10.1 C
Copenhagen
onsdag 6. maj 2026

Dansk Luftfart slutter sig til energialliance i Fredericia

Brancheforeningen Dansk Luftfart er blevet medlem af Triangle Energy Alliance i Fredericia. Det fælles fokus er udviklingen af bæredygtigt flybrændstof, og parterne peger på Trekantområdet som et oplagt sted at bygge en ny grøn produktionslinje med raffinaderiet i Fredericia, Billund Lufthavn og Fighterwing Skrydstrup som hjørnesten.

0
Dansk Luftfart slutter sig til energialliance i Fredericia

BUSINESS. Fra Port House i Vendersgade i Fredericia koordinerer Triangle Energy Alliance et af landets mest ambitiøse energipartnerskaber, og kredsen omkring alliancen er nu blevet en deltager større. Brancheforeningen Dansk Luftfart har meldt sig ind med den grønne omstilling af luftfarten som det erklærede omdrejningspunkt.

Medlemskabet bygger ifølge de to organisationer videre på et samarbejde, der har stået på i flere år gennem Luftfartens Klimapartnerskab og en række af Triangle Energy Alliances eksisterende partnere, blandt andre Billund Lufthavn, Crossbridge Energy og Everfuel. »Luftfartens grønne omstilling kan ikke lykkes isoleret. Den kræver tætte koblinger til energisystemet, nye grønne brændstoffer og stærke partnerskaber. Triangle Energy Alliance samler netop de aktører og kompetencer, der er afgørende for, at luftfarten kan blive mere bæredygtig. Derfor giver det god mening for Dansk Luftfart at blive en del af alliancen,« siger Mathias Milling, sekretariatschef i Dansk Luftfart.

Raffinaderiet i Fredericia som omdrejningspunkt

Et af de spor, som det udvidede medlemskab skal arbejde videre med, er produktionen af bæredygtigt flybrændstof, kendt som SAF og e-SAF. Triangle Energy Alliance peger på, at raffinaderiet i Fredericia er det eneste i Danmark, der i dag kan producere flybrændstof, og at den korte afstand mellem raffinaderiet, Billund Lufthavn og Fighterwing Skrydstrup ved Haderslev gør Trekantområdet til en oplagt placering for en ny grøn produktionslinje.

Alliancen foreslår blandt andet, at Billund Lufthavn, hvor der årligt tankes mere end 100.000 tons flybrændstof, kan udpeges som testhub for en statslig udbudsmodel med fysisk leverance fra raffinaderiet i Fredericia.

Direktør: Luftfarten kan trække investeringer

Direktør for Triangle Energy Alliance, Søren Schmidt Thomsen, ser luftfartens indtræden som en konkret styrkelse af alliancens arbejde med svært omstillelige sektorer. »Vi har altid set på Trekantområdets styrker i et nationalt perspektiv, og de danske styrker i et europæisk. Luftfart har både et stort klimaaftryk, men repræsenterer en branche og en efterspørgselsmuskel, om man vil, der kan trække investeringer og fokus mod grønne brændstoffer til både det civile og forsvaret,« siger han.

Han peger samtidig på, at en aftager-tung partner som luftfarten er central for alliancens videre arbejde. »Skal vi lykkes med Power-to-X, grønne brændstoffer og nye energiløsninger, er det afgørende, at aftagere som luftfarten er tæt involveret. Sammen står vi stærkere,« siger Søren Schmidt Thomsen.

Triangle Energy Alliance arbejder for at fremme grøn energi, Power-to-X, CO2-fangst og sektorkobling i Trekantområdet og tæller i forvejen en række energi-, transport- og industrivirksomheder samt kommuner blandt sine partnere.