7.1 C
Copenhagen
lørdag 25. april 2026

Alt eller intet, når GOG kommer på besøg

0
Alt eller intet, når GOG kommer på besøg

Der er udsolgt på siddepladser, og kampstart er 18.00. AVISEN er live fra 17.45 fra Middelfart Sparekasse Arena, hvor Fredericia Håndboldklub lørdag aften tager imod GOG i en af de afgørende slutspilskampe i jagten på en semifinaleplads.

Sidste gang de to hold mødtes, trak FHK det længste strå. Det blev 28-23 i Svendborg den 11. april, og kampen blev afgjort på fundamentet. En velorganiseret defensiv, der lukkede ned, hvor det gjorde mest ondt for fynboerne, og en fysik, der holdt hele vejen. Den slags kampe vinder man, når man står sammen i de minutter, hvor det vender.

I aften tegner der sig et andet billede.

GOG forventes at stille i stærkeste opstilling, og her bliver det især Olí Mittún, der kan få en afgørende rolle. Han var ikke med i opgøret i Svendborg, men han er en nøglespiller i fynboernes angreb. Med tempo, overblik og evnen til både selv at afslutte og sætte holdkammerater op er han en konstant trussel. Sammen med Hjalte Lykke udgør han en bagkæde, der kan udfordre FHK’s defensiv på en helt anden måde end sidst.

Og det er et udehold, der kommer sultent. Sultent efter revanche og ikke mindst sultent efter de to point, der skal til, hvis jagten på semifinalen skal holdes i live.

For FHK handler det om at finde tilbage til de dyder, der sikrede sejren forrige weekend. Defensiven. Fysikken. Evnen til at stå sammen, når kampen flytter sig. Det var det, der gjorde forskellen i Svendborg, og det er det, der skal gøre forskellen igen, hvis pointene skal blive i Fredericia.

Holdet kommer ind til kampen med et ønske om at slå tilbage. Nederlaget på 32-34 til Skjern i sidste runde satte en stopper for den gode start på slutspillet, og det er et mandskab, der er opsat på at rejse sig. Puljen er tæt, programmet er hårdt, og hvert point tæller. Aalborg ude venter den 2. maj. Skjern ude den 10. maj. Der er ikke nogen kampe at give væk længere.

Evgeni »Effe« Pevnov forventer en hård aften:

»Det bliver en svær og hård kamp. Det er alt eller intet, når vi går på banen, så det handler om at give alt, hvad vi har. To point kan sætte os i en meget god position inden de sidste to kampe. Vi ser frem til at spille i en næsten udsolgt Middelfart Sparekasse Arena.«

Der er lagt op til høj intensitet og masser af nerve. Med opbakning fra tribunerne vil FHK gøre alt for at tage de to point, der kan flytte holdet i en helt anden position før de afsluttende udekampe.

Der er udsolgt på siddepladser. Du kan stadig nå at sikre dig en ståplads her.

AVISEN er live 17:45 fra Middelfart Sparekasse ARENA.