BUSINESS. Hundene ved det, før de når døren. Ude på Algade strammer de linen, så snart facaden med de store bogstaver kommer i sigte, for inde bag disken vanker der en godbid, det har der gjort længe. Følger man efter dem ind, står man i en butik, der er blevet sort fra gulv til loft. Montrer med buet glas i lange rækker, marmor bag kassen, lysekroner i loftet og navnet Jonsén i guld på den mørke væg med årstallet 1897 nedenunder. På væggen ved kassen hænger vægurene side om side og går i hver sin takt, og et sted mellem dem står en lille gylden gravhund og en whiskyflaske formet som en anden. Der er en historie i begge dele, men den må vente, for Bent Van Vinter er i gang med en kunde, og det går forud for alt.
Året på væggen er ikke pynt. Forretningen blev grundlagt i 1897 af den svenske urmager Carl Jonsén, og selv om ingen i butikken i dag bærer navnet, følger det med som en forpligtelse. »Det giver en vis ydmyghed. Man skal leve op til grundlæggerens måde at drive forretning på, og det har man respekt for. Han var en af pionererne, når det gjaldt om at få ure ud til almindelige mennesker i Danmark,« fortæller Bent Van Vinter, og så kommer den detalje, han holder af at servere for gæsterne: »Ved du egentlig, hvor lang tid siden det er, armbåndsuret kom frem? Mange tror, at det altid har været der, men det kom faktisk først efter 1914. Før det gik man med lommeur. Så vi står altså her med en virksomhed, der blev grundlagt længe før. Det er sjovt at tænke på.«
Hans egen vej bag disken var, som han selv siger, tilfældig. Han blev spurgt, om han ville være med i en større produktionsvirksomhed, startede på værkstedet, blev sælger i Danmark og lidt i Norge og Sverige, siden indkøber med kontakt til Tyskland og England. Da muligheden for at købe en forretning opstod, slog han til og begyndte helt fra bunden. I en snes år drev han butik i Birkerød, undervejs også i Hvidovre, og da finanskrisen ramte for 17-18 år siden, og alting pludselig så mærkeligt ud, gjorde han og Annette det modsatte af at trække sig. »Når alle andre synes, at det hele er frygteligt, så er der en mulighed for at lægge sig i overhalingsbanen,« som han formulerer det.
Overhalingsbanen endte i Middelfart. Først i et lokale længere nede ad gaden, siden i det nuværende, og imens blev forretningen i Birkerød solgt. For Annette var det en hjemkomst, hun er barnefødt i byen. For Bent tog det lidt længere tid at finde takten i en by, hvor armbevægelserne er mindre end i Nordsjælland. Han købte en gammel Jeep at køre rundt i, og så faldt tingene på plads. »Nu er man ligesom blevet en del af samfundet. Vi er ikke så højtidelige. Vi er meget nede på jorden,« siger han.
Nede på jorden er også der, hvor butikkens selvforståelse bor. Generelt kalder de sig selv glade for at være lidt gammeldags, og spørger man Bent Van Vinter, hvad der ligger i det, handler det om noget bestemt. »Man må godt være lidt gammeldags i sin holdning og i den måde, man møder folk på. Når vi sælger en gave, kommer vi jo tit helt ind i folks følelser. Vi sælger ikke bare et armbånd eller en ring. Vi sælger en ring til en mand, der gerne vil vise sin udkårne, hvor forelsket han er. Det tror jeg faktisk ikke, der er ret mange brancher, der får lov til, og det skal man have stor respekt for,« bemærker han.
Det behøver ikke være de store lejligheder. Manden, der kommer ind en torsdag, fordi han er glad for at komme hjem til en god kone og synes, han må have noget med, er lige så velkommen som ham med de dybe følelser eller dem, der skal have hvilesmykker. Men fordi arbejdet foregår så tæt på folks inderste, følger der en diskretion med, som huset holder strengt. Laver butikken noget personligt til en kunde, en unik ting, en brillant skaffet hjem specielt, bliver der aldrig taget billeder, og ingen andre får det at se. »Man skal huske, at det er fortroligt. Det lyder måske lidt højtravende, men vi har faktisk en form for tavshedspligt,« forklarer Bent Van Vinter.
Stemningen i butikken er til gengæld ikke fortrolig, den kan enhver gå ind fra gaden og få del i. Selv har han et billede for den, hentet fra fjernsynets guldalder. »Vi plejer lidt for sjov at sige, at det her er Korsbæk på den gode måde. Korsbæk kan jo også være sladder og den slags, men det her er den gode udgave. Vi kender mange af vores kunder. Så kommer Vivi, så kommer Bitten, så kommer Grete med sin lille hund. Nogle gange kommer de bare ind for at få en snak. Vi ser dem ikke bare som kunder. De er gæster, og de er venner,« fortæller han.
Gaverne går da også begge veje over disken. En kunde er kommet med honning fra egne bier. En anden fik på sin ferie øje på en lille whiskyflaske formet som en gravhund, Jack Daniels i glas med logrende hale, og tænkte på butikken, hvor parrets to gravhunde hører til inventaret. Nu står den fremme ved kassen. »Det er da noget særligt, når folk tænker på én, selv når de er ude at rejse,« siger han og lader sætningen stå et øjeblik.
Som for at bevise pointen går døren op, og en stamkunde kommer ind. Hun skal have lavet ørestænger, der passer til sin ametystkæde, og Bent har allerede skaffet sten hjem fra et sliberi og lagt dem til side til den dag, hun kom forbi. Der bliver spurgt til hunden derhjemme, Leo hedder han, og snakket om farver, inden hun går igen.
Hun er en af dem, der kendte butikken længe før i sommer. For mange andre i byen begyndte historien først, da Algade 43 pludselig blev sort. Forvandlingen skyldes en beslutning, der blev truffet nytårsdag. Bent havde længe gået med tanken om at lave noget helt anderledes, den var opstået foran en film, hvor en flot guldsmedeforretning gled over lærredet, og fornuftige røster havde ment, at tiderne måske ikke var til det. Så han og Annette aftalte at vente med at tale om det til nytår. Den 1. januar faldt afgørelsen. »Så siger Annette til mig: ‘Jeg har set noget inventar.’ For hun vidste jo godt, hvad jeg ville. Jeg ville have noget, der var anderledes,« fortæller han.
Hun havde fundet det hos en udenlandsk virksomhed, viste ham billedet, og det var lige det. Parret opsporede firmaet, der havde produceret montrerne med det buede glas, fik dem fremstillet til Middelfart, og derfra gik det slag i slag med lys, lamper og farver. Lanceringen blev sin egen lille fortælling. Omkring 1. juni lagde butikken et opslag på Facebook om, at man havde taget en meget alvorlig beslutning, holdt en kunstpause, og fortalte så, at man lukkede, for derefter at afsløre forvandlingen. »Det gik fuldstændig amok, på den gode måde. Vi fik virkelig mange visninger,« griner Bent Van Vinter.
Bag det nye look ligger også en større bevægelse i selve forretningen. Butikken er de senere år gået målrettet mod egenproduktion, og i montrerne står i dag urmærket Jonsén 1897 med modeller som Classic og Submarine, alle med japanske værker og med butikkens grundlæggelsesår på skiven. »Vi har lavet en makeover med vores egne modeller, og nu har vi 33 af dem. Det er ure, vi selv producerer, fordi vi gerne vil have en kvalitet, der er lidt bedre end den, vi tit bliver tilbudt gennem de kendte mærker,« forklarer han.
Bag beslutningen ligger en irritation, der har bygget sig op gennem årene i faget. Som tidligere indkøber har han set, hvad der gemmer sig inde bag mange af de kendte navne, og regnestykket mellem pris og indhold er efter hans mening skredet. »Vi synes, der bliver betalt lidt for meget for navnet i forhold til, hvad man egentlig får.«
Med egne modeller bestemmer butikken selv, hvad der sidder i urene, og hvad de skal koste. Og det er samme tankegang, der gælder ved siden af urene, hvor det gamle håndværk med stenene lever videre. Fortiden i produktionsbranchen betyder, at Bent Van Vinter ved, hvor tingene skal skaffes, til kunden med ørestængerne er der hentet sten hjem fra et sliberi, lagt til side og klar, og han fortæller gerne om en af de mere specielle ting, der er gået gennem huset, en såkaldt treated brillant, en diamant, der er bestrålet, så den kan skifte farve. »Det er der ikke ret mange, der laver. Men det er den slags, vi gerne vil arbejde med. Vi synes jo, det er sjovt,« siger han.
Sådan hænger det sammen i Algade 43. Ure, der har gået siden før armbåndsurets tid, en butik, der blev sort på et nytårsforsæt, og en dør, der går op hele dagen, for Vivi, for Bitten, for Grete med den lille hund, og for alle hundene, der har lært, hvor godbidderne bor.
