86-årig gennemskuede falsk bankopkald i Kolding

0
86-årig gennemskuede falsk bankopkald i Kolding

KRIMI. En 86-årig mand fra Bredevej i Kolding blev tirsdag klokken 17.25 udsat for et forsøg på svindel.

Manden blev ringet op fra et hemmeligt nummer og fik oplyst, at hans betalingskort var blevet misbrugt. I den forbindelse fik han at vide, at nogen ville komme forbi for at hente kortet.

Den 86-årige fattede mistanke og kontaktede i stedet Sydøstjyllands Politi. En patrulje blev sendt til området for at holde øje med, om nogen dukkede op, men ingen mødte frem. Sagen førte derfor ikke til anholdelser.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport onsdag den 11.2 kl. 9.00 af politikommissær Kasper Christensen.

Vinterbudgettet presses i Middelfart

0
Vinterbudgettet presses i Middelfart

Middelfart Kommune har allerede brugt omkring 70 procent af årets vinterbudget. Ifølge driftsleder Carl-Richard Lund er vintertjeneste den mest usikre post i kommunens drift – og udgifterne kan svinge med flere millioner fra år til år. Sne og frost har sat sit tydelige præg på vinterbudgettet i Middelfart Kommune.

Kommunen har et gennemsnitligt vinterbudget på cirka 4,2 millioner kroner om året. Allerede i januar blev der brugt omkring 2,3 millioner kroner, og her i begyndelsen af februar ligger forbruget på omkring 70 procent af den samlede ramme.

Ifølge Carl‑Richard Lund, driftsleder på Entreprenørgården, er situationen ikke usædvanlig – men den er dyr.

»Vi kører næsten på daglig basis i øjeblikket, og det er en dyr post i vores budget. Hver gang vi skal ud at køre med salt og snerydning, koster det,« siger han.

Januar og februar er de tunge måneder

Vinterbudgettet belastes typisk hårdest i årets første måneder. »Vi ved fra tidligere år, at januar og februar er de tunge måneder. Det er dér, det største træk på vinterbudgettet ligger. Nogle år har de været hårde, og så har resten af vinteren været relativt rolig, så vi alligevel har kunnet holde os inden for rammen.«

Men vinteren er uforudsigelig. »Langtidsprognoserne taler stadig om kulde og måske mere sne. Og så har vi jo også oktober, november og december, når vi når dertil. Så det er svært at sige, hvordan det ender.«

Stopper ikke med at salte

Selvom budgettet er under pres, betyder det ikke, at kommunen skruer ned for indsatsen.

»Det er jo ikke sådan, at når vi har brugt pengene på vinterbudgettet, så stopper vi med at salte. Vi følger det regulativ, der er lagt, med den kørsel der er behov for. Vi ændrer ikke noget for nuværende.« Ifølge Carl-Richard Lund er det afgørende, at vintertjenesten fungerer – også selv om det kan betyde merudgifter.

»Det vigtigste for os er, at vintertjenesten fungerer. Og så må vi tage økonomien bagefter, hvis det viser sig, at vi laver en overskridelse.«

Den mest usikre budgetpost

Vintertjeneste er ifølge driftslederen den mest usikre post i hele driftsbudgettet. »Når vi siger, at vi har et budget på 4,2 millioner, så er det et gennemsnit over en tiårig periode. Men det dækker jo over, at vi har haft år, hvor vi har brugt over seks millioner – og år, hvor vi kun har brugt to.«

Udsvingene kan derfor være enorme. »Der er en kæmpe usikkerhed på vinteren, og den er fuldstændig uforudsigelig. Derfor er det svært at beskytte sig imod den.«

Justerer andre steder

Hvis vinterbudgettet overskrides, skal pengene findes andre steder i driften.

Kommunens udgifter til drift er i høj grad vejrafhængige. Tørre somre kan for eksempel betyde øgede udgifter til vanding, mens milde vintre kan give besparelser på salt og snerydning. »Nogle år passer det måske sammen, at vi sparer på vinteren og bruger lidt mere på sommeren – eller omvendt. Det er noget, vi kan justere på.«

Derudover kan investeringer udskydes. »Vi har et investeringsbudget, hvor vi blandt andet udskifter køretøjer. Hvis vi har brugt mange penge på vinteren, kan det være, at nogle maskiner får lov at køre en sæson mere.«

Is i maven

Trods presset er meldingen fra Entreprenørgården rolig.

»Det handler om at have lidt is i maven og se, hvordan det går. Det ser måske lidt voldsomt ud lige nu, men det plejer at finde sin balance over året.« Indtil videre fortsætter saltbilerne og plovene derfor uændret i Middelfart Kommune – også selv om vinterbudgettet allerede er kraftigt belastet.

Business Fredericia hylder dem, der tør tage chancen

0
Business Fredericia hylder dem, der tør tage chancen

Når Business Fredericia holder generalforsamling den 12. marts, uddeles Iværksætterprisen for femte gang. Chefkonsulent Stephen Bihl kalder prisen et nødvendigt skulderklap til dem, der tør satse – også når det ikke går lige ud ad landevejen.

Efter en velbesøgt nytårskur med taler fra borgmester Peder Tind og bestyrelsesformand Bent Jensen – og med Jacon Biler A/S som modtager af Erhvervsprisen 2025 – retter Business Fredericia nu blikket mod årets næste samlingspunkt. Torsdag den 12. marts 2026 samles erhvervslivet igen i Messe C til generalforsamling. Det er en aften, hvor dagsordenen både er formel og festlig: Beretninger og tal skal behandles, men der skal også netværkes, udveksles ideer – og hyldes dem, der tør starte noget nyt.

Her uddeles Iværksætterprisen 2025 for femte gang. For chefkonsulent Stephen Bihl er prisen ikke en parentes i programmet, men en bevidst markering af, at erhvervslivets dynamik begynder i det små.

»Vi har uddelt erhvervsprisen i mange år og anerkendt de etablerede virksomheder, som har bevist deres styrke. Men for nogle år siden tænkte jeg: Skal vi ikke også have en iværksætterpris? Der er så mange gode historier om mennesker, der tør tage chancen. Det er dem, folk kan identificere sig med,« siger han.

Han peger på, at iværksætteri ofte handler om noget langt mere end vækstprocenter og bundlinjer. Det handler om mod, om usikkerhed – og om at tro på en idé, før andre gør det.

»Når nogen vælger at starte virksomhed, så er det jo ikke bare et regnestykke. Det er en beslutning, der påvirker hele deres liv. Det kræver, at man tør satse – og nogle gange også tåle at fejle. Den slags fortjener opmærksomhed.«

Stephen Bihl beskriver Iværksætterprisen som et supplement til Erhvervsprisen. Hvor Erhvervsprisen ofte hylder det veletablerede og veldokumenterede, retter Iværksætterprisen blikket mod det, der er i bevægelse.

»Erhvervsprisen er vigtig. Men iværksætterhistorierne har en anden energi. De viser, at det er muligt at skabe noget fra bunden. At man ikke behøver at være en stor organisation for at gøre en forskel. Og det er vigtigt – særligt i en by som Fredericia.«

For ham handler det også om fortællingerne bag virksomhederne. »Det er ikke kun tal og vækst, der er interessante. Det er mennesket bag. Hvorfor gjorde de det? Hvad drev dem? Hvad turde de? Det er de historier, der inspirerer andre til at tage det første skridt.«

Når erhvervslivet samles i Messe C i marts, er det derfor ikke blot en prisuddeling, men en bevidst scene sat til at vise, at iværksætteri er en del af Fredericias fremtid – ikke bare dens nutid.

Historierne bag virksomhederne

Iværksætterprisen blev indstiftet i 2021 og uddelt første gang året efter. Siden har den udviklet sig til et fast indslag i Business Fredericias årshjul – og en pris, der har fået sin egen identitet ved siden af den mere etablerede Erhvervspris.

Den første modtager var Michella Meyer fra SoSu Vikaren ApS, der på få år gik fra en enkelt idé til en virksomhed med omkring 90 medarbejdere. Året efter gik prisen til Areewan Sophondilok Erlandsen fra Restaurant Ene, som turde flytte og gentænke sit koncept midt i gågaden. I 2024 blev det Brugteski ApS, der viste, at specialiseret nichehandel kan vokse frem i Fredericia, og i 2025 gik prisen til Ricky Kenbjerg fra Byens Rens ApS. Set udefra kan det ligne en række forskellige brancher og forretningsmodeller. Men ifølge Stephen Bihl er der en tydelig rød tråd.

»Det handler ikke kun om regnskaber og vækstkurver. Selvfølgelig kigger vi på udvikling i omsætning og arbejdspladser, men det er ikke det eneste. Det handler om mennesket bag virksomheden. Mange af de mest interessante historier er dem, hvor nogen har turdet tage en chance,« siger han.

For ham er det netop det personlige element, der gør Iværksætterprisen relevant. »Når man starter virksomhed, så står man alene med risikoen. Man investerer tid, penge og energi – og man ved ikke, om det lykkes. Det mod vil vi gerne hylde.«

Han peger særligt på sidste års vinder, Ricky Kenbjerg fra Byens Rens, som et eksempel på, at iværksætteri ikke altid er en lige linje opad.

»Han har været igennem en konkurs og startet op igen. I Danmark taler vi ikke så meget om det. Der er en tendens til, at man helst skal lykkes i første forsøg. Men virkeligheden er jo, at det kræver vedholdenhed. I USA er det nærmest en del af iværksætterrejsen, at man har prøvet at fejle. Det kræver mod at rejse sig igen – og det synes vi fortjener anerkendelse.«

Ifølge Stephen Bihl er det netop i den type fortællinger, at inspirationen ligger. Ikke i det fejlfri, men i det vedholdende. Ikke i det perfekte, men i det menneskelige.

»Vi vil gerne vise, at iværksætteri ikke kun handler om at ramme rigtigt første gang. Det handler om at blive ved. Og det er den slags historier, vi gerne vil sætte lys på.«

Fredericia som iværksætterby

Fredericia har historisk været kendetegnet ved store, solide arbejdspladser. Værftet. Forsvaret. Banedanmark. Kemien. Shell. En klassisk arbejderby, hvor mange generationer har haft deres hverdag bundet op på få, men stærke, institutioner. Stephen Bihl lægger ikke afstand til den historie – tværtimod.

»Hvis man kigger ned i historien, så har Fredericia været en arbejderby. Og det er der ikke noget galt i. Det er en vigtig del af vores identitet. Men de sidste 15-20 år er der sket enormt meget. Og vi skal være med til at styrke den udvikling,« siger han.

For ham er Iværksætterprisen en del af den bevægelse. Ikke som et opgør med det eksisterende erhvervsliv, men som et supplement – et signal om, at byen også rummer det nyskabende og det eksperimenterende.

»Det er også en måde at sige til unge mennesker: Der er andre veje end det traditionelle job. Det kræver mod – men det kan lade sig gøre. Der er plads til at skabe noget selv.«

Business Fredericia arbejder derfor målrettet med entreprenørskab i samarbejde med uddannelsesinstitutioner. Organisationen deltager blandt andet i innovationsdage, entreprenørskabsforløb og konkurrencer for elever og studerende.

»Når man står over for en 7. klasse, hvor de tænker, at alt er muligt, så får man energi. De har ikke lært alle begrænsningerne endnu. Det er dér, man kan være med til at så nogle frø og sige: Prøv at overvej, hvad I selv kunne skabe.«

Kriterier og dommerpanel

Iværksætterprisen gives til en virksomhed med CVR-nummer, der er maksimalt fem år gammelt og hjemmehørende i postnummer 7000. Dermed rettes fokus mod virksomheder i den tidlige fase, hvor retningen stadig formes.

Kriterierne spænder bredt. Der ses blandt andet på:

  • Vækst i omsætning
  • Vækst i antal arbejdspladser
  • Fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi
  • CSR-indsats
  • Synlighed i Business Fredericias netværk
  • Rollemodelværdi for andre iværksættere

Alle kriterier behøver ikke være opfyldt. Det afgørende er helheden – og fortællingen.

Udvælgelsen varetages af et dommerpanel bestående af Vibe Dyhrberg, bestyrelsesmedlem i Business Fredericia, erhvervsmentor Peder Hvejsel, sidste års vinder samt Stephen Bihl selv.

»Jeg laver en bruttoliste over kandidater. Vi kigger bredt – det kan være IT, oplevelsesøkonomi, håndværk, detail. Så sætter vi os sammen og argumenterer. Det er ikke bare en hurtig beslutning. Der er altid en diskussion om, hvad der vejer tungest i det enkelte tilfælde.«

For Stephen Bihl er det netop diskussionen og nuancerne, der gør processen værdifuld. For Iværksætterprisen handler ikke kun om at finde den virksomhed, der vokser hurtigst – men om at finde den fortælling, der kan inspirere flest.

Kunst som en del af prisen

Iværksætterprisen er ikke kun et pengebeløb og et diplom. Med prisen følger også et kunstværk af en lokal kunstner – et bevidst valg, der ifølge Stephen Bihl skal forankre anerkendelsen i byen.

»Når man vinder, skal man også have noget, der symboliserer Fredericia. Derfor har jeg hvert år valgt en lokal kunstner. Det giver både vinderen noget særligt og samtidig kunstnerne en scene og en profilering,« siger han.

Kunstværket er ikke tilfældigt. Det skal stå som et synligt tegn på anerkendelsen – og som et udtryk for, at erhvervsliv og kultur hænger sammen. På generalforsamlingen får kunstneren desuden mulighed for at komme på scenen og blive præsenteret, så prisen ikke kun retter fokus mod iværksætteren, men også mod det kreative miljø i byen.

En opfordring til at indstille

Nu er det tid til at finde årets kandidat. Business Fredericia opfordrer alle, der kender en iværksætter i postnummer 7000 med et CVR-nummer på højst fem år, til at sende en motiveret indstilling.

»Hvis man kender en iværksætter, der fortjener et klap på skulderen, så skal man indstille dem. Det handler om at skabe opmærksomhed og inspiration – og om at vise, at vi ser dem, der tager risikoen,« siger Stephen Bihl.

Indstillinger sendes til sb@businessfredericia.dk senest den 23. februar. Dommerpanelet mødes kort efter for at træffe beslutningen, og vinderen offentliggøres ved Business Fredericias generalforsamling i Messe C den 12. marts 2026.

»Vi kan ikke skabe iværksætteri alene. Men vi kan være med til at hylde dem, der tør tage springet – og forhåbentlig inspirere de næste til at gøre det samme.«

Last Post over Fredericia – 81 år efter styrtet i Lillebælt

0
Last Post over Fredericia – 81 år efter styrtet i Lillebælt

Den 10. februar 2026 blev der holdt mindehøjtidelighed ved mindesmærket på Christianskirkens Kirkegård i Fredericia for besætningen på bombeflyet Stirling LK-279. Præcis 81 år tidligere styrtede flyet ned i Lillebælt syd for Fænø under en hemmelig mission for den danske modstandsbevægelse. Alle syv ombord omkom.

Flyet, en britisk Short Stirling Mk IV fra Royal Air Force, var udsendt fra den hemmelige base i Tempsford i England. Missionen var en del af de livsfarlige nedkastningsoperationer, hvor våben, ammunition og udstyr blev leveret til modstandsfolk i det besatte Danmark. Det var flyvninger uden eskorte, ofte i dårligt vejr og med minimale navigationshjælpemidler.

Netop vejret spillede formentlig en afgørende rolle. Snebyger, lav sigtbarhed og desorientering førte til, at LK-279 aldrig nåede sin nedkastningszone. I stedet endte missionen brat i det iskolde Lillebælt. Styrtet skete i krigens sidste måneder – få uger før befrielsen – men med konsekvenser, der stadig mærkes lokalt.

Under besættelsen blev hændelsen aldrig officielt omtalt. Tysk censur og krigens vilkår lagde låg på informationerne. Men lokalt vidste man, at noget var sket. Fiskere fandt vragdele, og rygterne spredte sig – i stilhed.

Efter krigen fik de faldne flyvere både navn og hvilested. Den 28. oktober 1949 blev tre allierede soldater fra denne og en anden flybesætning genbegravet ved mindesmærket på Christianskirkens Kirkegård. Et diskret, men stærkt vidnesbyrd om den pris, der blev betalt for Danmarks frihed.

Det er netop denne historie, som Forsvarsbrødrene for Fredericia og Omegn år efter år holder levende.

Ved årets mindehøjtidelighed blev der holdt tale, lagt kranse og blomster – og til sidst blev der stille. Den særlige stilhed, som kun opstår, når mange mennesker deler den samme eftertanke. Højtideligheden blev afsluttet med Last Post, spillet smukt og værdigt, så tonerne hang et øjeblik i vinterluften, før stilheden igen tog over.

Det var et øjeblik uden store ord. Netop derfor virkede det.

Syv unge mænd – engelske og australske – fløj den nat ikke for medaljer eller heltestatus. De døde ikke for et land i snæver forstand, men for en idé – frihed, selvbestemmelse og retten til at sige nej til tyranni.

81 år senere samledes mennesker igen på en kirkegård en februareftermiddag. Ikke af vane. Men fordi nogle historier ikke må glide ud i glemslen, og fordi Last Post stadig minder os om, at frihed engang havr en pris – og at nogen betalte den fuldt ud.

Hvis nogen spørger, om det stadig giver mening at mødes i kulde og blæst for at mindes noget, der skete for 81 år siden, så er svaret enkelt: Det er netop derfor, vi skal gøre det. Historien lever kun, hvis vi står stille et øjeblik – og lytter, når trompeten spiller.

Flot milepæl: FC Fredericia-træner rundede kamp nummer 200 i sejr mod lokalrivalerne

0
Flot milepæl: FC Fredericia-træner rundede kamp nummer 200 i sejr mod lokalrivalerne

FC Fredericias cheftræner Michael Hansen rundede mandag en markant milepæl, da han stod i spidsen for klubben i kamp nummer 200. I sig selv er det et tal, der vidner om kontinuitet og tillid, men i FC Fredericias virkelighed er det først og fremmest et udtryk for et længerevarende arbejde, der nu er nået ind i sin mest krævende fase.

Hansen er suverænt den træner, der har siddet længst på posten i klubbens nyere historie. Til sammenligning stod hans to forgængere, Jonas Dal og Jesper Sørensen, i spidsen for FC Fredericia i henholdsvis 73 og 88 kampe. Dal var cheftræner i 784 dage, Sørensen i 933. Michael Hansen runder 2.000 dage i samme stilling den 20. februar, og opgøret mod Vejle blev samtidig kamp nummer 200. Det sætter hans periode i et perspektiv, der er sjældent i moderne fodbold.

Men det er ikke antallet af kampe, der gør Michael Hansens tid i klubben bemærkelsesværdig. Det er indholdet. Han har stået i spidsen for FC Fredericia i perioder, hvor klubben var tæt på nedrykning, og hvor kursen først blev vendt sent i sæsonen. Han har ført holdet i en pokalsemifinale, og i sidste sæson kulminerede flere års arbejde med en historisk oprykning til Superligaen. Det er en udvikling, der ikke er kommet i ryk, men i lag.

Arbejdsbetingelserne har undervejs langt fra været ideelle. FC Fredericia har i store dele af Hansens periode opereret med et af de laveste budgetter i 1. division, og næsten hver sommer har han skullet bygge et nyt hold op. Profiler er blevet solgt videre, kontinuiteten i truppen har været begrænset, og stabiliteten er i høj grad blevet skabt gennem struktur frem for stjernespillere. Alligevel har holdet formået at være konkurrencedygtigt år efter år.

Denne sæson har dog adskilt sig fra de foregående. Oprykningen gav mulighed for at holde sammen på stammen, og den sportslige ledelse lykkedes i vid udstrækning med at fastholde de bærende spillere – både før sæsonen og i vinterpausen. For første gang i længere tid gik FC Fredericia ind i et forår uden behov for en større genopbygning, men med en trup, der i stedet kunne justeres og forstærkes.

Det blev tydeligt i lokalopgøret mod Vejle. Her fik FC Fredericia det, man med moderne fodboldsprog kalder proven players ind. Spillere, der kan gøre en forskel fra dag ét. Valdemar Birksø lukkede ganske vist to mål ind, men leverede også flere afgørende redninger, mens Friday Etim i den anden ende viste, at han besidder den fysik og målfarlighed, holdet har manglet i perioder.

Det var med til at gøre Michael Hansens kamp nummer 200 til en mindeværdig én af slagsen. En 3-2 sejr på udebane mod lokalrivalen Vejle gav ikke blot tre point, men også den ønskede start på forårssæsonen. En sæson, hvor målsætningen er klar og uden omsvøb: overlevelse i Superligaen.

Lykkes missionen om overlevelse, vil Michael Hansens tid i FC Fredericia få et nyt perspektiv. De 200 kampe i sig selv er et udtryk for kontinuitet og stabilitet, men det vil være overlevelse i Superligaen med ligaens klart mindste budget, der for alvor vil løfte perioden op i det ekstraordinære. Det vil være en præstation ud over det sædvanlige – og en naturlig forlængelse af det arbejde og den udvikling, Hansen allerede har sat sit tydelige aftryk på i klubben.

Lokalpolitiker fra Fredericia melder sig klar til folketingsvalg

0
Lokalpolitiker fra Fredericia melder sig klar til folketingsvalg

POLITIK. Byrådsmedlem Sune Nørgaard stiller op for Dansk Folkeparti ved det kommende folketingsvalg. Kandidaturet er ikke nyt, men aktualiseres nu af et forestående opstillingsmøde, hvor partiet i kredsen skal fastlægge en ny kandidatliste.

»Jeg har været opstillet længe, men vi har et nyt opstillingsmøde her i februar, fordi der er kommet mange nye, stærke medlemmer til. Centralt har man ønsket at lave nye lister, så de nye kræfter også får mulighed for at komme på,« siger han.

I øjeblikket er Sune Nørgaard placeret som nummer fire på listen, men den endelige rækkefølge er endnu ikke fastlagt. »Om det bliver højere eller lavere, må vi se. Jeg går selvfølgelig efter en god placering,« siger han.

Fokus på familier, udsatte og bureaukrati

Selvom Dansk Folkeparti ofte forbindes med udlændinge- og værdipolitik, er det ikke dér, Sune Nørgaard lægger sit primære fokus i valgkampen. »Jeg er på linje med partiets program, det siger sig selv. Men mit fokus er nok mere på det nære, ligesom det også er i kommunalpolitik,« fortæller han.

Han peger især på børnefamiliernes økonomi, udsatte borgere og et offentligt system, som efter hans vurdering er blevet for tungt. »Jeg er meget optaget af, at familier kan få økonomien til at hænge sammen, og at vores udsatte får bedre støtte. Og så er der alt for meget bureaukrati. Det skal man kigge på, for det koster både tid og penge.«

Træt af politik på frygt

Forud for valgkampen siger Sune Nørgaard, at han går ind i processen med ro i maven. Han vurderer, at partiet står stabilt, men mener samtidig, at der er behov for et politisk kursskifte. »Jeg synes, der bliver ført for meget politik på frygt. Vi står i en brydningstid, og verden forandrer sig, det er jeg fuldt ud klar over. Men vi kan ikke kun tale om Trump, Putin, klima, krig og EU,« bemærker han.

Ifølge byrådsmedlemmet risikerer de nære problemer at blive skubbet i baggrunden. »Vi har også et land, hvor børnefamilier har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Enlige forældre, der ikke kan få hverdagen til at fungere. Unge med psykiske udfordringer, misbrug og familier, der langsomt går i opløsning.«

Netop de sociale problemstillinger ligger tæt på Sune Nørgaards eget arbejdsliv. Han er uddannet pædagog og har i flere år arbejdet med børn, unge og familier. »Det er mit arbejdsområde, og det er der, min interesse ligger. Det er også derfor, jeg brænder for at tage de her dagsordener med ind i en folketingsvalgkamp,« slutter han.

Med sin baggrund i Fredericia Byråd håber han at kunne bringe erfaringerne fra det kommunale niveau videre i national politik, hvis vælgerne giver ham mandat til det.

Opstillingsmødet i februar bliver næste skridt i processen.

Butikschef i Coop 365 Fredericia kåret som Årets Leder: »Det var slet ikke noget, jeg havde regnet med«

0
Butikschef i Coop 365 Fredericia kåret som Årets Leder: »Det var slet ikke noget, jeg havde regnet med«

BUSINESS. Der var ingen trommehvirvler og ingen store armbevægelser. Prisen kom en helt almindelig fredag, overrakt på kontoret, og ramte en leder, der hverken havde forventet eller jagtet den. Alligevel står det nu sort på hvidt: Daniella Bjørnsted Andersen, butikschef i Fredericia, cheftræner og salgschefaspirant hos Coop 365 Discount, er kåret som Årets Leder i Region Syddanmark.

»Det var en meget stor overraskelse. Det var slet ikke noget, jeg havde regnet med,« siger hun.

Prisen uddeles internt i Coop 365, hvor der hvert år kåres en regionsvinder. Samtidig er regionsvinderne i spil til titlen som Årets Leder på landsplan, en afgørelse, der falder om cirka en måned. »Så finder jeg ud af, om jeg også er årets leder i hele 365 i hele landet,« siger hun med et smil.

»Det var slet ikke noget, jeg havde regnet med,« siger Daniella Bjørnsted Andersen, butikschef i Coop 365 i Fredericia, der netop er kåret som Årets Leder i Region Syddanmark.

Ledelse gennem mennesker

For Daniella handler anerkendelsen som Årets Leder ikke om tal eller resultater alene, men om mennesker, og om at få andre til at lykkes. Ifølge hende selv er det blandt andet evnen og lysten til at lære fra sig, der er blevet lagt mærke til. »Jeg har fået at vide, at det blandt andet er, fordi jeg er god til at lære fra mig. Ikke kun i mit eget team, men også blandt kollegaer. Jeg deler gerne viden på tværs i 365, hvis det kan hjælpe andre.« Den tilgang hænger tæt sammen med den kultur, hun bevidst forsøger at skabe i hverdagen, fortæller hun. »Jeg vil behandle mine medarbejdere, som jeg selv gerne vil behandles.«

Hun har været en del af Coop i næsten hele sit arbejdsliv og har gennem årene mødt mange forskellige ledelsesstile, som har været med til at forme hendes egen. »Jeg har haft mange ledere gennem tiden. Nogle har været mindre dygtige, og andre har virkelig vist vejen for, hvordan man gerne vil være. Det tager man med sig og finder sin egen måde.«

I dag har hun været i Coop i omkring 18 år. Hun startede som ungarbejder, blev nøgleansvarlig, senere souschef og blev butikschef allerede som 21-årig. »Jeg er jo gået hele møllen, hvis man kan sige det sådan. De fleste af årene har faktisk været som leder.« Sideløbende har hun taget ekstra ansvar. Hun fungerer i dag også som cheftræner, hvor hun oplærer nye butikschefer, og har netop afsluttet en salgschefaspirantuddannelse. »Jeg håber da på et tidspunkt, at der bliver plads som salgschef, så man kan tage et skridt mere op.«

Ingen jagt på priser

Selvom hun nu er i spil til endnu en kåring på landsplan, er der ingen planer om at skrue op for indsatsen for at imponere yderligere. »Jeg går ikke og kæmper for priser. Det her er bare min hverdag. Jeg kommer heller ikke til at gøre noget ekstraordinært nu. Man skal hvile i sig selv, være den man er og tro på sig selv, så kommer tingene, som de skal.«

Netop den tilgang tror hun selv er en del af forklaringen på, at hun er blevet bemærket. »Jeg har ærligt talt slet ikke tænkt over, at man kunne vinde sådan en pris. Derfor kom den også uventet. Men det er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, man laver til hverdag.«

Om det rækker til endnu en titel på landsplan, må tiden vise. Uanset udfaldet fortsætter Daniella, som hun altid har gjort, med fokus på mennesker og udvikling, slutter hun.

Legeland fylder Elbohallen i vinterferien

0
Legeland fylder Elbohallen i vinterferien

EVENTS. Der bliver rig mulighed for at få brugt både energi og fantasi, når Elbohallen onsdag i vinterferien forvandles til et stort legeland for børn og familier.

Bag arrangementet står hallen i samarbejde med et professionelt udlejningsfirma, der medbringer et bredt udvalg af aktiviteter – fra klassiske hoppeborge til mere udfordrende forhindringsbaner. »Det er et legeland, der kommer med det hele. De har rigtig mange forskellige aktiviteter, så der er lidt af hvert, både til de store og de små,« fortæller Kim Trelle, der er halinspektør i Elbohallen.

Aktiviteter for alle aldre

Legelandet byder blandt andet på store rutsjebaner, rodeotyr, wipeout-arm, sumodragter og temahoppeborge, ligesom der også er et særligt babyområde til de mindste. Derudover bliver der mulighed for kreative pauser ved et tegneværksted. »Det vigtige for os er, at det ikke kun er for én aldersgruppe. Der er aktiviteter til både de helt små børn og de større, så familier kan være her sammen,« siger Kim Trelle.

Arrangementet løber fra klokken 10 til 15, og entréen er sat, så de fleste kan være med, bemærker halinspektøren. Børn betaler 80 kroner, voksne 40 kroner, mens børn under ét år kommer gratis ind. Med et stempel er der fri ind- og udgang hele dagen. »Det er vigtigt for os, at det er et tilbud, som familier i lokalområdet har økonomisk mulighed for at deltage i. Det skal være en fælles legedag for lokalsamfundet.«

I hallens kiosk er der desuden fast pris på 25 kroner for blandt andet popcorn, slushice, candyfloss og snacks.

Et tilbagevendende vinterferietilbud

Legelandet er ikke et enkeltstående forsøg, men en del af en aftale, som Elbohallen har indgået, da Kim Trelle tiltrådte som halinspektør. »Det er en aftale, jeg lavede med udlejningsfirmaet, da jeg startede her i hallen. De kommer fast et par gange om året, fordi vi kan se, at det fungerer,« fortæller han.

Ifølge Kim Trelle har opbakningen været stabil siden starten. »Vi har aldrig været under 500 gæster til de her dage, så vi ved, at der er interesse. For os handler det ikke om risiko, men om at give et tilbud, hvor børn og familier kan lave noget sammen, også noget andet end at dyrke sport.«

Legelandet i Elbohallen finder sted onsdag i vinterferien fra klokken 10 til 15.

Strib Vinter Festival 2026 blev en succes: »Alt er lykkedes«

0
Strib Vinter Festival 2026 blev en succes: »Alt er lykkedes«

EVENTS. Der var tilfredshed hele vejen rundt, da Strib Vinter Festival søndag lukkede dørene efter fire dage med musik, fællesskab og vinterstemning i Strib.

Ifølge Erik Busk, der er formand for foreningen GUF – God Underholdende Folkemusik, er festivalen forløbet præcis, som arrangørerne havde håbet. »Det er gået så godt. Alt er lykkedes, og vi har solgt masser af billetter. Vi har haft nogle rigtig gode koncerter, og det er jo i sidste ende det vigtigste,« siger han.

God stemning hele weekenden

Festivalen samlede igen i år både lokale og tilrejsende gæster i Strib, og ifølge arrangørerne var stemningen mærkbar fra første koncert til de sidste toner søndag. »Vi har haft en rigtig god festival i år og godt med publikum til vores koncerter. Da jeg gik hjem lørdag aften, kunne jeg faktisk ikke finde noget, vi var utilfredse med,« fortæller Erik Busk.

Den tilfredshed gik ifølge formanden igen hos publikum, som kvitterede med opbakning og nærvær gennem hele weekenden. »Der har været en god stemning hele festivalen. Publikum har været glade, og man kan mærke, når folk hygger sig og bliver hængende. Det betyder rigtig meget for os som arrangører.«

En væsentlig forklaring på den gode afvikling og stemning skal ifølge Erik Busk findes i det stærke frivillige fællesskab, der år efter år bærer festivalen. »Vi har omkring 280 frivillige, som alle sammen ved, hvad de skal, og som tager ansvar for opgaverne. Det er helt fantastisk at opleve, hvordan folk bare går til opgaven og får det hele til at fungere, det er i høj grad dem, der får festivalen til at lykkes,« siger han.

Nye indslag ramte plet

Selvom festivalen bygger på stærke traditioner, var der også plads til nyt i år. Blandt andet blev der introduceret whiskysmagning og fællessang lørdag eftermiddag. »Vi prøver altid at gøre noget nyt. I år havde vi for eksempel whiskysmagning, som vi ikke har haft før, og fællessang lørdag eftermiddag. Begge dele blev en rigtig god succes,« fortæller Erik Busk. Og de nye tiltag er ikke bare tænkt som engangsoplevelser. »Ja, det tror jeg helt bestemt, vi gør igen næste år,« siger han.

Med endnu en vellykket festival i ryggen ser arrangørerne allerede fremad, selvom arbejdet med afviklingen netop er afsluttet. For Erik Busk og resten af GUF handler det dog ikke om at hvile på laurbærrene, men om at holde fast i det, der fungerer. »Det vigtigste for os er gode koncerter, en god stemning og et stærkt fællesskab, både blandt publikum og frivillige. Når det hele går op i en højere enhed, så ved man, hvorfor man gør det,« siger han.

Strib Vinter Festival 2026 er dermed skrevet ind i rækken af år, hvor musik, frivillighed og fællesskab igen gik hånd i hånd i den lille by ved Lillebælt.

KIF Kolding binder styrmanden frem til 2027

0
KIF Kolding binder styrmanden frem til 2027

SPORT. KIF Kolding har sikret sig kontinuitet på playmaker-positionen, efter at klubben har forlænget aftalen med den svenske profil Viktor Ahlstrand. Den nye kontrakt betyder, at den 28-årige svensker nu er på kontrakt frem til sommeren 2027.

Ahlstrand har hurtigt spillet sig ind som en nøglefigur i KIF Kolding, hvor han med sit overblik og taktiske niveau har været med til at sætte retning for holdets spil. I løbet af efteråret blev han desuden hædret som månedens spiller i både oktober og november, og han har i denne sæson markeret sig som holdets styrmand på banen.

Cheftræner Anders Eggert glæder sig over forlængelsen og peger på både det sportslige og menneskelige aftryk, den svenske playmaker har sat.

»Vi er meget glade for at have forlænget aftalen med Viktor. På trods af, at han kun har været i klubben i ét år, har han allerede sat et tydeligt aftryk på holdet og vores måde at spille på. Efter sin uheldige skade sidste sæson er han kommet stærkt tilbage og har vist stor professionalisme og seriøsitet – både i forhold til sit eget spil og holdets. Viktor er altid velforberedt, især når det gælder det taktiske arbejde, og samtidig bidrager han positivt til truppen med sin personlighed og sit gode humør. Vi ser frem til endnu et år med Viktor som styrmand for holdet.«

Hovedpersonen selv lægger ikke skjul på, at beslutningen om at forlænge opholdet i Kolding handler om både trivsel og ambitioner.

»Jeg har valgt at blive i Kolding, fordi jeg trives rigtig godt med både trænerteamet og mine holdkammerater, og fordi jeg gerne vil være en del af den nye satsning, klubben har sat i gang. Jeg synes, vi har udviklet os markant i løbet af sæsonen, og selvom jeg har været frustreret over både mine egne og holdets præstationer i starten, er jeg stolt af den udvikling, vi har vist, og de præstationer, vi har leveret på det seneste.«

Den svenske playmaker ser fortsat et stort potentiale i holdet og klubben.

»Jeg har stor lyst til at være med til at bygge videre på det her og tror på, at vi stadig har mere at give, og at vi endnu ikke har set den bedste version af KIF Kolding – også selvom jeg er bevidst om, at det er en klub med en stor historie og store forventninger. Jeg er både glad og stolt over at kunne fortsætte i klubben og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vi slutter sæsonen på bedst mulig vis« afslutter Viktor Ahlstrand.

Viktor Ahlstrand har indtil videre optrådt 21 gange i KIF Kolding-trøjen og har scoret 93 mål.

Boliger i Bredstrup: Naboerne bekymrer sig om trafik og støj, men lokalplanen er på vej til endelig vedtagelse

Boliger i Bredstrup: Naboerne bekymrer sig om trafik og støj, men...

0
Fredericia Kommune sendte i november 2025 et lokalplanforslag for nye boliger øst for Bredstrup i høring. Ti borgere og interessenter sendte svar. Efter påske...