I midten af denne måned vil Hendes Majestæt Dronningen være den længst siddende, regerende monark i Danmarkshistorien. Denne historiske milepæl valgte Dronningen at markere ved en privat middag lørdag aften 15. juli 2023 i Riddersalen på Koldinghus. I forbindelse med besøget i Kolding viste museumsdirektøren for Kongernes Samling Dronningen rundt om eftermiddagen i museets to aktuelle udstillinger: ”Flora Danica – Verdens Vildeste Stel” og ”Kongeskibet Dannebrog”.

Hidtil har den længst siddende regerende monark været Christian 4., som var knap 11 år, da han ved sin fars død i 1588 var udvalgt til at blive konge. Da den unge Christian endnu ikke var myndig, blev der imidlertid indsat en formynderregering, som de kommende år varetog landets ledelse. Først i august 1596 blev Christian 4. indsat som konge. Christian 4. regerede herefter frem til sin død i februar 1648 – det vil sige i cirka 51 år og seks måneder.

Dronningen overtog tronen efter sin far, Frederik 9., den 14. januar 1972 og er således fra midten af juli 2023 den længst siddende, regerende monark i Danmarkshistorien.

Begivenheden valgte Dronningen at markere ved en privat middag i går aftes på Koldinghus, der er en del af Kongernes Samling. Middagen blev holdt i Riddersalen, der blev opført af Christian 4.  i forbindelse med byggeriet af Koldinghus’ markante Kæmpetårn efter sin kroning i 1596. Under tårnet opførte han Riddersalen, der med sine 57 meter blev Nordeuropas næst længste.

Dronningens middagsbord var blandt andet dekoreret med et helt særligt korpussølv. Nemlig det 190 kg tunge såkaldte godsejerplateau, som var en guldbryllupsgave fra danske godsejere til Christian 9. og Dronning Louise i 1892.

Sættet består af to kandelabere, sideplateauer og et imponerende midterplateau. Det gengiver myten om sagnkongen Skjold, der ifølge overleveringen kom sejlende til Danmark som spæd og blev stamfar til den danske kongeslægt. Godsejerplateauet er tegnet af Arnold Krog og udført hos hofjuveler A. Michelsen, og det er blevet hentet frem specielt til denne helt særlige lejlighed.

Frem til den 30. juli kan slottets gæster opleve det fuldt opdækkede bord, inklusiv den imponerende sølvdekoration, som tilhører Kongernes Samling.

Om eftermiddagen og inden middagen besøgte Dronningen Koldinghus, hvor hun blev vist rundt af museumsdirektør for Kongernes Samling Thomas. C. Thulstrup. Her så hun bl.a. museet to aktuelle udstillinger ”Kongeskibet Dannebrog” og ”Flora Danica – Verdens Vildeste Stel”.

FAKTA

Om godsejerplateauet
Godsejerplateauet vejer omkring 190 kg og består af fem dele, herunder et midterstykke, to sidestykker og to kandelabre. Det blev oprindeligt givet som en guldbryllupsgave til Christian 9. og Dronning Louise af danske godsejere og deres fruer i 1892. Arkitekten Arnold Krog stod for designet, der er baseret på myten om Kong Skjold. Historien om den lille konge, der hvilende på et neg ankom til Danmark på en båd – en såkaldt smakke – er illustreret på plateauet. Skjold skulle ifølge myten blive den første danske konge og dermed stamfader til hele den senere kongeslægt – altså også til Christian 9. og Dronning Louise. Værket viser øjeblikket, hvor Kong Skjold går i land og bliver kronet af en genius – en personlig skytsånd. De er omgivet af havmænd og nymfer, kaldet najaderne, der hylder ham. På de to kandelabre er der najader, der bærer en blæksprutte med ti arme, som fungerer som lyseholdere. Mens Arnold Krog tegnede det overordnede design af sættet, blev skulpturerne lavet af billedhuggerne Ludvig Brandstrup og Frederik Hammeleff. Den kongelige hofjuveler A. Michelsen stod for at lave skulpturerne i sølv.
Godsejerplateauet, der gengiver myten om det danske kongehus’ opståen med den lille kong Skjolds ankomst til Danmark og resten af bordopdækningen fra Dronningens private middag i Riddersalen kan opleves på Koldinghus til og med 30. juli.

Om udstillingen “Kongeskibet Dannebrog”
Udstillingen ”Kongeskibet Dannebrog”, der blev åbnet af H.K.H. Kronprinsen 3. februar, formidler livet ombord på Kongeskibet – for både Kongefamilien og mandskabet. Ruinsalens fire etager er sat i spil i udstillingen og giver de besøgende en oplevelse af selv at stå om bord på skibet med sejldug, dækstole, redningskranse og udsyn til indsejlingen gennem Kolding Fjord.  Det første publikum møder i udstillingen er en 1:1-genskabelse af Kongeskibets stævn, der med en længde på 13,5 meter og en højde på 6 meter bryder gennem slotsruinens rustikke mure.

I udstillingen er publikum også inviteret med helt ind i skibets værelser, hvor man kan opleve det smukke og elegante skibs indre. Udstillingen viser en lang række genstande med tilknytning til Kongeskibet, for eksempel Dronningens broderede puder til skibet, akvareller malet af Majestæten om bord, H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Prins Joachims matrostøj fra 1970’erne og det strålerør, der blev brugt til Frederik 9.s morgenbad på agterdækket. Historien om livet om bord igennem tre generationer bliver fortalt gennem Kongefamiliens private film og fotografier.

Udstillingen er en nyopsætning og udvidelse af udstillingen ”KONGESKIBET DANNEBROG”, som kunne opleves på M/S Museet for Søfart i 2022. Udstillingen lukker 22. oktober 2023.