Solsikkens børn tog det første spadestik

0

Torsdag var en særlig dag for Børnehuset Solsikken, trods de tunge regnskyer, der havde lagt sig over området fra morgenstunden. Børnene var mødt op i regntøj og gummistøvler, klar til at tage det første spadestik til den nye institution, der skal ligge ved Lillebæltskolen.

Snart var det tid til at sætte skovlene i jorden, men først holdt leder af Solsikken, Mia Elsby, og Børn- og Ungedirektør, Charlotte Houlberg, deres indledende taler.

Charlotte Houlberg, der trådte til i borgmesterens sted, indledte med at fortælle, hvordan hun havde taget en kuffert med som symbol på et af dagens temaer.

– Jeg har taget en fin kuffert med, og ved du hvad? Heri er bamseven. Måske er der nogle af jer, der kender bamseven. Det er faktisk Mary, der har startet det her med at have en bamseven, fordi det er en del af ‘Fri for Mobberi’, forklarede hun, mens hun holdt den lille bamse op, og fortsatte med store entusiasme:

– Det er så spændende at bygge et nyt hus til jer børn, fordi I får så meget plads, og I får så gode muligheder for at lege, lære og finde gode kammerater. Det bliver så sjovt.

Da Charlotte Houlberg havde afsluttet sin tale, og regnen endelig stoppede, løb børnene livligt ud på det store græsareal, klar til at tage det første spadestik. Med gule skovle i hænderne gravede de ivrigt, mens de opdagede regnorme og smattede rundt i mudderet.

– Prøv at se, der kommer regnorme op, lød det begejstret fra et af børnene.

Det nye Børnehus Solsikken er en del af Middelfart Kommunes langsigtede plan om at skabe moderne og rummelige institutioner for byens børn. Når Solsikken står færdig i 2026, vil huset kunne rumme 110 børnehavebørn og 36 vuggestuebørn, og det vil ligge i tæt forbindelse med Lillebæltskolen.

Efter talerne og spadestikket hyggede børnene sig med kage og æblecider, og vi fik en chance for at snakke med lederen af Solsikken, Mia Elsby, om det spændende projekt og de kommende forandringer. Hun understregede, hvor vigtigt det er for dem at bevare og videreføre den stærke kultur, som allerede eksisterer i institutionen.

– Man kan sige, at det mest spændende ved den her opgave er, at vi allerede har et børnehus, Solsikken, som er en institution med et stærkt fundament af værdier og traditioner. Den kultur skal vi flytte over til det nye hus. Det synes jeg er meget spændende, fordi vi bygger videre på noget allerede eksisterende og godt.

Mia delte også sin begejstring for de nye faciliteter, der bliver en del af det kommende børnehus, især det udendørs område.

– Noget af det, vi har lagt stor vægt på, og som personalet har prioriteret højt fra starten, er udeområdet. Derfor har vi også prioriteret legepladsen højt med værksteder, grusgrav og høje, så der er noget natur. Det bliver en naturlegeplads, ikke bare en flad mark med legeredskaber, fortalte hun med et stort smil.

Hun delte også sine refleksioner over processen med at bygge en ny institution, og især hvordan det påvirker børnene.

– Det er altid lidt særligt at lave en ny institution, der tager halvandet år at bygge, når man tænker på, at børnehavelivet varer fra tre til seks år. To af årgangene her når slet ikke at komme med over. Det er egentlig kun de yngste børnehavebørn, der flytter med, sagde hun.

Alligevel ser hun det som en mulighed for, at både børn og forældre kan være med i en kontinuerlig udvikling, hvor mange allerede har en stærk tilknytning til institutionen.

– Mange af forældrene får måske barn nummer to i den samme institution, og der er nogle af disse forældre, der har været med i mange år, som har været med til at nå hertil i dag, afsluttede lederen.

Børnehuset Solsikken ser nu frem til at følge udviklingen og glæder sig over de nye muligheder, som både børn og voksne får i det kommende børnehus.

Middelfart Kommune lancerer lånepulje til energioptimering

0

Byrådet forventes at godkende frigivelsen af en lånepulje på 1,536 millioner kroner på deres møde mandag den 30. september. Puljen er målrettet energioptimeringsprojekter i selvejende haller, foreningsklubhuse og spejderhytter.

Formålet med lånepuljen er at yde op til 10-årige lån til rådgivning om og udførelse af energibesparelser, og initiativet udspringer af Middelfart Kommunes ambition om at fremme grønne og bæredygtige løsninger, der både kan reducere driftsomkostningerne og gøre faciliteterne mere energieffektive.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen uddyber:

– Det handler om, at foreninger og haller kan søge om en form for mellemfinansiering hos Middelfart Kommune. Der findes utrolig mange klubhuse rundt omkring, som er dårligt isolerede og derfor bruger mange penge på strøm og varme. Hvis man har et klubhus, der kan blive isoleret, vil det selvfølgelig koste noget at få det gjort, men omvendt vil man spare penge på energiregningen. Hvis man har et projekt, som for eksempel kan betale sig selv tilbage over 8 år, kan man få penge fra denne pulje til at lave energirenovering af sine klubfaciliteter eller halfaciliteter.

Lånepuljen har allerede været i brug i 2022 og 2023, hvor der blev godkendt ansøgninger for i alt 689.525 kroner fordelt på fem projekter. Ejby-Hallerne modtog støtte til tre projekter, mens Strib Fritids- og Aktivitetscenter og Lillebæltshallerne modtog støtte til henholdsvis ét projekt hver. Nu, hvor to af disse projekter står til afslutning, ansøges der om frigivelse af anlægsmidlerne, så de kan udbetales.

En ny ansøgningsrunde planlægges ultimo 2024 eller primo 2025, hvor foreninger og haller atter kan søge om midler til energioptimeringsprojekter.

Mand anholdt på Fredericia Banegård

0

Sydøstjyllands Politi modtog fredag morgen klokken 08.50 en anmeldelse om en mand, der skabte uorden på Fredericia Banegård i Jernbanegade.

Hændelsen fandt først sted i en togvogn, hvor manden, som er i halvtredserne, udviste truende adfærd, hvilket skabte utryghed blandt passagererne.

Ifølge vagtchef Mads Flansmose rykkede politiet, efter de havde modtaget anmeldelsen, hurtigt ud til stedet, hvor de anholdt manden. Han blev sigtet for overtrædelse af jernbaneloven samt for i første omgang at modsætte sig anholdelsen.

Danmark bliver vært for VM i cykling i 2029

0
Foto: ASO

Dette blev offentliggjort af Den Internationale Cykelunion, UCI, under deres kongres i Zürich fredag, som afholdes i forbindelse med det igangværende verdensmesterskab i Schweiz.

Enkeltstarten vil blive afholdt i Aarhus, hvor temporytterne skal konkurrere om verdensmestertitlen, mens linjeløbet kommer til at foregå i Helsingør og Roskilde, med målstregen i København.

Senest Danmark var vært for VM i cykling var i 2011.

Politiet følger nøje med i regnvejret

0

Sydøstjyllands Politi overvåger i øjeblikket situationen med det kraftige regnvejr, der påvirker hele politikredsen.

Ifølge vagtchef Mads Flansmose følger politiet udviklingen tæt, især omkring Abelones Plads og de omkringliggende områder i Vejle, hvor vandet er begyndt at samle sig.

Brandvæsenet og Vejle Kommune er allerede i gang med at håndtere situationen. Imens opfordres borgere til at holde sig opdateret om situationen via Vejle Kommunes hjemmeside.

Vi opfordrer alle borgere til at følge situationen tæt på Vejle Kommunes hjemmeside, hvor der løbende vil blive lagt information op om udviklingen, udtaler vagtchef Mads Flansmose.

Han understreger, at politiet fortsat vil følge situationen nøje og er parat til at reagere, hvis behovet opstår, og at de er i løbende kontakt med både brandvæsen og kommunen.

Varedeklareret borgerlig liberal

0

En ægte borgerlig liberal tilgang handler ikke om at gøre, hvad der er mest fordelagtigt for et parti, men om at tage ansvar for samfundets bedste ud fra partiets ideologi og ud fra den politiske virkelighed vælgerne har sammensat byrådet.

Desværre ser Jeg ofte, at politisk vilje og evne til at tackle store strukturelle udfordringer er begrænset. Realpolitik bliver sat ud af spil, fordi fokus ligger på partiet, snarere end at tage fat på de sværeste opgaver.

Fredericia står over for udfordringer, som ikke nødvendigvis er populære at adressere. Etablerede partier, der allerede har sikret deres magt og indtægtskilder, undgår ofte de reformer, der kunne svække deres position. De ser det ikke som deres opgave at tage livtag med nødvendige ændringer, især når det drejer sig om den offentlige sektor, hvor produktiviteten skal øges for at sikre velstand og muligheden for omfordeling.

Problemet er, at alt for mange særinteresser dominerer beslutningsprocessen. Skattelettelser og mere økonomisk frihed, som Liberal Alliance kæmper for, bliver ofte sat til side for at beskytte politiske poster og bureaukratiske strukturer. Jeg er ikke bange for at tage de svære kampe og gennemføre nødvendige reformer. Mit mål er ikke at fylde egne eller andre politikers lommer, men at sikre, at Fredericia drives til gavn for borgerne, ikke karrierepolitikernes personlige interesser, som vi ofte ser.

Jeg vil bekæmpe særinteresser og sikre, at vi får varme hænder i stedet for kold. En slanket og effektiv offentlig sektor er nødvendig for at skabe plads til bedre service for borgerne og mindre spild af ressourcer på unødvendigt bureaukrati. Noget det nuværende budgetforlig tilsyneladende har overset.

Liberal Alliance står klar til at tage de svære beslutninger, som andre partier undgår, når vi er valgt  tjener vi Fredericias borgere, ikke magtens institutioner.

Fredericia fortjener friske øjne og en ny tilgang til, hvordan kommunen styres. Jeg vil skabe incitamenter til reformer, der er nødvendige for at sikre byens fremtid, også i krisetider. 

Lad os stå sammen om at bringe Fredericia tilbage på rette spor med ægte borgerlig, liberal politik.

Poul Rand, kandidat til kommunalvalget 2025

Fredericia Musicalteater slår dørene op igen

0

Fredericia Musicalteater har været nødt til at aflyse deres planlagte forestillinger af den populære musical WICKED i sidste weekend på grund af uventede tekniske problemer, men lørdag åbner de igen.

Teaterdirektør Thomas Bay fortæller om situationen og ser frem til at byde publikum velkommen tilbage til teatret på lørdag, når forestillingen genoptages.

– Vi spiller igen lørdag fra kl. 14.30, fortæller Thomas Bay, som er glad for, at teatret nu er klar til at åbne dørene igen.

– Lige nu handler det om at løse situationen, så vi kan komme i gang så hurtigt som muligt, slår han fast.

De tekniske problemer opstod, da en strukturel skade blev opdaget i et af teatrets spær. Det fik teatret til at handle hurtigt og tilkalde ingeniører fra COWI for at sikre bygningens sikkerhed.

– Der har været ingeniører fra COWI, og de arbejder nu på at forstærke det spær, der er blevet beskadiget, forklarer Bay.

Sikkerheden for både publikum og personale har været afgørende i denne proces.

– Man kan 100% føle sig tryg i teatret, når ingeniører har gennemgået det hele. Der er ikke noget at bekymre sig om. Det er selvfølgelig beklageligt, at sådan en skade opstår, netop når vi har teatres største kunstneriske og billetmæssige succes i nyere tid. Det er meget ærgerligt, men vi er klar fra i morgen, siger Thomas Bay.

Bay udtrykker også stolthed over, hvordan teatrets personale har håndteret den udfordrende situation.

– Jeg er faktisk stolt over, at vi har håndteret situationen så godt, som vi har. Det er klart, at det er en ekstraordinær situation, der skal håndteres. Men alt fra billethåndtering til kundeservice er blevet håndteret rigtig godt. Både de ansatte og kunderne har udvist stor opbakning. Dem, der har været skuffede, er kun skuffede, fordi de enten gerne vil spille forestillingen eller gerne vil se den. Men det løser vi nu, når vi åbner op for flere forestillinger, fortæller Bay.

Selvom forestillingerne måtte aflyses, har teatret sørget for, at performerne har kunnet holde sig i gang.

– Vi har arbejdet med vores standby-performere, dem, der skal kunne træde til, hvis der er nogen, der er fraværende. Så på den måde har de stadig været i gang med at arbejde, selvom de ikke har kunnet optræde,” fortæller Bay og fortsætter:

– Vi skulle have spillet lidt tidligere på ugen, for at være klar til weekenden, men det har ikke været muligt. Men det er top professionelle folk, vi har med at gøre. Om de venter nogle dage eller ej, betyder ikke det store. De har styr på deres ting.

Med de nødvendige reparationer udført og sikkerhedsforanstaltninger på plads, er performerne nu klar til at fortsætte med forestillingerne.

– De er mere end klar. Alle glæder sig til, at vi kan komme i gang igen, så nu ser vi bare frem til det, slutter Thomas Bay optimistisk.

Fredericia Musicalteater ser nu frem til at kunne fortsætte deres succesfulde opsætning af WICKED og håber at kunne give publikum en uforglemmelig oplevelse i weekenden.

På det punkt ringer alarmklokkerne for FHK

0

Efter en udfordrende kamp mod Füchse Berlin i Champions League, hvor FHK led et nederlag, var træner Gudmundur Gudmundsson åben om holdets vanskeligheder, især i forhold til målmandssituationen. Kampen endte med et nederlag på 38-32, og FHK havde svært ved at finde fodfæste, ikke mindst på grund af målmandsspillet.

Sebastian Frandsen, der har kæmpet med rygproblemer i længere tid, havde en svær aften. Han blev kun noteret for to redninger på 36 skud, hvilket gjorde det ekstra svært for FHK at modstå det stærke Füchse Berlin-hold. Frandsen var tydeligt hæmmet af skaden, men måtte alligevel tage ansvaret i målet, da Thorsten Fries stadig er ude med en baglårsskade pådraget i kampen mod Aalborg sidste lørdag.

– Selvfølgelig er vi i en svær situation, og jeg vil ikke undskylde mig selv på nogen måde, men vi mangler fire meget vigtige spillere på holdet. Det gør det ikke let. Og nu er en af målmændene også ude. Så naturligvis kunne vi se, at det i denne kamp var ekstremt vanskeligt for os. Det er næsten et mirakel, når man kigger på statistikkerne, at vi holdt os så længe i kampen, for det var virkelig hårdt. Vi er nødt til at arbejde sammen, håbe på det bedste og støtte denne position nu, for der er ikke andet at gøre. Vi skal bare stå bag de spillere, vi har til rådighed nu, sagde Gudmundsson efter kampen.

Frandsen måtte bide smerterne i sig, men det blev tydeligt, at han ikke var på toppen.

– Han har ikke trænet hele ugen, så selvfølgelig er han under stort pres. På dette niveau har vi kun ham lige nu, og han gjorde alt, hvad han kunne, for at spille kampen. Det er jeg taknemmelig for, sagde Gudmundsson.

Med de udfordringer, som FHK står overfor, bliver næste opgave mod KIF Kolding på søndag speciel vigtig. Forventningen er, at Thorsten Fries vil være klar til at vende tilbage, hvilket kan give holdet den nødvendige styrke i målet. I fraværet af Fries var unge Rasmus Storm med mod Füchse Berlin, hvor han blev noteret for nul redninger på fire forsøg.

Mathias Christiansen får et års karantæne

0

Badmintonspilleren Mathias Christiansen har af DIF’s dopingnævn fået et års karantæne på grund af forkerte og mangelfulde indberetning efter whereabouts-reglerne. Nævnet vurderer, at overtrædelserne ikke var forsætlige.

Mathias Christiansen var indbragt for DIF’s dopingnævn af Anti Doping Danmark. Det var han på baggrund af tre tilfælde inden for et år, hvor badmintonspilleren modtog advarsler for overtrædelse af whereabouts-ordningen.

Som udgangspunkt er sanktionen to års udelukkelse, men Anti Doping Danmark havde kun nedlagt påstand om et års udelukkelse, da det var ADD’s vurdering, at Mathias Christiansen ikke bevidst havde forsøgt at undgå at blive dopingtestet.

Dopingnævnet valgte at følge Anti Doping Danmarks påstand og udtaler i sin kendelse blandt andet:

”Det kan efter sagens oplysninger lægges til grund, at indklagede inden for 12 måneder i tre tilfælde har overtrådt reglerne i whereabouts-ordningen. […] Dopingnævnet finder efter det oplyste om omstændighederne ved indberetningsfejlene, at indklagede ikke kan anses at have handlet forsætligt. Udelukkelsen af indklagede fastsættes til ét år”.

Mathias Christiansen var udtaget til OL i Paris, hvor han skulle konkurrere i mixed-double. Da han kort inden afrejse blev oplyst om, at der var en sag på vej om overtrædelse af antidopingreglerne, valgte han at lade sig udelukke midlertidigt, og han deltog derfor ikke ved OL.

Den etårige udelukkelse regnes således med tilbagevirkende kraft gældende fra den 21. juli 2024.

Mange kunder trodsede regnen da Fredericia Isenkram åbnede

0

Fredag morgen klokken 09:00 åbnede Fredericia Isenkram dørene til deres splinternye butik på Vejlevej. Efter en omfattende forberedelsesperiode var det endelig tid til at byde kunderne indenfor. På trods af det silende regnvejr havde folk allerede fra torsdag aften klokken 20:48 stillet sig i kø for at sikre sig nogle af de særlige tilbud til kun én krone.

Da dørene blev åbnet, anslås det, at omkring 200 mennesker havde trodset regnen og samlet sig udenfor, klar til at opleve butikkens mange gode tilbud, som vil være tilgængelige hele weekenden, med åbningstider fra 10:00 – 15:00 både lørdag og søndag.

Indehaver Daniel Huusmann, som tydeligt var både begejstret og lettet, delte sine tanker om den store dag:

– Det er en fantastisk følelse. Jeg har forberedt mig på dette i flere måneder. Både jeg og teamet har virkelig knoklet for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Vi er så klar til at præsentere Fredericias største isenkram-univers for folket, sagde Huusmann til AVISEN.

Daniel Huusmann. Foto: AVISEN

Det var tydeligt, at forberedelserne til åbningen havde krævet sin del af både tid og kræfter. Daniel fortsatte med at beskrive det intense arbejde:

– Det har været non-stop i forgårs. Vi gik hjem kl. halv tre om natten og stod op kl. seks. Det har bare kørt konstant. Og i går var også en lang dag. Men vi er bare klar til folk. Jeg tror, det er det, folk lever på lige nu. Vi vil gerne vise den baby, vi har født. Det er et kroners tilbud, forklarede Daniel Huusmann.

Daniel deler også sin glæde over den store opbakning fra kunderne, som allerede aftenen før havde slået telte op foran butikken:

– Det er så fedt at se. Vi var alle sammen nysgerrige. Kl. 20:48 kom en person og begyndte at slå et telt op. Det er en fantastisk følelse. Så ja, de blev også, og de blev godt behandlet. De passede sig selv helt perfekt. De kunne nøjes med at få en fadøl derude, sagde Daniel med et grin.

Da Daniel blev spurgt, om han havde forestillet sig denne situation, da han åbnede butikken for otte år siden, ser han tilbage på butikkens udvikling:

– Man har altid en vision. Man tænker, at det er sådan, det skal være, og sådan det fungerer. Men jeg tror også, at tidens trend har udviklet sig. På den måde giver det her meget mening for vores forretning i dag. Det giver god mening at få plads og ro til at vise varerne og produkterne for kunderne. Resultatet er, at man har luft i gangene og plads til at vise alle vores fede tilbud. Så intet bliver gemt længere, sagde Daniel.

Kasseapparatet kom hurtigt i brug. Foto: AVISEN

Han fortsatte med at forklare, hvordan kundernes adfærd har ændret sig siden åbningen for otte år siden:

– Folk handler på en anden måde. Det er det, jeg ser. Måden folk bevæger sig rundt på har ændret sig. I dag handler det mere om convenience. Det handler om at være let tilgængelig med parkering og åbningstider. Vi har åbent syv dage om ugen nu. Det er for at tilpasse os et marked, hvor vi er mere til stede, men også kan give kunderne den oplevelse, de virkelig har brug for. Vi spreder os også bredt. Vi har pander fra 80 kroner op til 1.500 kroner. Der er noget for enhver, så det er en anden oplevelse end at gå i Harald Nyborg eller Føtex, forklarede Daniel Huusmann.

Daniel afsluttede med at understrege, hvad der stadig er kernen i butikken:

– Hele kernen er, at vi stadigvæk gerne vil hjælpe kunderne. Vi ved noget om produkterne. Vi har en kerneværdi i at vide, hvilken belægningsforskel der er på en pande, eller hvordan en støvsuger fungerer. Det er det, vi tager med os, understregede han.

Borgmester Christian Bro var også til stede ved åbningen og holdt en tale, hvor han roste butikken og dens betydning for byen:

– Hold da op, hvor har I fået en flot og stor butik her. Jeg synes også, det er fedt at være her. Det skal I vide. Jeg har lige været her i en halv time for at se, hvad det er for noget. Det her er simpelthen en familieforetagende. Daniel har sine forældre med på arbejde i dag, og stort set hele resten af familien også. Der er virkelig en kæmpe opbakning til det her, og det synes jeg er ret fedt, sagde Bro.

Han fortsatte med at fremhæve butikkens digitale satsning:

– Vi lever i en tid, hvor det digitale spiller en stor rolle. Derfor er en stor del af det, I har gang i her, i virkeligheden også en netbutik. Det er faktisk også en stor del af det. Og for en gangs skyld må man sige, at nogle butikker ligger bare rigtig godt her på Vejlevej. Nogle ligger bedst inde i midtbyen. Men når jeg ser jeres butik her, så er det en helt rigtig placering, I har valgt, fortalte Christian Bro.

Borgmesteren afsluttede sin tale med at sende en særlig hilsen til butikschefen:

– Jeg kan jo ikke undgå lige at kippe lidt med flaget for Klaus (butikschef Klaus Bernhardt, red.). Fordi jeres butikschef er jo kommet hjem. Klaus har haft Inspiration i midtbyen i mange år. Han er kommet tilbage til sin egen hylde. Han var jo forbi min arbejdsplads ude på Postnord og var en virkelig værdsat kollega. Men hvor er det fedt at se, at han er kommet hjem igen, sagde Bro.

Der var både kage og rundstykker til kunderne. Foto: AVISEN

Åbningen af Fredericia Isenkram blev ikke blot en markering af en ny butik, men også en fejring af lokal opbakning, familiens engagement og butikkens evne til at tilpasse sig den moderne kundes behov. Med regnen trommende ned udenfor fortsatte festlighederne indenfor, hvor både kunder og medarbejdere kunne glæde sig over en vellykket start på en ny æra for isenkræmmerforretningen på Vejlevej.

Voldssag i Vejle fører til anholdelser – grundlovsforhør i Horsens

Voldssag i Vejle fører til anholdelser – grundlovsforhør i Horsens

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede lørdag ud til en voldssag i Vejle, der nu har ført til, at flere personer fremstilles i grundlovsforhør. Politiet modtog en...