DYR. Det startede en helt almindelig dag i marts. Den 19. marts blev der født en dværgflodhest i Givskud Zoo. Men glæden over at se en unge komme til verden blev hurtigt afløst af en alvorlig bekymring. Den lille han vejede blot 4,3 kilo, og det er under den vægt, der typisk afgør, om en flodhesteunge overlever.
Erfaringer fra andre zoologiske haver viser, at stort set alle dværgflodhesteunger med en fødselsvægt under fem kilo dør i de første dage. Oven i det var ungens mor, Tanga, førstegangsfødende, og det gør chancen for, at ungen klarer den, endnu mindre.

De første 30 timer af ungens liv var præget af stor nervøsitet hos parkens dyrlæge og dyrepassere. Ungen diede ikke ved sin mor, og både parkens dyrlæge Stefanie Ebbesen og hendes kolleger blev i stalden til sent om aftenen de første døgn for at følge situationen tæt.
Stefanie Ebbesen frygtede for ungens liv og valgte derfor at gøre noget helt ekstraordinært. Fordi dyrepasserne havde fulgt Tangas drægtighed nøje og trænet hende til at acceptere berøring, kunne dyrlægen nærme sig moderen og malke lidt mælk fra hende. Som supplement hentede medarbejdere råmælk fra en ko hos en lokal landmand. På den måde lykkedes det at holde den lille han i live, indtil han selv knækkede koden og begyndte at die. »Det var en kæmpe forløsning for os, da ungen endelig begyndte at die,« fortæller Stefanie Ebbesen. »Det har været mere end spændende og virkelig nervepirrende. Ungen tager støt på, den trives og har det godt. Den har nu tredoblet sin vægt, og den følger Tanga overalt og bader flere gange dagligt.«

Det er nu mere end en måned siden, ungen blev født. Han er kommet godt på vej, og fødslen er en stor begivenhed for Givskud Zoo. Det er den første dværgflodhest, der er født i parken i 25 år, og det er en ønskeunge i ordets fulde forstand.
En truet art
Dværgflodhesten er en stærkt truet art. Den lever i Vestafrikas regnskove og har en bestand, der er gået kraftigt tilbage de seneste årtier. Givskud Zoo arbejder for artens overlevelse gennem deltagelse i det europæiske avlsprogram, hvor zoologiske haver på tværs af Europa koordinerer indsatsen for at sikre en sund bestand i menneskelig varetægt.

Samtidig støtter parkens egen naturfond organisationen IBREAM, der forsker i dværgflodheste i Elfenbenskysten. Naturfonden betaler lønnen til to lokale ivorianere, Hermann og Innocent, der hjælper IBREAM med at indsamle viden om de meget sky dyr. Målet er blandt andet at sætte GPS-halsbånd på flere dyr, så deres adfærd kan kortlægges og bidrage til den fremtidige bevaring af arten.
Hermann eller Innocent
Ungen har endnu ikke fået et navn, og det er der nu lagt op til, at offentligheden er med til at afgøre. Givskud Zoo har sat en afstemning i gang på parkens hjemmeside, hvor man kan vælge mellem Hermann og Innocent. Begge navne er hentet fra de to forskere i Elfenbenskysten, der hver dag arbejder for at sikre, at vilde dværgflodheste også får en fremtid.




