KOMMUNALT. Fredericia Kommune vil i de kommende år øge brugen af velfærdsteknologi markant på ældre- og socialområdet. Det fremgår af en strategisk ramme, som Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget tirsdag skulle drøfte.
Målet er, at ti procent af alle borgerbesøg leveres digitalt ved udgangen af 2029, og at brugen af velfærdsteknologi frigør mellem 15 og 25 årsværk, der kan bruges der, hvor teknologien ikke slår til.
Den strategiske ramme bygger på et bærende princip om digitalt tilbud først. Borgere skal som udgangspunkt altid tilbydes en teknologisk løsning, hvis den vurderes egnet, baseret på en konkret individuel vurdering. Det kan eksempelvis dreje sig om tryghedsteknologi, hjælpemidler til daglige gøremål eller AI-assisteret planlægning af medarbejdernes besøgsruter.
Baggrunden er dels en forventning om stigende pres på medarbejderressourcer i de kommende år, dels et ønske om at give borgerne mere fleksible og selvstændige løsninger. Teknologien er særligt rettet mod ældre borgere, borgere med kroniske eller psykiske sygdomme samt borgere med handicap.
Rammen er blevet drøftet i en række fora siden 2025, herunder med Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet, og Senior- og Sundhedsudvalget behandlede den senest i marts 2026.
Det understreges i materialet, at kommunen altid vil have fokus på borgernes livskvalitet, selvbestemmelse og sociale netværk ved valg og implementering af ny teknologi.





