9.7 C
Copenhagen
fredag 24. april 2026

Trinelise Væring gæster KulturØen med sange fra et langt musikliv

0
Trinelise Væring gæster KulturØen med sange fra et langt musikliv

EVENT. En af landets markante sangskrivere indtager snart scenen i Middelfart, når Trinelise Væring spiller koncert på KulturØen.

Onsdag den 20. maj står hun på scenen med sin trio til en koncert arrangeret af Foreningen GUF, hvor publikum kan se frem til en aften med både musik og fortællinger fra en karriere, der spænder bredt og langt tilbage.

Trinelise Væring har gennem årene udgivet mere end 14 anmelderroste album på både dansk og engelsk og har bevæget sig fra jazzens verden til et mere folkpræget udtryk som sangskriver. Skiftet i slutningen af 00’erne, hvor hun begyndte at skrive på dansk og ændrede sit musikalske udtryk, blev bemærket af anmelderne. Klaus Lynggaard fra Dagbladet Information beskrev hende dengang som »en af vore mest spændende og udfordrende kvindelige musikalske kunstnere«, mens Politikens Kim Skotte kaldte hende »en af de mest hårdnakket personlige sangskrivere«.

Med sit seneste album ”A Songwriter’s Odyssey” er hun igen vendt tilbage til det engelske sprog. Albummet er indspillet i Canada og har ifølge hende selv et countrypræg, hvilket har været med til at åbne døren til et internationalt publikum. Hendes musik har fået airplay i både Nordamerika, England og Australien, og anmeldelserne er strømmet ind fra udenlandske medier.

Sangene kredser om voksenlivets mange facetter og udfordringer. I et interview med Politiken i forbindelse med sin runde fødselsdag satte hun ord på sit kunstneriske ståsted og sagde »jeg har stadig masser af drømme, som jeg forsøger at udleve. Om de er realistiske eller ej, er måske ikke så vigtigt. Det vigtige er at man stadig har drømme at forfølge, og at man tør rækker ud efter dem.«

Ud over sin solokarriere har Trinelise Væring også markeret sig som leder af Tone of Voice Orchestra, som hun driver sammen med sin mand, jazzmusikeren Fredrik Lundin. Her har hun senest modtaget en DMA-nominering i 2022.

Koncerten på KulturØen bliver en mulighed for at opleve en kunstner, der både deler ud af sin musik og historierne bag. Billetter og yderligere information kan findes på arrangørens hjemmeside.