3.7 C
Copenhagen
fredag 3. april 2026

Fredericia-politikere skal beslutte: Skal de yngste teenagere have adgang til Ungdommens Hus?

0
Fredericia-politikere skal beslutte: Skal de yngste teenagere have adgang til Ungdommens Hus?

Efter påske skal Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget tage stilling til, om unge fra 7. klasse skal have adgang til Ungdommens Hus. Forvaltningen har lagt sig fast på én model, men udvalget skal selv træffe den endelige beslutning.

Det tidligere Unge- og Uddannelsesudvalg besluttede i december 2025, at aldersgrænsen for Ungdommens Hus skulle sænkes fra 15 til 13 år. Nu er arbejdet med at finde ud af, hvordan det skal ske i praksis, færdigt, og den 9. april skal det nye udvalg træffe de konkrete beslutninger.

Forvaltningen foreslår, at grænsen ikke defineres som en fast alder, men i stedet som unge fra 7. klasse, så afgrænsningen følger de øvrige skole- og fritidstilbud i kommunen.

Udvalget skal vælge mellem to modeller for, hvordan åbningen skal organiseres.

I den første model er Ungdommens Hus åbent for hele målgruppen, fra 7. klasse til 25 år, alle ugens dage. Det giver en enkel og letforståelig struktur, men forvaltningen peger selv på risikoen for, at de yngste fylder mest i tilbuddet, og at de ældste i mindre grad oplever huset som relevant.

I den anden model er huset kun åbent for de yngste to til tre dage om ugen, mens de øvrige dage forbeholdes de 15-25-årige. Det giver bedre mulighed for pædagogisk differentiering, men er mere kompliceret at kommunikere og drive.

Forvaltningen anbefaler den første model og vurderer, at den giver de bedste forudsætninger for at arbejde pædagogisk med den nye målgruppe.

Uanset hvilken model udvalget vælger, foreslår forvaltningen, at Ungdommens Hus får op til 14 dages delvist lukket drift forud for åbningen den 1. juni 2026. I den periode skal medarbejdere og unge indrette huset med zoner, der passer til et bredere aldersspænd, herunder rum til både aktivitet, ophold og mere roligt samvær.