12.7 C
Copenhagen
lørdag 9. maj 2026

Tessas budskab ramte plet da T-shirt blev revet væk på rekordtid

0
Foto: Oskar Folmann - United Stage
Foto: Oskar Folmann - United Stage

EVENTS. Den nye Plads til forskelle-T-shirt, designet af rapperen Tessa i samarbejde med hummel og Grøn, er udsolgt på rekordtid. T-shirten gik i salg torsdag morgen, og det er ifølge arrangørerne første gang nogensinde, at årets Plads til forskelle-T-shirt er blevet revet væk så hurtigt. Overskuddet fra salget går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt, der arbejder for at nedbryde perfekthedskulturen.

I onsdags kunne Tuborg, Muskelsvindfonden, NOVA og hummel offentliggøre, at Tessa var udpeget som dette års Plads til forskelle-ambassadør. Med titlen følger opgaven at fortolke Muskelsvindfondens vision om at skabe plads til forskelle, blandt andet gennem den årlige T-shirt.

Hos Muskelsvindfonden vækker det hurtige udsalg begejstring. Forperson Simon Toftgaard Jespersen siger »Vi har aldrig oplevet noget lignende. Det er en kæmpe anerkendelse af Tessa som årets Plads til forskelle-ambassadør og viser, at hendes budskab virkelig resonerer bredt. Hun sætter ord på noget, mange kan spejle sig i, at vi alle er forskellige, og at der skal være plads til netop det. I Muskelsvindfonden er vi stolte af at se, hvordan samarbejdet med Tessa og hummel er med til at gøre Pærfekt til noget, folk ikke bare taler om, men aktivt bakker op om«.

Tessa har gennem sin karriere brugt musikken som en bevægelse, der på tværs af generationer bryder med tabuer om køn, klasse og kultur, og den linje fortsætter hun i sit design til T-shirten. Budskabet, der pryder den, lyder »La’ Vær’ At Stå Og Glo På Mig. Se mig. Jeg er mig. Og det står jeg ved«. I teksten understreger hun videre, at der ikke kun skal være plads til alle, men plads til forskelle, og at forskellighed ikke er en luksus, men et fundament.

Grøn 2026 har i forvejen sat nye rekorder. Allerede efter billetsalgets første døgn var 200.000 billetter solgt, og syv ud af otte turnébyer var udsolgt. Efter blot fem dage var hele turnéen historisk tidligt udsolgt med en ny publikumsrekord på 203.500 gæster til følge. På scenen kan publikum udover Tessa opleve Andreas Odbjerg, Annika, Benny Jamz, HUGORM, Lukas Graham, Malte Ebert og Mumle.

Både T-shirts og billetter til årets Grøn er udsolgt, men yderligere information om koncerterne, herunder videresalg af billetter, kan findes på groenkoncert.dk.