KOMMUNALT. Fredericia Kommunes kontrolgruppe behandlede i 2025 i alt 365 sager om muligt misbrug af offentlige ydelser. 66 af sagerne resulterede i konkrete besparelser. Otte sager endte med politianmeldelse.
Det samlede provenu for kommunen beløb sig til knap 4,75 millioner kroner, fordelt på løbende besparelser på 3,675 millioner kroner og et tilbagebetalingskrav på godt en million kroner. Hertil kommer resultater fra samarbejdet med Udbetaling Danmark på yderligere 580.000 kroner.
Kontrolgruppen arbejder primært med to typer sager. Den ene er socialt bedrageri, hvor en borger modtager to ydelser til dækning af samme behov i samme periode. Den anden er sager om fiktive adresser, hvor en eller begge parter i et parforhold opgiver falsk adresse for at fremstå som enlig og dermed opnå en højere ydelse.
Resultatet i 2025 er lavere end i tidligere år, hvor provenuet i nogle år har ligget mellem seks og ti millioner kroner. Forvaltningen forklarer det med, at beløbene i de enkelte sager har været mindre end normalt, ikke med at der er færre sager.
Fra marts 2026 er kontrolgruppen udvidet fra to til tre medarbejdere, efter byrådet i forbindelse med budgetforliget besluttede at styrke indsatsen. Forvaltningen vurderer, at kontrolgruppen fortsat prioriterer sagerne ud fra alvor og forventet provenu, og at der er et betydeligt kontrolbehov.





