15.8 C
Copenhagen
torsdag 23. april 2026

Budgetstrategien for 2027-2030 peger på forebyggelse, kernedrift og teknologi

0
Budgetstrategien for 2027-2030 peger på forebyggelse, kernedrift og teknologi

POLITIK. Parallelt med den økonomiske politik skal udvalget på tirsdag godkende en budgetstrategi for de kommende fire år. Strategien er bygget oven på byrådsseminaret i slutningen af marts og lægger sig i forlængelse af de udfordringer, som den første budgetopfølgning også viser.

Fem områder er prioriteret i strategien. Investeringscases for forebyggelse skal udarbejdes med det sigte, at udgifterne falder på langt sigt, og borgerne bliver mere selvhjulpne. Kernedriften skal styrkes. Vedligeholdelse af bygninger er skrevet ind som et selvstændigt tema, og en kulturskole skal undersøges som mulighed. Økonomistyringen på de specialiserede områder er et gennemgående fokus, og forvaltningen rejser samtidig et bredere spørgsmål. Kan løsningen af de kommunale opgaver tænkes om, så dem med størst behov får mest hjælp?

Strategien peger også på en række analyser, der skal ligge klar forud for den politiske budgetlægning. En analyse af »kloge kvadratmeter« skal kortlægge, hvordan kommunen udnytter sine bygninger bedst, og stille spørgsmålet, om det overhovedet er en kommunal opgave at udleje boliger. Skolevægring og tabt arbejdsfortjeneste skal undersøges. Økonomien på dagtilbudsområdet skal gennemgås i forhold til antal pladser og priser, med en særlig interesse for sammenhængen mellem dagpleje og vuggestuer. Endelig peger strategien på, at teknologien, herunder kunstig intelligens og velfærdsteknologi, kan spille en større rolle i organisationen.