18.7 C
Copenhagen
lørdag 15. august 2026

Bagud med 12 point og en styrtet Basso: Så kæmpede Team Fjelsted sig tilbage til det vigtige point

Det lignede en tung aften for Team Fjelsted, da GSK Liga onsdag var på besøg på Fjelsted Speedway Center og kørte sig foran med hele 21-33. Men foran 1.873 tilskuere nægtede hjemmeholdet at give op og hentede de 12 point, så matchen endte 42-42, et resultat, der udløste både et matchpoint og det vigtige bonuspoint. Og på mandag er bestyrelsesmedlem Frede Eldrup ikke i tvivl om udfaldet mod Varde.

0
Bagud med 12 point og en styrtet Basso: Så kæmpede Team Fjelsted sig tilbage til det vigtige point

SPORT. De første fire heat lovede en tæt aften, da Team Fjelsted onsdag tog imod GSK Liga fra Grindsted i SpeedwayLigaen. Stillingen var 12-12, og intet var afgjort, men så begyndte det at gå galt for hjemmeholdet på banen ved Harndrup. Benjamin Basso styrtede og måtte se til, mens gæsterne trak fra, og på et tidspunkt var Fjelsted bagud med hele 21-33.

De 1.873 tilskuere på Fjelsted Speedway Center fik dog en anden slutning, end stillingen lagde op til. Hjemmeholdet lukkede hullet på 12 point, og matchen endte 42-42. »Det så måske lidt sort ud, men det hele blev vendt. Det var rigtig stærkt kørt af Team Fjelsted,« siger bestyrelsesmedlem Frede Eldrup til AVISEN.

For ham handler comebacket om mere end pointene. Det handler om måden, holdet er bygget på. »Vi satser meget på at have danske kørere. Grindsted har nogle af de store professionelle kørere med, men vi kan godt vise, at vi også kan,« siger han.

Og selv om det uafgjorte resultat kun gav ét matchpoint på aftenen, forlod fynboerne alligevel banen som vindere på den konto, der tæller i det lange løb. Fordi Team Fjelsted tidligere på sæsonen vandt udekampen i Grindsted med fire point, går bonuspointet i det indbyrdes opgør til Fjelsted. »Vi får to point, et matchpoint og et bonuspoint. Selvfølgelig havde det været bedre at få tre, men vi ligger heldigvis stadig med i toppen,« siger Frede Eldrup.

Aftenen bød også på fyldte rammer rundt om banen. VIP-teltet var udsolgt, og gæsterne kunne i det gode vejr følge løbene fra terrassen med street food fra en tilkørt vogn, en del af et koncept, der ifølge Frede Eldrup er med til at forklare, hvorfor tilskuertallene på Fjelsted altid er høje. »Det er nok, fordi der er et godt sammenhold, og vi har nogle rigtig gode sponsorer, der tager deres kunder med. Andre potentielle sponsorer kommer op og kigger, køber 15 VIP-billetter og kan se, at det hele har ændret sig meget de seneste par år,« siger han og peger blandt andet på klubbens lysanlæg, der har gjort det muligt at afvikle internationale løb, senest et af udtagelsesløbene i SGP2-serien, som ifølge bestyrelsesmedlemmet indbragte masser af ros.

Der bliver ikke lang tid til at puste ud. Allerede mandag den 17. august klokken 18.30 venter den udsatte hjemmematch mod Region Varde Elitesport, der to gange er blevet regnet væk, og spørger man Frede Eldrup om udfaldet, behøver han ikke tænkepause. »Jamen, den vinder vi da,« lyder det prompte.