Er der en voksen tilstede

0

Fredericia har i årevis været ramt af dårlig planlægning og udførelse, når det gælder de kroniske gravearbejder rundt omkring i byen. Udover at byen er blevet meget, meget grim og utiltalende for udefrakommende, er den praktisk talt ufremkommelig at færdes i. Det er decideret labyrint-kørsel, hvor man må gætte sig frem til, om man kan komme den ene eller den anden vej. For logikken hos bagmændene er, at det rager dem en papand, om Fredericia er en by, hvor borgerne kan færdes.

De er bedøvende ligeglade. I årevis har vi jagtet de ansvarlige i Fredericia Kommune med spørgsmål om, hvem der har ansvaret, og hvordan man planlægger disse gravearbejder, trafikken og de forhold, der følger med. Sandheden er, at de chefer i forvaltningen, som får millioner af kroner i løn, holder med entreprenørerne, dem der tjener millioner på skatteborgernes penge, og ikke med fredericianerne.

Derfor er det nødvendigt med en gevaldig opsang til de ansvarlige: Vi har fået nok. Er der en voksen til stede?

Hør her. Det er efter vores henvendelser klart, at mange af projekterne ikke overholder de tidsplaner, der er lagt. Det betyder, at når man påbegynder et nyt projekt, for eksempel at blokere en vej, er det katastrofalt, hvis vejen ved siden af også er blokeret. De kroniske forsinkelser ødelægger enhver form for omtanke for trafikanterne. Trafikanterne samler sig på alt for få veje, og det medfører trafikkaos og farlige situationer. Det bliver kun værre af, at de kæmpestore maskiner, som også bruger disse ruter. Kaos! En enkelt lastbil, der læsser varer af med bønnelogikken om “mine blinklys løser alle problemer,” kan være årsag til 10 minutters forsinkelse. At komme ind til den indre by er i sig selv en udfordring, som rammer bylivet og de handelsdrivende.

Få det stoppet.

Det er manglende politisk ledelse, der er med til at ødelægge Fredericia. Vi har brug for en ledelse, som skrider ind overfor åbenlyst inkompetente chefer, der ikke formår at planlægge og holde entreprenørerne i skak. Men det er svært for politikerne, fordi man i København har udviklet et system, hvor selv de mest inkompetente chefer, koster så meget at fyre, at man tænker; åh nej, han må hellere gå selv, men han går ikke selv, fordi lønnen er så god, at man bare ignorer mails, borgerhenvendelser eller kritik.

Dertil kommer spørgsmål: Hvorfor hyrer man de samme firmaer til at udføre opgaver, der har forsinkelser på alle deres andre projekter? Det er dyrt for byen! En effektiv afvikling af trafikken sparer millioner af arbejdstimer hvert år. Kort sagt koster det os alle sammen en masse tid, og de griner hele vejen til banken.

Der skal indsættes en ny ledelse. Afdelingen skal finkæmmes, især for de problemer, der handler om, at projekterne altid skrider, og at man oversælger arbejdstiden til borgerne, når man skal have godkendt nye opgaver hos politikerne.

Og til politikerne: Tag det alvorligt. Vi fredericianere er så trætte af, at dette skal være vores ry. Den ufremkommelige by. Byen uden adgang. Gør op med de her holdninger. Indfør en klausul om, at alt arbejde på de vitale indfaldsveje skal udføres på en måde, hvor der er god og tydelig information til trafikanterne, at nye ruter rent faktisk fungerer, og at der ikke er flere vitale veje ude af drift på samme tid. Brug hovederne.

Alle forstår, at kloaker og infrastruktur skal være i top og klar til fremtiden, men det skal kunne gøres bedre.

Og nej, vi er trætte af at høre om, hvor fantastisk det bliver om 10 år. Det er nu, vi lever i Fredericia. Vi anbefaler jer at tage på studiebesøg i Japan. Her kan man se et klasseeksempel på, hvordan selv komplekse opgaver kan løses, hvis man vil. I Japan arbejder man for eksempel om natten i store hold, fordi samfundet ikke ønsker, at folk skal være ineffektive om dagen. Man gør alt for at informere og vejlede. I Fredericia – ja, mange steder i Danmark – efterlader entreprenørerne bare en gravemaskine midt på vejen i dagevis, eller graver et hul, som de først vender tilbage til efter tre uger, mens trafikanterne pænt må holde for ekstra lys. Man skider det jo et stykke. Og hvis man er lidt mistænksom, kan man ikke lade være med at spekulere over, om der simpelthen er penge i den slags. For hvorfor kan det betale sig at have så dyre maskiner stående, uden at de arbejder på noget?

Der er ingen tvivl om, at nu vil “eksperter” inden for vejarbejde melde sig med alverdens teknikaliteter. Men det er ikke pointen. Pointen er, at I koster samfundet millioner af kroner i spildt tid, og at der skal en modernisering til, hvor man lærer af de lande, der kan finde ud af det. Lad være med at påstå det modsatte. Tag til Japan. Kom hjem. Og så snakker vi.

For Fredericia er det ved at være sidste udkald. I år fejrede vi 175 års jubilæum for 6. juli, og også i den anledning var byen skæmmet af gravearbejder. Det var en skændsel. Byen burde have været fri for hullede og ufremkommelige veje, afspærringer, kæmpe gravemaskiner, jordbunker og skilteskove. “Nødvendighedens politik” har efterladt os med en by, hvor man må lege gætteleg og køre labyrintkørsel for at komme på arbejde eller købe et par bukser. Det er den gamle garde i byrådet, der bærer ansvaret. Fredericianerne kan kun håbe på, at det nye flertal vil tage dette mere alvorligt og prioritere bedre kommunikation og planlægning, så vi kan få en by, hvor man kan færdes uden problemer.

Prisen for fjernvarme stiger igen

0
Fjernvarme, varme, energi. Radiator. Foto: AVISEN

Energipriserne er faldet massivt siden energikrisen, som følge af den globale uro, men fjernevarmepriserne har ikke taget et nøk ned ad, og nu stiger prisen for varme igen.

Dette har haft direkte konsekvenser for markedet for brændsler som træpiller, hvilket har drevet prisen på fjernvarme i vejret. Fjernvarmepriserne har de seneste år taget et markant hop opad, og ifølge Carl Hellmers, direktør for Fredericia Fjernvarme, ligger årsagen især i den globale uro, som krigen i Ukraine og handelsblokaderne mod Rusland har skabt.

– Priserne er steget betydeligt de seneste par år, og det skyldes dybest set krigen i Ukraine og handelsblokaderne med Rusland. Det har resulteret i en voldsom stigning i prisen på træpiller – det, man kalder trækrisen. Det er et problem, der ikke kun rammer fjernvarmen, men hele landet, forklarer Carl Hellmers.

På trods af prisstigningerne har Fredericia Fjernvarme formået at holde sig blandt de billigste værker i landet, hvilket Hellmers blandt andet tilskriver værkets gældfrie økonomi og det lave ledningstab.

– Vi ligger blandt de billigste i landet. Det skyldes primært, at vi ikke har nogen gæld, hvilket er en ret enkel forklaring. Samtidig har vi et meget lavt ledningstab. Mange værker har tab på omkring 20-25% på grund af villaområder, men vi har en stor del af den gamle, kompakte by, hvilket holder vores tab nede, uddyber han.

Hellmers sammenligner også Fredericias situation med andre byer som Middelfart og Vejle, der har andre udfordringer i forhold til varmefordeling.

– Hvis man ser på Middelfart, er det en flad by, mens Vejle har flere villaområder. Vi er i den heldige situation, at Trefor har villaområderne, og vi dækker en stor del af byen. Så selvom vi køber varmen til samme pris, har de omkring 7% større tab end os, og det er noget, forbrugerne i sidste ende må betale for, siger Hellmers.

Trods de nuværende prisstigninger er der forhåbninger om, at priserne kan falde, når situationen i Østeuropa stabiliserer sig, og energimarkedet igen bliver mere roligt.

– Vi må forvente, at priserne vil falde, når der kommer ro i Østeuropa. Når energimarkedet stabiliserer sig, vil varmen også blive billigere. Olie- og gaspriserne påvirker alle andre brændsler, så når de falder, vil resten følge med, fortæller Hellmers.

Hellmers påpeger desuden, at det ikke kun er fjernvarmepriserne, der er steget, men også prisen på andre brændsler som pejsebrænde.

– Selv prisen på pejsebrænde er steget markant – fra 400 til 600 kroner pr. rummeter. Det er en tendens, der går igen på tværs af flere energimarkeder, siger Carl Hellmers.

Selvom fremtiden er usikker, ser Hellmers muligheder for, at værker kan udnytte elmarkedet til at få priserne ned. Især værker, der tidligere var kendt for deres høje priser, har nu en fordel.

– Værker, der før var dyrere på grund af decentral kraftvarme, har nu mulighed for at bruge el og akkumuleringstanke, som de allerede har. De kan investere i en billig elkedel og begynde at tjene penge på elmarkedet, hvilket vil kunne få varmepriserne ned. Faktisk er de værker med de laveste varmepriser i dag ofte dem, der tidligere var de dyreste, siger Carl Hellmers.

Selvom Fredericia Fjernvarme har formået at holde økonomien stabil og ledningstabet lavt, er værket stadig afhængigt af varmeleverancerne fra Trefor, hvilket påvirker prissætningen.

– Vi har en aftale med Energistyrelsen om, at vi skal modtage varme fra TREFOR, så vi er afhængige af deres priser. Vi har ingen indflydelse på, hvad varmen koster fra dem, siger Carl Hellmers.

Prisen er faldet fra 2023 til 2024

Priserne på fjernvarme i Middelfart er faldet i løbet af 2024, hvilket står i skarp kontrast til de generelle prisstigninger, som fjernvarmesektoren har set siden Covid-19-pandemien og krigen i Ukraine.

– Selvom vi har oplevet et fald i priserne fra 2023 til 2024, skal vi huske, at niveauet stadig er højt sammenlignet med tiden før pandemien. Især krigen i Ukraine har haft en betydelig indvirkning på energipriserne, siger direktør i Middelfart Fjernvarme, Jesper Skov.

Ifølge Skov skyldes prisfaldet i år primært justeringer i forsyningskæden, men de generelle udfordringer i energisektoren betyder, at fremtiden er usikker.

– Vi er afhængige af varme fra Ørsted og Skærbækværket, som fastsætter vores prisniveau, og vi arbejder hele tiden på at sikre stabilitet for borgerne, selvom vi påvirkes af eksterne faktorer, forklarer han.

Selvom den nuværende prisudvikling ser positiv ud, understreger Jesper Skov, at man fortsat skal være forberedt på, at uforudsete globale begivenheder kan påvirke fremtidige prisniveauer.

Potentiale til flere store oplevelser

0

Fredericia Håndboldklub har god grund til at være stolte af deres indsats mod Veszprém. Selvom kampen endte 34-32 i ungarernes favør, er det en præstation, der siger mere end resultatet alene. FHK formåede at spille helt tæt mod et af verdens bedste klubhold på deres egen bane, hvilket ikke mange kan prale af. Veszprém, der netop har vundet VM for klubhold og besejret både Barcelona og Magdeburg, repræsenterer toppen af håndboldverdenen. At et hold som Fredericia, der er ny på den europæiske scene, kan presse dem til det yderste i deres egen højborg, viser, hvor langt FHK er nået på kort tid.

Selvom der ikke kom point med hjem fra Ungarn, skal man huske, at i håndbold vinder man mere end blot kampe. Man vinder erfaring, anerkendelse og selvtillid. Det er sjældent, at hold tager point i Veszprém Arena – selv Paris Saint-Germain blev banket med 41-28 tidligere på sæsonen. I det lys står FHK’s præstation som noget helt særligt.

FHK’s debut på den europæiske scene har været en rejse fyldt med læring. Mange af spillerne oplever for første gang kampe på dette niveau, men med støtte fra de få med erfaring, er holdet begyndt at finde deres fodfæste. De tidlige bump på vejen i Champions League bliver nu omsat til solide præstationer. Kampene mod Füchse Berlin, Paris Saint-Germain og nu Veszprém viser, at FHK ikke længere kan affejes som en outsider. De er med i kampen om at spille sig ind blandt Europas 16 bedste hold – en kæmpe bedrift for en klub af FHK’s størrelse og med deres baggrund.

De kommende kampe mod Wisla Plock og Eurofarm Pelister bliver afgørende. Begge hold er stærke, men ikke på niveau med Veszprém, og det giver håb for, at Fredericia kan tage point og cementere deres position som en seriøs kandidat i turneringen. Seks ud af otte hold går videre fra gruppen, og FHK har nu chancen for at sikre sig en plads blandt dem.

Kampen mod Veszprém var en afgørende test af FHK’s mod og evner. At stå i en af de mest frygtindgydende arenaer i håndboldverdenen og præstere, som de gjorde, er et klart signal om, hvor meget holdet har udviklet sig. Veszprém Arena, kendt for sine passionerede tilskuere og den intense kulisse, var en værdig ramme om en kamp, der kan blive et vendepunkt for FHK.

Det er tydeligt, at holdet har rejst sig efter en svær start i Champions League. Der er noget særligt i gang, og præstationen i Ungarn var måske starten på noget større. De kommende uger bliver altafgørende, ikke kun for denne sæson, men også for FHK’s fremtid på den europæiske scene. Hvis holdet kan bygge videre på den kampånd, de viste mod Veszprém, er der ingen grænser for, hvor langt de kan nå.

I en kamp som denne ser man, hvad FHK er lavet af. De har ikke kun bevist, at de kan være med blandt de bedste – de har vist, at de kan lære og vokse. Det er nøglen til at etablere sig som et af Europas førende hold. Fredericia har noget stort i støbeskeen, og med den indsats, de leverede mod Veszprém, er der god grund til at tro på en lys fremtid for FHK i Champions League.

FC Fredericia-spiller frygtes ude i længere tid

0

Asbjørn Bøndergaard, der har været en af efterårssæsonens store profiler for FC Fredericia frygtes ude i længere tid, da han efter kampen mod Esbjerg blev kørt væk med ambulance.

Asbjørn Bøndergaard havde netop scoret sit ottende sæsonmål i NordicBet Ligaen og bragt FC Fredericia foran 2-0 efter 56 minutters spil. Med en solid føring og en sikker sejr på vej i topopgøret mod Esbjerg, så det hele lyst ud for holdet fra Fredericia. Men med kun ti minutter tilbage af kampen indtraf en uheldig situation, der skabte stor bekymring både på og uden for banen.

I en duel faldt Bøndergaard pludselig til jorden med store smerter i det ene knæ. Det stod hurtigt klart, at noget var galt, da angriberen ikke kunne støtte på benet. Han humpede fra banen med hjælp fra både holdkammerater og medicinsk stab, der støttede ham på begge sider, mens han kun kunne støtte på sit venstre ben. Der var en mærkbar uro omkring holdet, da Bøndergaard blev eskorteret ud, tydeligt plaget af smerten.

Efter kampen var der en trykket stemning omkring FC Fredericias omklædningsrum. Snakken gik hurtigt på, hvor alvorlig skaden kunne være, og mange frygtede det værste. Det blev hurtigt vurderet, at knæskaden formentlig involverer et problem med ledbåndet, men en præcis diagnose kan først stilles efter yderligere undersøgelser de kommende dage.

Kort efter kampen ankom en ambulance til stadion, og Bøndergaard blev kørt væk uden at have haft mulighed for at klæde om. Det vil først blive klarlagt om et par dage, hvad der er sket, når der er foretaget nærmere undersøgelser.

Hvis det viser sig, at skaden er alvorlig og kræver længerevarende pause, vil det være et hårdt slag for FC Fredericia. Asbjørn Bøndergaard har i denne sæson været lejet fra Silkeborg IF, og han har fra sin første kamp vist sig som en afgørende faktor for holdet med sin målfarlighed og offensive bidrag. Hans otte mål har været en stor del af Fredericias succes i denne sæson.

Med fem spillerunder tilbage inden vinterpausen kan et fravær af Bøndergaard blive en stor udfordring for holdet. Hans fravær vil kunne mærkes, ikke kun i form af færre målchancer, men også som en mental mavepuster for et Fredericia-hold, der har kæmpet for at etablere sig i toppen af tabellen. Spilleren, der udgik med tydelige smerter, har været en nøglespiller i denne sæson, og det vil kræve en kollektiv indsats at erstatte hans tilstedeværelse på banen, hvis skaden viser sig at være alvorlig.

FC Fredericia er lige så gode som pengestærke klubber

0

Ordene kommer fra Gustav Marcussen. Han mener, at FC Fredericia matcher klubberne i NordicBet Ligaen, der har større økonomi end fredericianerne, der lørdag vandt 3-0 over Esbjerg.

Efter FC Fredericias imponerende 3-0 sejr over Esbjerg var der stor tilfredshed at spore hos Gustav Marcussen, der spillede en afgørende rolle i opgøret med sit mål, der sikrede ham hans ottende træffer i sæsonen.

– Det kan man sige. Det var dejligt, udtrykte han med et smil på spørgsmålet om, det var god en lørdag med et mål og sejren.

– Man kan sige, at det var lidt det, vi havde håbet på. Vi kom for at have dominansen på bolden. Vi viste, hvor gode vi er, og prøvede at se, om vi kunne fylde op på vores afstande, og det synes jeg lykkedes i dag, forklarede Gustav Marcussen.

Marcussen reflekterede også over, hvordan holdet formåede at bevare kontrollen gennem hele opgøret, især i første halvleg, hvor de fuldstændig lukkede Esbjerg ned.

– I første halvleg er vi totalt i kontrol, også på bolden. Der er ikke noget farligt fra dem. De har bolden lidt nede i deres egen ende, og i anden halvleg… Nu ved jeg ikke, hvad boldprocenten var, men jeg føler, at vi havde bolden meget. Måske overlod vi lidt mere til dem i anden halvleg, selvfølgelig, efter at vi kom foran. Men jeg synes stadig, vi var i kontrol hele vejen igennem, sagde Marcussen.

Kampen mellem nummer to og tre i tabellen gav naturligt ekstra spænding, men Marcussen og resten af holdet håndterede presset og viste deres styrke, både fysisk og mentalt.

– Når nummer to møder nummer tre, er der altid lidt ekstra på spil, men jeg synes bare, at vi viser vores styrke. Vi er et fysisk godt hold, og vi går ind og dominerer i en topkamp. Så jeg er meget stolt af drengene, sagde Gustav Marcussen.

Med succeserne på banen og en tydelig spillestil, der fungerer, var Marcussen tydelig om, hvad holdet skal fokusere på fremadrettet. En af de ting, der lykkes, er effektivteten foran kassen.

– Vi har fundet noget, som virker, og det skal vi holde fast i, forklarede Gustav Marcussen.

Når han ser på holdets kvalitet i forhold til konkurrenterne, er han overbevist om, at FC Fredericia er på niveau med de andre topklubber.

– Når jeg kigger spiller for spiller, så synes jeg, at vi er lige så gode. Vores spillere er på niveau med de andre hold, slog Marcussen fast.

Selvom oprykning måske ikke er hovedmålet lige nu, anerkender Marcussen, at holdet besidder en stærk spillertrup.

– Jeg ved det ikke, men måske. Vi har i hvert fald nogle virkelig gode spillere. Vi spiller godt sammen, og som sagt er vi meget effektive, sagde Gustav Marcussen.

Trods de gode resultater er fokus stadig på at tage én kamp ad gangen, fremfor at fokusere på om oprykning er realistisk.

– Jeg tror mere, at vi tager én kamp ad gangen og prøver at blive bedre for hver kamp, der går. Men nu må vi se, hvad der sker, sagde Marcussen.

Personligt har Marcussen også haft en stærk sæson, og han udtrykte stor tilfredshed med sin målform.

– Ja, det er dejligt. Det er noget, vi er glade for, at få scoret nogle mål. Det er noget af det, jeg har manglet i min karriere indtil nu. Så jeg er meget tilfreds med det, sagde Gustav Marcussen.

Afslutningsvis fremhævede han holdkammeraternes rolle i hans succes foran mål og betonede vigtigheden af troen på egne evner.

– Drengene har været gode til at sætte mig op, og så har jeg haft lidt held med mig. Nogle gange skal man bare tro på det. Så går det, som det gjorde i dag, sluttede Gustav Marcussen.

FC Fredericia-træner afviser snak om oprykning

0

FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen, vil ikke tale om holdet er en oprykningskandidat, selvom holdet vandt 3-0 i topkampen mod Esbjerg.

Efter en overbevisende 3-0 sejr over Esbjerg var cheftræner Michael Hansen tilfreds med holdets præstation, men samtidig gjorde det også ondt på ham, at angriberen Asbjørn Bøndergaard blev kørt væk med ambulance. Spørgsmålet var hvad, der fyldte mest, skaden eller sejren?

– Glæden over sejren er en holdindsats, der gør, at vi står med tre point. Det er selvfølgelig det, vi sigter efter, og ultimativt det bedste, der kunne ske for os. Men det er selvfølgelig lidt irriterende, at Bøndergaard bliver skadet. Vi må se de næste dage an for at vurdere, hvordan det står til med ham. For han, ligesom mange andre spillere på vores hold, har en stor indflydelse. På den anden side er man aldrig bedre end sin seneste præstation, og det skal vi tage med os her, sagde Hansen.

Trods bekymringen over skaden var Hansen tydeligt tilfreds med måden, holdet håndterede kampen på. Han roste især spillernes engagement og evne til at dominere på afgørende tidspunkter.

– Det er flot, og måden vi gør det på, synes jeg også er rigtig god. Vi er selvfølgelig under pres i perioder, og Esbjerg er et godt hold. Men jeg synes, vi vinder fortjent i dag og spiller rigtig flot. I perioder skaber vi måske ikke så meget, men der er også andre perioder, hvor jeg virkelig synes, vi dominerer. Så det var en virkelig flot indsats af mange spillere i dag, sagde Michael Hansen.

Esbjerg havde svært ved at bryde igennem Fredericias kompakte defensiv, og det var noget, Hansen også bemærkede.

– Ja, det er rigtigt. De havde ikke de store chancer, og selvom vi måske lod Esbjerg overtage lidt af initiativet, som vi havde snakket om i pausen, så var vi egentlig forskånet for store muligheder i vores felt. Det var skud på mål, indlæg, og skud langt udefra. Jeg følte, at hvis vi kunne steppe lidt op og score til 2-0, så lå kampen til os. Og heldigvis gjorde vi det, forklarede Hansen.

Sejren var et bevis på holdets styrke og sammenhold, og cheftræneren understregede vigtigheden af den stærke trup, de råder over. Eksempelvis startede Agon Mucolli og Jonathan Lindekilde på bænken.

– Vi er en god gruppe spillere, der træner hårdt og kæmper godt. Det viser, at vi har en stærk trup, og det er det, der skal til for at holde sig i top 6. Det er gode spillere, som helt sikkert vil få meget spilletid resten af sæsonen, sagde Michael Hansen.

Selvom ambitionerne er store, afviste Michael Hansen at tale om oprykning på nuværende tidspunkt.

– Nej, vi er kandidater til at komme i top 6. Der var nogle sejre til de hold bag os, så det var rart at beholde den afstand, vi havde. Vi ser frem til de næste fem kampe inden pausen, og vi skal helst holde den afstand, vi har ned til syvendepladsen. Oprykning er ikke en del af mine tanker lige nu, sagde Michael Hansen, der kan notere sig, at holdet er på andenpladsen.

Slagsmål eskalerer på motorvejen med personer på kørebanen

0

På E45’s nordgående spor syd for afkørsel 68 blev lørdag eftermiddag først hektisk, da et slagsmål mellem flere personer fra samme bil resulterede i, at personer befandt sig ude på kørebanen. Syd- og Sønderjyllands Politi advarede i denne forbindelse bilister om at være ekstra opmærksomme, når de passerer området.

Politiet udsendte klokken 14.37 først en besked på platformen X, hvor de forklarede, at de var på vej til stedet, og at der kunne være personer ude på vejen. De opfordrede til forsigtig passage.

Ifølge en opdatering klokken 15.38, der fulgte efter den første melding, var det en uenighed mellem tre personer i en personbil, der eskalerede til vold mod den ene. Politiet bekræfter, at den forurettede er ‘ok’ efter omstændighederne og ikke har lidt skader, der kræver behandling.

Politiet retter nu en særlig tak til de bilister, der forsøgte at forhindre overfaldet, og i en opfølgende besked klokken 15.47 søger politiet vidner til episoden. Overfaldet skete klokken 14.25, og de tre involverede personer var kørende i en sort Audi.

Politiet opfordrer alle med relevante oplysninger til at kontakte dem på telefon 1-1-4.

Hændelsen medførte midlertidigt uorden på motorvejen, hvor personerne var set på kørebanen, hvilket gjorde, at bilister skulle udvise ekstra forsigtighed. Politiet var hurtigt på stedet for at sikre situationen.

Middelfart er på andenpladsen efter sejr i topopgør

0

Middelfart Boldklub sikrede sig en 2-1 sejr i en intens topkamp på udebane mod Aarhus Fremad, og med tre point overtager de nu andenpladsen i 2. division.

Efter sidste weekends skuffende nederlag på hjemmebane mod FC Helsingør, hvor præstationen ikke levede op til holdets standarder, var der ingen tvivl om, at spillerne havde noget at bevise på Riisvangen Stadion i Aarhus. Revanchen skulle tages, og det var tydeligt fra kampens start, at Middelfart var klar til at rette op på fejlene fra den foregående kamp.

Allerede efter blot 12 minutter tog Middelfart føringen, da Malthe Kristensen udnyttede en chance med en flot afslutning, der sendte bolden i nettet. Det satte gang i holdets selvtillid, og det varede ikke længe, før føringen blev udbygget. Efter en halv times spil viste den lille og hurtige offensivspiller William Akpan sin farlighed, da han med stor præcision øgede til 2-0 – en vigtig scoring, der viste, at Akpan havde rystet den manglende skarphed fra nederlaget mod Helsingør af sig.

Selvom Middelfart havde kontrol over begivenhederne i første halvleg, blev kampen igen spændende efter pausen. Aarhus Fremad begyndte at lægge pres på, og i det 59. minut reducerede den rutinerede Anders Holvad, hvilket bragte hjemmepublikummet til live og skabte nervøsitet på banen.

Trods Aarhus Fremads intensiverede pres i kampens sidste tredjedel holdt Middelfart stand. Med solid defensiv organisering og kampgejst lykkedes det dem at holde modstanderne fra flere scoringer, og da dommeren fløjtede af, kunne Middelfart juble over en vigtig 2-1 sejr.

Med sejren overhaler Middelfart nu Aarhus Fremad i tabellen og indtager andenpladsen i rækken – en placering, der bringer dem tættere på deres målsætning om oprykning.

PFAS-pesticider brugt i rekordmængder trods miljøfare

0

Brugen af PFAS-pesticider i dansk landbrug har nået et historisk højdepunkt, ifølge en ny opgørelse fra Ingeniøren.

Fra 1. august 2022 til 31. juli 2023 blev der brugt mindst 196 tons af de problematiske kemikalier, hvilket slår den tidligere rekord på 117 tons fra året før. Tallene er baseret på indberetninger til Miljøstyrelsen og vækker alvorlig bekymring blandt eksperter.

PFAS-pesticider, der ofte bruges mod svampesygdomme som kartoffelskimmel, anses for at være en tikkende miljøbombe. Lektor Steffen Foss Hansen fra DTU’s institut for Miljø- og Ressourceteknologi kalder udviklingen “stærkt problematisk,” da disse stoffer ophobes i både mennesker og natur. PFAS-stoffer er vanskelige at nedbryde og går ofte under betegnelsen “evighedsstoffer” på grund af deres vedholdende tilstedeværelse i miljøet.

Den kraftige stigning i forbruget skyldes blandt andet de store mængder nedbør, der har skabt gunstige betingelser for kartoffelskimmel, hvilket har ført til øget brug af pesticider i landbruget. Lars Bødker, landskonsulent hos Landbrug & Fødevarers videnscenter Seges, forklarer, at kartoffelskimmel har udviklet resistens over for flere pesticider, hvilket har forværret situationen. Han peger på, at resistensproblematikken minder om bakteriers resistens over for antibiotika.

Ifølge Bødker har kartoffelskimmel medført mindre kartoffelstørrelser og en halvering af udbyttet. Derfor ser landbruget sig nødsaget til at udvikle nye strategier, hvor forskellige pesticider kombineres for at bekæmpe resistens.

PFAS-pesticider kan desuden nedbrydes til stoffet TFA, som eksperter tidligere har advaret om kan udgøre en risiko for drikkevandsforsyningen. Vurderinger fra forskningscenteret Geus viser, at dansk landbrug årligt udleder mellem 7 og 50 tons af stoffet til grundvandet.

Selvom PFAS-stoffer oprindeligt blev introduceret i 1950’erne, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål om deres langsigtede konsekvenser. Eksperter advarer om, at stofferne kan være kræftfremkaldende, svække immunforsvaret og virke hormonforstyrrende, hvilket gør det nødvendigt at holde øje med deres anvendelse.

Der er stigende pres på danske myndigheder for at begrænse brugen af PFAS-pesticider, da flere reguleringer allerede er på plads for andre anvendelser af stofferne, såsom brandslukningsskum. Alligevel fortsætter landbruget med at bruge store mængder af disse kemikalier i kampen mod kartoffelskimmel, hvilket skaber debat om balancen mellem produktionseffektivitet og miljøhensyn.

FC Fredericia storsejrede i topbrag

0

Der var klasseforskel på vestkysten, da FC Fredericia gæstede Esbjerg. Fredericianerne sejrede med 3-0 og indtager dermed nu andenpladsen alene i NordicBet Ligaen.

Lørdag eftermiddag dannede Blue Water Arena rammen om et ægte topbrag i NordicBet Ligaen, hvor Esbjerg fB tog imod FC Fredericia i en kamp, der på forhånd havde alle ingredienser til at blive en intens affære. Begge hold lå side om side i tabellen på henholdsvis anden- og tredjepladsen, hvor de delte samme antal point. Fredericia indtog dog den marginalt bedre position grundet deres indbyrdes opgør og en bedre målscore. Kampen havde derfor stor betydning for begge mandskaber, ikke blot i forhold til placeringen i tabellen, men også i det mentale spil om at fastholde momentum i efterårssæsonens tætte kampprogram.

Spændingen var til at tage og føle på blandt de fremmødte fans, der trodsede den skarpe efterårskulde for at støtte deres hold. Esbjergs hjemmebane, Blue Water Arena, summede af forventning, og selvom temperaturen var lav, var der ingen tvivl om, at begge hold ville bringe intensitet og kampgejst med sig fra første fløjt.

Esbjerg lagde fra start et højt pres på FC Fredericia og forsøgte at tage kontrollen over kampen. Bolden blev hurtigt cirkuleret rundt i håbet om at åbne gæsternes forsvar op, men Fredericia stod kompakt og afviste de fleste forsøg. Selvom Esbjerg dominerede i boldbesiddelsen, havde de svært ved at finde det afgørende gennembrud. Det blev ofte til halvhjertede forsøg fra distancen, der ikke for alvor satte FC Fredericias målmand, Valdemar Birksø, på prøve.

For FC Fredericia betød Esbjergs pres, at de i stedet kunne trække sig tilbage, absorbere presset og vente på chancerne til at slå kontra. De ventede tålmodigt på at finde åbninger i Esbjergs opspil, hvor de kunne udnytte deres hurtige omstillinger. Med lynhurtige kontraangreb forsøgte Fredericia at fange Esbjerg på det forkerte ben og skabe farlige situationer, når muligheden opstod.

Tilfældighed sendte Fredericia i front

Efter 13 minutters spil fik FC Fredericia deres første store mulighed, da de blev tildelt et frispark lige uden for Esbjergs felt. Den farlige position skabte en spænding i luften, og kaptajn Frederik Rieper trådte beslutsomt frem for at tage sig af sparket. I stedet for at gå efter en klassisk, højt svævende afslutning, valgte Rieper at holde bolden lavt, hvilket skulle vise sig at være en klog beslutning.

Bolden blev sendt hårdt og fladt mod målet, men på vej igennem menneskemængden foran Esbjergs keeper, Daniel Gadegaard Andersen, fik William Madsen fra FC Fredericia foden på og ændrede subtilt boldens retning. Den pludselige ændring efterlod Gadegaard Andersen fuldstændig chanceløs, da bolden sneg sig ind i den modsatte side af målet. Esbjergs forsvar kunne blot se til, mens Fredericia kunne juble over en tidlig 1-0-føring, der var et resultat af både taktisk snilde og hurtig reaktionsevne fra Madsen.

Kampbilledet ændrede sig ikke synderligt efter føringsmålet. Esbjerg fortsatte med at have størstedelen af boldbesiddelsen og forsøgte ihærdigt at presse FC Fredericia tilbage, men deres offensiv manglede stadig det afgørende moment. På trods af mange afleveringer og kombinationsspil i Fredericias forsvarszone formåede Esbjerg ikke at skabe de helt store chancer, og det blev ved halvhjertede forsøg fra distancen, som ikke for alvor truede Fredericias defensiv.

På den anden side viste FC Fredericia sig farlige på omstillingerne og var flere gange tæt på at udbygge deres føring. Deres kontraangreb havde potentiale til at skabe store chancer, men skarpheden manglede i de afgørende momenter. Esbjergs forsvar formåede lige akkurat at afværge Fredericias forsøg, og dermed forblev stillingen uændret. Da dommeren fløjtede til pause, stod der stadig 1-0 på måltavlen til gæsterne, som kunne gå i omklædningsrummet med en tilfredshed over deres solide defensive præstation og effektive omstillinger.

Føringen blev fordoblet

Lige da man troede, at Esbjerg ville skrue yderligere op for tempoet og lægge et massivt pres for at jagte udligningen, slog FC Fredericia til igen. Efter 56 minutter fordoblede gæsterne deres føring og sendte chokbølger gennem Blue Water Arena. Det hele startede med et veludført angreb langs højresiden, hvor Oscar Buch modtog bolden. Med god plads foran sig tøvede han ikke med at sende et præcist indlæg ind i Esbjergs felt.

Her befandt Asbjørn Bøndergaard sig i en perfekt position, fuldstændig umarkeret. Esbjergs forsvar havde mistet overblikket, og Bøndergaard kunne uhindret stige til vejrs og time sit hovedstød perfekt. Bolden blev sendt knastørt i nettet bag en prisgivet Daniel Gadegaard Andersen, som intet kunne stille op. 2-0 til Fredericia, og det var tydeligt, at Esbjerg nu havde en stejl opgave foran sig for at vende kampen.

Sejren blev slået fast

Med et kvarter tilbage på uret cementerede FC Fredericia deres sejr og lukkede reelt opgøret, da Gustav Marcussen udnyttede en stor chance til at bringe gæsterne foran 3-0. Esbjergs forsvar var på hælene, og Marcussen blev efterladt i en fri position lige uden for feltet. Han modtog en præcis aflevering, og med kølighed afgjorde han situationen med et velplaceret skud, der passerede Gadegaard Andersen i Esbjerg-målet.

Målet fjernede enhver tvivl om kampens udfald og sendte Fredericia-fansene i ekstase, mens hjemmeholdets tilhængere begyndte at forlade tribunerne. Med stillingen 3-0 var det klart, at Esbjerg ikke ville være i stand til at komme tilbage i kampen, og Fredericia kunne begynde at se frem mod de tre vigtige point.

I overtiden kom Esbjerg tæt på en reducering, da et langskud pludseligt ramte overlæggeren. Bolden susede forbi Fredericias målmand, men i stedet for at gå i nettet, sprang den tilbage i spil. Det blev det sidste farlige forsøg fra hjemmeholdet, som måtte se deres indsats ende uden mål.

FC Fredericia holdt nullet og sikrede sig en solid 3-0 sejr i topopgøret. Esbjerg formåede aldrig for alvor at true Fredericias defensiv, og gæsterne holdt stand med en disciplineret indsats. Med sejren indtager Fredericia nu andenpladsen alene i tabellen.

Næste gang FC Fredericia skal i aktion er den 27. oktober, hvor de møder Hobro IK på udebane.

Fredericia Kommune advarer mod sms-svindel ved rådhusets parkeringsautomater

Fredericia Kommune advarer mod sms-svindel ved rådhusets parkeringsautomater

0
Bilister, der parkerer omkring rådhuset i Fredericia, skal være ekstra opmærksomme i øjeblikket. Fredericia Kommune advarer på sin officielle Facebook-side mod en svindelmetode, der...