Et skridt i den rigtige retning

0

Klimadebatten er på sit højeste, og spørgsmålet om, hvordan vi skal tackle fremtidens udfordringer, fylder meget. I et interview med Henrik Thorsen, CEO for Energy Cool, og Kristian Bendix Drejer, erhvervsdirektør for Business Fredericia, går vi i dybden med, hvordan klima og teknologi former fremtidens erhvervsliv.

Verden forandres hurtigere end nogensinde før, og særligt et emne får spotlyset, fordi det er uundgåligt: Klimaet.

– Siden vi sidst talte sammen, er klimaet jo blevet et globalt fokusområde. Før, når vi introducerede vores grønne mål på globalt plan, især i USA og Canada, hvor de var lidt bagud i forhold til os, oplever vi nu en betydelig ændring. Klimaet er blevet et globalt fænomen, og vi opererer nu i både Nord- og Sydamerika samt hele Europa, siger Henrik Thorsen.

Thorsen påpeger, at fokus på klima er blevet meget mere markant, og at det er drevet af flere faktorer.

– For det første er der et globalt pres fra investorer, som i stigende grad ønsker at investere i grønne løsninger. Det lægger pres på virksomheder, især dem, der er ejet af kapitalfonde. Derudover oplever vi selv klimaændringerne – varmerekord på varmerekord – hvilket gør det hele meget mere nærværende. Endelig står vi over for en ny æra inden for data og teknologi. AI er blevet en integreret del af vores hverdag, og det kræver enormt mange flere data, hvilket stiller nye krav til datacentre og køling. Det har gjort vores branche ekstremt lukrativ, da vi leverer køling til disse datafaciliteter. Vi er unikke på globalt plan, og markedet eksploderer, forklarer han.

Energy Cool var grønne pionerer før det blev mainstream

I den pulserende by Fredericia finder vi hovedkontoret for Energy Cool, en virksomhed, der ikke bare taler om grønne løsninger – de leverer dem. Sidste år modtog virksomheden Dansk Industris i Trekantområdet “Initiativpris”. Prisen kommer godt 15 år efter, at virksomheden blev stiftet af Henrik Thorsen og Lars Frank, der satte sig for at transformere kølebranchen med banebrydende og energibesparende teknologier. Thorsen udtrykker derfor også løbende i interviewet, at han er glad for, at hans virksomhed altid har haft det grønne i fokus.

– Alt, hvad vi har gjort siden 2009-10, har været med det grønne mål for øje. Det betyder, at vi i dag er godt rustet til de krav, der nu stilles. Men det er også vigtigt at huske, at grøn omstilling er en proces. Det har været en udfordring for mange virksomheder at omstille sig hurtigt, og det er klart, at ikke alle kan følge med i det tempo. For os er det en fordel, at vi er en mindre virksomhed, der kan være fleksible og investere i fremtiden.

Erhvervsdirektør for Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer har fulgt med i klimaspørgsmålet undervejs, og han tilføjer, at der stadig er en udfordring i, at mange opfatter det som greenwashing, hvis man ikke allerede er 100% grøn.

– Vi skal også anerkende, at det er en rejse, og hvis man ikke sætter en retning, kommer vi aldrig derhen. I Business Fredericia har vi oplevet, at folk har svært ved at forstå, at det tager tid at nå målet.

AI og datamængder: En ny udfordring

– Der er et enormt potentiale, siger Thorsen, når han taler om de stigende datamængder, der kræver flere køleinstrumenter for at sikre, at systemerne ikke overophedes. “Jeg har for nylig talt ved konferencer i Rotterdam og Berlin om AI og klima. Min pointe var, at vi løser mange klimaproblemer med AI, men samtidig skaber AI også nye udfordringer, fordi det kræver så meget data. Det er en balancegang, hvor vi skal sikre, at vi ikke skaber flere problemer, end vi løser.

Drejer supplerer med, at befolkningen kan have svært ved at følge med i denne udvikling.

– Når vi sætter en retning og ikke er der endnu, så kalder de det greenwashing. Men hvis man ikke sætter en retning, så kommer vi heller ikke derhen. Vi bliver også skældt ud i Business Fredericia i øjeblikket, for når vi fortæller om, hvor vi vil hen, så tror de, at vi allerede er der. Men vi er på vejen, siger han.

Thorsen påpeger, at det er vigtigt at være ærlig om, hvor man er i processen, og ikke oversælge det.

– Det er vigtigt at finde balancen mellem tryk og fremskridt. Nogle virksomheder har brug for stor rådgivning, mens andre blot skal påvirkes langsomt til at tage små skridt. For mange år siden vidste man måske ikke helt, hvad man stod med, men nu er vi i modningsprocessen. Vi skal gøre det spiseligt og forståeligt for dem, der stadig er ved at komme med på rejsen.

Danmarks rolle som grøn energileder

Optimismen omkring Danmarks rolle i den grønne omstilling i disse år er dog stor.

– Jeg tror da, at vi skal nå at få forandret det. Jeg er født optimist, og jeg tror på, at vi er på rette vej, og vi skal nok komme i mål. Danmark er frontløber på godt og ondt. Vi har ingen råmaterialer, så vi kan kun leve af viden. Det gør, at vi eksportmæssigt står hammergodt. Vi viser vejen frem, og det er vi nødt til som nation, siger Henrik Thorsen og bliver suppleret af Drejer:

– Vi har både en stor satsning på Power to X og CO2-lagring i vores område. Vi ser også intelligente energisystemer poppe op, og vi håber på at kunne koble disse ting sammen. Vi har en unik mulighed for at være helt fremme i skoene og sætte folk sammen, så vi kan skabe noget stort for hele Syddanmark, ja Nordeuropa.

Thorsen og Drejer er enige om, at der stadig er mange udfordringer for virksomheder, der ønsker at være grønne.

– Markedet skal kunne følge med, og det viser, hvor vigtigt det er med tilskud til grøn omstilling. Vi ser også en stigning i interessen, men der er stadig mange, der ikke helt har forstået, hvad det handler om. Vi skal gøre det spiseligt for dem og hjælpe dem på vej, siger Thorsen.

Drejer tilføjer, at Business Fredericia spiller en vigtig rolle i at guide virksomhederne på rejsen mod grøn omstilling.

– Vi skal sikre, at vi ikke overbebyrder virksomhederne, men samtidig hjælper dem med at tage de nødvendige skridt. Vi er i en transformation, og det er vigtigt at holde fokus på, hvor vi vil hen, og hvordan vi kommer derhen.

Der er ingen tvivl om, at vejen mod en grønnere fremtid er udfordrende, men både Thorsen og Drejer er optimistiske og ser store muligheder for både Fredericia og Danmark som helhed. Deres budskab er klart: Vi skal handle nu, men vi skal også huske, at det er en rejse, og at vi alle er nødt til at tage skridt i den rigtige retning.

Spareforslag kan kaste tæppet væk under Teater Malstrøm

0
(Foto: Thomas Max Lægaard - AVISEN)

Budgetprocessen i Fredericia Kommune er i fuld gang, og flere af besparelsesforslagene er på kultur- og idrætsområdet. Forslaget, der kan få vidtrækkende konsekvenser for Teater Malstrøm, går ud på at reducere tilskuddet til teatret fra 250.000 til 150.000 kroner årligt.

Teater Malstrøm har eksisteret siden 2016 og står overfor store eksistentielle udfordringer, hvis det besluttes at skære tilskuddet ned med de 100.000 kroner, der lige nu er at finde i sparekataloget. I forvejen har teatret en beskeden økonomi, der er funderet på tilskuddet fra Fredericia Kommune.

Carsten Jensen, forperson for Teater Malstrøm, er frustreret over forslaget, da Teater Malstrøm ikke er sat i verden for at lave overskud.

– Vi sidder på Kulturkasernen lige nu, der også er på kommunens budget. Det skal være en kulturel højborg det her, så spareforslaget giver for mig ikke nogen mening. Vi har mellem 50 og 80 frivillige til hver forestilling; der hver især varetager et hav af forskellige funktioner. Det, vi bruger pengene på, er folk i branchen, der kan være med til at sikre, vi står med forestillinger af høj kvalitet, og som giver Fredericias borgere og opland minderige kulturelle oplevelser. Dertil kommer naturligvis udgifter til kostumer, scenografi etc., siger Carsten Jensen.

De levende penge

Maria Cordtz, en anden central figur i Teater Malstrøm, påpeger den værdi, som tilskuddet repræsenterer. Hun fremhæver, at tilskuddene er blandt de mest “levende penge” i Fredericia:

– der var engang en politiker, hvis navn jeg undlader at nævne, der sagde, at det nok er de mest levende penge, de giver i Fredericia Kommune. Man får altså virkelig noget for det beløb, der gives os. 99% af Teater Malstrøm er frivillige kræfter. Vi hyrer enkelte professionelle mennesker ind til at udvikle og støtte vores amatører og teaterinfluencerede mennesker i at lave forestillinger på et højt niveau. Og så bruger vi selvfølgelig penge på materialer, så vi kan skabe nogle fede kostumer og bygge nogle fede scener, siger Maria Cordtz.

Maria Cordtz pointerer, at Teater Malstrøm bruger pengene til at skabe en høj kvalitet af teaterforestillinger; selvom budgettet er stramt. Den økonomiske støtte er således ikke bare en udgift, men en investering i lokal kultur og kunstnerisk talentudvikling.

Den økonomiske virkelighed

Hvis budgettet skæres ned til 150.000 kroner, beskriver Cordtz situationen som kritisk:

– Havde vi haft et budget på tre millioner kroner ville en besparelse på 100.000 kr. ikke have haft en så kritisk effekt. Dog stadig træls, men det havde vi klaret. Men at fjerne næsten halvdelen af teatrets økonomiske fundament, gør levevilkårene tæt på umulige; desværre – siger Maria Cordtz.

En af de ting både Carsten Jensen og Maria Cordtz undrer sig over er, at det er beskrevet, at Teater Malstrøm har indtægter via billet og bar. Det er korrekt, men disse indtægter er udelukkende med til at minimere udgifter på forestillingerne. Formålet med foreningen har aldrig været profit; men at skabe en platform for talentudvikling, diversitet, fællesskab og kultur. 

Teatrets rolle i lokalsamfundet

Teater Malstrøm har haft en væsentlig rolle i Fredericia, ikke kun som en kulturel institution men også som en inkubator for lokale talenter. Maria Cordtz fremhæver de positive effekter, teatret har haft:

– Vi har tidligere haft en ung fyr, Alexander, på scenen. Han er nu uddannet skuespiller på Den Danske Scenekunstskole og er engageret professionelt på Det Kongelige Teater, i tv-serier etc. Ligeledes har vi nogen, der søger optagelse på Musicalakademiet. Andre igen laver reklamefilm og en del er aktive på andre amatørscener rundt om i landet. Malstrøm er således med til at så en kim, der gør, at flere går videre ad teatervejen senere hen. Det er det, vi har som formål, siger Maria Cordtz.

Maria Cordtz illustrerer, hvordan Teater Malstrøm har været en platform, hvor lokale talenter har fået en start og videreudvikling i deres kunstneriske karrierer. Denne rolle er med til at understøtte en bredere kulturel udvikling i byen.

Det sociale sammenhold

Teater Malstrøm er ikke kun en teatergruppe, men også en social platform for mange af dens medlemmer. Maria Cordtz bemærker det stærke fællesskab:

– Vi har et rigtig godt socialt sammenhold. Vi holder bl.a. nogle gode fester (som kommunen ikke betaler for. Det gør vi selv). Vi har også et meget inkluderende miljø, som rummer masser af diversitet. I 2024 vil jeg da også mene, at har man været forbi til en forestilling eller generelt har sin gang hos Malstrøm, så vil man se, hvor diverst et miljø, vi har. Derudover tror jeg, at den yngste frivillige, vi har, er omkring 12 år. Den ældste, vi har, er 76. Det er jo mangfoldigt, siger hun.

En fremtid i Pakhuset?

En yderligere udfordring for Teater Malstrøm er usikkerheden omkring fremtidige spillemuligheder. Den næste forestilling, “En Verden af Farver”, kan meget vel være den sidste, der opføres i Det Bruunske Pakhus, da det kulturelle hus er sat til salg.

– Vi ville elske at blive i Pakhuset, og har faktisk også foreslået, på forskellige planer, at bakke op om, at huset bliver brugt til mere kultur. Det vil Malstrøm gerne være med til at facilitere for at kunne blive i bygningen, siger Maria Cordtz.

Teater Malstrøm er i samarbejde med Fredericia Kommune i gang med at finde et andet spillested i byen. Lige nu er det Tavlehallen, der er i spil.

Borgerlige partier stod sammen og undlod at stemme til budgetopfølgning

0
Fra venstre. Pernelle Jensen (V), Susanne Eilersen (O) og daværende kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal. Foto: AVISEN

På dagens møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget i Fredericia blev der behandlet to vigtige punkter: budgetopfølgning og budgethøringsprocessen. Mens det blev besluttet at sende budgetforslagene i høring, var der ikke opbakning til 1. budgetopfølgning, hvor Socialdemokratiet stod alene med deres tre mandater. De borgerlige partier, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, valgte alle at undlade at stemme, hvilket markerede en fælles front mod den nuværende budgetproces. Også Socialdemokratiets normale støttepartier, SF og Enhedslisten, undlod at stemme

Onsdag stod i politikens tegn. Først var der et budgetseminar, og derefter et møde et i Økonomi- og Erhvervsudvalget. Først blev det vedtaget at sende spareforslagene i høring til trods for, at der har været kritik omkring forslagene. Dernæst skulle der tages stilling til 1. budgetopfølgning.

Susanne Eilersen, gruppeformand for Dansk Folkeparti, udtrykker frustration over den proces, som budgetlægningen har været igennem:

– Vi valgte at sende det samlede forslag i høring med en begrundelse, der gik på, at processen har været uacceptabel, og forslagene er kendt i befolkningen. Derfor mener vi også, at det er fair, at vi kan få folks mening om forslagene, selvom vi er uenige i flere af dem. Det demokratiske er, at borgerne får muligheden for at komme med høringssvar på noget, siger Eilersen.

Susanne Eilersen. Arkivfoto.

På delen omkring 1. budgetopfølgning valgte Dansk Folkeparti til gengæld at stemme.

– Vi undlod at stemme, da der er mange ubekendte i det. Der skal være et realistisk første grundlag for at sende det videre. Vi hører om på senior- og socialområdet, men også børne- og skoleområdet, hvor vi ikke kender tallene. Vi har bedt om retvisende budgetter i tre år nu, men allerede i januar-februar i år var det skredet, og hele grundlaget for budgettet nu er ikke betryggende nok til at sende videre, da der er økonomiske ubalancer i det. Fordi processen har været, som den har været, og man har diskuteret i små, lukkede udvalg, og vi er ikke i en del udvalg, og der har vi ikke haft indflydelse på processen i de udvalg. Det lagt sammen giver en utryghed for Dansk Folkeparti om, at vi skal spare steder, hvor vi ikke vil. Vi går selvfølgelig til forhandlinger med åben pande og vil bringe besparelser op, som ikke har været fremme, forklarer Susanne Eilersen.

Kritik af proces og ønsker om høring

Tommy Rachlitz. Arkivfoto.

Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti, understreger også nødvendigheden af en høringsproces, men markerer samtidig afstand til budgetforslaget:

– Jeg undlod at stemme til delen med 1. budgetopfølgning, fordi jeg ikke kunne se Konservative i forslagene, men vi ønsker ikke at kortslutte processen og derfor prøver vi at finde en løsning på at sende det i høring og samtidig fortælle, at vi ikke kan stå på mål for det, derfor undlod vi at stemme. Det er vigtigt for os, at vi fik gennemført en proces, så vi fik det i høring, da vi har brug for at høre, hvad der menes om det ude blandt ansatte og borgere, men samtidig har vi brug for, at det er tydeligt, hvad vi kan købe ind på, og hvad vi ikke kan købe ind på, siger Rachlitz.

Venstre: Behov for et oplyst grundlag

Peder Tind og Pernelle Jensen. Arkivfoto

Venstres Pernelle Jensen og Peder Tind valgte også at undlade at stemme og har sendt budgetkatalogerne i høring med bemærkninger:

– Vi har sendt budgetkatalogerne i høring med en bemærkning. I vores egen udtalelse understregede vi, at det er vigtigt, at Venstre indleder forhandlingerne på et oplyst grundlag, selvom vi ikke er enige i flere af sparekatalogerne og har stemt imod, men vi vil gerne have medarbejdernes og borgernes input. Vi vil høre, hvad de siger, selvom vi ikke er enige, og det skal fremgå, at det er et flertal i udvalgene, der stemte imod sparekatalogerne. Vi vil have med, at der ikke er et politisk flertal bag, siger Pernelle Jensen og fortsætter:

– Vi undlod at stemme grundet processen, da vi blev bekymrede for, om vi kan lande et 2. behandlingsbudget. Det skrider yderligere på familieområdet, og vi ved ikke, hvordan det ser ud i løbet af året, så vi vil ikke have, at det falder tilbage på et ikke retvisende grundlag.

Peder Tind uddyber Venstres holdning og tilføjer, at partiet fortsat vil presse på i budgetforhandlingerne:

– Sagen behandles på byrådsmødet, og derfor vil man kunne fremme argumentationen for, hvad vi har gjort. Vi vil også undlade at stemme på byrådsmødet og argumentere for det, og det er på grund af processen og usikkerheden, og det er vigtigt at stå på et gennemlyst og oplyst grundlag, når vi skal indgå forhandlinger, siger Tind.

Byrådsmødet, som Peder Tind referer til, finder sted på mandag klokken 17:00. Her forventes der igen debat omkring 1. budgetopfølgning.

Socialdemokratiet står alene

0

På dagens møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget i Fredericia var budgetforhandlingerne for 2025-2028 igen på dagsordenen, og det blev tydeligt, at Socialdemokratiet står isoleret i sin støtte til den nuværende økonomiske kurs. Selvom det lykkedes at sende budgetforslaget i høring, stod Socialdemokratiet alene i at stemme for 1. budgetopfølgning. De øvrige partier valgte at undlade at stemme.

Budgetforslaget, som inkluderer sparekataloger for de kommende år, blev sendt i høring efter en afstemning i udvalget. De borgerlige partier, herunder Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre, udtrykte en fælles bekymring over flere af de foreslåede besparelser. Alligevel støttede de at sende forslagene i høring, idet de fremhævede vigtigheden af at have et så gennemarbejdet og oplyst grundlag som muligt før budgetforhandlingerne.

– Det er vigtigt at indlede budgetforhandlingerne på et solidt og velunderbygget grundlag. Vi støtter, at forslagene sendes i høring, selvom vi er uenige i flere af besparelsesforslagene, lød det fra de borgerlige partier, der dermed markerede deres utilfredshed uden at blokere for den videre proces.

Socialdemokratiets isolerede støtte til 1. budgetopfølgning

Mens budgetforslaget blev sendt i høring, blev Socialdemokratiet isoleret i sin støtte til 1. budgetopfølgning. Med stemmer fra Christian Bro, Søren Larsen og Vibe Dyhrberg var Socialdemokratiet det eneste parti, der stemte for godkendelsen af budgetopfølgningen. Alle øvrige partier i udvalget, herunder Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, undlod at stemme.

Venstres medlemmer Pernelle Jensen og Peder Tind, Konservatives Tommy Rachlitz Nielsen, Dansk Folkepartis Susanne Eilersen, Enhedslistens Cecilie Roed Schultz og SF’s Connie Maybrith Eden valgte alle at undlade stemmeafgivelse.

Uenighed om spareforslag skaber tvivl om forhandlingerne

Uenigheden om spareforslagene tegner et billede af udfordrende budgetforhandlinger i den kommende tid. Flere partier har allerede meldt ud, at de er kritiske over for de foreslåede besparelser i bl.a. Senior- og Socialudvalget samt Børne- og Skoleudvalget, hvor ingen af udvalgene har fremsendt de nødvendige spareforslag til budgetforhandlingerne. Dette har medført, at det samlede sparemål på 44 millioner kroner i 2025 og 88,1 millioner kroner i 2026 ikke er opnået, og udvalgene står derfor uden konkrete besparelser, der kan indgå i det videre arbejde.

Denne manglende enighed sætter Økonomi- og Erhvervsudvalget i en vanskelig position, hvor det skal beslutte, hvad der skal fremsendes i høring og indgå i budgetforhandlingerne, uden at der er et solidt fundament af spareforslag og udvidelsesbehov at tage udgangspunkt i.

Usikker fremtid for budgetforhandlingerne?

Med den manglende støtte til 1. budgetopfølgning står Socialdemokratiet over for en udfordrende forhandlingsproces. Den kommende høringsperiode vil sandsynligvis byde på intens debat og kritiske indspark fra både borgere og interesseorganisationer, som kan påvirke de politiske prioriteringer.

Borgmester Christian Bro ser den manglende opbakning til budgetopfølgningen som en del af den normale politiske proces, og han udtrykker optimisme for de kommende forhandlinger.

– Jeg har endnu ikke hørt partier sige, at de ikke vil gå konstruktivt ind i forhandlingerne, siger Bro og minder om lignende situationer fra tidligere, hvor man alligevel fandt en vej frem. Han understregede, at de reelle forhandlinger først starter efter høringsprocessen, hvor alle partier har mulighed for at bringe deres bekymringer og ønsker på bordet.

På mandag venter der et byrådsmøde i Fredericia, hvor 1. budgetopfølgning også er på dagsordenen. Der ventes det, at der vil komme yderligere argumententer på bordet fra de partier, der undlad at stemme ligesom eksempelvis løsgænger Karsten Byrgesen ikke er repræsenteret i Økonomi- og Erhvervsudvalget, og derfor ikke kunne give hans stemme til kende.

UngeLiv: Et værdifuldt tilbud til unge i Middelfart Kommune

0

I en tid hvor børn og unges trivsel er under pres, har Middelfart Kommune etableret et vigtigt initiativ for at støtte de unge gennem deres udfordringer. UngeLiv, et tilbud målrettet 12-25-årige, startede i 2020 under corona-pandemien og har siden da spillet en afgørende rolle i at forbedre trivsel blandt unge i kommunen. Initiativet, som oprindeligt blev oprettet med midler fra Socialstyrelsen i forbindelse med projektet “Sammen på Sporet,” tilbyder anonym og professionel rådgivning til unge, der oplever alt fra familiære udfordringer til lettere angst og depression.

UngeLiv blev etableret i kølvandet på corona-pandemien, en tid, der satte ekstra pres på børn og unges mentale sundhed.

– Unge Liv startede tilbage i 2020. Vi fik midler gennem Socialstyrelsen, hvor vi sammen med ni andre kommuner skulle åbne et let tilgængeligt tilbud til psykisk sårbare unge med fokus på at øge deres trivsel, fortæller ungekonsulent Dorte Mebel fra UngeLiv.

Efter en succesfuld projektperiode med gode resultater valgte Middelfart Kommune at bevare og fortsætte tilbuddet som en fast del af kommunens indsats for unges mentale sundhed.

Ifølge Dorte Mebel har behovet for UngeLiv kun vokset sig større over tid.

– Alle statistikker viser, at børn og unges trivsel aldrig har været dårligere, i hvert fald ifølge målinger i folkeskolen. Det gælder også i psykiatrien, hvor der er lange ventetider. Forskning viser, at vores børn og unge har det rigtig skidt, siger hun. Dette behov afspejles også i Middelfart Kommune, hvor ventelister på tilbuddet desværre er blevet en realitet.

UngeLiv har til formål at være en forebyggende indsats, der hjælper unge med at håndtere deres udfordringer, inden de udvikler sig til større problemer.

– Vi har ønsket at arbejde forebyggende i mange år, og derfor ser vi et behov for tilbuddet, både ud fra den strategi, vi ønsker at køre, og fordi der er ventelister på at komme til, forklarer hun.

Et bredt spektrum af udfordringer

UngeLiv møder hver dag unge mennesker, der står over for et bredt spektrum af udfordringer. De problematikker, som de unge bringer med ind i rådgivningsforløbene, spænder vidt og bredt, og afspejler netop den komplekse virkelighed, mange unge navigerer i, i dag. Dette gør UngeLiv til et fleksibelt og alsidigt tilbud, der kan tilpasse sig den enkelte unges behov, uanset problemets karakter eller omfang.

– Det er svært at sætte ord på noget meget typisk, fordi det er enormt bredt, fortæller Laura Broen Damm, der psykolog hos UngeLiv, og giver et indblik i det brede spektrum af udfordringer, de unge står overfor til dagligt.

Et af de mest almindelige problemer, som UngeLiv oplever blandt de unge, er angiveligt de familiære udfordringer. Mange unge kæmper med de følelsesmæssige konsekvenser af skilsmisse eller forældre, der har svært ved at samarbejde. Det kan skabe et usikkert hjemmemiljø og forværre følelsen af ensomhed og isolation. Andre unge oplever, at deres forældre har svært ved at forstå den digitale verden og de sociale medier, som spiller en stor rolle i de unges hverdag. Kløften mellem generationerne kan føre til misforståelser og manglende støtte i hjemmet, hvilket forstærker de unges følelse af at stå alene med deres problemer.

Mental sundhed er også et gennemgående tema blandt de unge, der søger hjælp hos UngeLiv. Mange unge oplever lettere angstproblematikker og depressive tilstande, som kan være udløst af alt fra pres i skolen, sociale forventninger, til komplekse personlige forhold. Selvskade og selvmordstanker er også blandt de udfordringer, som UngeLiv ofte møder.

Gruppetilbud og mentale førstehjælpskasse

Ud over individuelle rådgivningssamtaler tilbyder UngeLiv også forskellige gruppeforløb.

“Dit Unge Liv – Dit Fokus” er en af de centrale grupper i UngeLiv, som sætter fokus på netværksdannelse og personlig udvikling gennem kognitiv adfærdsterapi. Gruppen mødes regelmæssigt og arbejder med at forstå sammenhængen mellem tanker, følelser, adfærd og kropslige reaktioner. Ved at få indsigt i, hvordan disse elementer påvirker hinanden, lærer de unge at lave små ændringer, der kan føre til store forbedringer i deres trivsel.

Gruppeforløbet giver de unge mulighed for at møde andre i lignende situationer og opdage, at de ikke er alene med deres udfordringer. Laura Broen Damm fra UngeLiv forklarer:

– Det at møde nogle andre unge mennesker, som også synes noget er udfordrende, kan være hjælpsomt i sig selv. De kan spejle sig i hinanden og opdage, at de ikke er alene.

For mange unge er eksamenstiden også forbundet med stor angst og stress, og derfor tilbyder UngeLiv ligeledes en eksamensgruppe, som typisk starter i februar hvert år for at forberede de unge til den kommende eksamensperiode. Gruppens fokus er her at hjælpe de unge med at udvikle strategier til at håndtere eksamensnervøsitet, præstationsangst og det pres, der ofte følger med eksamensperioder. Gruppen samarbejder tæt med skolerne i kommunen, som bliver informeret om tilbuddet, så elever, der har behov, kan blive henvist til gruppen i god tid før eksamenerne.

Sidst er der også oprettet en gruppe kaldet “Ung Naturligvis”, hvor alle sessioner foregår i naturen. Denne gruppe er særligt rettet mod piger og er designet til at regulere nervesystemet og fremme mental sundhed gennem udendørs aktiviteter. Naturen bruges aktivt som et terapeutisk rum, hvor unge lærer at håndtere stress, angst og depression på en måde, der går ud over de traditionelle rådgivningsmetoder.

Gruppens møder foregår ved nogle af de mange smukke steder i Middelfart Kommune, og aktiviteterne inkluderer alt fra gåture og samtaler i naturen til at samles omkring et bål. Målet er at hjælpe de unge med at finde ro og genoprette deres mentale balance i naturens beroligende omgivelser. Samtidig fokuserer gruppen på at skabe et stærkt fællesskab, hvor de unge føler sig set, hørt og accepteret, og det at naturen er et rum, man oftest har omkring sig.

– Vi arbejder målrettet på at regulere nervesystemet og undersøge, hvordan naturen kan hjælpe os med at håndtere stress, angst og depression. Det hele foregår i de smukke omgivelser i Middelfart Kommune, og vi ønsker virkelig, at de unge lærer at bruge naturen som en ressource, fordi den altid er tilgængelig for dem, fortæller ungekonsulenterne engageret.

Mental førstehjælp i 8. klasse

UngeLiv har også været med til at tage et vigtigt skridt for at styrke de unges mentale sundhed ved at introducere mental førstehjælp som en del af undervisningen i 8. klasse. Initiativet til dette udspringer af et ønske fra Fælleseleverådet, der bemærkede, at mange unge ved, hvad de skal gøre, hvis de ser en ven med en fysisk skade, som en brækket arm, men mangler viden om, hvordan de skal handle, hvis en ven kæmper mentalt.

– Mange unge ved, hvad de skal gøre, hvis de ser nogen med en fysisk skade som en brækket arm, men de ved ikke altid, hvordan de kan hjælpe en ven, der har det mentalt svært. Derfor ønskede de unge nogle konkrete redskaber eller en “værktøjskasse” til, hvad de kan gøre, hvis de har en ven, der har det svært. På baggrund af dette lavede vi nogle prøvehandlinger for at afprøve, hvordan vi bedst kunne imødekomme dette behov, fortæller Dorte Mebel.

Dette førte til, at nogle af kommunens 8. klasser nu undervises i mental førstehjælp.

– Undervisningen giver hver klasse redskaber til at samtale om svære emner og skaber et fælles sprog for, hvordan man håndterer situationer, når man har det svært, siger hun og fortsætter:

– Der er faktisk rigtig mange politikere, som har interesse i at høre om det, fordi de synes, det er spændende.

Et stort behov for udvidelse

UngeLiv oplever i øjeblikket, at der er ventelister for at komme i rådgivning, og der er et ønske om at kunne udvide tilbuddet, så ingen unge behøver vente på hjælp. Med den store interesse fra både politikere og lokalsamfundet er håbet, at tilbuddet kan udvides, så endnu flere unge kan få den hjælp, de har brug for, uden at skulle vente. UngeLiv er nemlig blevet en stor livline for de unge, et sted hvor ingen problemer er for store eller små, og hvor de unge kan få den støtte, de har brug for, når de har mest brug for det.

37-årig mand idømt forvaring for sextortion og grooming af mindreårige

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Den 37-årige mand blev idømt straffen for flere tilfælde af grooming og sextortion via computerspillet Fortnite. Her opfordrede den dømte flere unge drenge til blandt andet at vise sig nøgne eller sende billeder af sig selv. Derudover har den dømte i flere tilfælde formået at få drengene til at udføre seksuelle handlinger på sig selv.

Den 37-årige blev fundet skyldig den 3. juni 2024, og fik i dag den 28. august 2024 udmålt sin straf, der lød på forvaring.

Den dømte er tidligere idømt et kontaktforbud, hvorved han ikke måtte have kontakt til mindreårige via internet eller computer.

Retten lagde i domsafsigelsen vægt på, at tiltalte i forbindelse med en tidligere dom var blevet pålagt psykologisk behandling. En behandling, som den dømte ikke var motiveret for og dermed ikke havde nogen effekt af.

Derudover lagde retten vægt på, at det nu er femte gang, manden er dømt for sædelighedskriminalitet rettet mod mindreårige drenge. I alt er der 67 tilfælde af børn, der er blevet krænket af den dømte.

  • Forvaring er en tidsubestemt foranstaltning, som domstolene tager i brug over for personer, der anses for at være særligt farlige og jeg er glad for at retten i denne sag har fulgt min påstand om, at der er en stor risiko for gentagelse til sædelighedskriminalitet. Derfor er jeg tilfreds med dommen, da den er med til at sikre, at dømte ikke krænker yderligere børn siger anklager ved Fyns Politi, Rie Johansen.

Den dømte valgte at anke på stedet med påstand om formildelse og dermed en tidsbestemt fængselsstraf i stedet for den tidsubestemte forvaring.

Dødsfald Middelfart 29. august 2024

0

Knud Edvard Hansen, 1937 – 2024

Hanne Olsen, 1953 – 2024

Mona Ilse Jensen

Lone Karmisholt Christensen, 1979 – 2024

Vedholdenhed og passion gennem ni år

0

Ejendomsmægler Mette Juul Jensen fra home i Fredericia kan i år fejre ni år hos mæglerkæden. Hendes rejse har været en imponerende udviklingshistorie, fra en “jeg vil være ejendomsmægler” under finanskrisen til en start som trainee, for senere at blive leder i et af byens mest kendte ejendomsmæglerfirmaer.

Mette Juul Jensen har en stor portion af vedholdenhed, passion for faget og en dyb forståelse af boligmarkedet med i bagagen efter ni år i branchen. Efternavnet Juul Jensen klinger også lokalt, det var nemlig hendes forældre; Kai og Winnie, der gennem 41 år drev Cykelservice i Fredericia. Men selvom Mette trådte sine barnesko i den kendte cykelforretning, så var det ikke cykler, hun ville sælge. Man fristes til at bruge begreber som; dygtige sælgere kan sælge sand i Sahara; og sælge det kan Mette, der dog gennem ni år har set et boligmarked udvikle sig i flere retninger. Vi satte os derfor ned med Mette for at høre hendes refleksioner over årene, de udfordringer hun har mødt, og hvordan hun ser på fremtiden.

Mette Juul Jensen begyndte sin karriere hos home den 1. august 2015, men hendes interesse for ejendomsmæglerfaget startede flere år tidligere.

– Jeg kan huske, at jeg allerede i 2012 begyndte at interessere mig for at blive ejendomsmægler. Det var midt under finanskrisen, og der var mange, der syntes, at det var en dårlig idé. Ingen købte jo boliger på det tidspunkt, fortæller Mette og smiler, som om hun genkalder sig den modstand, hun mødte dengang. Hun var dog fast besluttet på at bevise, at hendes ambitioner kunne lykkes, selv i et udfordrende marked.

– Jeg hang mig ikke i finanskrisen, selvom mange var kommet skidt ud af den. Jeg ville være ejendomsmægler, og jeg ville sælge huse. Der var sådan en negativ aura omkring boligmarkedet, men det skræmte mig ikke, fortsætter hun. I stedet for at lade sig afskrække af den negative stemning omkring branchen, besluttede Mette sig for at forfølge sin drøm og påbegyndte finansøkonomuddannelsen i Aarhus i 2013.

– Det var lidt specielt at være en af de få på studiet, der ikke havde bank- eller revisionsverdenen som mål. De fleste på uddannelsen ville i bank, men jeg vidste, at det var ejendomsmægler, jeg ville være, forklarer hun. Mette var drevet af en stærk tro på, at hun kunne gøre en forskel i ejendomsmæglerbranchen, og det var denne beslutsomhed, der førte hende til home i 2015.

Da Mette startede hos home som trainee, havde hun ingen fastlagt plan. – Jeg var bare taknemmelig for, at de ville ansætte mig. Jeg vidste, at jeg ville arbejde med vurderinger og salg, fordi det var det, der tiltrak mig ved branchen, siger hun. I løbet af sine første år hos home blev Mette hurtigt kastet ud i de praktiske aspekter af jobbet, da virksomheden oplevede nogle sygemeldinger og udskiftninger. – Jeg fik hurtigt mulighed for at komme ud i marken, møde kunderne og arbejde med salg, og jeg elskede det. Kundekontakten, at kunne hjælpe folk med at finde deres drømmebolig, var det, der virkelig motiverede mig.

Mette beskriver en særlig oplevelse, der ofte gentager sig i hendes arbejde: – Mange kunder kommer ind med en idé om, hvad de vil have, men når de står i boligen, kan de mærke, at det ikke er det rigtige. Det er i de øjeblikke, jeg virkelig kan gøre en forskel ved at vise dem noget, de ikke selv havde overvejet. At finde drømmeboligen til nogen er en fantastisk følelse. Det er fedt at have den erfaring nu, hvor man kan hjælpe dem med at træffe de rigtige valg.

I 2017, kun to år efter hun blev ansat, blev Mette forfremmet til leder af home Fredericia. Det var en stor milepæl i hendes karriere, og en rolle hun trådte ind i med ydmyghed og respekt for sine kolleger.

– Jeg satte mig ikke i lederstolen uden først at tale med alle mine kolleger. Alle havde allerede talt med indehaveren og givet deres opbakning til, at jeg skulle tage rollen. Det gav mig en enorm tryghed og tillid til, at vi kunne løfte i flok, forklarer Mette. Denne kollektive støtte var afgørende for Mette, der altid har værdsat teamwork og den fælles indsats for at nå målene.

– Vi har altid stået sammen som et team, og vi har løftet i flok. Det er vigtigt for mig, at alle føler sig værdsatte, og at vi arbejder sammen mod de samme mål,”siger hun. Samtidig erkender Mette, at ejendomsmæglerbranchen kan være udfordrende på grund af dens provisionsbaserede struktur.

– Vi har også set, at folk kan skifte branche, fordi vores arbejde er baseret på provision. Det er en livsstil, hvor man arbejder mange timer, men det giver også et drive, siger hun. Mette har en stærk arbejdsmoral og er villig til at tage de nødvendige skridt for at få arbejdet gjort, uanset hvornår på dagen det er.

– Min telefon må gerne ringe kl. 20.00, hvis vi kan lukke en handel. Det er helt fint. Vi ejer ikke noget – vi formidler og varetager interessen.

Bolig er et hot emne

Over de ni år, Mette har været i branchen, har boligmarkedet gennemgået store forandringer. Fra finanskrisens efterdønninger til coronapandemien og de seneste udfordringer med stigende renter og inflation, har hun set markedet svinge markant.

– Boligmarkedet interesserer rigtig mange danskere. Folk taler om det alle steder – om det så er over køledisken i REMA eller til håndbold. Det fylder meget i folks bevidsthed, fordi det har så stor indflydelse på deres økonomi og fremtid,” siger hun.

Mette reflekterer også over, hvordan branchen har udviklet sig, ikke kun økonomisk, men også teknologisk.

– Som branche har vi også rykket os til at være meget mere oplysende. Folk kan finde mange flere informationer, inden de ser boligen. Olietank – nå nå. I dag bliver det undersøgt, så vi er også blevet klogere, siger hun med et glimt i øjet. Denne udvikling har gjort ejendomsmæglere til ikke kun sælgere, men også rådgivere, der hjælper kunderne med at navigere i de komplekse beslutninger, der følger med at købe og sælge en bolig.

Efter en barselsperiode vendte Mette tilbage til home, og hun blev overrasket over, hvor mange kunder, der havde ventet på hendes tilbagekomst.

– Det var virkelig overraskende og rørende at se, hvor mange der havde ventet på, at jeg kom retur. Det viste mig, hvor stærke de personlige relationer er, fortæller hun. For Mette har det været afgørende at kunne balancere arbejdslivet med sit privatliv.

– Jeg har en mand og familie, der forstår branchen, og jeg har et godt netværk af venner og familie, der hjælper med at passe vores datter, hvis der opstår akutte møder.

Mette er taknemmelig for den støtte, hun har fået både professionelt og privat, hvilket har gjort det muligt for hende at fortsætte i en krævende karriere samtidig med, at hun er blevet mor.

– Flere troede ikke, jeg kom tilbage, efter jeg blev mor, men jeg kunne ikke se mig i andre brancher. Jeg har energien og har fundet en god balance mellem arbejdslivet og privatlivet.

Nu hvor Mette markerer sit ni-års jubilæum hos Home, ser hun tilbage på en karriere, der har været præget af vækst og udvikling.

– Det er helt vildt, at der allerede er gået ni år. Det har været en spændende rejse, og jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer, siger hun med et smil. Mette Juul Jensen er et levende bevis på, at vedholdenhed, passion og evnen til at tilpasse sig et konstant foranderligt marked kan føre til stor succes. Hendes historie inspirerer og viser, hvordan man kan opnå meget ved at tro på sig selv og sit arbejde – uanset hvilke udfordringer man møder på vejen.

I dag står Mette Juul Jensen som en central figur i Fredericias ejendomsmæglerbranche. Med ni års erfaring, en stærk lederrolle og et team, der står bag hende, ser Mette frem til mange flere år i branchen, hvor hun vil fortsætte med at hjælpe folk med at finde deres drømmehjem.

Erritsø-trykkeri har kurs mod lukning

0

Landets største trykkerivirksomhed, Erritsø Tryk, står over for en større omstrukturering, der kan resultere i lukningen af deres trykkeri i Erritsø fra årsskiftet. Det skriver Mediawatch.

Baggrunden for den potentielle lukning er tabet af en stor ordre, som udgør en væsentlig del af trykkeriets omsætning, og som træder i kraft fra nytår. Lukningen kan medføre opsigelser for over 30 medarbejdere. Beslutningen er endnu ikke endelig, da virksomheden er i en forhandlingsfase med medarbejderne for at undersøge mulighederne for at undgå de planlagte opsigelser.

Adm. direktør for Erritsø Tryk, Gert Nielsen, har bekræftet planerne om at indstille trykkeriaktiviteterne i Erritsø.

– Vi påtænker at indstille trykkeriaktiviteterne i Erritsø. Fra nytår har vi mistet en stor ordre, og der er generelt stor overkapacitet i markedet. Så når vi også mister en stor ordre af den størrelse, er det ikke længere rentabelt at drive, udtaler han til Mediawatch.

Nielsen ønsker ikke at afsløre, hvilken specifik ordre der er tale om, men han tilføjer, at ordren udgør næsten halvdelen af trykkeriets omsætning, hvilket gør det særligt udfordrende at finde en løsning, der kan opveje det økonomiske tab.

Erritsø Tryk, som er ejet af JP/Politikens Hus, driver tre trykkerier i Danmark: et i Erritsø ved Fredericia, et i Hornslet via datterselskabet Avis-Tryk A/S, og landets største trykkeri i Glostrup, som blev overtaget i 2022 gennem en leasingaftale med Erritsø Tryk Sjælland. Virksomheden trykker aviser og tilbudsaviser for både JP/Politikens egne medier samt for andre mediehuse, herunder Nordjyske, der trykkes på anlægget i Hornslet.

Selskabet oplevede i 2023 en bruttofortjeneste på 37 mio. kr. og et driftsresultat på 3,6 mio. kr., hvilket er en halvering af resultatet fra året før. Det samlede overskud endte på 5,7 mio. kr., hvilket understreger den pressede økonomiske situation i branchen.

Som følge af de mulige masseafskedigelser er Erritsø Tryk forpligtet til at gennemføre en forhandlingsperiode med medarbejderne, hvor de forsøger at finde alternativer til opsigelserne. Direktøren erkender dog, at det er vanskeligt at se, hvordan en ny ordre kan erstatte den mistede omsætning fra 1. januar.

– Jeg har meget svært ved at se, hvordan nogen ny ordre i markedet kan opveje, hvad vi har mistet fra 1. januar. I forvejen er økonomien vanskelig, og vi er i en meget presset branche, siger Gert Nielsen.

Tyveri, indbrud og kørsel under påvirkning

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Fyns Politi har tirsdag rapporteret om flere hændelser i Odense, herunder et tyveri, et indbrud og en sigtelse for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.

På Nedergade i Odense C blev en borger kl. 08.30 kontaktet af to kvinder, der udgav sig for at være turister og spurgte efter et godt sted at spise. Kvinderne var meget flirtende og rørte ved borgeren på skuldre, arme og hænder. Da borgeren senere kom hjem, opdagede han, at et armbåndsur var blevet stjålet fra hans venstre arm. Kvinderne beskrives som værende 20-25 år gamle, omkring 175 cm høje, begge med sort hår – den ene med langt hår og den anden med skulderlangt hår. De talte engelsk med en østeuropæisk accent.

På Gærdesmuttevej i Odense NV blev der anmeldt et indbrud, hvor gerningsmændene havde skaffet sig adgang ved at afliste en rude. Møbler blev stjålet, men der er endnu ikke overblik over det fulde omfang af tyveriet. Politiet efterforsker sagen og opfordrer eventuelle vidner til at træde frem.

Senere på dagen, kl. 22.08, blev en 33-årig mand fra Odense Kommune sigtet for at køre bil under indflydelse af euforiserende stoffer på Borrebyvej i Odense S. Politiet standsede manden under en rutinekontrol, hvor han blev testet og fundet påvirket. Manden står nu til retslig efterspil for overtrædelse af færdselsloven.

Fyns Politi fortsætter deres efterforskning af disse sager.

Ungepulje støtter 19 nye fællesskaber i Syddanmark

Ungepulje støtter 19 nye fællesskaber i Syddanmark

0
Et panel af unge har netop fordelt 150.000 kroner fra Godt-i-gang-kassen til 19 fællesskabsidéer rundt om i Region Syddanmark. Bag puljen står Ungdomsbureauet og...