14.9 C
Copenhagen
torsdag 30. april 2026

En sjælden flodhesteunge fik en hård start på livet i Givskud Zoo: Ekstraordinær indsats har reddet ham

Den 19. marts blev der født en dværgflodhest i Givskud Zoo. Den lille han vejede kun 4,3 kilo, og erfaringer fra andre zoologiske haver viser, at stort set alle unger under fem kilo dør efter kort tid. Med en kombination af hjemmemalket mælk fra moderen og råmælk hentet hos en lokal landmand er det nu lykkedes parkens dyrlæge og dyrepassere at redde ungen igennem det kritiske første døgn. Det er den første dværgflodhesteunge, der er født i parken i 25 år. Foto: Givskud Zoo

0
En sjælden flodhesteunge fik en hård start på livet i Givskud Zoo: Ekstraordinær indsats har reddet ham

DYR. Det startede en helt almindelig dag i marts. Den 19. marts blev der født en dværgflodhest i Givskud Zoo. Men glæden over at se en unge komme til verden blev hurtigt afløst af en alvorlig bekymring. Den lille han vejede blot 4,3 kilo, og det er under den vægt, der typisk afgør, om en flodhesteunge overlever.

Erfaringer fra andre zoologiske haver viser, at stort set alle dværgflodhesteunger med en fødselsvægt under fem kilo dør i de første dage. Oven i det var ungens mor, Tanga, førstegangsfødende, og det gør chancen for, at ungen klarer den, endnu mindre.

Tanga og hendes lille søn i bassinet. Den førstegangsfødende mor er nu vant til, at ungen følger hende overalt og bader flere gange dagligt. Foto: Givskud Zoo

De første 30 timer af ungens liv var præget af stor nervøsitet hos parkens dyrlæge og dyrepassere. Ungen diede ikke ved sin mor, og både parkens dyrlæge Stefanie Ebbesen og hendes kolleger blev i stalden til sent om aftenen de første døgn for at følge situationen tæt.

Stefanie Ebbesen frygtede for ungens liv og valgte derfor at gøre noget helt ekstraordinært. Fordi dyrepasserne havde fulgt Tangas drægtighed nøje og trænet hende til at acceptere berøring, kunne dyrlægen nærme sig moderen og malke lidt mælk fra hende. Som supplement hentede medarbejdere råmælk fra en ko hos en lokal landmand. På den måde lykkedes det at holde den lille han i live, indtil han selv knækkede koden og begyndte at die. »Det var en kæmpe forløsning for os, da ungen endelig begyndte at die,« fortæller Stefanie Ebbesen. »Det har været mere end spændende og virkelig nervepirrende. Ungen tager støt på, den trives og har det godt. Den har nu tredoblet sin vægt, og den følger Tanga overalt og bader flere gange dagligt.«

»Det var en kæmpe forløsning for os, da ungen endelig begyndte at die,« siger Stefanie Ebbesen. Parkens dyrlæge stod selv for at malke moderen Tanga i de første kritiske døgn. Foto: Givskud Zoo

Det er nu mere end en måned siden, ungen blev født. Han er kommet godt på vej, og fødslen er en stor begivenhed for Givskud Zoo. Det er den første dværgflodhest, der er født i parken i 25 år, og det er en ønskeunge i ordets fulde forstand.

En truet art

Dværgflodhesten er en stærkt truet art. Den lever i Vestafrikas regnskove og har en bestand, der er gået kraftigt tilbage de seneste årtier. Givskud Zoo arbejder for artens overlevelse gennem deltagelse i det europæiske avlsprogram, hvor zoologiske haver på tværs af Europa koordinerer indsatsen for at sikre en sund bestand i menneskelig varetægt.

Den lille dværgflodhesteunge i Givskud Zoo. Han har på lidt over en måned tredoblet sin fødselsvægt på 4,3 kilo. Foto: Givskud Zoo

Samtidig støtter parkens egen naturfond organisationen IBREAM, der forsker i dværgflodheste i Elfenbenskysten. Naturfonden betaler lønnen til to lokale ivorianere, Hermann og Innocent, der hjælper IBREAM med at indsamle viden om de meget sky dyr. Målet er blandt andet at sætte GPS-halsbånd på flere dyr, så deres adfærd kan kortlægges og bidrage til den fremtidige bevaring af arten.

Hermann eller Innocent

Ungen har endnu ikke fået et navn, og det er der nu lagt op til, at offentligheden er med til at afgøre. Givskud Zoo har sat en afstemning i gang på parkens hjemmeside, hvor man kan vælge mellem Hermann og Innocent. Begge navne er hentet fra de to forskere i Elfenbenskysten, der hver dag arbejder for at sikre, at vilde dværgflodheste også får en fremtid.