15.6 C
Copenhagen
onsdag 22. juli 2026

Fisketur endte i tumult: Mand fik knytnæveslag efter at have filmet med sin telefon

0
Fisketur endte i tumult: Mand fik knytnæveslag efter at have filmet med sin telefon

KRIMI. En ellers fredelig aften med fiskestang ved Gammel Havn i Fredericia udviklede sig tirsdag klokken 21.23 til håndgemæng, en biljagt på registreringsnummer og to anholdelser ved Lillebæltsbroen.

En 43-årig mand fra Fredericia stod og fiskede på stedet, da to andre lystfiskere, en 40-årig og en 61-årig mand fra Odense, smed noget i vandet. Det brød den 43-årige sig ikke om, og han gik over og sagde sin mening om sagen.

Ifølge hans forklaring til politiet blev de to mænd truende i deres adfærd, og han tog derfor sin telefon frem og begyndte at filme dem. Det faldt ikke i god jord. De to mænd krævede videoen slettet og forsøgte at få fat i telefonen, hvorefter der opstod tumult med skub og trækken frem og tilbage. I den forbindelse mener den 43-årige, at han fik et knytnæveslag i ansigtet. Han kunne dog ikke ved den indledende afhøring udpege, hvem af de to der slog.

Da de to mænd fra Odense var færdige med at fiske, kørte de fra stedet. Nogen havde imidlertid noteret bilens registreringsnummer, og en patrulje fik kort efter kontakt med dem omkring Lillebæltsbroen, hvor de tilsyneladende var på vej hjem. Her blev de standset, anholdt, afhørt og sigtet.

De to nægter at have slået den 43-årige. De erkender at have smidt noget i vandet, men forklarer, at der var tale om fiskeaffald fra rensning af deres fangst, hvilket de anser for helt i orden. Til gengæld mener de ikke, at det er i orden at filme folk. De afviser at have slået manden, men kan ifølge politiet ikke udelukke, at de ubevidst kan have ramt ham under tumulten.

Politiet efterforsker nu sagen videre og skal blandt andet have mere detaljerede afhøringer af både den forurettede og de sigtede. Der er desuden vidner på stedet, som endnu ikke er blevet afhørt.