1.1 C
Copenhagen
torsdag 26. februar 2026

Nattedroner skal finde varmetab i Kolding og omegn

0
FOTO: BL Termografering / We Fly
FOTO: BL Termografering / We Fly

De kommende uger kan borgere i Kolding, Lunderskov og Taulov og Skærbæk igen opleve droner på nattehimlen. Energi- og forsyningskoncernen EWII genoptager nu arbejdet med at gennemgå fjernvarmenettet for mulige utætheder ved hjælp af droner med termiske kameraer.

Flyvningerne var oprindeligt planlagt til januar, men sne, blæst og udfordringer med de termiske målinger satte en midlertidig stopper for arbejdet. Nu ser vejrudsigten imidlertid ud til at give mulighed for at færdiggøre opgaven.

Arbejdet gennemføres i aften- og nattetimerne fra fredag den 27. februar og frem til udgangen af uge 12. Dronerne flyver på hverdage mellem klokken 22.00 og 05.00, hvor forholdene er bedst til at registrere temperaturforskelle i jorden over fjernvarmerørene.

Ifølge EWII giver metoden mulighed for at opdage selv mindre tegn på utætheder.

»Vi er meget glade for, at det nu ser ud til, at vi kan færdiggøre flyvningerne. Dronerne tager billeder med termiske kameraer, så vi tydeligt kan se, hvis der er tegn på utætheder i vores fjernvarmerør, hvilket giver os mulighed for at sætte præcist ind og udbedre skader på rør«, siger Frederik Stjernholm Busk, afdelingsleder for planlægning og salg af fjernvarme i EWII.

Nogle områder blev gennemgået, inden vintervejret satte arbejdet på pause. I de kommende uger vil dronerne derfor blandt andet flyve over Taulov og Skærbæk, Almind, Viuf, Vester Nebel, Gravens, Kolding og Lunderskov.

EWII understreger, at flyvningerne foregår professionelt og med fokus på sikkerhed.

»Der er stort fokus på droner i øjeblikket, men de droner, vi sender i luften, er ganske fredelige. Flyvningerne bliver udført af professionelle fagfolk, og det foregår om natten, fordi det giver det bedste resultat på de termiske målinger«, siger Frederik Stjernholm Busk.

Præcist hvilke dage og områder der overflyves, afhænger af vind, vejr og temperatur i den enkelte periode.