3.7 C
Copenhagen
tirsdag 23. december 2025

Omdiskuteret bosted får konsulent som leder

0

I sidste uge kom det frem, at voksenhandicapchefen, Holger Torp, der var øverste chef på Kobbelgården i Fredericia, er fortid i stillingen. På kort sigt har Fredericia Kommune valgt en ekstern konsulent til at afløse Torp.

Kobbelgården har trukket mange overskrifter siden december, hvor de fik et skærpet påbud på bostedet. Det seneste i sagen er, at Holger Torp, der er øverste chef på stedet, har indgået en fratrædelsesaftale med Fredericia Kommune.

Det gør, at stillingen som voksenhandicapchef er ledig. Den stilling dækker blandt andet Kobbelgården, men der er nu fundet en løsning på det. Maibritt Kuszon fra konsulentvirksomheden Komponent, der i forvejen er i gang med en kvalitetsanalyse af det specialiserede voksenområde i Fredericia, med blandt andet fokus på Kobbelgården, kommer til at overtage stillingen midlertidigt.

– Vi har lavet en aftale med Komponent om det frem til sommer. Det er den samme konsulent, som har været på Kobbelgården i forbindelse med kvalitetsanalyse. Vi kommer til at have en permanent løsning klar omkring sommerferien, og indtil da kommer Maibritt til at være på Kobbelgården et par dage om ugen, siger direktør for beskæftigelse og velfærd, Mette Heidemann.

Når der indgås en fratrædelsesaftale eller lignende, er det normalt at tage en intern løsning. Det har Fredericia Kommune ikke valgt.

– Vi har vurderet, at dette er den bedste løsning på kort sigt. Med det som Komponent er kommet frem til i deres analyse, synes vi, at det er gavnligt med en udefrakommende, der kommer med et friskt blik på tingene, forklarer Mette Heidemann.

Det lyder også som en dyr løsning?

– Det er dyrere, end hvis vi bare havde konstitueret en vi har i forvejen. Vi synes, at vi har brug for alle de afdelingsledere vi har, og det er også en af grundene til, at vi har valgt denne løsning, siger Heidemann.

Mette Heidemann forventer, at Fredericia Kommune inden for den nærmeste fremtid laver et stillingsopslag til den fremtidige voksenhandicapchef i Fredericia Kommune.

Triathlon-formand stopper efter 16 år

0

Carsten Andersen har været formand for Fredericia Triathlon Team i 16 år, men i torsdags, til klubbens generalforsamling, gav han stafetten videre.

Efter de formelle agendapunkter skulle der tages stilling til bestyrelsesposter på valg. Da Carsten Andersen havde valgt ikke at genopstille til posten som bestyrelsens formand, skulle der her vælges en ny. Carsten Olesen var som eneste kandidat opstillet og blev derfor valgt som klubbens nye bestyrelsesformand.

– Da jeg startede i klubben for cirka fem år siden, var dette ikke min plan – men nogle gange udvikler tingene sig hurtigt, smiler Carsten Olesen og fortsætter:

– Det er nogle store sko at fylde ud, da den afgående formand har siddet på posten i 16 år, men jeg glæder mig utroligt meget til at tage fat på de fremtidige opgaver sammen med bestyrelsen. Jeg er meget struktureret som person, og her har jeg helt sikkert nogle egenskaber, som jeg vil bringe ind i bestyrelsesarbejdet. Fredericia Triathlon Team er en klub, hvor der er plads til alle, og det tror jeg også på. Her skal være plads til unge og ældre, motionisten, der er her for det sociale – og atleten, der har mål og planer, og en mere struktureret tilgang til træningen. Endelig tror jeg på transparens og gennemsigtighed gennem kommunikation som ledelsesværktøj, så det kommer klubbens medlemmer nok til at mærke i den nærmeste fremtid.

Til øvrige bestyrelsesposter blev Emilie Vejby Mott valgt ind, Charlotte Boye og Henrik Thomsen blev genvalgt. Første suppleant til bestyrelsen blev Glen Leonhardt, og anden suppleant Helle Hygum.

Klubbens nuværende bestyrelse vil snarligt afholde deres første bestyrelsesmøde, hvor denne vil konstituere sig selv og kigge ind i, hvilke opgaver der ligger for fremtiden.

Kendte løsninger er ikke nok til at dæmme op for trivselskrisen blandt unge

0

Af Pernelle Jensen (V), formand for Unge- og Uddannelsesudvalget, og Vibe Dyhrberg (A), næstformand for Unge- og Uddannelsesudvalget

Vi er nødt til at snakke om noget alvorligt: Alt for mange af vores unge mistrives, og det bliver ikke bedre af sig selv. Tallene taler deres tydelige sprog. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil fra 2022 har 34 procent af landets unge kvinder og 21 procent af landets unge mænd mellem 16-24 år dårligt mentalt helbred. Det er en trivselskrise, der ikke kan ignoreres. Det handler ikke kun om at undgå problemer, men også om at skabe nye muligheder. Derfor har vi på tværs af byrådet i Fredericia de seneste år styrket ungeindsatsen i kommunen, både ved at etablere Ungeenheden, udvide paletten af tilbud til unge i psykisk mistrivsel og gennem den nye og systematiske tilgang til hurtigt, tværfaglig hjælp: Trivsel+

Men der er stadig brug for at udvikle den måde, vi arbejder sammen med unge på. Ikke nødvendigvis ved at gøre mere, men ved at gøre noget andet. Og især ved at gøre noget andet på tværs af faglige spænd og organisatoriske siloer.

Heldigvis har vi stadig masser af muligheder for at skabe forbedringer. Unge- og Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune har netop sagt ja til at være en del af et projekt kaldet “Thriving Youth – Sammen om unges trivsel”, som er skabt af Dansk Designcenter. Vi er nemlig, sammen med 3-4 andre frontløberkommuner, blevet udvalgt til at tage kampen op mod den dårlige trivsel blandt unge. Udvalgt fordi vi i Fredericia allerede gør noget særligt, og fordi vi er klar til at udvikle mere.

Som partnerkommune i dette projekt har vi taget på os at sprede budskabet om, hvad der virker, og at være med til at skabe nye og spændende løsninger. Vi vil ikke bare tage ansvar for at løse trivselskrisen blandt vores egne unge – vi vil også inspireres af og være med til at sprede gode løsninger til hele landet.

Selvom trivselskrisen ikke forsvinder på den korte bane, er vi klar til at tage fat. Dette partnerskab løber frem til udgangen af 2025, og vi kan ikke vente med at se, hvad vi kan opnå sammen med andre kommuner, eksperter og alle jer, der brænder for at gøre en forskel for vores unge.

Så kom og vær med! Lad os sammen gøre en forskel for vores unge og skabe en fremtid, hvor trivsel er en selvfølgelig del af hverdagen!

48-årig svensker stjal tebirkes og truede personale

0

En 48-årig svensk statsborger lavede lørdag, hvad der karakteriseres som et røveri i Fredericia.

Det skete lørdag klokken 16:31, hvor svenskeren indfandt sig i Coop 365 på Vendersgade. Manden gik hen til bake-off-afdelingen, hvor han begyndte at spise tebirkes. Det påtalte personalet, som efterfølgende fik ukvemsord kastet deres vej. Samtidig gjorde den 48-årige mand tegn til, at han var klar til at slås med personalet. Sydøstjyllands Politi oplyser, at disse handlinger gør, at episoden udvikler sig fra et tyveri til et røveri.

Efterfølgende gik manden ud af Coop 365, men det lykkedes politiet at finde manden i nærheden, hvorefter han blev anholdt og sigtet for røveri.

Da der er tale om en udenlandsk statsborger, kan den 48-årige mand se frem til at blive indkaldt til et retsmøde om et par uger. Det blev vurderet, at der ikke var grundlag for et grundlovsforhør, hvorfor den beslutning blev truffet. Møder manden ikke op, kan han se frem til at uden at være til stede.

19-årig sigtet efter slagsmål i Fredericia

0

En 19-årig mand er blevet sigtet efter knivloven i forbindelse med, at der har været et slagsmål i Fredericia tidligt fredag aften.

Episoden fandt sted klokken 19:26, hvor politiet blev tilkaldt til Danmarksgade, da 6-7 personer var røget i slagsmål, og den ene angiveligt havde en kniv på sig.

Da politiet kom til stedet, var alle væk, men i nærheden fandt politiet en gruppe på fem unge, der sagde, at de havde været til stede ved slagsmålet, men uden at deltage. Et af vidnerne forklarede, at der havde været en med en kniv og kom med et signalement.

Det lykkedes politiet at finde frem til vedkommende, som havde smidt kniven. Der er tale om en 19-årig mand fra Juelsminde, som blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Politiet fandt den 19-årige i den østlige del af Danmarksgade, nær Østerstrand.

JCI Danmark fortsætter sin rejse gennem landet og ankommer til Fredericia

0

JCI Danmark fortsætter sin spændende rejse gennem landet og gør sit næste stop i Fredericia d. 17. april. KM Telecom Denmark er værter for det første møde om personligt lederskab, under overskriften; ”Følger du strømmen, eller sætter du retningen som leder?” Et møde der ikke blot sigter mod personlig vækst, men også professionel udvikling.

Denne rejse blev indledt i januar måned, da JCI Danmark først blev introduceret for ambitiøse unge i Vendsyssel. Introduktionen er fortsat gennem en række velbesøgte netværksarrangementer i Brønderslev. JCI Danmark, en del af verdens største netværk for unge ledere og iværksættere, fortsætter med at engagere og inspirere unge over hele landet gennem en række lokale og nationale initiativer, projekter og
arrangementer.

Med Fredericia som det næste stop på rejsen og med KM Telecom Denmark som værter vil JCI Danmark inspirere ambitiøse mennesker imellem 18 og 40 år med en workshop om personligt lederskab. Deltagerne vil få mulighed for at lære og udvikle sig både personligt og professionelt med ligesindede fra mange forskellige brancher.

– Vi er begejstrede for at bringe vores rejse til Fredericia og samarbejde med KM Telecom Denmark for at levere et spændende og givende møde om personligt lederskab, udtaler Steen Mølkjær, National President (Formand) for JCI Danmark.

– Vi tror på at inspirere og støtte ambitiøse unge til at realisere deres fulde potentiale, og dette møde er et skridt i den retning. Mødet om personligt lederskab vil fokusere på nøgleaspekter af lederskab, herunder selvrefleksion, kommunikation og strategisk målsætning. Deltagerne vil få praktiske værktøjer og indsigt til at vokse både personligt og professionelt.

Om JCI Danmark:

JCI Danmark er en del af Junior Chamber International, en verdensomspændende organisation for ambitiøse unge mennesker mellem 18 og 40 år. Organisationen arbejder for at give medlemmerne mulighed for at udvikle sig personligt og fagligt gennem træning og netværksmuligheder – særligt indenfor ledelse herunder projektledelse og selvledelse.

Første gang FHK-profil skal i slutspillet

0

35-årige Evgeni Pevnov har aldrig før prøvet at spille et slutspil, som det, der venter forude for FHK. Han har været vant til en ligeud turnering i Bundesligaen, men han mener ikke, at der venter ham noget, som han ikke har prøvet.

Den tyske stregspiller kom til FHK forud for denne sæson. Nu er grundspillet overstået, og FHK endte på andenpladsen. Sidste runde i grundspillet faldt således ud, at GOG, Skjern og TMS Ringsted bliver fredericianernes modstandere i slutspillet.

– Ærligt, så tænker jeg ikke på, hvem vi møder. Jeg vil bare vinde hver kamp, siger Pevnov på spørgsmålet om, hvad han tænker om puljen.

Kampen, som Pevnov havde spillet forinden interviewet, var mod Nordsjælland. Der var på papiret ikke noget at spille for, men alligevel vandt FHK 31-26.

– Det siger vel bare, at vi er et godt hold. Det har vi vist hele sæsonen, og jeg er glad for det, vi har præsteret, siger Pevnov.

Rent principielt kunne FHK have sendt Nordsjælland ned i 1. division, men det var ikke noget, stregspilleren skænkede en tanke. Ud fra et sportsligt perspektiv ville FHK vinde mod Nordsjælland under normale omstændigheder, men i sådan en situation kunne det have været anderledes.

– Det er ikke noget, jeg tænker på, og det er ikke noget, der bekymrer mig, at de kunne rykke ned. Var det sket, så var det sådan, det var. Jeg vil altid vinde, når jeg går på banen, og det viste kampen også, forklarer Evgeni Pevnov.

Fra at spille i Bundesligaen, der er en ligeud turnering, skal Pevnov nu spille slutspil. Han ser det dog ikke som en omvæltning.

– I Bundesligaen er der hele tiden noget på spil, så det betyder ikke noget på den måde. Der er ikke den store forskel for mig, siger han.

Der er dog én forskel, som Pevnov gerne medgiver.

– Man kan have haft et lidt dårligt grundspil og alligevel komme i semifinalen, og omvendt set kan man have spillet et godt grundspil og ikke komme i semifinalen, slutter Pevnov.

FHK tager hul på slutspillet fredag den 5. april på udebane mod TMS Ringsted.

Erritsø fejrede oprykning med storsejr

0

EGIF’s Danmarksserie-kvinder sikrede sig i sidste uge oprykning til 3. division. Søndag spillede de sidste kamp i sæsonen, hvor det blev til en storsejr.

Erritsø-holdet har været suverænt igennem sæsonen, hvor det kun er blevet til enkelte pointtab – på udebane mod Bov, hvor det blev til et nederlag, og på udebane mod Vejen, hvor kampen endte uafgjort.

Netop Bov er holdet, som EGIF har duelleret med om oprykningen. I det omvendte opgør mellem de to hold slog Erritsø styrkeforholdet fast og vandt med 25-22, og dermed havde de sikret sig at være bedst indbyrdes i tilfælde af pointlighed.

Oprykningen blev sikret i netop det uafgjorte opgør mod Vejen den 17. marts. Siden har Erritsø spillet på udebane mod Ensted, hvor holdet vandt 29-12, og søndag var der en sidste kamp på programmet, da modstanderen var Kolding KFUM 3.

Opvisningshallen i Erritsø Idrætscenter dannede rammerne om opgøret, hvor der var DJ på og pænt besøgt. Familie og venner var mødt op for at hylde det nyoprykkede hold, som til næste sæson er at finde i 3. division.

Fra start var det en uskøn affære. Stillingen var 1-1 efter syv minutter, men som kampen skred frem, kom der mere gang i målscoringen. Kolding hang på til 4-4, men så satte hjemmeholdet sig på kampen, hvor især målvogteren Majbritt Larsen og fløjspilleren Nanna Løjborg skilte sig ud.

14-9 var stillingen efter de første 30 minutter, og i anden halvleg holdt Erritsø skruen i vandet. Der blev derfor også fundet overskud til at bruge bredden af truppen af træner Mads Kidholm Sørensen. Blandt andet kom reservekeeper Leona Muslija på mål, og ind kom eksempelvis også Tanja Møllebæk Knudsen.

Musilja viste sig godt frem. I de sidste otte minutter lukkede hun blot et enkelt mål ind, og det medvirkede til, at Erritsø vandt opgøret mod Kolding KFUM 3 med 24-16. Dermed kunne Erritsø lade sig hylde som vinder af Danmarksserien. Efter kampen var der en lille seance på banen, hvor der blev taget holdfoto samtidig med, at formanden for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, Peder Tind, gav oprykkerne et par ord med på vejen.

Derefter gik turen ud i omklædningsrummet, da halgulvet skulle bruges til endnu en håndboldkamp. Denne gang mellem Erritsøs Serie 2-hold og Ammitsbøl, hvor Erritsø igen viste sig stærkest, da de vandt med 26-20. Flere af spillerne på holdet var gengangere fra det Erritsø-hold, som forinden havde sendt Kolding KFUM hjem med et nederlag, og træneren, Mads Kidholm Sørensen, stod ligeledes i spidsen for Serie 2-holdet.

Derfor var der ikke mulighed for at give træneren den ellers obligatoriske tur ind under en bruser med tøj på efter en oprykning. I stedet måtte de glade oprykkere “nøjes” med at sprøjte løs med champagnen i omklædningsrummet, inden turen for fleres vedkommende gik tilbage på halgulvet, hvor de skulle spille en rolle i opgøret mod Ammitsbøl.

Mål om at etablere sig i 3. division

Rikke Hansen er en af de rutinerede spillere på Erritsø-holdet. Hun har tidligere spillet i 3. division, men ikke med Erritsø, hvor hun har spillet i fem sæsoner.

– Det er nyt for mange af de andre, men jeg har selv spillet der for andre klubber. Det er fedt, at vi nu er rykket op, siger Rikke Hansen.

At det netop er blevet til en oprykning i denne sæson kommer ikke bag på Rikke Hansen.

– Vi har fået tilgang af nogle spillere, vi har trænet godt og har et godt sammenhold, det tror jeg har båret frugt, forklarer Hansen.

At rykke op i 3. division betyder også, at niveauet bliver højere, men Rikke Hansen vurderer, at Erritsø godt kan være med.

– Jeg er sikker på, at vi godt kan være med. Vi får kamp til stregen, men vi er klar til at træne videre i forhold til det, der venter os. Der er et stykke vej niveaumæssigt, der er især mere fysik, da man spiller hårdere der. Det skal vi være klar på, slår Rikke Hansen fast.

Selvom det er forholdsvis nyt, at Erritsø er rykket op, er målet for næste sæson ikke til at tage fejl af.

– Det er altid hårdt at være oprykker, så overlevelse er mål nummer et, men vi vil gerne så langt op i rækken som muligt. Nogle hold vil måske se os som underdogs, da vi kommer fra Danmarksserien, og dem vil vi gøre alt for at slå og modbevise dem om det, siger Rikke Hansen.

Det, at Erritsø nu kan tilbyde et 3. divisionshold på kvindesiden, betyder noget for klubben.

– I 3. division kan man også trække spillere til, der sker noget, når man træder ind i divisionen, så det vil være godt, hvis vi kan etablere os der, slutter Rikke Hansen.

Mads Pedersen spurtede fra verdensmesteren og vandt klassiker

0
Foto: A.S.O. / Charly Lopez

Den danske cykelrytter, Mads Pedersen, triumferede søndag i den belgiske klassiker Gent-Wevelgem.

Danskeren havde angrebet langt ude fra, og med sig havde han verdensmesteren Mathieu van der Poel. 

De to holdt et godt samarbejde frem til mål, hvor danskeren viste sig at være hurtigst i spurten, selvom Pedersen måtte åbne spurten fra front. 

Det er anden gang i karrieren, at Mads Pedersen vinder den belgiske klassiker. Næste søndag gælder det endnu en klassiker i form af Flandern Rundt.

Når det brutale bliver berigende

0
Foto: Thomas Kvist Christiansen

Frontfiguren i Kellermensch, Sebastian Wolff er efter eget udsagn så kreativ rastløs, at skrivebords-skuffen altid er fyldt med nye ord og musik. Sange, som ikke alle når med på de alt for få og meget sporadisk udsendte albums med Esbjerg-bandet, “Kældermennesket”.

Derfor er den fremragende vestjyske sanger draget på turne i eget navn. En turne, hvor han på scenen bakkes brillant op af Christian Hede på guitar og kor, Jeppe Bremann (fra indie-rock-bandet med det geniale navn, The Awesome Welles) på trommer samt Mads Haahr Andersen på bas og kor.

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Hverken kvartettens spillemæssige kvaliteter eller de ukendte sange fra gemmerne skuffede.

Kopi-sange

Med en vidunderlige blanding af knaldgode cover-sange, kendte Kellermensch klassikere i nye klæder samt nye ukendte perler, fik de pænt mange fremmødte publikummer i en god times tid et brutalt musikudtryk lige ind i kroppens solar plexus som en massiv mavepuster.

Ved hjælp fra og ved brug af støjguitar, spillet rasende højt og energisk, overdrive-effekt på bassen samt universets tungeste trommeslag fik vi blandt andet formidable versioner af U2-klassikeren, “With Or Without You”, “Birds” af Neil Young samt ikke mindst fortolkningen af “Take Care Of All My Childern” af Tom Waits. Alle tilført det til alle tider voldsomme udtryk som Kellermensch og nu altså også Wolff solo er eksponent for. Det vil sige: En massiv musikalsk mur af mørke. Men det magiske er, at man bliver herlig høj af og dybt draget ind i det melankolske univers.

Fordi cover-sangene er så spændende spillet, så vidunderligt videreudviklet og så suverænt sunget. 

De nye sange

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Fra afdelingen af de nye værker stod især to numre som rene åbenbaringer: Sangen “No Light”, vist nok dedikeret til Wolffs ekskone Mia og den nye single, “Sword Of Damocles”.

Tunge tekster om forliste forhold og trøstesløse tanker. Men spillet med så meget nerve, nærvær, tyngde og musikalsk overskud, at hele salen blev blæst bag over. Af både lyd- trykket og udtrykket. Blæst bag over af gribende, glubsk glæde vel at mærke.

Sikke meget drabelig, desperat energi, der lå gemt i disse melodier og tekster. 

Drabet på et trommesæt

Foto: Thomas Kvist Christiansen

En af de mest effektfulde virkemidler i Wolffs solo projekt var Jeppe Bremanns måde at spille tromme på.

Ja han spillede – faktisk ret godt endda – på tromme. Men han slog så sandelig også på trommerne. Faktisk tæskede han dem så hårdt, at skind, crash-bækket, stortrommepedal, trommestikker en masse og gulvtam døde denne lørdag aften. Bremann slog ganske enkelt det trommesæt ihjel. En brutal død. Men en på en berigende måde. For vildmanden med det viltre hår understøttede som sagt i særlig grad Sebastians Wolffs dommedags-agtige tilgang til musikken.

Afslutningsvis fik det begejstrede publikum to Kellermensch sange: ” Bad Sign” og “Army Ants”. Begge spillet i og med et rasende tempo og intensitet, at det var de store ikoniske punk-bands som Shame 69, Ramones og ikke mindst Bad Religion værdigt.

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Nok ikke helt tilfældigt, at Danmarks pt. mest interessante sanger og sangerskriver, Sebastian Wolff denne aften bar en T-shirt med netop californiske Bad Religion.

Mindeværdig magtdemonstration af de fire dygtige danske musikere, endda med en forsanger i topform.

Skulle der uddeles stjerner for præstationen denne lørdag aften, ville Sebastian Wolff kvartetten få 12 ud af 6 mulige! 

Mand og kvinde varetægtsfængslet for indbrud i Middelfart

Mand og kvinde varetægtsfængslet for indbrud i Middelfart

0
KRIMI. En 31-årig mand fra Esbjerg og en 49-årig kvinde fra Odense blev anholdt den 21. december 2025 sigtet for to indbrud begået den...