FORSVARET. De har kun været i byen i to uger, men fredag blev der ikke sparet på noget, da Fredericia officielt bød sine 100 nye værnepligtige velkommen. Holdet på Ryes Kaserne er det første, der skal aftjene værnepligten i garnisonsbyen i 11 måneder, og derfor havde byen tilrettelagt en velkomstdag af den slags, man husker.
Dagen begyndte i garnisonskirken Sct. Michaelis, hvor garnisons- og feltpræst Kristoffer Simonsen talte til de unge, og der blev sunget sange. Derfra gik turen til byrådssalen på Rådhuset. »Borgmester Peder Tind tog imod dem og holdt en meget fin tale om værnepligten og om at være i Fredericia. Og så holdt museumsdirektør Simon Faber en kort tale med en meget fin historie, der gik helt tilbage i tiden,« fortæller Lotte Fenneberg fra Fredericia Shopping, der er en del af arbejdsgruppen bag dagen, til AVISEN.

Efter en cola og en snack blev de værnepligtige delt op i tre grupper og taget med på byvandring med Lotte Fenneberg, bosætningskonsulent Iben Bonne Jensen og Heidi Hammer Lings som guider. Rundt i midtbyen blev der hilst på ved butikker og barer, hvor personalet stod klar og vinkede, og på Molly Malone ventede en kold drik.
Frokosten stod Urbania Street Food for, og her fik de unge også et par ord med på vejen fra politiet. »Han bød dem kort velkommen til byen og sagde: Jeg er her, hvis I har brug for mig, men lad være med at lave noget dumt,« gengiver Lotte Fenneberg med et grin.
Dagen sluttede på Ryes Kaserne, hvor busserne kørte de værnepligtige til koncert med Slesvigske Musikkorps, i daglig tale SMUK.

Undervejs fik Lotte Fenneberg det svar på dagens store spørgsmål, som hele arbejdsgruppen havde håbet på. For hvordan lander Fredericia egentlig hos 100 unge, der lige er flyttet til byen? »De gik rundt og sagde: Det er bedre end København, det her. Det var mega fedt at høre. Det er første gang, et hold er i byen i 11 måneder, så derfor gjorde vi noget ekstra ud af at vise byen, og hvad den kan byde på,« siger hun.
Velkomsten stopper imens ikke ved fredagens program. Arbejdsgruppen »Fredericia som værtsby for værnepligtige«, der består af medarbejdere fra Ryes Kaserne, Visit Fredericia, Fredericia Shopping, bosætningskonsulenten og Fredericia Kommune, har flere tiltag på vej, herunder events for de værnepligtige, og så er der lavet en rabatordning i byens butikker. »Vi har lavet nogle rabatter til dem, så når de viser deres værnepligtskort, får de rabat forskellige steder. På den måde kan de komme ind til byen og bruge den,« fortæller Lotte Fenneberg.
Målet er, at de 100 unge skal lære Fredericia at kende og blive en del af byen i de 11 måneder, de skal bo her.





