Redaktionen

I den seneste samfundsanalyse skrev jeg om, ”Hvordan genskaber vi en meningsfuld verden anno 2026? – Fra eksistentiel diagnose til konstruktiv handling”. Den var skrevet umiddelbart før Folketingsvalget blev udskrevet d. 26. februar, og udgivet d. 01. marts, få dage efter.  Analysens måske vigtigste budskab fra Viktor E. Frankl og Karl E. Weick, de to teoretikere, som jeg anvendte, var, at Frankl mente, at: ”genskabelsen af en meningsfuld verden begynder ikke med en stor plan. Den begynder med viljen til at handle, ansvaret for at forbinde og modet til at insistere på, at retning er mulig – selv når verden føles kaotisk. Men det er ikke ”et enten eller”. Som Weick peger på, må vi ikke tabe det store billede i forenklings tegn, og det var Frankl for så vidt også enig i.” Valgets udskrivelse fik mig til at stoppe op – midt i samfundsanalysens udfoldelse – og stille spørgsmålet: Hvordan kan vi som borgere bruge denne tese og dette teoretiske baggrundstæppe midt i en hektisk, kaotisk og uoverskuelig valgkamp? Det handler denne samfundsanalyse om.