FC Fredericias sæson er ikke slut, men det væsentligste aspekt er overstået. Holdet kommer ikke til at rykke op, og pokalsemifinalen blev endestationen efter et flot ridt. Nu er det tid til at sammensætte næste sæsons trup, og arbejdet er godt i gang.

FC Fredericia står foran en sommer, hvor Frederik Mehder, Valdemar Birksø, Mikkel Fischer, Nicolaj Ritter, Mikkel Juhl, Mikkel Wohlgemuth, Simon Bækgård, Lundrim Hetemi, Sofus Berger, Frederik Carstensen og Ronnie Schwartz har kontraktudløb. Fem af spillerne tilhører FC Fredericia selv, mens de resterende er på lejeaftaler, hvilket skaber en situation, hvor der skal to parter til tango i stedet for en normal kontraktforlængelse.

Hvis Frederik Mehder skal blive i FC Fredericia, vil det formentlig kræve, at han garanteres fast spilletid, men da Mattias Lamhauge har været foretrukket i foråret, bliver det næppe tilfældet. Hvis det står til FC Fredericia, forlænger de gerne med Mehder, men det kræver også, at han accepterer, at han ikke nødvendigvis er førstevalg.

Mikkel Wohlgemuth kunne tidligere på foråret have lignet en spiller på vej ud i kulden, men med det spil, han har vist på det seneste, vil alt andet end en forlængelse være hul i hovedet. Wohlgemuth blev skadet i slutningen af efteråret, og dermed slået af holdet og stod i skyggen af Fischer og Juelsgård. Men på grund af skavanker til Juelsgård har Wohlgemuth genvundet sin plads i startopstillingen og bejler nu til en forlængelse.

På venstre back har FC Fredericia en driftssikker mand i Nicolaj Ritter. Han er ramt af lidt skavanker, men hvis kroppen kan komme sig over dem, er det en “no brainer” at forlænge med Ritter, der er den spiller, som har været i FC Fredericia længst tid. Han er god og driftssikker, og sådan en spiller kan man altid bruge på et fodboldhold.

Simon Bækgård er en uheldig historie i FC Fredericia. I sidste sæson blev han kåret til årets spiller, men så blev han skadet i starten af denne sæson, og samtidig hentede FC Fredericia Hetemi på en lejeaftale, hvilket gjorde Bækgård overflødig. Bækgård er en god spiller med fine kompetencer som “ankeret” på midtbanen, men FC Fredericia foretrækker en mere spillende type, og derfor peger det i retning af, at det bliver en tak for denne gang til Bækgård.

Der er heller ingen tvivl om, hvad der skal ske med Ronnie Schwartz, som FC Fredericia hentede på en kort aftale for resten af sæsonen kort før den første pokalsemifinale mod Silkeborg. Schwartz blev hentet, da FC Fredericia solgte Adam Jakobsen og havde brug for en spiller til at fylde truppen op. Men situationen med Schwartz er ikke holdbar, da han bor i Aalborg og ikke har formået at kæmpe sig til en plads på holdet. Det må blive farvel og tak.

Tilbage står FC Fredericia med spillerne, de har på lejeophold. Af dem er det givet, at aftalen ikke bliver forlænget med Valdemar Birksø, der blev alvorligt skadet i efteråret og slet ikke længere har sin daglige gang i FC Fredericia. Anderledes ser det ud med Mikkel Fischer, der formentlig er en kommende Superliga-spiller. Han har vist sig rigtig godt frem på lejeopholdet fra FC Midtjylland og er en spiller, der fra dag ét, trods sin unge alder, kunne træde ind i startopstillingen i FC Fredericia. Om Fischer vil blive i FC Fredericia, om han skal matches på et højere niveau, eller om FC Midtjylland vil have ham hjem, står hen i det uvisse. Der er ingen tvivl om, at det er en spiller, som FC Fredericia gerne vil beholde, men det kan virke urealistisk.

Det tyder heller ikke på, at aftalen med Mikkel Juhl, der er på leje fra Lyngby, bliver forlænget. I foråret har en anden lejesvend, Anders Dahl, været foretrukket frem for Juhl, og derfor giver det ikke mening for parterne at tale om forlængelse, da man så ikke får det ud af aftalen, som er hensigten.

Historien er en anden med Lundrim Hetemi og Sofus Berger. Begge er spillere, som FC Fredericia hellere end gerne vil beholde. Berger ryger formentlig retur til Viborg, der har stor tro på den unge venstrebensspiller, der kan spille som central midtbane eller på en af de mere offensive pladser. Hvorvidt Vejle vil have den 24-årige Hetemi tilbage, er mere tvivlsomt, men spørgsmålet er, om en højere hylde trækker i ham end FC Fredericia. Sikkert er det, at FC Fredericia gerne vil beholde begge spillere, hvis de kan.

Det samme gælder Frederik Carstensen, som har gang i en rigtig god periode. Målene, han scorede mod Silkeborg i begge pokalsemifinaler, viser, at han har fået output på sit spil, og det samme gjorde målet mod AaB i NordicBet Ligaen. Carstensen har tydelige spidskompetencer som hurtigheden, men ofte har han manglet det sidste i feltet med enten den afgørende aflevering eller kvaliteten i afslutningen. Det er derfor, han har været lejet ud til FC Fredericia i to omgange for at blive slebet til, og det er nu sket i et sådant omfang, at det formentlig betyder, at Silkeborg gerne vil have Frederik Carstensen retur for at se, om han kan spille en rolle på Superliga-holdet.

Dermed skal FC Fredericia ud at agere på transfermarkedet. Efter alt at dømme skal de se sig om efter en ny reservekeeper, som er indstillet på at være andetvalg efter Mattias Lamhauge. På midtbanen har FC Fredericia sikret sig ved at hente William Madsen til den centrale midtbane, og i forsvaret ser de ud til at hente Randers’ Jeppe Kudsk, men der skal mere til. FC Fredericia skal på markedet efter en spiller, der kan dække både højre og venstre back, mens der skal ske afklaringer centralt på midtbanen. Længere fremme på banen skal FC Fredericia ud at kigge sig om efter en ny spidsangriber og en spiller, der kan dække flere offensive positioner som Carstensen.

For at svare på spørgsmålet “Hvad skal FC Fredericia foretage sig?” er det tydeligt, at klubben står over for nogle afgørende beslutninger denne sommer. Med en stor gruppe spillere med kontraktudløb, både egne og lejespillere, vil FC Fredericia skulle balancere mellem at sikre kontinuitet og samtidig bringe nyt blod ind i truppen.

Det er afgørende at beholde nøglespillere som Mikkel Wohlgemuth og Nicolaj Ritter, mens Frederik Mehder også vil være værdifuld at fastholde, hvis det lykkes at finde den rette aftale. Samtidig er det uundgåeligt, at klubben må sige farvel til nogle af spillerne, herunder Simon Bækgård og Ronnie Schwartz, hvor mulighederne for videre samarbejde er begrænsede. Ydermere vil det være oplagt, hvis man kunne skippe Jeppe Brinch videre, da han formentlig ikke kan affinde sig i en rolle, hvor han ikke spiller ofte.

På lejemarkedet er situationen mere kompleks. Mens Mikkel Fischer, Sofus Berger og Frederik Carstensen viser stort potentiale, vil det formentlig være svært at fastholde dem i længere tid. Ikke desto mindre skal FC Fredericia kæmpe for at beholde dem, da de udgør en stærk kerne i holdet. Det samme er tilfældet med Lundrim Hetemi, men der er situationen en anden, da det er tvivlsomt, om Vejle kan bruge ham. Omvendt må FC Fredericia også erkende, at det er tid til at skille sig af med andre lejespillere som Valdemar Birksø og Mikkel Juhl.

Ved at handle proaktivt og strategisk på transfermarkedet kan FC Fredericia opbygge en stærk og konkurrencedygtig trup til næste sæson. På denne måde kan klubben tage et nyt skridt fremad i ambitionerne om at spille med i toppen af NordicBet Ligaen og samtidig fortsætte med at udvikle talentfulde spillere, som kan bidrage til holdets succes.