Den 10. marts har INGVAR premier på Fredericia Musicalteater. Der er tale om en forestilling, man kan forholde sig til, hvis man har været i IKEA. Den handler om Ingvar Kamprad, der er vidunderdrengen fra Sverige, som skabte IKEA. Musicalen er bygget meget på satire med forholdet til jantelov og penge, og for holdet bag, venter der nogle sjove stunder, som de ser frem til at dele med publikum på Fredericia Musicalteater.

Mandag den 30. januar var første prøvedag på musicalen. Klokken 10:00 var der linet op til en omgang meet-and-greet på Fredericia Musicalteater, hvor de medvirkende mødtes for første gang sammen med direktionen på musicalteatret.

Og det var tydeligt, at der er tale om en forestilling, der er kommet til fra Sverige og handler om IKEA. De velkendte gul-blå farver var et gennemgående tema, og under den klassiske navnepræsentation sagde flere af de medvirkende, hvilket møbel de er, med et smil på læben.

Hovedrollen, Ingvar, spilles af Thomas Jensen, der er helt sikker på, at der ikke venter en kedelig forestilling, tværtimod.

– Det bliver med gak og løjer, men der er også noget på hjertet. Man kommer også til at reflektere over, hvordan verden ser ud og hvordan samfundet er skruet sammen, siger han.

At musicalen oprindelig er svensk og er baseret på ting derfra, gør det ikke svært at sætte sig ind i.

– Det er ikke så svært, da det er et overordnet tema. Det kunne have handlet om Lars Larsen i princippet. Alle kender IKEA, og det ikke er en decideret biografimusical, så det skal nok gå på den front, siger Thomas Jensen.

I forhold til, hvad Thomas Jensen ellers har spillet med i, adskiller INGVAR sig på flere parametre.

– Hele setuppet er gennemkomponeret, og det er ikke decideret replikker. Det er første gang nogensinde, at jeg har læst et manuskrift, hvor jeg er flad af grin, da jeg læste det. Når man læser eksempelvis en bog, så kan man godt synes den er sjov bagefter, men jeg grinte virkelig højlydt, da jeg læste manuskriftet til INGVAR, siger han.

Instruktøren til INGVAR er Nikolaj Tarp, og han skal sammen med resten af det kreative team for musicalen til at passe til dansk publikum.

– Det bliver anderledes, da det er et frirum hvor vi i fællesskab skal have oversat den til et dansk publikum. Ikke bare ordene, men også humoren, der er virkelig tør svensk. Jeg elsker selv jysk humor, så jeg går ikke af vejen for en god far-joke. Min kone er komiker og skuespiller, og derhjemme forbyder hun mig at fortælle vittigheder, da jeg er til far-jokes. Nu kan jeg slippe det fri her, siger Tarp med et smil på læben. 

Nikolaj Tarp er en af dem, der har gjort sig tanker bag, hvilket møbel han er.

– Jeg er åbenbart en presenning, da mit efternavn betyder det. Det skal tage stormen og regnen for folk, og forhåbentligt er det ikke forslået, siger han.

Det er første gang, at forestilingen spilles i Danmark, og Fredericia Musicalteater har derfor ikke noget at læne sig opad på den front. Det giver til gengæld kreativ frihed, der skal matche Mads Æbeløes oversættelse.

– På den måde er det en ny forestilling. Musikken er den samme, og ordene er afsat af Mads med respekt for originalteksten, men der er ting i det som æstetikken og kostumerne, hvor vi kan sætte vores eget præg på det, forklarer Nikolaj Torp.

Dermed kan publikum se frem til en mere fredericiansk version af IKEA, når forestillingen tager publikum med ind i Ingvar Kamprads hemmelighed, og hvordan han kom tilbage på sporet igen. Man kommer til at følge IKEA-grundlæggerens livsmission efter at have indrettet hele verdens hjem med Billy-reoler og kødboller.

Castet til INGVAR består af:

  • Thomas Jensen (Ingvar)
  • Elise Ruusunen (Rut)
  • Line Staun Jensen (Judit)
  • Cecilie Thim (Magdalena)
  • Johan Klitgård (Johannes)
  • Magnus Bruno (Matteus)
  • Søren Bech Madsen (Markus)

Det kreative team:

  • Instruktør: Nikolaj Tarp
  • Scenografi: Lise Birch
  • Koreograf: Ernestine Ruiz
  • Kapelmester: Pojken Flensborg / David Tølbøll Mortensen
  • Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen
  • Musik: Erik Gedeon
  • Tekst: Klas Abrahamsson
  • Kostumier: Thilde Jensen
  • Lys: Martin Jensen
  • Lyd: Peter Løvenhardt