Legeland fylder Elbohallen i vinterferien

0
Legeland fylder Elbohallen i vinterferien

EVENTS. Der bliver rig mulighed for at få brugt både energi og fantasi, når Elbohallen onsdag i vinterferien forvandles til et stort legeland for børn og familier.

Bag arrangementet står hallen i samarbejde med et professionelt udlejningsfirma, der medbringer et bredt udvalg af aktiviteter – fra klassiske hoppeborge til mere udfordrende forhindringsbaner. »Det er et legeland, der kommer med det hele. De har rigtig mange forskellige aktiviteter, så der er lidt af hvert, både til de store og de små,« fortæller Kim Trelle, der er halinspektør i Elbohallen.

Aktiviteter for alle aldre

Legelandet byder blandt andet på store rutsjebaner, rodeotyr, wipeout-arm, sumodragter og temahoppeborge, ligesom der også er et særligt babyområde til de mindste. Derudover bliver der mulighed for kreative pauser ved et tegneværksted. »Det vigtige for os er, at det ikke kun er for én aldersgruppe. Der er aktiviteter til både de helt små børn og de større, så familier kan være her sammen,« siger Kim Trelle.

Arrangementet løber fra klokken 10 til 15, og entréen er sat, så de fleste kan være med, bemærker halinspektøren. Børn betaler 80 kroner, voksne 40 kroner, mens børn under ét år kommer gratis ind. Med et stempel er der fri ind- og udgang hele dagen. »Det er vigtigt for os, at det er et tilbud, som familier i lokalområdet har økonomisk mulighed for at deltage i. Det skal være en fælles legedag for lokalsamfundet.«

I hallens kiosk er der desuden fast pris på 25 kroner for blandt andet popcorn, slushice, candyfloss og snacks.

Et tilbagevendende vinterferietilbud

Legelandet er ikke et enkeltstående forsøg, men en del af en aftale, som Elbohallen har indgået, da Kim Trelle tiltrådte som halinspektør. »Det er en aftale, jeg lavede med udlejningsfirmaet, da jeg startede her i hallen. De kommer fast et par gange om året, fordi vi kan se, at det fungerer,« fortæller han.

Ifølge Kim Trelle har opbakningen været stabil siden starten. »Vi har aldrig været under 500 gæster til de her dage, så vi ved, at der er interesse. For os handler det ikke om risiko, men om at give et tilbud, hvor børn og familier kan lave noget sammen, også noget andet end at dyrke sport.«

Legelandet i Elbohallen finder sted onsdag i vinterferien fra klokken 10 til 15.

Strib Vinter Festival 2026 blev en succes: »Alt er lykkedes«

0
Strib Vinter Festival 2026 blev en succes: »Alt er lykkedes«

EVENTS. Der var tilfredshed hele vejen rundt, da Strib Vinter Festival søndag lukkede dørene efter fire dage med musik, fællesskab og vinterstemning i Strib.

Ifølge Erik Busk, der er formand for foreningen GUF – God Underholdende Folkemusik, er festivalen forløbet præcis, som arrangørerne havde håbet. »Det er gået så godt. Alt er lykkedes, og vi har solgt masser af billetter. Vi har haft nogle rigtig gode koncerter, og det er jo i sidste ende det vigtigste,« siger han.

God stemning hele weekenden

Festivalen samlede igen i år både lokale og tilrejsende gæster i Strib, og ifølge arrangørerne var stemningen mærkbar fra første koncert til de sidste toner søndag. »Vi har haft en rigtig god festival i år og godt med publikum til vores koncerter. Da jeg gik hjem lørdag aften, kunne jeg faktisk ikke finde noget, vi var utilfredse med,« fortæller Erik Busk.

Den tilfredshed gik ifølge formanden igen hos publikum, som kvitterede med opbakning og nærvær gennem hele weekenden. »Der har været en god stemning hele festivalen. Publikum har været glade, og man kan mærke, når folk hygger sig og bliver hængende. Det betyder rigtig meget for os som arrangører.«

En væsentlig forklaring på den gode afvikling og stemning skal ifølge Erik Busk findes i det stærke frivillige fællesskab, der år efter år bærer festivalen. »Vi har omkring 280 frivillige, som alle sammen ved, hvad de skal, og som tager ansvar for opgaverne. Det er helt fantastisk at opleve, hvordan folk bare går til opgaven og får det hele til at fungere, det er i høj grad dem, der får festivalen til at lykkes,« siger han.

Nye indslag ramte plet

Selvom festivalen bygger på stærke traditioner, var der også plads til nyt i år. Blandt andet blev der introduceret whiskysmagning og fællessang lørdag eftermiddag. »Vi prøver altid at gøre noget nyt. I år havde vi for eksempel whiskysmagning, som vi ikke har haft før, og fællessang lørdag eftermiddag. Begge dele blev en rigtig god succes,« fortæller Erik Busk. Og de nye tiltag er ikke bare tænkt som engangsoplevelser. »Ja, det tror jeg helt bestemt, vi gør igen næste år,« siger han.

Med endnu en vellykket festival i ryggen ser arrangørerne allerede fremad, selvom arbejdet med afviklingen netop er afsluttet. For Erik Busk og resten af GUF handler det dog ikke om at hvile på laurbærrene, men om at holde fast i det, der fungerer. »Det vigtigste for os er gode koncerter, en god stemning og et stærkt fællesskab, både blandt publikum og frivillige. Når det hele går op i en højere enhed, så ved man, hvorfor man gør det,« siger han.

Strib Vinter Festival 2026 er dermed skrevet ind i rækken af år, hvor musik, frivillighed og fællesskab igen gik hånd i hånd i den lille by ved Lillebælt.

KIF Kolding binder styrmanden frem til 2027

0
KIF Kolding binder styrmanden frem til 2027

SPORT. KIF Kolding har sikret sig kontinuitet på playmaker-positionen, efter at klubben har forlænget aftalen med den svenske profil Viktor Ahlstrand. Den nye kontrakt betyder, at den 28-årige svensker nu er på kontrakt frem til sommeren 2027.

Ahlstrand har hurtigt spillet sig ind som en nøglefigur i KIF Kolding, hvor han med sit overblik og taktiske niveau har været med til at sætte retning for holdets spil. I løbet af efteråret blev han desuden hædret som månedens spiller i både oktober og november, og han har i denne sæson markeret sig som holdets styrmand på banen.

Cheftræner Anders Eggert glæder sig over forlængelsen og peger på både det sportslige og menneskelige aftryk, den svenske playmaker har sat.

»Vi er meget glade for at have forlænget aftalen med Viktor. På trods af, at han kun har været i klubben i ét år, har han allerede sat et tydeligt aftryk på holdet og vores måde at spille på. Efter sin uheldige skade sidste sæson er han kommet stærkt tilbage og har vist stor professionalisme og seriøsitet – både i forhold til sit eget spil og holdets. Viktor er altid velforberedt, især når det gælder det taktiske arbejde, og samtidig bidrager han positivt til truppen med sin personlighed og sit gode humør. Vi ser frem til endnu et år med Viktor som styrmand for holdet.«

Hovedpersonen selv lægger ikke skjul på, at beslutningen om at forlænge opholdet i Kolding handler om både trivsel og ambitioner.

»Jeg har valgt at blive i Kolding, fordi jeg trives rigtig godt med både trænerteamet og mine holdkammerater, og fordi jeg gerne vil være en del af den nye satsning, klubben har sat i gang. Jeg synes, vi har udviklet os markant i løbet af sæsonen, og selvom jeg har været frustreret over både mine egne og holdets præstationer i starten, er jeg stolt af den udvikling, vi har vist, og de præstationer, vi har leveret på det seneste.«

Den svenske playmaker ser fortsat et stort potentiale i holdet og klubben.

»Jeg har stor lyst til at være med til at bygge videre på det her og tror på, at vi stadig har mere at give, og at vi endnu ikke har set den bedste version af KIF Kolding – også selvom jeg er bevidst om, at det er en klub med en stor historie og store forventninger. Jeg er både glad og stolt over at kunne fortsætte i klubben og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vi slutter sæsonen på bedst mulig vis« afslutter Viktor Ahlstrand.

Viktor Ahlstrand har indtil videre optrådt 21 gange i KIF Kolding-trøjen og har scoret 93 mål.

Mere ordentlighed!

0
Mere ordentlighed!

OPINION. Den militære oprustning sker for at beskytte vores samfund, vores demokrati og vores frihed. Netop derfor er det værd at spørge, om vi samtidig risikerer at svække nogle af de værdier, vi ønsker at forsvare?

Rundt omkring i landet udvides og renoveres kasernerne. Det medfører mere støj, mere trafik og mærkbare ændringer for naboerne. Det er der generelt forståelse for. Udfordringen er ikke, at der bygges – men hvordan det sker.

Med de udvidede beføjelser, der trådte i kraft sidste år, kan forsvaret fravige anden lovgivning, og borgerne har ikke længere klageadgang. Det bør dog ikke betyde, at naboer først orienteres om synlige og ikke-operative forhold, som for eksempel nye parkeringspladser med plads til 200 biler med ny indkørsel på en skolevej uden cykelsti, når arbejdet allerede er i gang, eller at indkaldelser til møder reelt ikke når frem til borgernes E-Boks.

Ordentlig og rettidig information bør være en selvfølge. Ligesom helt almindelige hverdagsforhold bør tænkes ind fra starten. Trafiksikkerhed, slid på veje og de regninger, der ellers ender hos kommunerne, har intet med militære hemmeligheder at gøre, men handler om respekt for lokalsamfundene.

Manglende information og inddragelse skaber nemlig kun utryghed og mistillid. Og begge dele svækker sammenhængskraften – netop i en tid, hvor vi har brug for, at borgerne har tillid til staten og Forsvaret.

Vi kan godt opruste og forsvare landet effektivt uden at sætte ordentligheden over styr. Det ene udelukker nemlig ikke det andet.

Malte Setkov får OL-chancen efter ændring i dansk trup

0
Malte Setkov får OL-chancen efter ændring i dansk trup

SPORT. Den danske ishockeytrup til vinter-OL i Milano har fået et nyt ansigt, efter at Malte Setkov nu er blevet en del af landsholdets OL-hold. Den 27-årige back er blevet skrevet ind i truppen efter at have været samlet med holdet de seneste fire dage og er nu klar til de kommende kampe.

Ændringen i truppen sker som følge af, at Jonas Røndbjerg tidligere på ugen blev meldt endegyldigt ude af OL på grund af skade. Det åbner døren for Malte Setkov, der til daglig spiller i Rødovre Mighty Bulls og står noteret for 28 landskampe for Danmark.

Chef de mission for vinter-OL, Mikkel Sansone Øhrgaard, glæder sig over tilføjelsen til truppen, selvom situationen er opstået på et ærgerligt grundlag.

»Vi er glade for at byde Malte velkommen til ishockeyherrernes OL-trup, og vi glæder os til at se ham repræsentere Danmark på flotteste vis ved herrernes ishockeyturnering i Milano. Vi er samtidigt meget triste over, at Jonas Røndbjerg har måttet melde afbud til OL, og vi ønsker ham rigtig god bedring.«

Malte Setkov selv lægger ikke skjul på, at OL-udtagelsen betyder meget, og han ser frem til at blive en del af holdet i Milano.

»Det bliver en vanvittig oplevelse, og jeg ser frem til at være en del af dette fantastiske hold. Jeg vil kæmpe alt, hvad jeg kan, for, at vi får nogle gode kampe og resultater. Efter at have været en del af åbningsceremonien fredag er jeg kun blevet bekræftet i, at OL er noget helt særligt, så jeg glæder mig rigtig meget.«

Også landsholdets general manager, Morten Green, forholder sig til både afbuddet og den nye udtagelse. Han understreger først og fremmest skuffelsen over, at Jonas Røndbjerg må blive hjemme.

»Vi er både på det personlige og sportslige plan meget kede af, at Jonas er blevet skadet, og derfor går glip af OL, og vi vil alle gerne ønske ham rigtig god bedring og sende ham den største hilsen fra OL-lejren.«

Samtidig er der stor tillid til den nye mand i truppen.

»Men når situationen er, som den er, er vi på den anden side utroligt glade for at få Malte ind i truppen. Malte har haft en kanon sæson indtil videre, og vi føler os meget trygge ved hans niveau, og han kan tilføre en ny dimension.«

Jonas Røndbjerg sætter selv ord på skuffelsen over at måtte melde afbud til OL.

»Jeg er meget ked af at misse OL, for jeg havde virkelig set frem til en stor oplevelse i Milano med mine holdkammerater. Men sådan skulle det desværre ikke gå. I stedet vil jeg bakke holdet op herhjemmefra, og jeg glæder mig meget til at se drengene spille for løven på brystet.«

Det danske ishockeylandshold spiller sin første OL-kamp den 12. februar mod Tyskland. Herefter venter USA den 14. februar, mens Letland er sidste modstander i gruppespillet.

Demokrati under pres – straffer vi de forkerte ved at boykotte Rebildfesten?

0
Demokrati under pres – straffer vi de forkerte ved at boykotte Rebildfesten?

OPINION. Skal Rebildfesten fortsat afholdes og markere USA’s uafhængighedsdag den 4. juli, mens verden er præget af krig, geopolitisk uro og et demokrati under pres? Spørgsmålet er relevant. For hvem er det egentlig, vi rammer, hvis vi vender Rebildfesten ryggen?

Rebildfesten er ikke en hyldest til en siddende amerikansk regering eller nutidig amerikansk magtpolitik. Den udspringer af historien om de mange danskere, der udvandrede til USA i håbet om frihed, arbejde og et bedre liv. Det var almindelige mennesker – ikke stormagtsstrategier.

Derfor er det afgørende at skelne mellem det officielle USA i dag og den historiske fortælling, som Rebildfesten bygger på. En stiltiende aflysning eller boykot risikerer at udviske denne forskel – og dermed straffe en tradition, der netop handler om demokratiske idealer frem for aktuel udenrigspolitik. Samtidig kan der ikke herske tvivl om, at demokratiet er under pres. Polarisering, mistillid til valg, pres på domstole og medier samt en udenrigspolitik, der ofte balancerer idealer og realpolitik, udfordrer det billede, mange har haft af USA – og af Vesten generelt.

Men forsvarer vi demokratiet bedst ved at skrue helt ned for blusset? Eller ved at bruge Rebildfesten mere bevidst og kritisk?

At aflyse kan fremstå som et klart moralsk signal. Men fravær er ikke det samme som ansvar. Demokratiet styrkes ikke af tavshed, men af debat og kritisk engagement. Ikke af symbolske afstandstagen, men af viljen til at tage samtalen – også når den er ubekvem.

Omvendt kan Rebildfesten heller ikke fortsætte uændret, hvis repræsentanter for et officielt USA, der i øjeblikket fører en konfrontatorisk linje, deltager, og den præsidentielle hilsen udråbes af ambassadøren.

Rebildfesten skal gentænkes, ikke opgives. Som et forum, der netop adresserer demokrati under pres. Hvor vi kan skelne mellem folk og magt, mellem idealer og interesser – og minde hinanden om, at demokrati ikke er en selvfølge, men noget, der kræver vedligeholdelse, mod og kritik. En fejring uden refleksion risikerer at fremstå tonedøv i en verden præget af krig og humanitære katastrofer, hvor stormagters handlinger har konkrete menneskelige konsekvenser.

Spørgsmålet er ikke, om vi skal fejre USA ukritisk. Spørgsmålet er, om vi tør bruge Rebildfesten til det, den historisk burde være: en tidssvarende og kritisk markering af demokratiske værdier i en urolig verden. Det er ikke kun et folkeligt spørgsmål – det er også et spørgsmål, sponsorer og samarbejdspartnere allerede overvejer.

Kokain fundet ved bilkontrol på Indre Ringvej

0
Kokain fundet ved bilkontrol på Indre Ringvej

KRIMI. Sent mandag aften standsede Sydøstjyllands Politi et køretøj på Indre Ringvej i Fredericia. Kontrollen fandt sted klokken 23, og i bilen befandt der sig tre personer, to mænd og en kvinde.

Ifølge politiet var den ene mand tydeligt påvirket, hvilket førte til, at alle tre personer i bilen blev visiteret. Under visitationen fandt politiet cirka 50 gram kokain på den 35-årige kvinde, som sad i køretøjet.

Den 26-årige mand, der førte bilen, er blevet sigtet i sagen, ligesom kvinden er sigtet for medvirken. Den anden mand i bilen, en 22-årig mand født i 2003, er ikke nævnt som sigtet i sagen.

Sydøstjyllands Politi efterforsker sagen videre.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport tirsdag den 10.2 kl. 9.00 af politikommisær Kasper Christensen.

Berusede mænd bortvist fra togstation i Fredericia

0
Berusede mænd bortvist fra togstation i Fredericia

KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede mandag eftermiddag ud til Fredericia Banegård efter en melding om uro blandt passagererne. Klokken 15.25 lød anmeldelsen på, at to berusede personer var oppe at slås og samtidig generede andre rejsende i toget.

Da politiet ankom til stedet, traf de to mænd, som begge var kraftigt berusede, og hvor der ifølge politiet havde været slagsmål mellem dem. For at skabe ro på stedet blev de to mænd sendt bort i hver sin retning med hvert sit tog.

Der var tale om en 36-årig mand og en 35-årig mand. Ingen af dem blev sigtet i forbindelse med episoden, og politiet har efterfølgende ikke haft yderligere med dem at gøre.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport tirsdag den 10.2 kl. 9.00 af politikommisær Kasper Christensen.

Industriområder ramt af flere indbrud og tyverier

0
Industriområder ramt af flere indbrud og tyverier

KRIMI. Sydøstjyllands Politi har haft et forholdsvis roligt døgn i politikredsen, men i Kolding-området har flere virksomheder i industriområder været udsat for indbrud og tyveri, som nu bliver efterforsket.

Politiet har registreret i alt fire indbrud, der alle har fundet sted i industrimiljøer. Et af indbruddene er sket på Nørre Allé i Christiansfeld og vurderes at være begået hen over weekenden, men blev først anmeldt mandag. Her er et hegn blevet brudt op, hvorefter gerningspersoner er kommet ind på området og har stjålet en tanktrailer med cirka 200 liter dieselolie samt en batterilader til bil.

Et andet indbrud er sket på Halvej, også i Christiansfeld. Her er hængelåse til et skur blevet klippet op, og der er stjålet en havetraktor samt to buskryddere. Politiet oplyser, at der er spor at arbejde videre med, og at efterforskningen fortsætter i begge sager.

Derudover har politiet haft sager om tyveri fra to byggepladser i samme område. På en byggeplads ved Skamlingvejen er der blevet kørt ind med en ladvogn, hvorfra der er stjålet tre paller med tagkrydsfiner med en samlet vægt på omkring 4,5 ton. Kort derfra, på Tvedevej, er der stjålet 15 jumbo stilladsplader med gelænder. Ifølge politiet tyder noget på, at der kan være tale om det samme køretøj i begge sager, hvor to virksomheder er blevet ramt i forlængelse af hinanden.

Sydøstjyllands Politi efterforsker fortsat alle sagerne.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport tirsdag den 10.2 kl. 9.00 af politikommisær Kasper Christensen.

Når løfterne ikke når børnehaven

0
Når løfterne ikke når børnehaven

Der er noget grundlæggende galt, når politiske løfter lyder bedre i København, end de gør i Fredericia.

Regeringens børnepakke blev præsenteret som et løfte til børnefamilierne: flere voksne i daginstitutionerne, lavere forældrebetaling og en hverdag med mere nærvær for de mindste. Det var ikke småting. Det var et løfte om tryghed i hverdagen – og om, at samfundet ville investere i det sted, hvor det hele begynder.

Men når man læser forvaltningens nøgterne notat fra Fredericia Kommune, er det ikke løfter, man ser. Det er regnestykker. Og de regnestykker går ikke op.

Ifølge kommunens egne beregninger mangler der 6,6 millioner kroner, hvis børnepakken skal gennemføres fuldt ud allerede i 2026. Det betyder, at lederne fortsat tæller med i normeringerne, at forældrebetalingen ikke sænkes til det lovede niveau, og at børnene – i praksis – ikke vil opleve det løft, de er blevet stillet i udsigt.

Det er ikke en politisk vurdering. Det er en administrativ konstatering.

Derfor er problemet heller ikke først og fremmest, at regeringen kalder 2026 for et indfasningsår. Problemet er, at indfasningen allerede nu bliver brugt som forklaring på, hvorfor løfterne ikke kan indfries lokalt. For børnefamilierne i Fredericia er der ikke noget abstrakt i 2026. Der er børn, der afleveres hver morgen. Pædagoger, der løber stærkt. Og forældre, der betaler regningen.

Det er her, kløften mellem Christiansborg og kommunerne bliver tydelig.

På landsplan kan man tale om milliarder, reformer og gennemsnit. I kommunerne er virkeligheden mere konkret. Her skal budgetterne balancere. Her skal normeringer opgøres. Her skal der enten ansættes en pædagog – eller også skal man lade være.

Når regeringen lover, at lederne ikke længere skal tælle med i normeringerne, men kun finansierer en reduktion fra 85 til 61,5 procent, er det ikke en teknisk detalje. Det er forskellen på, om der faktisk kommer flere voksne ind i børnenes hverdag – eller om det blot bliver en justering på papiret.

Når man lover en forældrebetaling på 21,3 procent, men kun finansierer en sænkning til 22,1 procent, er det ikke bare decimaler. Det er et løfte, der ikke holdes.

Det kan man godt forklare med, at 2026 er et indfasningsår. Men man kan ikke forklare det væk.

For spørgsmålet er ikke, om regeringen vil børnene det godt. Det vil de fleste politikere. Spørgsmålet er, om man har været ærlig om, hvad man faktisk har råd til – og hvornår.

Når kommunerne står tilbage med regningen, bliver børnepolitikken et spil om forventninger. Og det er et farligt spil. For det undergraver tilliden. Ikke bare til en enkelt reform, men til den grundlæggende idé om, at politiske løfter kan mærkes i hverdagen.

Derfor er kritikken fra Fredericia ikke udtryk for lokal brok. Den er et nødvendigt korrektiv. Et forsøg på at sige: Hvis man vil løfte daginstitutionerne, skal man også løfte finansieringen. Hele vejen. Ikke kun i taler, men i budgetter.

Børnene kan ikke indfases. De er der allerede.

Og hvis politik skal give mening i deres liv, må løfterne også nå helt ned i børnehøjde.

Byrådet skal godkende kommunens cybersikkerhedspolitik

Byrådet skal godkende kommunens cybersikkerhedspolitik

0
Middelfart Byråd skal godkende kommunens cyber- og informationssikkerhedspolitik, som er opdateret siden den sidst blev behandlet i marts 2025. Den væsentligste ændring siden da...