2.9 C
Copenhagen
lørdag 7. marts 2026

Fredericia-lærling udtaget til Danmarks nye elektrikerlandshold

Christoffer Gade Daugsch fra Hansen El A/S er en af blot fire elektrikerlærlinge i landet, der er udtaget til det nyetablerede elektrikerlandshold. I april skal han også deltage i DM i Skills i Hjørring.

Fredericia-lærling udtaget til Danmarks nye elektrikerlandshold

LOKALT. Christoffer Gade Daugsch fra Fredericia-virksomheden Hansen El A/S er blevet udtaget til det nye elektrikerlandshold, der er oprettet af TEKNIQ og Dansk El-Forbund med støtte fra en række virksomheder i el-branchen.

Landsholdet samler fire af landets mest talentfulde elektrikerlærlinge i et struktureret udviklingsforløb med intensive træningslejre, individuelle udviklingsplaner og faglig sparring med eksperter fra branchen. I spidsen står landstræner Peter Sikora, der er mangeårig dommer ved DM i Skills og EuroSkills.

Ud over Christoffer Daugsch består holdet af Johannes Lund fra Kjærgaard A/S, Ida Peilicke Jacobsen fra Erik Lytzen A/S og Asbjørn Peter Vinter Alsing fra Selskov Elektric ApS.

Hos Hansen El A/S, der har i alt ni lærlinge, kom udtagelsen som en overraskelse. »Vi vidste godt, at han var udtaget til DM i Skills, men vi vidste ikke, at landsholdet lå i kortene. Det er ikke, fordi vi synes, han er dårlig, men det er heller ikke noget, vi tager som en selvfølge,« siger Simon Hansen, indehaver af Hansen El A/S med et smil i stemmen.

Han ser udtagelsen som mere end et skuldeklap til Christoffer selv. »Det er en rollemodel for vores andre elever og lærlinge. Det er en anerkendelse af, at han har været flittig, men vi skal også selv stille gode rammer op for, at vores lærlinge lykkes. Og det kan måske give blod på tanden for nogle af de andre,« bemærker Simon Hansen.

Christoffer Daugsch har selv udtalt, at han gerne vil udfordre de stereotype forestillinger om, hvad det vil sige at være elektriker, og vise hvor alsidigt faget er.

I det daglige ændrer udtagelsen ikke det store hos Hansen El A/S. Christoffer fortsætter sit arbejde som hidtil, men virksomheden stiller den nødvendige tid til rådighed for træning med landsholdet og forberedelse til DM i Skills. »Vores dagligdag er uændret. Han får ikke en guldbil af den grund,« forklarer Simon Hansen. »Men vi bakker op om, at han skal træne med landsholdet, og så skal han på skole lidt ekstra op til danmarksmesterskaberne.«

DM i Skills 2026 afholdes den 22.–25. april i Park Vendia i Hjørring, hvor omkring 300 unge fra erhvervsuddannelserne konkurrerer i 48 forskellige fag. Mesterskabet forventes at tiltrække over 50.000 besøgende.