13.7 C
Copenhagen
torsdag 7. maj 2026

Casper Radza forlader Middelfart Boldklub efter ni et halvt år

Når sæsonen er forbi, takker målmanden Casper Radza af i Middelfart Boldklub. Klubben forlænger ikke kontrakten med den 289-kampes-mand, der siden januar 2017 har stået fast mellem stængerne. Sportschef Søren Godskesen kalder det en af de sværere beslutninger, han har skullet træffe.

0
Casper Radza forlader Middelfart Boldklub efter ni et halvt år

SPORT. Fire kampe. Så er det slut. Når sæsonen i 2. division klinger ud, har Casper Radza spillet sin sidste kamp for Middelfart Boldklub efter ni et halvt år som førstevalg mellem målstængerne. Hans kontrakt udløber, og klubben forlænger den ikke.

Det er sportschef Søren Godskesen, der har skullet bringe beskeden videre, og han lægger ikke skjul på, at det har været blandt de mere ubehagelige opgaver i jobbet. »Vi skal efter denne sæson sige tak for denne gang til en vaskeægte klublegende, og det har virkelig ikke været en nem beslutning. Casper har været det faste valg mellem stængerne, siden han kom til klubben tilbage i 2017. Han har gennem mange år været en stærk og vigtig kulturbærer, og han er den spiller, der, når man ser i historiebøgerne, har spillet flest kampe for Middelfart Boldklub,« siger Søren Godskesen.

Casper Radza har indtil videre stået i 289 kampe for klubben. Beslutningen om ikke at forlænge er ifølge sportschefen truffet med den kommende sæsons trupsammensætning for øje. »Når man arbejder sammen i så mange år, så bliver man tætte kollegaer. Derfor var det også hårdt for mig at skulle fortælle Casper, at vi ikke kommer til at forlænge hans kontrakt. Det var ikke en af de sjove dage på jobbet, men det er en beslutning, vi står på mål for,« siger Søren Godskesen.

Vil huskes som god målmand og godt menneske

For Casper Radza selv kommer det til at gøre ondt, når sæsonen er forbi. »Puha, det kommer til at gøre ondt på mig, når sæsonen slutter. Jeg har været i denne klub i ni og et halvt år, så det er helt vildt hårdt, at jeg nu ved, jeg snart ikke skal være det længere. Middelfart Boldklub har været en del af min dagligdag gennem mange år, jeg har haft nogle helt fantastiske oplevelser på banen, og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker i klubben gennem de mange år,« siger han.

Han har gjort sig sine tanker om, hvad han gerne vil efterlade sig. »Jeg håber, at folk, når jeg stopper i klubben, vil huske tilbage på mig som en god målmand og et godt menneske. Det er det største indtryk, jeg kan have gjort på nogen. For mig handler det ikke om, at jeg tror, jeg skal bæres ud, eller der skal rejses en statue af mig, det har jeg absolut intet behov for. Men det vil betyde helt vildt meget for mig, hvis jeg kan forlade klubben med et indtryk af, at folk tænker: Hold kæft hvor var han en god makker, og hvor var han dog en god målmand for Middelfart Boldklub,« siger Casper Radza.

Klubben oplyser, at de fire resterende kampe i sæsonen skal bruges på at give Radza en god afslutning.