomisk rentable. Kommunernes Landsforening er unødvendig og bør nedlægges. Politikere skal være troværdige, ærlige og sanddru! Skal politikere være uddannede og fuldtids ansatte for at spare rådgivere og bedre økonomien i kommunerne?  Aflønnes med 8-900.000kr. årligt og højere end djøf´erne? Fx sammenlægning af Fredericia og Middelfart kommuner, befolkningsgrundlag ca. 90.000 indbyggere , ca. 25 kommunalpolitikere, mindre og smidigere administration samt større arbejdsglæde.

Udfordringerne i samfundet løses ved at sammenkalde vidende mennesker indenfor de enkelte områder til fælles konsultationer og udarbejdelse af løsningsmodeller der virker. Fx indenfor psykiatri sammenkalde tidligere/nuværende patienter,.  deres familier, sygeplejersker, sosu, rengøring, læger og psykologer. Hvordan behandles, diagnosticeres, opbygning af afdelingerne, udarbejde behandlingsmanual, efteruddannelse  osv. Professorvældet, som enebestemmende magt skal fjernes, fordi det er alt vidende og derfor umulig at samarbejde med.

Angående EU vil jeg henvise til min ven Sune Nørregårds FB-side. Han opstiller for DF til EU-parlamentsvalget d. 9/6 24.

Jeg ser frem til konstruktive udmeldinger fra alle jer gode venner derude. Jeg vil anmode om en sober tone på min FB-side og bede jer dele beskederne vidt og bredt.

Sammen skal vi danne et fungerende DEMOKRATI.

Politiet styrker brugen af kropskameraer i udvalgte operative opgaver

0

Fem politikredse, Sydøstjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi, iværksætter en mere systematisk anvendelse af krops- og hjelmkameraer i forskellige operative opgaver

I 2021 gennemførte politiet et pilotprojekt med krops- og hjelmkameraer med fokus på at afprøve de juridiske retningslinjer ved brug af den type kameraer i praksis. Nu skal fem udvalgte politikredse så snarest benytte krops- og hjelmkameraer mere systematisk end hidtil, denne gang med fokus på at indsamle praktiske erfaringer ved at bruge kameraerne.

Pilotprojektet i 2021 var forankret i Københavns Politi og havde primært til formål at afprøve Rigspolitiets retningslinjer, der beskriver den juridiske ramme og de registreredes rettigheder i forbindelse med politiets anvendelse af krops- og hjelmkameraer.

Herudover havde pilotprojektet også i nogen grad til formål at indhente praktiske erfaringer ved anvendelse af kameraerne i en operativ kontekst, men nu er tiden imidlertid inde til at indhente endnu flere praktiske erfaringer på området. Fem politikredse iværksætter derfor snarest en mere systematisk anvendelse af krops- og hjelmkameraer i forskellige operative opgaver:

– Vi har brug for mere hands-on erfaring med brug af kropskameraer i forskellige operative sammenhænge for at kunne gå videre med de afrapporteringer, som pilotprojektet kastede af sig. Derfor har vi nu valgt at teste anvendelsen af krops- og hjelmkameraer mere systematisk, så vi løbende kan tilegne os mere viden i forhold til en eventuel yderligere udbredelse af krops- og hjelmkameraer, siger chefpolitiinspektør i Rigspolitiet Peter Ekebjærg.

Det vil i dag stadig være op til hver enkelt politikreds at beslutte, hvorvidt de ud fra lokale behov, og i henhold til de udarbejdede retningslinjer, ønsker at anvende krops- og hjelmkameraer i løsningen af den enkelte opgave – og sådan fortsætter det også med at være, imens der samtidig bliver indhentet praktiske erfaringer fra de fem politikredse, der altså snarest iværksætter en mere systematisk anvendelse af krops- og hjelmkameraer.

Nogle politikredse bruger i nogle tilfælde allerede krops- og hjelmkameraer i dag. Det kan for eksempel være ved indsatser, hvor der er en særlig risiko for konfrontationer, eller i forhold til patruljevirksomhed på steder og tidspunkter, hvor der erfaringsmæssigt er risiko for forstyrrelse af den offentlige orden.

– Forløbet kommer ikke til at lave om på, at det i den kommende tid stadig vil være op til de enkelte politikredse at beslutte, i hvilke konkrete situationer der skal anvendes kamera. Der er således allerede politikredse, som benytter krops- og hjelmkameraer i forbindelse med for eksempel demonstrationer og fodboldkampe, oplyser chefpolitiinspektør Peter Ekebjærg.

Opdatering af de eksisterende retningslinjer

Rigspolitiet er aktuelt ved at opdatere de nuværende nationale retningslinjer med regler om, hvornår kameraerne tændes og slukkes, så det ikke er op til den enkelte medarbejder at beslutte, hvornår dette skal ske.

De kommende erfaringer fra de fem politikredse vil blive delt med alle politikredse for at understøtte deres beslutninger om at anvende kameraer, ligesom de vil indgå i Rigspolitiets nationale rammesætning af krops- og hjelmkameraer i operative indsatser i dansk politi.

Forløbet med en mere systematisk brug af krops- og hjelmkameraer kommer til at foregå i Sydøstjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi.

Forløbet med den mere systematiske anvendelse af krops- og hjelmkameraer i de fem politikredse forventes iværksat medio 2024.

Suveræne Smidstrup blev hyldet for oprykning

0

I en propfyldt Smidstrup Hallen blev det lokale håndboldhold, Smidstrup-Skærup Håndbold, torsdag aften hyldet, da de spillede sæsonens sidste kamp mod HF Midtfyn, som blev sendt hjem med et nederlag på 31-29.

Der kunne ikke proppes mere ind i Smidstrup Hallen. Alle siddepladser var besat, og flere havde taget opstilling bag det ene mål for at stå op. På Smidstrup-Skærups hold har de fleste af spillerne dog spillet på større adresser. Fælles for en del af spillerne er, at de har en fortid i Fredericia Håndboldklub og Middelfart.

Blandt andet var Patrick Ravn, Chris Bust og Christian Johansen med til at skyde FHK op igennem rækkerne, da holdet var nede at vende i Jyllandsserien grundet konkurs. Smidstrup-Skærup trænes også af en velkendt person i Fredericia-kredse, nemlig Daniel Sandbye. Ingen af de nævnte var dog den mest kendte person i hallen, det var derimod topdommer Per Olesen, der til undertegnede konstaterede: “Er det her verdenspressen?”

I røg og damp løb både Smidstrup-Skærup og Midtfyn på banen, og fra den engagerede speaker var der præsentation af de to hold, inden kampen kunne gå i gang. Der tegnede sig hurtigt et billede af, at de to hold skulle holde igen med bemærkninger til dommerparret Keld Jensen og Arne Mikkelsen, der var meget nærtagende. En Smidstrup-spiller blev væltet omkuld i en kontra. Hele hallen råbte efter en to-minutters udvisning til Midtfyn, fløjten forblev tavs. I stedet kom der en kraftig henstilling til Sandbye på Smidstrup-bænken.

Stillingen viste 5-5 efter ni minutter. Det viste sig at blive et billede af, at ingen af de to holds forsvar og målmænd for alvor fik fat. Alligevel lykkedes det Midtfyn at trække fra, men det var grundet upræcise afslutninger fra Smidstrup, som røg ved siden af mål. Samtidig blev boldene ved med at pive ind bag Mathias Skarby, som efter omkring 20 minutters spil blev erstattet af Vincent Hvenegaard. Hvenegaard hev et par redninger op af ærmet, og samtidig blev der fra Daniel Sandbye kommanderet 5:1-forsvar. Det gjorde, at hjemmeholdet fik udlignet til 13-13 efter at have været bagud med et par stykker.

Frem mod pausen kunne ingen af de to hold slå et forspring. I stedet kunne Smidstrup notere sig, at indskiftningen af Mikkel Skov på stregen havde haft effekt, da han gav plads til bagspillerne. Samtidig bød den indskiftede Simon Rasmussen sig til med langskudsmål, der bragte hjemmeholdet på omgangshøjde med de midtfynske gæster, der kunne notere, at stillingen var 15-15 ved pausen.

I løbet af anden halvleg blev der skudt hul på Vincent Hvenegaard i Smidstrup-målet. Samtidig havde Midtfyn ualmindelig nemt ved at komme frem til scoringer, da de pressede på ved hurtigmidte og fik høvlet bolden i kassen før Smidstrup havde nået at etablere sig forsvarsmæssigt. Det gav en føring til gæsterne på 19-17 efter 35 minutter.

Stille og roligt åd Smidstrup sig dog ind i kampen igen. Særligt Skov på stregen var vigtig i den henseende, da han trak en del straffekast, som Smidstrup, bortset fra et enkelt brændt af Frederik Renneberg-Larsen, blev eksekveret sikkert af både Chris Bust og Lasse Frödin. Udligningen kom til 21-21, og ved 26-24 med otte minutter igen, lignede det, at Smidstrup ville slå det afgørende hul, men det skete ikke. Jonas Schou havde bragt et par langskud i mål og gjorde en forskel for Smidstrup i den fase. Midtfyn lagde sig ikke ned.

Der blev drama til det sidste. Mathias Skarby kom tilbage i målet, og med store redninger på helt frie chancer endte han med at spille en hovedrolle, men det blev ikke uden at en episode med Lasse Frödin og Midtfyns bænk var ved at stjæle fokus. Frödin var ved at ryge i karambolage med Midtfyns træner, Daniel Mortensen, over en hændelse på banen, som dommerne ikke så. Frödin blev holdt væk af holdkammerater, og det samme med Mortensen, som blev holdt tilbage af sit eget hold.

På banen holdt Smidstrup hovedet koldt, og via store redninger fra Skarby kunne hjemmeholdet notere sig en sejr på 31-29, der i det store billede ikke har betydning for noget, men som gør, at Smidstrup ender på førstepladsen i Danmarksserien efter en ombrydning med et forspring på ti point ned til netop HF Midtfyn.

Da det var sæsonens sidste kamp for Smidstrup-Skærup, skulle de hyldes. Champagnen, guldhatte og konfetti blev fundet frem, og en anekdote fra en tidligere oprykning blev genfortalt. Her blev det fortalt, at GF Forsikring var gået med til et sponsorat, da de mente, at de kunne overbevise de unge knægte om, at de skulle ud at låne penge til boliger. Det endte dog med, at da holdet var samlet med GF Forsikring, spurgte spillerne i stedet om lån til alt fra en scooter til en tatovering.

Forude for Smidstrup-Skærup venter nu en ny tilværelse for dem i 3. division, der i Jylland er delt op i fire puljer. Her kan Smidstrup-Skærup formentlig se frem til at havne i en pulje, hvor der er hold fra Trekantområdet, det sydlige Jylland og Fyn.

Sydøstjyllands Politi sigter 49-årig mand for flere blufærdighedskrænkelser

0
(Foto: Aarø)

De seneste måneder har Sydøstjyllands Politi modtaget flere anmeldelser om blufærdighedskrænkelser i Kolding-området. Den efterfølgende efterforskning har ført til, at en mand fra Kolding er blevet sigtet.

Sydøstjyllands Politi foretog torsdag en ransagning på en adresse i Kolding, og efterfølgende er en 49-årig mand blevet sigtet.

Ransagningen skete som led i efterforskningen af flere anmeldelser om blufærdighedskrænkelser, som Sydøstjyllands Politi har modtaget de seneste måneder. Anmeldelserne er nogenlunde enslydende, idet det i flere tilfælde beskrives, at en mand i en mørk bil har henvendt sig til og blottet sig for børn, der var på vej til eller fra skole i Kolding-området.

På baggrund af beskrivelser fra vidner, den øvrige politiefterforskning samt gårsdagens ransagning valgte Sydøstjyllands Politi at anholde og sigte manden for fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Sydøstjyllands Politi har ikke mulighed for at bidrage med yderligere informationer på nuværende tidspunkt, da der fortsat skal gennemføres yderligere efterforskningsarbejde.

Ubudne gæster på Lathyrusvej

0

Indbruddet er sket i løbet af torsdag, oplyser politiet.

Helt nøjagtigt er det sket torsdag mellem klokken 16:30 – 20:10, hvor et køkkenvindue er blevet opbrudt, og man har stjålet inventar fra huset.

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages og mærkes

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages...

0
December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi...