POLITIK. Fredericia Kommune vil stifte et helt nyt selskab, der skal forsyne industrien med vand, så byens drikkevand ikke bruges til at køle datacentre eller producere brint. Når Teknik- og Miljøudvalget mødes mandag, indstilles det, at sagen anbefales videre til Økonomi- og Erhvervsudvalget og byrådet, som skal beslutte at oprette selskabet og skyde 20 millioner kroner ind i det.
Selskabet skal levere det, der kaldes teknisk vand, en ny vandklasse, som dækker vand til andre formål end at drikke. Tidligere har industrivirksomheder brugt almindeligt drikkevand til deres processer, produkter og køling, men en ny lov gør det nu muligt at dække den slags forbrug med teknisk vand i stedet. Dermed kan virksomhederne få det vand, de skal bruge, uden at det går ud over grundvandet og drikkevandet. Som det formuleres i kommunens forretningsramme, skal selskabet »fremme anvendelsen af alternative vandkilder med henblik på at aflaste drikkevandsressourcerne«.
Baggrunden er, at der i Fredericia gennem længere tid har været efterspørgsel på store mængder vand til industrien, ifølge materialet primært til brintproduktion og til køling af datacentre. Et eksternt konsulentfirma har analyseret behovet og anbefalet, at kommunen opretter et selvstændigt vandselskab og indskyder 20 millioner kroner. Selskabet skal være kommunalt ejet og drives på rene kommercielle vilkår, da en ny lov om teknisk vand kræver, at aktiviteterne holdes adskilt fra den almindelige drikkevands- og spildevandsforsyning.
De 20 millioner kroner dækker dog kun den indledende udviklingsfase, hvor konkrete projekter skal undersøges og modnes. Selve anlæggene skal finansieres af kunder og samarbejdspartnere, og kommunen må efter loven hverken skyde flere penge ind eller stille garantier for lån. Selskabet skal derfor selv skaffe den øvrige finansiering på markedet. Forvaltningen lægger ikke skjul på, at det er nyt land. Drift af et teknisk vandselskab på kommercielle vilkår er »ikke et kendt marked«, og der er en række risici omkring selskabets fremtidige indtægter og evne til at tiltrække ekstern finansiering.
Konkret peges der på to første projekter. Ét i Fredericia Vest, hvor renset spildevand skal bruges som vandkilde til køling hos en allerede kendt kunde, og ét i Nordbyen, hvor forurenet grundvand skal omdannes til vand til blandt andet brintproduktion. Et muligt tredje projekt er endnu ikke udpeget.
Vandselskabet er tænkt som en brik i en større omorganisering af kommunens forsyninger. Ved udgangen af 2026 skal Fredericia Spildevand og Energi, Affald & Genbrug, det nye vandselskab og et serviceselskab samles under ét fælles holdingselskab, et såkaldt multiforsyningsselskab. Vandselskabet oprettes dog allerede til sommer, før holdingselskabet er på plads, fordi arbejdet med teknisk vand ikke kan gå i gang, før selskabet findes.
I første omgang skal direktøren i Fredericia Spildevand og Energi indsættes som direktør, og selskabets bestyrelse foreslås at bestå af Kenny Bruun Olsen, Ole Olsen, Cecilie Roed Schultz, Nanna Nørholm og Karsten Byrgesen, indtil den samlede struktur er på plads. Det hele knytter sig til kommunens vision om at være »grøn i verdensklasse«, hvor adgang til både vand og strøm skal gøre Fredericia attraktiv for grønne industrivirksomheder.
Forvaltningen indstiller, at udvalget anbefaler, at selskabet stiftes, og at de 20 millioner kroner frigives, herunder at 2,5 millioner rykkes frem fra 2029 til 2026, så der kan indbetales de 5 millioner, der kræves ved stiftelsen.





