Den 4. juni klokken 15 holder Friplejehjemmet Lillebælt bogudgivelsesdag for bogen »Stemmer fra et plejehjem«. Forfatteren er Verner Knudsen, der i to år har været frivillig på plejehjemmet og i et helt år har kørt en gruppe i livsfortællinger og livshistorier med beboerne. Resultatet er en bog, der ikke blot handler om kritik og mangler, men om de liv, der leves inde bag plejehjemsportene.
Verner Knudsen er ikke uddannet forfatter. Han er frivillig. Men det, han hørte, da han satte sig ned og lyttede til de ældre på Friplejehjemmet Lillebælt, ville han ikke lade forblive ufortalt.
»Jeg tænkte, at de der gamle, de har så meget på sig,« siger Verner Knudsen. »De har mange gode, spændende ting at tage med. Og så tænkte jeg, at det vil jeg skrive en bog om.«
Bogen, der bærer titlen »Stemmer fra et plejehjem — fortællinger, refleksioner, dilemmaer fra livet på et plejehjem«, er bygget op om ti beboeres egne beretninger. De fortæller om deres liv op til den beslutning, de alle engang stod over for: at flytte ind på et plejehjem. Hvad satte det i gang? Var det dem selv, deres børn, en ægtefælle? Og hvad sker der bagefter, når de er flyttet ind og hverdagen begynder?
»Som jeg skriver i bogen, hvem ved mere om, hvordan det er at være ældre end de ældre selv?« siger Verner Knudsen.
Et modstykke til det dystre billede
I Danmark er kritikken af plejehjem velkendt. For få hænder, tidspres, ringe omsorg. Verner Knudsen afviser ikke den kritik, men bogen er et forsøg på at vise, at det ikke er hele billedet.
»Her har vi et sted, hvor de gamle er utroligt glade for at være,« siger han. »Der er rigtig meget skrækmaleri på plejehjemsområdet, men der er også nogle steder, hvor det er rigtig godt.«
En af de pointer, der satte sig fast under arbejdet med bogen, stammer fra plejehjemslederen selv.
»Lederen sagde på et tidspunkt, at når vi går ind på en stue, hvor der bor en ældre, så træder vi ind i et andet menneskes hjem,« siger Verner Knudsen. »Og det skal vi gøre med stor værdighed og respekt. Så er det deres hjem.«
Den tankegang er et af bogens bærende temaer. Når personalet ser beboeren som et helt menneske med et levt liv, med glæder, ægteskaber, børn og erfaringer, siger Verner Knudsen, begynder plejehjemmet at ligne noget andet end en institution.
Bogen i tre dele
Ud over de ti ældres fortællinger indeholder bogen perspektiver fra pårørende, personale, koordinatorer og ledelse. Hvad siger de til at arbejde og være tilknyttet et plejehjem? Hvad betyder det for dem?
Bogen afsluttes med 56 dilemmaer og refleksionsspørgsmål, beregnet til drøftelse hos personale, studerende og andre med tilknytning til ældrepleje. Et eksempel er spørgsmålet om personales eget forhold til døden, givet at plejehjemmet for mange beboere er den sidste station.
»Hvordan forholder personale sig til døden? Hvad tænker de i forhold til, at det vil også være okay som personale at sige, at jeg overmagter simpelthen ikke at snakke om det, fordi det har jeg det svært med?« siger Verner Knudsen. »De dilemmaer kan man drøfte.«
Bogen har allerede fået rosende ord med på vejen. En forstander fra et friplejehjem i Ikast har læst den og givet den en stærk anbefaling. Det har tidligere socialminister Karen Hækkerup også, som Verner Knudsen kendte fra hans tidligere bog om plejebørn.
Bogudgivelsesdag på plejehjemmet
Den 4. juni klokken 15 markeres udgivelsen på selve Friplejehjemmet Lillebælt. Til plejehjemmet er der tilknyttet 32 frivillige, der dagligt yder en markant indsats, og mange af dem har allerede forudbestilt bogen. Det samme gælder beboere, pårørende og ansatte.
»Jeg holder måske en lille tale for de gamle der og fortæller lidt om, hvordan jeg ser det,« siger Verner Knudsen.
Han er tilfreds med det, der er kommet ud af to år som frivillig og et år med livsfortællegruppen.
»De har været utrolig glade for det,« siger han om beboerne. »Og det har det virkelig været noget, de er gået op i.«
