Skraldebilerne i Vejle Kommune har været generet af glatte veje. Nu oplyser kommunen, at de gør en ekstra indsats for at tømme skraldebeholderne.

Grundet sne- og frostvejret har skraldebilerne haft svært ved at komme rundt og gennemføre deres normale ruter, og det har givet udfordringer med at få tømt skraldebeholderne.

Vejle Kommune oplyser nu, at man skal udvise tålmodighed, og lade skraldebeholdere stå fremme, selvom den ikke er tømt. Det sker, da kommunens skraldehold vil gøre alt for at nå ud til de berørte borgere hurtigst muligt, sikkerhedsforholdene taget i betragtning.

Vejle Kommune har meddelt, at skraldebilerne i dag vil gennemføre deres normale ruter, samtidig med at de gør en ekstra indsats for at tømme de skraldebeholdere, som ikke blev tømt efter nytåret. På grund af fortsat glatte veje opfordres borgerne til at udvise tålmodighed.

Hvis man har yderelige affald, der ikke kan være i beholderen, kan man placere det i en klar sæk ved siden af beholderen. Dog skal man huske, oplyser Vejle Kommune, at anvende en sperat klar sæk for hver type af affald.