Familier strømmede til vinterleg i hallerne: »Det er dejligt, når vi laver noget, og det virker«

0
Familier strømmede til vinterleg i hallerne: »Det er dejligt, når vi laver noget, og det virker«

LOKALT. Der var latter i luften, sko smidt i bunker langs væggene og børn, der igen og igen kastede sig op i luften. I Middelfart Sparekasse Hallerne blev vinterferien ikke brugt på at sidde stille.

Tirsdag og onsdag i uge 7 havde Lillebælt Sport og Kultur åbnet hallerne til to dage med hoppeborge, airtrack, fodbold og fri leg. For 50 kroner kunne børn og familier få adgang til en hel dag fyldt med bevægelse, og det tilbud havde mange taget imod.

Claus Hansen, direktør i Lillebælt Sport & Kultur, stod midt i mylderet og kiggede ud over Hal A, hvor seks hoppeborge i forskellige størrelser fyldte gulvet. »Det er fantastisk,« sagde han og fortsatte: »Det er bare dejligt, når vi laver noget, at det så virker.« Allerede fra klokken 10 havde der været gang i den. »Ja, lige fra klokken 10. Og vi var heldigvis åbne igen dagen efter. Børnene var jo bare glade, det må man sige.«

Der var gang i hoppeborgene, da Middelfart Sparekasse Hallerne åbnede for vinterleg i uge 7.

I Hal A kunne børnene hoppe løs og prøve kræfter med gymnastik på airtracken, mens Hal B fra klokken 11 til 14 dannede ramme om fodbold og fri leg for alle, der havde lyst. Cafeteriet holdt åbent med klassiske favoritter, og også her havde der været travlt. »Det gik også godt, og der var meget travlt deroppe, så det er jeg glad for. Men mest af alt er det dejligt, at folk kommer, når vi laver noget.«

Arrangementet var tænkt som et vinterferietilbud for familier, der gerne ville have en aktiv dag sammen uden at skulle planlægge det helt store. Ifølge Claus Hansen handlede det først og fremmest om at skabe liv i hallerne og give børnene et sted at brænde energi af. »Det er dejligt, når vi kan lave noget, hvor børnene bare kan komme og være med.«

Det mærkede man også blandt familierne. Jacob Mikkelsen havde taget sine to børn med og havde været i hallen siden åbningstid. »Jeg synes, det er fint, og det er godt, at der er noget for børnene.« Efter flere timers hop og leg var energien brugt godt. »Mine er i hvert fald glade. De er også ved at være trætte.«

Der var mulighed for både fri leg og små springøvelser i hallen.

For ham handlede dagen ikke kun om hoppeborge og halgulve, men om at der blev taget initiativ til noget for byens børn. »Jeg synes, det er godt, at de gør noget her i byen for børnene, og at der er nogle aktiviteter for dem.« Han pegede på, at vinterferien i Middelfart bød på flere tilbud. »Der er nok at lave i hvert fald. Det synes jeg bare, Middelfart er gode til.«

Hos Claus Hansen var vurderingen, at initiativet havde ramt rigtigt. »Jeg tænkte, det ville blive det samme dagen efter. Der kom nogle nye, men måske også nogle, der havde været her i dag.«

Dermed blev hallerne i to dage forvandlet til et åbent legerum for byens familier, og et sted, hvor vinterferien blev brugt på at få pulsen op, brænde energi af og være sammen på tværs af alder.

Hoppeborgsfest med plads til alle i Vestfyens Kultur- & Idrætscenter

0
Hoppeborgsfest med plads til alle i Vestfyens Kultur- & Idrætscenter

LOKALT. Der var fart over feltet og glade børnestemmer i hallerne, da Vestfyens Kultur- & Idrætscenter onsdag og torsdag i vinterferien inviterede til hoppeborgsfest. Hal 1 var fyldt med oppustelige rutsjebaner og tonsebaner i alle farver og størrelser, mens andre aktiviteter fandt plads i de omkringliggende haller.

»Vi har i samarbejde med Party i Haven fyldt hal 1 med hoppeborge i alle mulige farver og størrelser. Nogle er rutsjebaner, nogle er tonsebaner, så der er lidt af hvert,« fortæller centerleder Julie Kjeldbjerg.

I hal 2 kunne børnene prøve kræfter med pickleball og badminton, og i den mindre hal var der indrettet et særligt område for de mindste. »Der har vi lavet et børneområde fra 0 til 4 år med en lille hoppepude, så det er lidt mere overskueligt for dem.«

Der var fuld fart på hoppeborgene i Vestfyens Kultur- & Idrætscenter i vinterferien.

Allerede første dag var opbakningen tydelig. Strømmen af børn og forældre begyndte tidligt, og i løbet af dagen lagde omkring 200 børn vejen forbi hallerne. »Der var cirka 200 børn i går,« fortæller centerlederen, der forventede et lignende fremmøde dag to. Stemningen beskriver hun som både livlig og hyggelig. »Forældrene sidder inde midt i hallerne og får en tår kaffe eller noget at drikke, og så løber børnene rundt og hygger sig. Fordi vi har så stort et areal, føles det ikke tæt pakket, og det er ikke sådan, at støjniveauet bliver voldsomt.«

Rolig time med plads til færre indtryk

I år havde centeret indført et nyt tiltag, nemlig en “rolig time” fra klokken 9 til 10, hvor der var færre børn i hallen og dermed mere plads og færre indtryk. »Vi ved, at der er nogle børn, der ikke magter, når der er fuld smæk på. De kan have svært ved alle de indtryk, der kommer, for eksempel hvis man har et handicap. Så det var et tilbud om at komme og prøve hoppeborgene uden, at der var 200 andre børn.«

Der kom ikke konkrete henvendelser i år, men idéen udspringer af erfaringer fra sidste år, hvor forældre havde spurgt ind til muligheden. »Det er inspireret af det. Og selvfølgelig skal der være plads til alle,« siger Julie med et smil i stemmen.

Selvom der ikke kom konkrete henvendelser i år, er tiltaget kommet for at blive. Ifølge Julie vil den rolige time også være en mulighed fremover. »Ja, helt sikkert. Det er jo ikke noget, der går noget af os, for vi er her alligevel, og hallen står tom. Så det vil altid være en mulighed.«

Rutsjebaner og tonsebaner trak omkring 200 børn den første dag.

Fast indslag i ferierne

Med god opbakning og to dage fyldt med aktivitet peger hoppeborgsfesten på at blive et tilbagevendende indslag i ferieprogrammet. »Der var rigtig god opbakning og god stemning,« siger centerlederen.

Og med store haller, plads til både vilde spring og roligere aktiviteter, tyder meget på, at arrangementet igen næste ferie vil fylde hallerne med hop, grin og masser af bevægelse.

Sangformiddag i sognegården og støttekoncert med rettet mødetid

0
Sangformiddag i sognegården og støttekoncert med rettet mødetid

Hannerup Kirke inviterer igen til fællessang under overskriften Syng dig glad, hvor alle kan være med til at få varmen og humøret med i sognegården.

Der er to datoer på programmet. Tirsdag den 17. februar er der fællessang klokken 10-11, og torsdag den 19. marts foregår det klokken 19-20.

Samtidig oplyser kirken, at koncerten, som var planlagt til lørdag den 22. februar, er aflyst, og opfordrer til, at man gerne må give beskeden videre til andre musikinteresserede.

Derudover minder Hannerup Kirke om støttekoncerten til fordel for Folkekirkens Nødhjælps Landsindsamling søndag den 8. marts. Her er der dog sket en fejl i omtalen af tidspunktet, og kirken understreger, at koncerten begynder klokken 14.

På programmet er blandt andre 2. M fra Fredericia Gymnasium, elever fra Den Kreative Skoles talentlinje, trompetist Carl Gindeberg og organist Bertram Devantier samt korsangere fra Hannerup Kirke. Alle medvirker gratis.

Der er entré på minimum 50 kroner, og man må gerne give mere.

Røg driver ind over Sønderjyske Motorvej

0
Røg driver ind over Sønderjyske Motorvej

Politi og brandvæsen rykkede mandag sidst på eftermiddagen ud til en brand nordøst for Christiansfeld. Ifølge Sydøstjyllands Politi er der udbrudt brand på en ejendom i området, og røgen har drevet mod vest hen over Sønderjyske Motorvej.

Branden udviklede en synlig røgfane, som kunne ses fra motorvejen. Der er nu kontrol over branden, men slukningsarbejdet pågår fortsat.

Politiet oplyser, at der ikke er meldinger om personskade. Bilister på Sønderjyske Motorvej kan opleve nedsat sigtbarhed som følge af røgudviklingen, og myndighederne opfordrer til at køre forsigtigt.

»Vi opfordrer til at skabe plads til udrykningskøretøjer og respektere politiets afspærring,« lyder det fra Sydøstjyllands Politi.

Der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om brandens årsag.

SF presser minister efter dødsfald på plejehjem i Vejen

0
SF presser minister efter dødsfald på plejehjem i Vejen

POLITIK. Et dødsfald på et plejehjem i Vejen har fået SF’s retsordfører Karina Lorentzen til igen at rette en skarp kritik mod justitsministeren.

En 100-årig mand mistede lørdag aften livet efter at være blevet udsat for vold på plejehjemmet. En anden beboer er mistænkt i sagen og er blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.

Karina Lorentzen kalder sagen dybt tragisk.

»Det er simpelthen så tragisk, og mine tanker går først og fremmest til de pårørende, der har mistet. Det er ubærligt, at ens gamle far skal her fra på den måde. Men jeg tænker faktisk også på den berørtes familie, som er pårørende til den mistænkte, for de risikerer nu et forløb form, som også kan blive belastende, både med rettergang og mulig placering af den pågældende i psykiatrien«, forklarer hun.

Sagen får hende samtidig til at efterlyse de retningslinjer for demente i retssystemet, som hun tidligere har fået tilsagn om fra justitsministeren.

Efter en lignende sag, hvor en dement mand blev placeret i retspsykiatrien i 23 måneder, havde Karina Lorentzen ministeren i samråd. Her blev der ifølge hende lovet nye retningslinjer i april 2025.

I den tidligere sag blev den dømte anbragt i psykiatrien, hvor der ifølge kritikken hverken var personale eller mulighed for at yde den plejecentrerede omsorg, der er behov for i forhold til demensramte. Placeringen førte til, at den pågældende mistede sine færdigheder, og flere eksperter kritiserede forløbet. Først efter 23 måneder endte manden tilbage på et plejehjem.

Karina Lorentzen understreger, at hun ikke kender detaljerne i den aktuelle sag fra Vejen.

»Vi kender jo ikke omstændighederne i sagen, og derfor kan jeg ikke konkludere noget håndfast. Men jeg har advaret om, at vi vil se flere sager med demente, som begår vold, fordi de ikke kan reagere hensigtsmæssigt, når de bliver frustrerede eller ikke får den rette pleje. Der bliver desværre mange flere mennesker med demens i de her år. Og derfor er jeg også fly forbandet over, at vi endnu ikke har nye retningslinjer, som jeg er blevet lovet. Det har trods alt haft ni måneder til at se på det«, mener hun.

Hun oplyser, at hun senest den 6. februar i år har rykket ministeren for svar.

»Jeg har faktisk rykket for retningslinjerne 6. februar i år, fordi vi har brug for handling. Det her handler jo om, at gerningsmanden ofte ikke forstår, hvad der sker. Og psykiatrien er ikke gearet til den personcentrerede pleje, som demente skal have. Og derfor bør vi have nye retningslinjer for, hvordan vi går til det her problem, for det kommer til at ske oftere med den stigning i demens, vi har.«

Sort is lukker motorvej – kun ét spor åbent

0
Sort is lukker motorvej – kun ét spor åbent

Sort is har mandag formiddag ført til to lastbilulykker på kort tid på motorvejen mellem Vejle og Hedensted. Ifølge Sydøstjyllands Politi er uheldene sket inden for 500 meters afstand i nordgående retning kort efter afkørsel 59 Hornstrup. Det første uheld indtraf klokken 09.55, det næste klokken 10.31.

Der er alene tale om materielle skader.

Motorvejen er fortsat påvirket af uheldene. Der er aktuelt kun ét spor åbent, og saltvogn samt skiltevogne er på vej til stedet. Motorvejen vil i korte perioder være helt lukket, mens arbejdet står på.

Politiet oplyser, at der endnu ikke er en tidshorisont for, hvornår motorvejen kan genåbnes fuldt ud.

Bilister opfordres til at køre efter forholdene, respektere myndighedernes arbejde og være særligt opmærksomme på risikoen for sort is, som kan være vanskelig at opdage.

Blikfang-Optik inviterer til stort brilleevent – kunder får adgang til branchens lukkede univers

0
Blikfang-Optik inviterer til stort brilleevent – kunder får adgang til branchens lukkede univers

EVENTS. Den 12. marts forvandler Blikfang-Optik fra Erritsø bilhuset Kraft Biler til et midlertidigt brilleunivers. Her inviterer optikeren til eftermiddag og aften med leverandører, synsprøver, solbriller, hørebriller og noget godt til ganen.

Arrangementet foregår fra klokken 16.00 til 19.30, og ifølge optikerassistent Käthe Rützou Vedsted er ambitionen at give kunderne en oplevelse, man normalt kun finder på fagmesser. »Vi får næsten alle vores stelleverandører til at komme med hele deres sortiment. Der bliver bredt helt ud, så man kan gå rundt og kigge frit. Hvis ikke man kan finde noget deroppe, så finder man ikke briller nogen steder,« siger hun.

Ti leverandører deltager og medbringer langt flere modeller, end der til daglig er plads til i butikken i Erritsø. Netop pladsen er en del af forklaringen på, at eventet afholdes hos Kraft Biler. »Vi har slet ikke plads hernede i butikken. Og så giver det nogle mere uformelle rammer. Det bliver en eftermiddag og aften, hvor man kan komme, når det passer i tidsrummet, så man behøver ikke være der fra start til slut.«

»Det er næsten som en lille messe, bare for kunder,« siger Käthe Rützou Vedsted om brilleeventet hos Kraft Biler.

Men de ekstra kvadratmeter handler ikke kun om komfort. Ifølge Käthe giver de større rammer mulighed for at vise en bredde, som kunder normalt ikke får adgang til.

I hverdagen ser man som kunde kun et lille udsnit af det, der faktisk findes på markedet. »Når vi som butik tager på messe, er det jo kun for butikker og leverandører. Det er dér, vi ser hele kollektionerne, taler med producenterne og vælger, hvad vi vil have hjem. Det er ikke noget, almindelige kunder får lov at opleve. Her får de lidt den samme følelse af at kunne vælge og vrage og se noget, man måske ikke lige ser i alle typer butikker.« Hun understreger, at det handler om volumen og bredde. »Der findes jo mange hundrede stel inden for ét mærke, men vi må måske kun have 20 ad gangen i butikken. Det er jo ikke et stort udvalg at vælge imellem, når man tænker på, hvor meget der faktisk findes. Den 12. marts kommer leverandørerne med hele deres sortiment. Det er næsten som en lille messe bare for kunder.«

For mange kan det betyde, at man opdager former, farver eller brands, man ellers aldrig ville støde på i en almindelig butikshverdag. Ifølge optikeren giver det en helt anden frihed i valget. »Man får mulighed for at se noget, der ikke nødvendigvis står i alle butikker. Det er jo tit sådan, at hver enkelt butik er blevet fortalt oppefra, hvilke mærker de må have, og hvor mange stel de må tage ind. Her åbner vi det hele lidt op.«

Ud over briller og solbriller rummer dagen også en teknologisk nyskabelse. En af leverandørerne præsenterer såkaldte hørebriller – en løsning, der kombinerer syns- og hørekorrektion i én og samme enhed. Hørebriller har eksisteret før i tiden, men det her er en helt ny teknologi,« siger Käthe Rützou Vedsted og fortsætter: »Det har helt samme effekt som et høreapparat. Leverandøren kommer selv og fortæller om det og kan forklare, hvordan det fungerer i praksis.«

Der bliver samtidig mulighed for at få foretaget synsprøve på stedet. To af Blikfang-Optiks brillebusser holder klar ved Kraft Biler, så man ikke blot kan finde et stel, men også få tjekket synet og sat bestillingen i gang med det samme. »Man kan simpelthen slå det hele i ét smæk.«

Blikfang-Optik rykker ud af butikken i Erritsø og samler leverandører til brilleevent hos Kraft Biler.

Rammerne er desuden lagt an på, at det ikke skal føles som en traditionel butiksaftale. Der sørges for forplejning undervejs, så besøget kan tage den tid, det skal. »Hver kunde kan få noget at spise, og der kommer kage og øl og vand i den dur. Det skal være hyggeligt og uformelt.«

Blikfang-Optik har på forhånd sendt invitationer ud til 150 kunder, som hver må tage en ledsager med. Men ifølge Käthe Rützou Vedsted er ambitionen større end den faste kundekreds. »Vi vil gerne række længere ud. Det er ikke kun for dem, der allerede kommer hos os.« Dermed bliver arrangementet også et forsøg på at åbne butikken og branchen for flere. For optikerassistenten handler dagen i sidste ende ikke kun om stel og salg, men om oplevelsen. »Jeg håber, folk går derfra med en wow-oplevelse og opdager, hvor meget der faktisk findes at vælge imellem.«

Arrangementet er derfor åbent for alle interesserede, så længe man tilmelder sig. Det sker via mail på Kathe@blikfang-optik.dk, telefonisk på 75 92 95 35 eller ved personligt fremmøde i butikken i Erritsø. Man skal oplyse fuldt navn, telefonnummer og hvor mange personer man kommer.

Tilmeldingsfristen er den 26. februar.

Fyrværkeri årsag til sprængningslignende brag i Odense

0
Fyrværkeri årsag til sprængningslignende brag i Odense

Fyns Politi var natten til mandag massivt til stede i området omkring Ansgarsgade i det centrale Odense efter en anmeldelse om en mulig sprængning.

Den indledende efterforskning pegede på, at der havde været tale om en sprængning af en art. Ingen personer kom til skade, og området blev afspærret, mens politiet gennemførte undersøgelser.

Mandag klokken 02.26 oplyser Fyns Politi i en opdatering, at de er ved at være færdige med undersøgelserne på stedet.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at der har været tale om en form for kraftigt fyrværkeri, som blev bragt til sprængning.

Politiet fastholder samtidig vurderingen af, at hændelsen ikke har relation til den aktuelle konflikt i Odense og betegner sagen som en isoleret hændelse.

Efterforskningen fortsætter, men der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.

To sager om spirituskørsel i nat

0
To sager om spirituskørsel i nat

Natten til mandag blev der registreret to tilfælde af spirituskørsel i Kolding. Klokken 00.40 standsede patruljen en varebil på Vonsildvej. Føreren, en 63-årig mand, blev sigtet for spirituskørsel.

Klokken 02.08 blev en personbil standset på Vejlevej ved Cirkle K. Her blev en 40-årig mand med ukendt adresse sigtet for spirituskørsel over det tilladte.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Vanvidskørsel på Haderslevvej – bil beslaglagt

0
Vanvidskørsel på Haderslevvej – bil beslaglagt

Lørdag klokken 21.45 blev en personbil målt til 101 km/t i en 50 km-zone på Haderslevvej i Kolding. Den markante hastighedsoverskridelse betyder, at sagen behandles efter reglerne om vanvidskørsel. Bilen er beslaglagt med henblik på konfiskation.

Føreren, en 41-årig mand fra Kolding, blev desuden sigtet for at køre under påvirkning af både spiritus og euforiserende stoffer.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Seks fredericianske virksomheder kæmper om årets CSR-pris

Seks fredericianske virksomheder kæmper om årets CSR-pris

0
BUSINESS. Hvert år uddeler Business Fredericia i samarbejde med Fredericia Kommune en pris til den virksomhed, der har gjort sig særligt bemærket i indsatsen...