I denne artikelserie dykker vi ned i livet hos Claus Fey, en tidligere medarbejder i en af politiets efterforskningsstøtteenheder, der kæmper med posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Han åbner op om de udfordringer, han står overfor og den langvarige kamp mod PTSD, der har påvirket både hans personlige og professionelle liv. Dette er første artikel ud af tre.

Vi sætter os ned sammen med Claus ved siden af det bål han netop her tændt. På hans opfordring er vi mødtes ude i naturen, noget som den dag i dag hjælper ham med at regulerer sig selv

Fey fortæller, at hans kollegaer først blev opmærksomme på hans lidelse i 2020. På grund af arbejdet i en lille gruppe, var det umuligt for ham at skjule sin lidelse.

– Den er helt gal. Jeg tror, det er i 2020, hvor mine kollegaer bliver opmærksomme på, at jeg ikke har det godt. Jeg er i en meget lille gruppe, så jeg kan ikke skjule det, siger han.

Også på hjemmefronten var der problemer. Feys evne til at vise empati var forsvundet, og hans kone og han overvejede skilsmisse.

– På hjemmefronten er den også gal. Jeg kan ikke vise empati eller noget, og min kone og jeg taler om at blive skilt, fortæller han.

Den tidligere efterforskningsstøttemedarbejder havde været ansat i en enhed, men i løbet af de sidste seks år arbejdede han selvstændigt og mest fra sin bil.

– Jeg har været i en efterforskningsstøtteenhed. Men jeg har faktisk ikke været på politigården, har arbejdet selvstændigt og mest fra min bil i de sidste seks år, siger han.

For at håndtere PTSD går Fey hos ATT og får medicin for at dulme sit nervesystem.

– Jeg går hos ATT og får desværre også medicin.For at dulme mit nervesystem. Jeg får sertralin, så jeg ikke ryger op i det røde felt, men jeg føler heller ikke de gode følelser. Jeg er bare sådan medium hele tiden, beskriver Claus Fey.

Han arbejdede engang med stor passion for sit job, men nu står han til afskedigelse og vil sandsynligvis ikke vende tilbage til arbejdsmarkedet.

– Jeg har en mellem til svær grad PTSD. Jeg står til afskedigelse og kommer generelt nok ikke på arbejdsmarkedet igen, siger han.

Sammen med en psykolog arbejder Fey på at bearbejde sine oplevelser. Han forklarer, at for at få diagnosen PTSD skal man have været i livsfare, eller andre skal have været i livsfare. Han fortæller om en række episoder, der bidrog til hans PTSD, og i denne første del af artikelserien fokuserer vi på de første episoder, der skete i august 2010.

Han beskriver en tragisk trafikulykke, hvor to mennesker dør i hans arme.

– Der er sendt ambulancer og læge osv., men der er ingen læger, der er ingen ambulancer. Der er kaos på stedet. Der er to mennesker, der er fastklemt. En mand sidder på vejen. Jeg går hen til de to i bilen, passagererne er totalt fastklemt. Hans vejrtrækning er nærmest væk. Der er en kvinde på bagsædet, hun skummer fra munden og er ikke ved bevidsthed. Jeg kravler ind til hende. Jeg taler til hende, forsøger at berolige hende, selvom hun ikke er ved bevidsthed. Begge dør i armene på mig, fortæller Fey.

Efter denne hændelse blev Fey og hans kollega ikke psykologisk debriefet, og hans kollega er i dag sygemeldt og afskediget.

– Man viste ikke følelser, og man sagde aldrig, man havde brug for hjælp, forklarer han.

Kort efter oplevede Claus Fey en anden traumatisk hændelse.

– Familien kan ikke komme ind, viceværten kan heller ikke komme ind. Vi forsøger at råbe os ind, vi ender med at smadre døren. Døren smækker i, og alting vælter omkring os. Jeg åbner døren, og med det samme bliver jeg slået på armen med en stående jernstang. Vi tømmer vores peberspray og tømmer den i hovedet på ham. Manden kommer nu med en kniv. Instinktivt trækker jeg min pistol og råber: ‘Smid kniven, smid kniven!’ Jeg afgiver varselsskud i væggen, beretter Fey.

Manden, som viste sig at være en tidligere soldat i ex-Jugoslavien, havde ønsket at dø.

– Han sagde, han håbede, jeg havde skudt ham, siger Claus.

Efter denne episode blev han tilbudt en enkelt samtale med en psykolog.

Dette var begyndelsen på Claus Feys kamp med PTSD. I de næste dele af artikelserien vil vi dykke dybere ned i hans oplevelser.