17.9 C
Copenhagen
fredag 19. juni 2026

Fortidens kaos spejler nutidens kriser i ny Vejle-udstilling

0
Fortidens kaos spejler nutidens kriser i ny Vejle-udstilling

Tre altødelæggende krige i 1600-tallet bragte Danmark på randen af udslettelse. Den historie fortæller Kulturmuseet i Vejle nu i en ny udstilling, der sætter de almindelige mennesker i centrum og deres frygt, ulykke og elendighed, men også deres håb.

Udstillingen åbner torsdag den 18. juni og handler om, hvordan helt almindelige mennesker overlevede krigens kaos. Det er en historie, der sjældent bliver fortalt, fordi krigshistorie næsten altid kun handler om konger og generaler. I stedet trækker museet kilder som breve og prædikener frem og giver ansigt til de mennesker, krigene ramte.

En af de menneskeskæbner, man møder, er Johanne Nielsdatter, der voksede op i Bramdrup ved Kolding. Hun var kun et år gammel, da hun mistede sin far i 1627 under Kejserkrigen. Senere giftede hun sig og fik en gård og fire børn i Lejrskov, men under Karl Gustav-krigene i 1659 måtte familien flygte, og undervejs mistede Johanne både sin mand og alle fire børn, der måtte begraves på tre forskellige kirkegårde.

Da Johanne selv døde i 1685, nedskrev præsten hendes begravelsesprædiken i Vonsild Kirkebog, og derfra kender man hendes livshistorie. I kilden fortælles det:

»Johanne fik fire børn med sin mand. De levede sammen indtil foråret 1659, hvor polakkerne kom. Hendes mand og alle børnene døde da de flygtede til Kolding. Manden er begravet på Harte kirkegård, sammen med et af børnene. To børn hviler på Kolding kirkegård og det sidste barn ligger på Lejrskov kirkegård.«

Johanne overlevede selv og var med til den lange og hårde genopbygning af både livet og landet. Dermed bliver hendes historie også et eksempel på det håb, der afrunder udstillingen.

Fortællingerne vækkes til live gennem en sanselig scenografi med originale genstande, nye arkæologiske fund, realistiske kulisser, animationer og et omfattende soundscape samt store illustrationer inspireret af renæssancens billedverden. Tanken er, at de besøgende skal mærke både angsten og håbet.

»Det har været vigtigt for os, at man også føler håbet. For selvom 1600-tallet efterlod Danmark i ruiner, så hører det med til historien, at landet bestod, og mennesker overlevede. Selv under den hårdeste krise er der altid en ende på kaos og et håb om noget bedre,« fortæller Flemming Hedegaard, chef for Vejlemuseerne.

Udstillingen sætter samtidig fortidens erfaringer i forhold til nutidens udfordringer.

»Krig, kaos og overlevelse er ikke blot noget, der hører fortiden til. Det er også en del af vores nutid. I en verden præget af nye konflikter, kriser og usikkerhed er det mere relevant end nogensinde at se tilbage og spørge: Hvordan har mennesker tidligere håndteret uoverskuelige kriser? Hvordan fandt de fodfæste midt i det meningsløse? Og hvad kan vi lære af dem i dag?« siger museumsinspektør Rasmus Skovgaard Jakobsen.

Udstillingen ‘Krig, kaos og overlevelse’ bygger på de nyeste resultater fra et stort forskningsprojekt, som Vejlemuseerne netop har gennemført sammen med museerne i Fredericia og Kolding. Den er støttet af Augustinusfonden, Louis-Hansen Fonden og Dronning Margrethe & Prins Henriks Fond.

Selve åbningsfesten finder sted torsdag den 18. juni klokken 17-19 og tematiserer det sidste måltid, inden krig og kaos igen rammer. Her serveres et moderne bud på mad fra 1600-tallet, mens et klassisk barokensemble sætter stemningen sammen med åbningstaler og en introduktion til udstillingen. Billet til åbningen koster 50 kroner inklusive mad og et glas og kan købes på kulturmuseet.dk.