3.7 C
Copenhagen
onsdag 18. marts 2026

Folketingskandidater er lidt ældre – men flere kvinder stiller op

0
Folketingskandidater er lidt ældre – men flere kvinder stiller op

POLITIK. Kandidaterne til det kommende folketingsvalg er i gennemsnit blevet en smule ældre siden sidste valg. Samtidig er andelen af kvinder højere end nogensinde før.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at gennemsnitsalderen blandt de opstillede kandidater er 46,3 år. Det er en lille stigning fra 45,9 år ved folketingsvalget i 2022.

Alderen varierer dog markant mellem partierne. Det Konservative Folkeparti har de yngste kandidater med en gennemsnitsalder på 42,2 år, tæt fulgt af Liberal Alliance med 42,9 år. I den anden ende ligger kandidater uden for partierne med en gennemsnitsalder på 51,4 år, mens Borgernes Parti ligger lige efter med 51,2 år.

Der er samtidig blevet færre helt unge kandidater. I alt er 65 kandidater under 25 år, hvilket svarer til 7 procent. Ved valget i 2022 udgjorde de 8,1 procent.

Ifølge Danmarks Statistik er forskellene mellem partierne tydelige

»Der er stor forskel på, hvor mange helt unge kandidater under 25 år, partierne har på stemmesedlen ved det kommende folketingsvalg. Overordnet set er der dog lidt færre end ved det seneste folketingsvalg. Ligesom ved det valg er den største andel af kandidaterne mellem 45 og 49 år.«

I alt er der opstillet 933 kandidater til valget. Af dem er 565 mænd og 368 kvinder, hvilket betyder, at kvinder udgør 39,4 procent af kandidaterne. Det er den højeste andel nogensinde.

Mere end halvdelen af kandidaterne er nye og stillede ikke op ved valget i 2022. Samtidig har lidt over en tredjedel en lang videregående uddannelse, mens indvandrere og efterkommere udgør 4,2 procent af kandidatfeltet.