SUNDHED. Det bliver lettere at finde en praktiserende læge i Fredericia. Region Syddanmark har tildelt byen et nyt ydernummer på almenlægeområdet, og det betyder, at en eksisterende klinik nu kan udvide med en ekstra læge og tage langt flere patienter ind.
Et ydernummer er det, der giver en alment praktiserende læge ret til at behandle patienter for det offentlige. Beslutningen om at uddele de nye numre udspringer af den seneste sundhedsreform, forklarer Pernelle Jensen, der er valgt ind i regionsrådet for Venstre. »Det udsprang af den nye reform, hvor lægerne har fået udmeldt nogle nye patienttal. For at undgå at blive presset på lægedækningen udmøntede vi i sidste periode, tilbage i november, ni ydernumre på almenområdet i regionen,« forklarer hun.
På et nyligt møde i forretningsudvalget besluttede regionen at tildele seks af de ni ydernumre, og Fredericia er en af dem, der er kommet i betragtning. Selve tildelingen foregår ved, at klinikkerne byder ind på opgaven. »Man byder ind på det på samme måde som på en opgave. Man beskriver, hvordan det er praktisk organiseret, hvad man byder, og hvilken pris man giver,« forklarer Pernelle Jensen. Lægerne bliver vurderet på en ansøgning, hvor de begrunder, hvorfor de skal have ydernummeret, og lægger en plan for driften, herunder hvor mange patienter de kan tage ind.
En ekstra kollega på Venusvej
I Fredericia gik ydernummeret til Lægerne Bendtsen og Kjær Hansen, en allerede etableret klinik, der med tildelingen kan ansætte en ekstra læge. Klinikken er samtidig ved at flytte i nye lokaler, og det er en del af forklaringen på, at der bliver plads til flere. »Det er en eksisterende klinik, der har læger i forvejen, men de får en ekstra kollega, når de nu får det her nye ydernummer,« siger Pernelle Jensen.
For patienterne er den konkrete forskel mærkbar. Klinikken har tidligere haft lukket for tilgang, men kan nu åbne igen. »De har haft lukket for flere patienter, og det her gør, at de åbner op igen. De skriver, at de kan tage 1.600 ekstra patienter ind,« slutter politikeren.





