POLITIK. Sune Nørgaard (O), medlem af Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, anerkender de udfordringer, dagtilbudsanalysen lægger frem, men slår fast, at børnenes trivsel skal vægtes mindst lige så højt som økonomien. Samtidig kritiserer han, at forvaltningen sendte besked til forældrene, før der var truffet nogen politisk beslutning.
Fredericia Kommune råder i dag over 21 kommunale og fire selvejende daginstitutioner, og mange af dem er små med kun to til fire børnegrupper. Den struktur er på sigt ikke holdbar. Det er hovedbudskabet i den dagtilbudsanalyse, som Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget fik forelagt på sit møde den 4. juni, og som peger på, at kommunen gradvist bør bevæge sig mod færre, større og mere robuste institutioner. Udvalget tog analysen til efterretning, og der er dermed ikke truffet nogen politisk beslutning. Men forvaltningen indstiller selv, at analysens anbefalinger skal indgå i den kommende budgetproces og være retningsgivende for det fremtidige dagtilbudsområde, og forældre i byens daginstitutioner har allerede modtaget en besked om analysen via Aula. AVISEN har spurgt udvalgsmedlem Sune Nørgaard (O), hvad han tænker om analysen og den retning, den peger i.
»Den er ærlig omkring nogle udfordringer, som vi har kendt længe. Der er et vedligeholdelsesefterslæb på 100 millioner kroner, flere institutioner er både små og økonomisk sårbare, der er rekrutteringsudfordringer, og kapaciteten er særligt presset på 0 til 2-årsområdet. Så der er nogle reelle problemstillinger, som vi politikere bliver nødt til at tage alvorligt. Og det er selvfølgelig træls, når vi har med små børn at gøre,« siger Sune Nørgaard.
»Robuste dagtilbud uden institutionsfabrikker«
Om retningen mod færre og større institutioner er udvalgsmedlemmet hverken afvisende eller begejstret. For ham handler det om, hvordan der bygges. »Vi skal skabe robuste dagtilbud uden at skabe institutionsfabrikker. Der er stor forskel på at bygge moderne institutioner og på at centralisere alt. For Dansk Folkeparti er det afgørende, at børnenes trivsel vægtes mindst lige så højt som økonomien,« siger han og tilføjer, at spørgsmålet er svært af mange årsager. »Det handler i virkeligheden ikke om mursten og regneark. Det handler om, at vi får skabt nogle nye og bæredygtige institutioner. I Dansk Folkeparti mener vi ikke, at større nødvendigvis er bedre. Men i moderne byggeri kan man bygge i klyngeform, så bygningen godt kan være større, uden at børnene oplever, at det er en stor institution. Det kan man for eksempel se i den nye institution ude ved Madsbyparken,« siger Sune Nørgaard.
Sune Nørgaard mener samtidig, at trivslen godt kan tilgodeses, selv hvis kommunen ender med færre og større institutioner. »Det synes jeg. Børneperspektivet og fagligheden er noget af det, der skal vægtes højest. Men det er klart, at når vi står i en situation, hvor vi skal spare rigtig mange penge, hvor nogle af vores institutioner ikke er tidssvarende og kommer til at koste endnu flere penge at vedligeholde, og hvor vi samtidig har rekrutteringsproblemer, så er det nok en del af løsningen. Man kan sagtens bygge større og stadig have isolerede enheder. Jeg er ikke så bekymret. Det er jo ikke sådan, at der kommer til at rende 200 børn frit rundt mellem hinanden,« siger han. Økonomien står dog ikke over børnenes trivsel, fastslår han. »Ikke hvis du spørger mig.«
Små institutioner kan også svigte
Sune Nørgaard peger samtidig på, at de små institutioner ikke i sig selv er en garanti for kvalitet. Han henviser til, at der rundt omkring kommer påbud, også i de mindre institutioner. »Det er også ude nogle af de mindre steder, at der måske ikke er den normering, der skal være, hvor medarbejderne løber stærkt, og hvor børn groft sagt er overladt til sig selv. Der tror jeg, at det både for børnesynet og for fagligheden kan være bedre, at vi samler det lidt. Vi har hverken midler til at drive små institutioner, som ikke er bæredygtige, eller som ikke kan løfte fagligheden. Det ville også være uforsvarligt, ikke mindst over for børnene,« siger han.
At analysen nævner konkrete institutioner ved navn i sine scenarier, får ikke udvalgsmedlemmet til at drage konklusioner endnu. »Analysen er lavet ud fra de forudsætninger, vi har, og der peger man på, at nogle institutioner med fordel kunne lægges sammen. Men der er ikke noget besluttet endnu. Det er en orientering, og den lægger op til nogle grundige drøftelser i udvalget,« siger Sune Nørgaard.
Kritisk over for besked til forældrene
Forvaltningens beslutning om at sende en besked ud til forældrene om analysen, før der var truffet nogen politisk beslutning, møder kritik fra udvalgsmedlemmet. Han forstår godt, at beskeden kan skabe uro hos forældrene, der har børn i de berørte institutioner. »Jeg synes, at det er ærgerligt, at forvaltningen skriver ud til forældrene. Det kan skabe utryghed, som jeg ikke mener, at forældre er tjent med,« siger Sune Nørgaard.
Chef for Dagtilbud, Fritid og Uddannelse Karina Vang Glud Nielsen har forklaret, at beskeden blev sendt for at komme misforståelser i forkøbet.
Analysen blev taget til efterretning på udvalgets møde og ventes at indgå i de kommende budgetforhandlinger.





