Når enden er god er alting godt. FHK fik med hiv og sving hevet en sejr hjem på 29-27 mod HC Midtjylland. Undervejs var FHK foran med 18-12, men kom bagud 26-25. Efter kampen blev der peget på, at det skyldtes sløsede aktioner.

Endelig var der igen noget på spil for Fredericia Håndboldklub. Speakeren Thorkild Nielsen og de andre frivillige har savnet fællesskabet eg oplevelserne, som det giver at være frivillig i håndboldklubben. Inde i klublokalet er der et frirum før kampen, hvor der serveres mad. Et af de helt store samtaleemner var de nye spillere, som FHK får frem til næste sæson. I løbet af januar er det blevet offentliggjort, at Sebastian Henneberg, Sebastian Frandsen, Fredrik Mossestad og Jonas Langerrhuus skifter til FHK.

– Hvad så, hvad siger pressen til indkøbene,? sagde Thorkild henvendt til AVISEN.

Langerhuus spiller for netop HC Midtjylland, og ham holdes der særligt øje med. Det er heller ikke gået HK Ultras’ næse forbi, at højrebacken skifter til det fredericianske til sommer. Hver gang Langerhuus havde bolden, blev der lagt ekstra lydtryk på for at hyle ham ud af den, da han har udtalt, at han ser frem til de usaglige tilråb fra tilskuerpladserne.

Frank på trommepodiet. Foto: AVISEN

Før kampstart præsenterede Thorkild Nielsen et nyt tiltag. Indløbet med FHK-spillerne var lavet om, og anført af Franks hårde, taktfaste trommeslag løb de rødklædte FHK’ere på banen klokken 14:30. Med fra start for HC Midtjylland var noget overraskende ikke Jonas Langerhuus, men i stedet fik FHK stiftet bekendtskab med Mathias Nikolajsen, der scorede gæsternes første tre mål.

Da FHK først var indstillet på ham gik det som en leg. Thorsten Fries var en mur i målet, og i angrebet boltrede Reinier Taboada sig. Intet tydede på daværende tidspunkt, at Gudmundur Gudmundsson efter kampen skulle fortælle, at det blev en svær kamp.

– Jeg synes, at vi spillede en god første halvleg. I anden halvleg kom vi foran med 18-12, men så lavede vi fejl og fik nogle udvisninger, sagde Gudmundsson.

Tilbage til første halvleg. Cubanske Taboada var det helt store omdrejningspunkt angrebsmæssigt for FHK. Han gjorde, hvad der passede ham. Hvis han ikke fik scoret, så tiltvang han sig et straffekast. Hen mod slutningen af første halvleg begyndte han dog at lave lidt fejl, og det gjorde, at HC Midtjylland fik pyntet på en ellers sikker FHK-føring på 13-8. Kasper Kvist fik reduceret til 14-11, men et mål af Kasper Young og en redning af en storspillende Thorsten Fries gjorde, at FHK gik til pause foran 15-11.

Thorsten Fries stod med en imponerende redningsprocent på 41,67 procent. Foto: AVISEN

Fornemmelsen i thansen ARENA, hvor 1.745 tilskuere så til var mærkelig. Kampen manglede nerve, og uden at imponere førte FHK sikkert. Det var derfor forventet, at FHK ville køre en sikker sejr hjem, og det tydede anden halvlegs indledning også på var tilfældet. Kristian Stoklund bankede endnu et straffekast i mål, og bragte FHK på 18-12, men en udvisning til Lasse Balstad ved stillingen 19-13 satte gang i en negativ spiral. HC Midtjylland fik reduceret til 19-16 efter, at FHK var begyndt både at brænde og spille ukoncentreret. På daværende tidspunkt havde Gudmundur Gudmundsson endnu ikke foretaget udskiftninger i kampen, udover i tilfælde af en overtalsformation med syv mod fem angrebsmæssigt.

Det nye blod kom på banen. Der blev kigget Kristian Stoklunds vej, og i første omgang kastede det et mål af sig i åbent spil af bysbarnet, men HC Midtjylland var ikke til at slippe af med. Midtjyderne reducerede til 23-21, og havde tro på tingene hele vejen igennem.

– Vi har en tro på hinanden, og så er det benhårdt arbejde. Vi tog en bold ad gangen, og så kom vi tilbage, sagde HC Midtjyllands stregspiller, Mathias Hedegaard, efter opgøret.

Rasmus Meyer og Mathias Hedegaard i en af mange dueller. Foto: AVISEN

Advarselslamperne ringede. Kasper Young pegede på, at FHK’s fejl blev straffet kynisk af oprykkerne.

– Vi sløsde og brændte chancer, og fik dumme udvisninger. Det udnyttede de, og det er noget der er kendetegnede ved ligaen med at fejl straffes, sagde Young.

Fløjspilleren selv lavede ikke fejl, og endte med at lave fem mål på fem forsøg. Han kunne se til, da føringen skrumpede ind, og at det faktisk lykkedes for HC Midtjylland at komme foran med 26-25.

– Vi ved, at hvis man ikke er der, kan alle i ligaen slå alle. Men det kan være, at vi blev lullet lidt i søvn af, at vi førte med seks mål. Vi burde have lukket kampen der, og kørt en stor sejr hjem, erkendte Kasper Young.

Det, der ikke måtte ske for FHK’s vedkommende skete. Med knap fem minutter igen scorede Rasmus Graffe til 26-25. Det var konsekvensen af, at Anders Kragh Martinusen i helt fri position havde brændt i syv mod seks, som Gudmundur Gudmundsson valgte at gå over i, da det kneb til sidst. 

Anders Kragh Martinusen scorede kampens sidste mål. Foto: AVISEN

På trods af den midtjyske føring endte kampen med at gå FHK’s vej alligevel. Et direkte rødt kort til gæsternes Magnus Sønnichsen for at vælte Martin Bisgaard blev afgørende. FHK benyttede perioden til at komme foran med 27-26 på mål af Stoklund og Bisgaard. Da Kasper Young fik scoret til 28-26, efter at have brudt et midtjysk angreb og scoret i tomt mål, lignede det afgørelsen, men de blev det ikke.

HC Midtjylland fik reduceret til 28-27, og da Kristian Stoklund i angrebet efter bankede et straffekast på stolpen, var der meldt rød alarm. På daværende tidspunkt resterede der 1 minut og 15 sekunder af opgøret, men FHK satte et solidt forsvar op og fremprovokerede en angrebsfejl. Dermed kunne FHK stille og roligt køre bolden rundt. I sidste sekund blev Anders Kragh Martinusen spillet fri og scorede til 29-27.

Dermed vandt FHK, og enden blev god, selvom det ikke var kønt hele vejen igennem. Næste gang FHK skal i kamp er på tirsdag mod SønderjyskE på udebane.