5.5 C
Copenhagen
onsdag 15. april 2026

Byråd kræver svar om postrod: Fredericia undersøger alternativ til DAO

0
Byråd kræver svar om postrod: Fredericia undersøger alternativ til DAO

POLITIK. Breve fundet i affaldsstrøm. Arbejdsforhold i leverandørkæden under kritik. Et monopol, der reelt er umuligt at håndhæve krav over for. Mandag aften fik Enhedslisten enstemmig opbakning fra hele Fredericia Byråd til at sætte gang i en undersøgelse af, om kommunen kan finde et alternativ til DAO som postomdelingsoperatør.

Forslaget kom fra Cecilie Roed Schultz, der lagde op til en saglig, men principfast begrundelse. Sagen handler ikke bare om fejlleveringer, sagde hun. Det handler om tillid. »Brevet fra kommunen kan indeholde vigtige oplysninger om økonomi, sundhed eller sociale forhold. Der kan være følsomme personoplysninger, og de skal ikke ende de forkerte steder,« sagde hun og tilføjede, at de borgere, der i dag modtager fysisk post fra kommunen, overvejende er fritaget for digital post og dermed hører til kommunens mere sårbare borgere.

Dertil kom det arbejdsretlige argument. Fredericia Kommune stiller krav om arbejdsklausuler og kædeansvar i sine kontrakter. Men med DAO som eneste reelle aktør på markedet er det ifølge Enhedslisten praktisk talt umuligt at håndhæve kravene. »Det er dybt problematisk, at vi er endt i en situation, hvor vi på grund af monopolet reelt ikke kan håndhæve vores egne krav,« sagde Roed Schultz.

Roserne var mange. Jan Filbært fra SF kaldte det et solidt forslag og understregede, at partiet ser alvorligt på, at borgere ikke modtager den post, de har krav på. John Nyborg fra Socialdemokratiet kvitterede for initiativet og pegede særligt på arbejdsforholdene. Pernelle Jensen fra Venstre nævnte, at Region Syddanmark allerede har oplevet konkrete problemer. Christian Jørgensen fra Liberal Alliance støttede, om end med et forbehold om administrativ byrde.

Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne løftede imens blikket mod Christiansborg. »Det er derovre fra, at det virkelige arbejde skal gøres. Vi er en lille kommune i det store spil.«

Undersøgelsen skal belyse mulighederne for alternative leverandører, herunder en model svarende til den, Aarhus Kommune anvender, samt de økonomiske konsekvenser, mulighederne for at stille krav om ordentlige arbejdsvilkår og borgernes datasikkerhed. Resultatet forelægges Økonomi- og Erhvervsudvalget inden udgangen af juni 2026.